Villa Mowgli i 125 år
Fra udlejningssommerhus til familievilla
- fra fortid til
nutid -
Festskrift i anledning af Villa Mowgli’s 125-års fødselsdag den 19. oktober 2023.
Gudrunsvej 22B - 2920 Charlottenlund, Matr.nr. 3eh af Ordrup By og Sogn.
Sokkelund Herred.
Med løbende tilføjelser og opdateringer.
(TRYK PÅ KAPITEL FOR AT SPRINGE I
TEKSTEN)
Kongehusets tilknytning til området på tiden da Mowgli blev bygget
Området på tiden da Villa Mowgli blev bygget
Ejerne af grunden og Villa Mowgli gennem tiderne
Husets opførelse og oprindelige indretning
Vejens oprindelige beboere og de første lejere
Toiletter i 1913, 1975 og 1995.
Ombygningen af 2. sal i 1918, 1963, 1991 og 1993
Renovering i perioden 1993 -1998
Oversigt over ejerne gennem tiden
Udviklingen i ejendommens offentlige vurderinger
Siden 1600-tallet har
bondebyen Ordrup og egnen omkring Gyldenlund (det nuværende Charlottenlund og
tidligere Freudendahl) været et eftertragtet mål for københavnernes udflugter.
Længslen efter frisk luft, trangen til at færdes i skoven og ved stranden, samt
synet af bølgende kornmarker bevirkede, at området tillige blev meget søgt af
landliggere fra hovedstaden. Kongefamiliens tilstedeværelse på skiftevis
Charlottenlund Slot og Bernstorff Slot har utvivlsomt også været en medvirkende
årsag til områdets popularitet.
Hoveriet og stavnsbåndet blev ophævet i
1700-tallet, og selv om det var københavnerne, der om sommeren satte deres præg
på egnen, ændrede friheden ikke i første omgang den fastboende bondebefolknings
livsførelse og vaner på de veldrevne bøndergårde.
Enkelte af gårdene i området blev helt op i
1900-tallet drevet som landbrugsejendomme, medens andre allerede i 1800-tallet
blev omdannet til lyststeder. I kølvandet på lyststederne opførtes i årenes løb
talrige mindre lyst- og landsteder.
Ejerne af disse lyst- og landsteder banede
vejen for egnens forvandling fra bondeidyl til en københavnsk forstad, og de
forbedrede trafikmidler fik flere og flere til at bosætte sig i området i frie
og sunde omgivelser.
Mowgli var oprindelig et udlejningssommerhus
og er som sådan en del af områdets historie. I anledning af 125-året for
villaens opførelse har jeg derfor forsøgt at beskrive områdets udvikling med
Villa Mowgli - og Eigaard, hvorfra grunden er udstykket - som centrum. Nogle
gange bliver det lidt nørdet, men sådan er det jo når man så gerne vil have det
hele med.
Selv om enkelte huse og steder i området
uvilkårligt leder tankerne tilbage til den tid, da det var "in" at
ligge på landet i Ordrup, kan det i dag være vanskeligt at genkende fortidens
landlige idyl. Med nærværende beretning om Villa
Mowgli fra udlejningssommerhus til
familievilla er det dog mit håb at bidrage til en vis forståelse for
områdets og villaens historie og udvikling.
God fornøjelse.
Jens Kr. Kjær Krogsgaard
Ordrup har været beboet
siden oldtiden, men allerede i stenalderen (omkring 7500 f. kr.) har der både
langs kysten og længere inde i landet færdedes folk. Ved Ordrup Mose, der
oprindelig var en havarm til Øresund, er der bl.a. fundet bopladser fra den ældre
stenalder. Fundene giver et godt billede af områdets og periodens fauna, idet
der er fundet knogler fra bl.a. sumpskildpadder, vildsvin, bævere, urokser,
hunde og elsdyr. Sjælland var på dette tidspunkt landfast med Skåne, og
Østersøen var en ferskvandssø.
I
forbindelse med opgravning af nogle smårødder ved stendiget ud mod stien ved
Villa Mowgli blev der i 2010 fundet et cirka 12 centimeter lang fladehugget
segl af flint. Det lå cirka 10 centimeter under jordoverfladen. Seglet stammer
fra bondestenalderen og blev brugt til at høste korn. Det sker ikke helt
sjældent, at der findes hele funktionsdygtige segl nedlagt i jorden -
velsagtens som en art takofre efter en vel overstået høst. Bonde-stenalderen
omfatter tiden 3900 – 1700 f.Kr, men seglet er formentlig fra den senneolitisk
tid (2400 til 1700 f.Kr.). Jægerfolkene i Danmark havde dengang kontakt med
bondesamfund i Mellemeuropa, men først omkring 3900 f.Kr. begyndte jægerne her
i landet at dyrke jorden og holde husdyr. Skovområder blev fældet, afbrændt og
erstattet af kornmarker. Kvæg, gris og får dukkede op som husdyr. Den største
forandring var, at man nu kunne fremstille fødevarer selv. Kystfiskeriet blev
stadig brugt og bondebefolkningen jagede og fiskede fra de lokale
fangstbopladser.
Fladehugget segl af
flint fundet ved Villa Mowgli i 2010.
De mange gravhøje i området stammer fra
bronzealderen (ca. 1500 til ca. 400 f.Kr.). Ordrup Kirke, der ligger et par
hundrede meter fra Villa Mowgli, er f.eks. opført på den tidligere gravhøj
kaldet Vasehøj.
Af oldtidens mere eller mindre spredte
bebyggelse voksede landsbyerne frem. Om tidspunktet for landsbyernes opståen
vides intet med sikkerhed, men i tidsrummet mellem år 1000 og 1300 opstod der i
Danmark en række nye landsbyer (torpene). Ordrup er omtalt i jordebøgerne i
1370, hvor der oplyses om én gård, ejet af lensmand Henneke Moltke
(c1350-e1402) på Nyborg.
På overdrev og alminding har enkeltmand
eller små fællesskaber brudt jorden op til marker og skabt nye bysamfund. I
egnen nordnordøst for Gentofte opstod tre torpe, hvoraf Ordrup (torpen på oret)
var den ene. Torpen rummede 8 gårde og dens jorder lå rundt om byen. De to
andre torpe var Jestorp (senere Ibstrup) og Mellerup (senere nedbrudt og
underlagt Ibstrup). Ibstrup blev senere til Jægersborg. Mellerup lå mellem det
nuværende Jægersborg og Ordrup.
Gentofte
er den ældste by i området, og nævnes første gang i historien den 21. oktober
1186 i et pavebrev, hvor Urban III (ca. 1120 - 20. oktober 1187) stadfæster
gaven, "Gefnetofte" med alt dens tilliggende, som ærkebiskop Absalon
(ca. 1128 – 21. marts 1201) har meddelt Roskilde bispestol. Navneendelsen
"-toft" kan henføres til tiden mellem år 700 og 900. Fra arilds tid
er ordet "toft" betegnelsen for jord i særeje, og byen Gentofte har
formentlig oprindelig været en enkeltgård ejet af en storbonde, der boede her
med sin husstand og sine trælle.
I 1635 bestod Ordrup af otte gårde, og i
1682 var der i Ordrup landsby foruden de otte gårde, et hus med jord og seks
huse uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 263 tønder land.
Dyrkningsformen var trevangsbrug, hvor man i landsbyfællesskabet dyrkede tre
afgrænset stykke agerjord med en 3-årig rotation.
Indtil midten af 1700-tallet var Ordrup en
ren bondeby. Indbyggerne var fattige og forarmede fæstebønder, der udførte
hoveri på det lokale herresæde, og bønderne var fra år 1733 til år 1788 desuden
underlagt stavnsbåndet, der påbød dem at forblive på deres fødegods.
Udenrigsminister Johann Hartwig Ernst
lensgreve von Bernstorff (13. maj 1712 – 18. februar 1772) var i starten af
1760'erne - ved Donations- og Concessions-Brev fra Kong Christian V - blevet
ejer af det, der senere blev kaldt Bernstorff Gods, de tilliggende jordarealer
og det dertil hørende hoveri af bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup.
Bernstorff var godsejer fra Hannover og skulle senere blive kendt for sit store
reformarbejde med at forbedre bøndernes vilkår. Gennem sine interesser for
korndyrkningen opdagede han nemlig, at han kunne høste næsten tre gange så
meget på sine marker som bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup kunne høste på
deres.
Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff.
Bønderne i Ordrup udmærkede sig dog ved at
de kunne høste omtrent dobbelt så meget rug som bønderne i Gentofte og Vangede,
og det gav ifølge Bernstorffs tiendelister fra år 1758 til 1765 en årlig
gevinst på 40 tønder pr. Ordrup-bonde - eller en fortjeneste pr. bonde på 10
rigsdaler og 11 3/4 skilling. Herfra skulle så trækkes tiende og sædekorn,
hvorfor den enkelte bonde som udgangspunkt ikke bidrog væsentligt til godsets
drift.
Den enkelte bondes indtjening var da heller
ikke noget at råbe hurra for.
Den årlige høst af hø på bøndergårdene i
Ordrup kunne ikke dække hestenes, køernes, studenes og fårenes forbrug af
foder, hvorfor 32 af byens 62 heste i ovennævnte periode er opført som
udgangsøg, hvilket vil sige at øgene om vinteren måtte klare sig med det foder,
de kunne finde ude på markerne.
Ved at have cirka halvdelen af hestene ude
hele året kunne der blive mad til de øvrige dyr, samtidig med at den enkelte
bonde hvert år kunne sælge hø i København for 8-9 rigsdaler.
Desværre var flere bønder allerede om
efteråret nødsaget til at sælge så meget hø og halm, at de ikke kunne fodre
deres dyr til den efterfølgende påske, og ofte måtte bønderne derfor sætte
kvæget på græs så snart sneen var væk, og endnu inden der var meget grønt på
markerne.
Det var sjældent, at der var mad nok til
opdræt og salg af plage og stude, og udbyttet fra får, svin og fjerkræ nåede i
bedste fald at dække den daglige husholdnings behov. Dyrkningen af køkkenurter
har formentlig indskrænket sig til en række grønkålsstokke ved hver gård.
Et kærkomment tillæg til indtjeningen var
at skære tørv og køre det til København. Når bonden havde dækket sit eget
behov, kunne han hver måned mellem juli og marts bringe fire til fem læs tørv
til København, hvilket skulle have indbragt ham ca. en rigsdaler pr. læs.
Bønderne udenfor Københavns omegn eller
bønderne, der boede meget længere væk end dem i Ordrup, havde ikke mulighed for
at køre tørv og afgrøder til København, hvorfor lønninger til dygtige karle og
håndværkere i Ordrup på det tidspunkt var cirka dobbelt så høje som f.eks.
lønningerne i Vordingborg. En dygtig karl kunne i 1765 i Ordrup tjene 50-60
sletdaler om året, medens man længere ude på landet kun skulle betale 18-24
sletdaler. En pige fik 12-15 daler mod 6-7 daler andre steder.
For
at sætte de nævnte møntfødder i relief, så gik der før 1625 fire mark på en
sletdaler. I 1700-tallet blev sletdaleren stadig benyttet, men fra 1625 kom
rigsdaleren eller speciedaler, der var opdelt i 6 mark, der igen var opdelt i
16 skilling. Fra 1813 indførtes
rigsbankdaler og fra 1854 igen kaldet rigsdaler med værdien en halv
specie. I 1875 indførtes kronen med
værdien en halv rigsdaler. Herfra stammer udtrykket "en daler" om en
gammel to-krone.
Ligesom det fortælles i "Jeppe på
Bjerget" af Holberg, blev områdets bønder fristet af brændevinen fra de
omliggende kroer, hvilket betød, at dagens indtægter fra salget i København
desværre ofte blev liggende på kroerne.
Bernstorff Gods opgjorde i 1760'erne en
Ordrupbondes årsindkomst til ca. 58 rigsdaler, hvilket isoleret set var
udmærket. Den tilsvarende indkomst i Gentofte og Vangede lå på henholdsvis 46
og 44 rigsdaler. Problemet var, at udgifter til afgifter og skatter til det
kongelige herskab beløb sig til 34-35 rigsdaler, medens udgifter til en karl,
en pige og en dreng var mindst 44 rigsdaler. Hertil kom udgifter til sadel- og
hjulmager, tøj, skomager samt smed til vedligeholdelse af de nødvendige
dyrkningsredskaber.
Bøndernes gældsbyrde voksede derfor år for
år, og mange bønder måtte forlade deres gårde, hvorefter godsejeren fik
problemer med at finde nye fæster.
Det var således ikke noget strålende aktiv
Bernstorff overtog da han fik sit nye gods. Bønderne var ludfattige og
forarmede, men Bernstorff skulle alligevel svare landgilde og huspenge til den
kongelige kasse. Kun indfæstningen (hoveri) og sagefald (pengebøder) tilfaldt Bernstorff
Gods.
Johann Hartwig Ernst lensgreve von
Bernstorff fandt hurtigt ud af, at en forbedring af bøndernes vilkår var
nødvendig for, at både han og bønderne skulle kunne klare sig.
Der var allerede i 1760 i
hertugdømmerne i Tyskland gjort forsøg med at gennemføre hoverifrihed og
afskaffe arvefæste for bønderne. Dette var bl.a. sket på Godset Stedingshof,
der var ejet af greve Christian Günther Stolberg (9. juli 1714 – 22. juni 1765)
med hvis datter Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorffs brodersøn,
Andreas Peter Bernstorff (28. august 1735 – 21. juni 1797), i 1762 giftede sig.
Forsøgene var forløbet godt, men Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff
var ikke helt tilfreds med udbyttet.
Bernstorff forestillede sig, at bønderne
ville kunne yde og tjene mere til både godset og dem selv, hvis de fik friere
tøjler og samtidigt blev opmuntret ved at være ejere af deres egne gårde og
marker.
Johann Hartwig Ernst lensgreve von
Bernstorff og hans godsforvalter, Torkel Baden (26. maj 1734 – 14. november
1805), skal således have sagt "at Fællesskab og Hoveri skulle ophæves og
Bonden ved Eiendoms rettighed deels opmuntres, deels sættes fuldkommen i stand
til at benytte sig af de frie Hænder, som han herved fik med en i alle måder
uindskrænket Industrie".
Med bistand fra sin brodersøn, Andreas
Peter Bernstorff, og godsforvalteren gennemførte Johann Hartwig Ernst lensgreve
von Bernstorff i 1764-1765 - som den første i Danmark – den trepunktsplan for
godset Bernstorffs jorder, der senere skulle vise sig at reformere hele det
danske landbrug.
Torkel Baden malet i 1793.
Hoveriet skulle afskaffes og afløses af en
pengeafgift så bonden kunne anvende sin tid på at dyrke sin egen jord.
Livsfæste skulle erstattes med selveje, hvorved bonden ville få større
interesse i at forbedre sin gård. Og dyrkningsfællesskabet, hvor al jord på et
gods var genstand for fælles arbejde, skulle ophæves og jorden udskiftes ved at
gårdene skulle flyttes ud på deres egne marker (Udskiftningen). Stavnsbåndet
måtte fortsat bestå, idet dette var en særlig lov, der gjaldt for hele landet.
Gårdene i Ordrup lå på dette tidspunkt tæt
sammen og byen bestod kun af de otte bindingsværksbyggede og stråtækte gårde,
en smedje, nogle småhuse samt et par år senere af en kro. Gårdene, der senere
kom til at hedde Lindegaard, Teglgaard, Eigaard, Holmegaard, Skjoldgaard,
Hyldegaard, Damgaard og Skovgaard, var alle beliggende ved den tidligere Ordrup
Kro omkring krydset mellem Lindegårdsvej og Ordrupvej. Rundt om byen lå
områdets marker.
Plan over Ordrup by
i 1766.
Kroen blev etableret den 2. februar 1768,
hvor tømrermester Jens Larsen Bruun fik byens første kgl. bevilling af
Christian VII til “udi Ordrup Bye at indrette og herefter holde et Kroe
eller Vertshus, og de Rejsende saavelsom andre Behøvende Logementer samt Spiese
og Drickevahre til Nødtørftighed og for en Billig Betaling sammested betiene
med Vilkaar: at hand icke ved Stadet maae Brøgge Øll til Kroeholdets
Fornødenhedsaa at Kroet icke til noget Fylderie og Tidsspildefor Bonden eller
andre vorder misbrugt”.
Jens Larsen Bruun blev stamfar til et helt
dynasti, hvis slægt i ca. 100 år var indehaver af bevillingen på Ordrup Kro. Slægten tæller også smørgrosserer og møntsamler Lars Emil
Bruun (29. marts 1852 - 21. november 1923), der senere kom til at eje store
dele af byen og hvis familie bl.a. lagde navn til L.E. Bruuns Vej og Ole Bruuns
vej, der er opkaldt efter hans far.
Allerede inden den rigtige kro blev
etableret, var der også en form for kro på stedet. Hvornår denne kro blev
etableret, vides ikke med sikkerhed, men allerede i 1673 havde en krokone i
Ordrup sin faste stol i Gentofte Kirke, og i 1705 fandtes ӎn liden Kroe udi
Kgl. May’s Fæstehus”. Stedet ejes af en løjtnant Rasmus Grønholdt, der påstod
at have fået bevillingen efter 42 års tjeneste som soldat. Det har formentligt
kun været et lille uanseligt sted. Kroen skulle i 1807 være blevet benyttet af
englænderne som lazaret for cirka 150 sårede og syge.
Før Bernstorffs reformer kunne sættes i
værk, blev markerne i Ordrup indtegnet på et ”Special Carte Over Den Under
Gaarden Bernstorff Henhørende Bondebyes Ordrups Marker Som Viser Markernes
Inddeelning For Fælleds Skabets Ophævelse”. Området blev af landmåler Peter
Jacob v. Wilster (født cirka 1731) opmålt og vurderet stykke for stykke efter
jordens art. Derefter blev det hele inddelt i stykker som skulle have samme
ydeevne. Og til sidst blev der trukket lod mellem fæstebønderne om de
forskellige jordstykker. Opmålingen blev påbegyndte den 7. september 1764.
Nedenfor er ét af de i alt tre farvelagte
kort fra 1765 over de tre landsbyer gengivet. På kortet vises beliggenheden af
Ordrups tre vangeder, byens grænser og inddeling i agre og åse, loddernes
plovretning, alle enge og moser, søer og vandløb, oredrev og krat, alle veje og
stier, gårdenes og husenes placeringer i landsbyen, samt alle på det tidspunkt
eksisterende oldtidshøje. Originalkortene ligger i dag i Matrikelkontorets
arkiv.
Special Carte Over
Den Under Gaarden Bernstorff
Henhørende Bondebyes
Ordrups Marker.
Lodtrækningen mellem bønderne om Ordrups
jorder fandt sted den 1. september 1765 ved et højtideligt arrangement ved
Bernstorff Slot. Bønderne havde været nervøse for, hvad de store omvæltninger
skulle bringe dem, men allerede sidst på eftermiddagen, da spændingen var
udløst, begav bondefamilierne sig ud i området for at bese deres nye marker.
Den senere Eigaard, hvorfra Villa Mowgli blev udstykket,
fik ved lodtrækningen en temmelig uregelmæssig form, der bestod af to smalle
jordstykker, der dannede en figur som bogstavet "L". Den vestlige
firkant strakte sig langs Lindegårdsvejens østside fra Jægersborg Allé til
Ordrup by og omfattede foruden et stykke af Korøglerne de østlige dele af
Langagre og Tværagre, desuden Flederne og Trunneagrene og den vestlige del af
Ellemosen indtil Skjoldgaards skel. Den anden firkant lå mellem byen og Ordrup
Jagtvej og indeholdt Vaseagrenes sydlige halvdel og det vestlige stykke af
Skovagrene. Arealet var på 65½ tdr. land, men forøgedes i 1776 med kratskoven
"Eiet", som Bernstorff ved lodtrækningen oprindeligt havde forbeholdt
sig selv.
Den oprindelige vej mellem Ordrupvej og Jægersborg Allé
blev flyttet så den kom til at ligge langs skellet mellem Eigaard og
Lindegaard. Vejen på kortet langs den nuværende Lindegårdsvej findes således
ikke mere.
Special Carte Over
Den Under Gaarden Bernstorff
Henhørende Bondebyes
Ordrups Marker.
På kortet er med grønt indtegnet Eigaards
tildelte markarealer med Eiet og mosen. Desuden er markeret det sted, hvor
Ordrup by var placeret (gul pil), samt de steder, hvor Lindegårdsvej (violet
pil), Eigaard (grøn pil), Ordrup Kirke / Vasehøj (blå pil) og Mowgli (lyseblå
pil) senere blev henholdsvis anlagt og opført. Det kantede areal til venstre på
kortet (rødt område) er Charlottenlund Slotspark, hvor Jægersborg Allé går ud
fra toppen og hvor Ordrup Jagtvej går ud fra højre mod Christians Holm
(stiplede blå streger). Øverst i kortet ses benævnelsen
"Hovmarkerne", der vidner om fortidens hoveri, ligesom ”Øster Søen”
eller det nuværende Øresund er anført nederst. Lindegårdsvej blev for øvrigt
indtil 1811 kaldt Langelinie.
Kort fra 1765. Gårdens placering er blevet tilføjet i 1810.
Eksperimentet med at give fæstebønderne fri
viste sig at være en god forretning for J.H.E. Bernstorff. Bønderne betalte en
vis procentdel af deres indtægt til Bernstorff Gods, og bøndernes indtægter
steg så meget, at de var i stand til at svare store afgifter. Nevøen A.P.
Bernstorff kunne i 1768 meddele sin fader, "at det var utroligt i hvilken
grad bøndernes arbejde og flid blev forøget siden de blev selvejere og
proprietairer på deres godser".
Bøndernes fattige kålgårde blev på få år afløst
af store smukke haveanlæg, og skiftede således helt karakter. Utilfredshed og
fattigdom blev afløst af taknemlighed og velstand.
Taknemligheden var så stor, at de nye
selvejere den 1. december 1773 mødtes på Eigaard og stiftede ”Gaardmændenes
Forening paa Bernstorffs Gods” med det formål at rejse et synligt minde om
Johan Hartvig Ernst Bernstorff. Ti år senere kunne planen realiseres og den 28.
august 1783 kunne man ved en stor højtidelighed afsløre Bernstorffstøtten på en
høj ved Kongevejen syd for Gentofte. Støtten står nu ved Lyngbyvejen lige syd
for Kildegårds Plads og tæt på Barsehøj. Støtten regnes som en forløber for
Frihedsstøtten.
Mindestøtten bærer følgende indskrift:
Æreminde
efter Døden - for - Johan Hartvig Ernst - Greve af Bernstorff - som gav -
udskiftede hovning frie arvelige - Gaarde - med dem Stræbsomhed Velstand alt -
til Mønster for Efterslægten - MDCCLXVII - oprettet - af Godsets takfulde
Beboere - MDCCLXXXIII.
Den syv meter høje
støtte udført af Johannes Wiedewelt.
Lykken blev lang for områdets bønder, men
J.H.E. Bernstorff kom ved Struenses magtovertagelse i 1770 i unåde og måtte
forlade landet for ikke siden at gense hverken sit gods eller resultatet af sit
reformarbejde.
Udflytningen, hvor bønderne, hvis blot en af
deltagerne i fællesskabet ønskede det, kunne flytte deres gårde ud på de
tildelte marker, gik i starten langsomt, idet mange frygtede ensomheden. Kun
Damgaard var i 1770 blevet flyttet ud på dens mark ved den nuværende
Emiliekildevej.
Den 6. september 1798 nedbrændte
størstedelen af de resterende af Ordrups stråtækte huse og gårde. Branden
opstod i Teglgaards snedkerværksted, da en limpotte kogte over og antændte
nogle høvlspåner.
I stedet for at genopbygge gårdene inde i
selve byen, besluttede ejerne sig for - i overensstemmelse med Udflytningen -
at flytte gårdene ud på deres marker. Eigaard blev opbygget på jorderne lige
syd for Vasehøjen, og den gamle krat- og egeskov kom derved til at danne en
fortsættelse af gårdens store have.
Ordrup Kro blev efter branden genopført, og
var, da smedjen blev revet ned i 1900, ophøjet til hotel. Sidenhen er Ordrup
Kro blevet omdannet til boliger.
De tomme grunde i byen blev dels solgt til
håndværkere, og dels til københavnere, der opførte sommerboliger på
brandtomterne.
Det bybillede, der i årene
efter branden i 1798 blev skabt i Ordrup, bestod indtil slutningen af
1800-tallet, hvor en skole, en kirke og de første større huse holdt deres
indtog.
Den 1. maj 1867 fik Ordrup nemlig sin første
skole. Det var den unge og nybagte seminarist Ole Jacobsen (27. marts 1849 – 31.
januar 1921), der dengang etablerede Ordrup Realskole på Hyldegårdsvej 11 - kun
18 år gammel, og dermed satte sig selv og sin arv fra Hyldegaard i et så
tvivlsomt foretagende som en privat realskole i Ordrup. Det viste sig at være
en bedre idé end mange i den lille landsby troede. Skolen blev udvidet i 1883
og først nedlagt i 1918. Skolen havde til huse i den nu nedrevne bygning
Hyldegårdsminde.
Hyldegårdsminde –
Ordrups første skole.
Det var om Ole Jacobsen, at Peter Søren
Lemche (2. februar 1835 – 13. august 1901) den 21. december 1873 skrev
"Den lille Ole med paraplyen - ham kender alle små folk i byen",
fordi Ole Jacobsen året rundt gik rundt med sin paraply. Ole Jacobsen satte
selv melodi til sangen. Sangen blev første gang offentligt fremført ved Ordrup
Sangforenings koncert på Ordrup Kro den 14. marts 1875. Ole Jacobsen og Peter
Lemche var for øvrigt i familie med hinanden, idet Peter Lemches kone, Karen
Magdalene Jakobsen fra Teglgaards farfars søster var farmor til Ole Jacobsen.
Farmoderen var gift med Jacob "Eigaard" Andersen og ejede Eigaard fra
1795 til 1847, hvorefter Ole Jacobsens tante købte den. Ole Jacobsen stammede
fra Hyldegård og var gift med en fra Damgaard.
Ole Jacobsen ca. 1915.
Som det ses, kunne Ordrup ligne én stor
familie, og ved et nærmere studie af de forskellige gårdes ejerforhold og
beboernes giftermål gennem tiderne, kan man da også konstatere, at alle
beboerne på de forskellige bondegårde i Ordrup var i familie med hverandre.
Traditionen fra Stavnsbåndet, hvor man måtte finde sin ægtefælle i nabolaget,
overlevede således mange år efter dets ophævelse.
Vasehøj før Ordrup
Kirke blev opført som malet af Niels Grønbek Rademacher i 1870.
Til venstre ligger Hyldegaard
og til højre ligger Eigaard (Øregård Museum).
Den 23. juni 1876 stod Ordrup Kapel (nu
kaldet Ordrup Kirke) færdigbygget på den gamle bronzealdergravhøj, Vasehøj
(også til tider kaldet Egehøj), kun omgivet af marker. Udgravningen blev
påbegyndt i sommeren 1874 og opførelsessummen var ca. DKK 90.000. Hele beløbet
var blevet fremskaffet ved frivillige bidrag fra bl.a. kongehuset, der senere
kom i kirken hver anden søndag, etatsråd Ole Berendt Suhr (3. maj 1813 – 6.
oktober 1875) fra Sølyst, hofchef grev Christian Danneskiold-Samsøe (29. august
1836 – 1. november 1908) og byens øvrige bedsteborger. Grunden til at kirken
fik to tårne skal efter sigende være at byens katolske kirke, der stod færdigt
i 1873, kun havde ét tårn. Opførelsen af Ordrup Kirke skulle gå stærkt, da man
frygtede at byens borgere ville søge mod den allerede opførte katolske kirke.
Tinglyst gavebrev på
Vasehøj fra den 7. juli 1876.
Ordrup Kirke blev oprindelig opført som
annekskirke til Gentofte Kirke, men Ordrup blev i 1891 udskilt som et særligt
sogn sammen med Charlottenlund og Skovshoved. Året inden byggeriet havde
justitsråd og sognerådsformand Vilhelm Nielsen (15. maj 1822 - 5. januar 1890),
der ejede den nordlige del af Vasehøj og Birthe Marie Eigaard,
der ejede den sydlige del af højen og som er nærmere beskrevet i afsnittet
"Ejerne gennem tiden", stillet Vasehøj til rådighed for
byggeriet. Gavebrevet er først dateret den 7. juli 1876 og blev tinglyst den 2.
august 1876 – altså efter at kirken var opført, men en aftale er vel en aftale.
Frederik Christoffer Bülow, der ligeledes er beskrevet i afsnittet "Ejerne
gennem tiden", sikrede ved et gavebrev dateret den 25. august 1890 at
”Komiteen for Opførsel af en Præstebolig i Ordrup” fik en byggegrund stillet
til rådighed umiddelbart syd for kirken, hvor en præstebolig kunne opføres.
Formand for komiteen var skolebestyrer Ole Jacobsen.
Ordrup
Kirke og præstebolig som det så ud da
Villa Mowgli blev
opført.
Af de gamle gårde i Ordrup er det i dag kun
Lindegaard og Damgaard, der er bevaret. Hyldegaard, som Gentofte Kommune
erhvervede fra P.A. Albertis konkursbo, nedbrændte i 1935. På Holmegaard ligger
nu Ordrup Kirkegård. Teglgaard er for nylig blevet nedrevet og Skovgaard
nedbrændte i 1892 året efter at Travbanen var blevet anlagt på dens marker.
Endelig var der Skovgaard, hvis fredede hovedbygning blev flyttet til
Krathusvej 36 og Skovgårdskolen placeret på grunden.
Eigaard, der var beliggende tæt ved Ordrup
Kirke, er også for længst forsvundet. Det var efter de gamle
overleveringer en hyggelig bondegård, der i de sidste mange år om sommeren var
udlejet til landliggere. Gården bevarede til det sidste sit idylliske udseende
med sin skyggefulde og frodige have midt i dens marker og eng.
Eigaard som den så
ud i 1872. Gården nedbrændte den 12. november 1896.
Kongehuset har i mange år tilbage i tiden
ejet store landarealer og slotte i området, og har således altid haft en nær
tilknytning til Jægersborg, Ordrup og Charlottenlund. I perioden 1620 til 1761
lå Jægersborg Slot - eller Ibstrup Slot som det hed i starten - mellem Hundesø
og Søndersø, der hvor Jægersborg Kasserne lå. Slottet, der var omgivet af en
voldgrav, lignede Rosenborg Slot, og blev i mange år brugt som bl.a. kongeligt
jagtslot.
Jægersborg Slot -
kobberstik af Johan Jacob Bruun fra 1756 (Det Kgl. Bibilotek).
Også på den tid, hvor Villa Mowgli blev
bygget, boede og færdedes medlemmerne fra kongehuset meget i området.
Den 9. december 1842
overtog Christian VIII (18. september 1786 – 20. januar 1848) Bernstorff Slot,
og efter kongens død i 1848 overtog prins Christian af Glücksburg - den senere
Christian IX (8. april 1818 – 29. januar 1906) - slottet i 1854. Herefter tjente
slottet som sommerbolig for Christian IX og Dronning Louise (7. september 1817
– 29. september 1898) i en årrække.
Dronning Louise døde på Bernstorff Slot, og
efter Kong Christian IXs død i 1906 blev Bernstorff Slot efter kongeparrets
ønske stillet til rådighed for deres søn prins Valdemar (27. oktober 1858 – 14.
januar 1939) og hans familie. Ved prins Valdemars død overgik slottet til
forsvaret og blev siden anden verdenskrig brugt af Civilforsvaret, der anvendte
slottet indtil udgangen af marts 2008, hvor de flyttet til andre lokaler.
Udflytningen skyldes stigende husleje og blev besluttet i forlængelse af et
større politisk forlig om redningsberedskabets struktur.
Obelisken til ære
for Christian IX og dronning Louise.
Kongefamiliens tilknytning til Bernstorff
Slot er på Femvejen markeret med et mindesmærke, der blev afsløret den 7.
september 1913. Obelisken er tegnet af arkitekt og kongelig bygningsinspektør
Andreas Lauritz Clemmensen (7. august 1852 – 5. december 1928), og udført i
bornholmsk granit af billedhuggeren Anders Jensen Bundgaard 7. august 1864 –
19. september 1937).
Christian IX og Dronning Louises ældste søn,
den senere Kong Frederik VIII (3. juni 1843 – 14. maj 1912), benyttede i mange
år Charlottenlund Slot som sin sommerresidens.
Det nuværende Charlottenlund Slot med senere
tilbygninger blev opført til og opkaldt efter prinsesse Charlotte Amalie (6.
oktober 1706 – 28. oktober 1782) i 1731-33 efter at broderen, Christian VI (30.
november 1699 – 6. august 1746), overlod Gyldenlund og et gammelt utidssvarende
slot til hende ved gavebrev dateret den 17. oktober 1730. Christian VI havde
selv som kronprins benyttet Gyldenlund om sommeren til fester og jagter.
Kong Frederik VIII flyttede til
Charlottenlund Slot som kronprins i 1869 efter at Christian VIII’s søster
prinsesse Louise Charlotte (30. oktober 1789 – 12. marts 1864) og hendes gemal
Landgreve Vilhelm af Hessen (24. december 1787 – 5. september 1867), der havde
benyttet slottet som sommerbolig, var døde. Kong Frederik VIII blev efter
sigende hurtigt populær blandt byens borger, hvor han gennem sine daglige
spadsereture og sin rundhåndede hjælpsomhed lærte næsten alle byens borgere at
kende ved navn.
Det fortælles, at kongen under en
spadseretur i skoven en mørk efterårsaften blev spurgt om vej af en ældre mand,
der ikke genkendte ham. Kongen tilbød at guide manden den rigtige vej ud af
skoven, og efterfølgende tilbød manden kongen en fireskilling som tak for
hjælpen. Kongen gemte mønten og fortalte ofte byens borgere, at det var de
første penge, han nogen sinde selv havde tjent. Den ældre herre skulle havde
været Gamle Thomsen, der var opvarter på Over Stalden (se senere) og godt oppe
i halvfjerdserne. Efter Kong Frederik VIII’s død i 1912, fortsatte dronning
Louise Josephine Eugenie (31. oktober 1851 – 20. marts 1926) og børnene med at
benytte slottet indtil hun også døde. Slottet stod herefter ubenyttet i cirka
10 år og benyttedes fra 1935 til 2017 af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser.
Portræt af Kong Frederik VIII fra 1909
(malet af Otto Bache).
Overleveringer vil vide at Kong Frederik
VIII indtil sin død – som senere beskrevet – havde sin diskrete gang i Villa
Mowgli, der gennem parken og skoven kun lå en kort spadseretur fra slottet.
Også på Hvidøre residerede den kongelige
familie, idet Christian IXs døtre - den engelske dronning Alexandre (1.
december 1844 – 20. november 1925) og den russiske kejserinde Dagmar (26.
november 1847 – 13. oktober 1928) - i 1906 købte stedet som et fælleshjem i
deres gamle fædreland. Døtrene handlede gennem en stråmand for at de kunne få
prisen presset ned. Hvidøre ejes nu af Novo Nordisk A/S.
Omkring århundredeskiftet var Ordrup og
Charlottenlund en god blanding af landsby, forlystelsessted, sommerland og
handelsområde. Selv filmproduktion kunne området mønstre. Området var Danmarks
svar på Hollywood i starten af 1900-tallet, og har bl.a. huset Saga Studio,
Palladiums atelier, Dania Biofilms atelier og Kinografens atelier. Mange kendte
film er produceret i området og i en årrække boede f.eks. Morten Korch (17.
januar 1876 – 8. oktober 1954) i området – bl.a. på Ejgårdsvej 13A fra 1936 til
1954.
Området var under store forandringer og
datidens miljøprotester havde allerede lydt, da Charlottenlund Fort i 1886 blev
anlagt. Fiskerne påstod i fuld alvor, at kanonerne ville jage fiskene ud af
Øresund.
Den 29. juli 1888 blev det første løb kørt
på Ordrup Cykelbane, der oprindelig var anlagt som grusbane uden hævede sving.
Senere kom hældningerne, og banen fik tilnavnet Velodromen. Banen blev anlagt
på Eigaards jorde af "Foreningen af Bicycleridende Gentlemen" i 1887
og havde et areal på 2½ tdr. land. Skøde fra rådmand Frederik
Christoffer Bülow til ”Bestyrelsen for Danske Bicycle Club” blev dog først
underskrevet den 28. august 1888 og lyst den 13. september samme år. En aftale
var vel igen en aftale.
Ordrup cykelbane som den så
ud i 1896.
Den 24. maj 1891 afholdt Det Danske
Travselskab sit første løb på Charlottenlund Travbane, der var blevet anlagt på
Skjoldgaards marker.
I 1897 begyndte droscherne i området at
benytte taxameter, og en drosche blev herefter kaldt en taxa. De var dog først
motordrevne fra 1902.
I 1898 begyndte gymnastiklærer Holger Louis
Nielsen (18. december 1866 – 26. januar 1955) på Ordrup Gymnasium at udforme
det spil, der senere blev til håndbold. Han blev dog mere kendt for sit arbejde
med genoplivning af druknede – den såkaldte Holger Nielsen-metoden.
I 1902 dannedes A/S Tuborg-Klampenborg Elektriske
Sporveje, der i 1903 satte den første elektriske sporvogn i drift fra København
til Charlottenlund og fra 1908 helt til Ordrup. Selskabet var et datterselskab
af A/S De Kjøbenhavnske Sporveje, hvis aktiemajoritet var ejet af en tysk
sammenslutning. I 1915 ønskede Københavns Kommune at erhverve tyskernes aktier,
men en halv time inden de københavnske repræsentanter mødte op på
Paladshotellet, hvor den tyske repræsentant befandt sig, havde Gentofte Kommune
købt aktierne af ham. Navnet blev ved handlen ændret til Nordsjællands
Elektricitets- og Sporvejs-Aktieselskab - NESA. En handel som kommunen senere
har haft stor glæde af, da aktierne igen blev solgt.
I 1903 oprettes en Magasin du Nord på
Jægersborg Allé af Wessel og Vett, og i 1906 opretter A.C. Illum en forretning
på Strandvej 96.
Mange andre forretninger så også dagens lys
omkring århundredeskiftet. Blandt flere kan nævnes Ordrup Apotek på
Lindegårdsvej fra 1895, Gotfred Strømanns stadig eksisterende forretning for
Centralvarmeanlæg og Sanitære Installationer på Fredensvej i 1899,
skomagermester Rasmus Olsen på Ordrupvej 100 i 1900, Jægersborg Allés Mejeri
ca. 1895, en isenkræmmer i krydset mellem Lindegårdsvej og Jægersborg Allé i
1902, en sadelmager på Lindegårdsvej 12 i 1905, der oprindeligt (fra
1865) lå på Ordrupvej 84, en parfumeforretning på Jægersborg Allé 28 i 1906 og
endelig en boghandler på Jægersborg Allé 6 (ved Fredensvej) i 1914.
I 1898, da opførelsen af Villa Mowgli blev
påbegyndt, var følgende erhverv repræsenteret i byens vejviser: Glarmester,
graver, restauratør, murer- og tømrermester, høker, ingeniør, jordemoder,
karetmager, købmand, detailhandler, sagfører, skrædder, slagtermester,
smedemester, smørhandler, sygeplejer, tandlæge, tandtekniker, træskomager,
tøffelmager, tømmerhandler og apotek.
Jægersborg Allé ved
jernbaneoverskæringen omkring 1898.
Den daglige handel foregik ligesom den gør i
syden i dag. De handlende havde nemlig to priser på deres varer - en pris for
de lokale beboere og en for sommergæsterne. Vejene var ikke brolagte, og det
fortælles, at udstillingsvarerne i butikkerne var belagt med støv, når det
blæste udenfor.
Forretningerne havde længe åben dengang, og
Ordrup Handelsforenings første handling i 1909 var at opfordre medlemmerne til
at lukke kl. 22 om lørdagen. En flaske whisky kostede da knap 2 kroner, medens
et pund kaffe kostede cirka 1 krone.
Jægersborg Allé kort
efter århundredeskiftet.
Også de offentlige institutioner var godt
med i 1898. Gentofte-Ordrup kommune havde fælles sogneråd, der fra 20. januar
1891 var blevet opdelt i to sogne - Gentofte og Ordrup Sogne. Ordrup og
Charlottenlund havde knap 4.000 indbyggere i 1898, hvor kun mændene indtil
kommunevalget fredag den 12. marts 1909 havde stemmeret.
I slutningen af 1800-tallet havde
Charlottenlund Postkontor, hvor Villa Mowgli hørte under, tre ”brevbringere”,
der både havde tid til at passe arbejdet med at uddele post og tid til at få en
sludder med beboerne. Madam Nielsen, der var brevbringer i Ordrup, har sikkert
fulgt godt med i livet i Villa Mowgli.
Skatteklager over hovedligningen kunne i
1898 indgives inden udgangen af januar måned til sognerådet, og for så vidt man
var utilfreds med sognerådets afgørelse, inden udgangen af februar måned til
amtsrådet. Skattelisterne for Ordrup kirkesogn blev fremlagt for byens borgere
på sognekontoret i Jægersborg, i Hellerup Kommuneskole og hos skatteopkræver C.
Nielsen på Kapelvej i Ordrup.
Om vinteren blev der gravet og hugget is i
Hyldegaardsmosen i stykker á 8" x 3 alen. De blev herefter gravet ned og
solgt om sommeren for 25 øre stykket. Renovationen i Ordrup området blev
dengang varetaget af gårdejer A.C. Florentzen fra Holmegaard.
I 1904 begyndte A/S Tuborg-Klampenborg
Elektriske Sporveje at levere strøm til Hellerups borgere - først som jævnstrøm
og senere som 1.000 volts vekselstrøm - og i de følgende år fik mange ejendomme
i Ordrup og Charlottenlund indlagt strøm. Samme år blev byens første vandværk
opført på Bregnegårdsvej, medens Strandvejen Gasværk allerede var blevet
indviet i 1893.
Byens første bank var Ordrup-Charlottenlund
Bank, der blev stiftet 12. oktober 1905. Som
det kan ses af Avertissementet fra banken nedenfor var det ikke de lange
åbningstider, der plagede banken. Kontortid fra 10 til 12 og fra 19 til 20
måtte vel være rigeligt. En indlånsrente på 3,5%, 4,0% og 4,5% var så til
gengæld en spids bedre end den, man kan opnå i dag. A/S Ordrup-Charlottenlund
Bank blev stiftet med en grundlæggende kapital på DKK 50.000 og blev senere til
Danske Bank via Handelsbanken.
Den 5. juni 1910 blev
"Væddeløbsbanen" i Ordrup Mose, den senere Klampenborg Galopbane,
indviet. Det var Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme, der allerede i 1903
var startet med at planlægge banen som erstatning for den hidtil benyttede bane
ved Eremitagen.
Bomhuset ved indkørslen til Charlottenlund Skov
(1920).
Den 1. maj 1913 blev porten mellem
Strandvejen og Jægersborg Allé åbnet for almindelig færdsel, og det blev nu
muligt at køre ind i området uden at skulle betale. Der blev dog opkrævet
bompenge indtil 31. marts 1915 ved bommen på Strandvejen i Hellerup. Omkring år
1900 kostede det 32 øre for en tur/retur for en almindelig hestevogn at passere
en af bommene i området. Der var også tre bomme på Kongevejen mellem Hillerød
og København, og det kostede således knap en krone for en landmand i Hillerød
at få kørt sine varer til byen. Ligesom vi i dag har skattesnydere forsøgte man
også dengang at snyde sig forbi bommene. Det fortælles, at selv direktør Emil
Vett (7. november 1843 – 18. februar 1911) fra Wessel & Vett (Magasin du
Nord) blev taget i at snyde.
På ovenstående billede ses bomhuset ved
indkørslen til Charlottenlund Skov fra Strandvejen. På gavlen hænger en plakat
med annoncering af Dagmar Hansens (12. november 1871 – 13. april 1559) optræden
i Traktørstedet Over Stalden. Bomhuset blev nedrevet i 1935, og minderne lever
videre i den nærliggende cafe af samme navn, der dog ikke, som mange tror, er
det originale bomhus.
Reklame fra A/S
Ordrup-Charlottenlund Bank fra 1906.
Som udflugts- og forlystelsessted er Ordrup
og Charlottenlund Skov ældre end både Dyrehaven og Dyrehavsbakken, og den
nederste del af Jægersborg Allé har fra gammel tid tilhørt restaurationslivet.
Allerede i 1663 etablerede dronningens kammertjener - og senere rigsbaron -
Jacob ”von” Petersen (31. september 1622 – 26. oktober 1704) det første
traktørsted i Charlottenlund - eller i Gyldenlund, som stedet hed dengang.
Senere kom Over Stalden, Ved Stalden, Jernbanepavillonen, Palmehaven,
Gyldenlund og alle de andre traktørsteder, der hvert år sommeren igennem var
tilholdssted for mange glade københavnere.
At området var populært, høres også i
Holbergs Maskerade, hvor en af Henriks replikker lyder: "At rejse til
Gyldenlund eller Friederichsdal om sommeren er en megen nobel
tidsfordriv".
Allerede inden Udskiftningen var bønderne i
Ordrup begyndt at udleje sommerboliger til københavnerne, og i løbet af
1700-tallet opstod hist og her mindre lyststeder og beskedne borgerhuse, der
dog væsentligt adskilte sig fra de fornemme landsteder langs Strandvejen, og de
mange restaurationer der dukkede op på Jægersborg Allé.
Over Stalden - Th. Fugmann's Concert-Restaurant - ca. 1900.
Over Stalden blev opført på Jægersborg Allé
i 1823 som en stald til opstaldning af skovgæsternes heste. Fra 1828 var der
servering fra stalden, og i 1832 blev bygget en bygning med stald i nederste
etage og restaurant i tagetagen med tilhørende altan - heraf navnet Over
Stalden. Over Stalden er nedbrændt og genopført flere gange. Senest nedbrændte
stedet midt under en teaterforestilling den 15. juni 1898, og allerede i 1880,
da kavalerbygningerne ved Charlottenlund Slot blev opført, blev det navnkundige
sted flyttet over på modsatte side af vejen. Over Stalden blev nedrevet i 1936.
Ved Stalden blev opført efter krigen i 1864
som et etablissement, der skulle virke som konkurrent til Over Stalden. Da restaurationen
her lå ved siden af stalden fik stedet navnet Ved Stalden. Den nuværende
bygning er opført efter anden verdenskrig, men er blot seneste version af
bygninger på dette sted. De tidligere nedbrændte en efter en. Vi holdt vores
bryllup i restauranten i 1996, men nogle år efter lukkede stedet, lå ubenyttet
i en periode og er nu en børnehave.
Traktørstedet Ved
Stalden på Jægersborg Allé (1920).
Lige rundt om hjørnet på Strandvejen ud for
Charlottenlund Skov lå endnu et traktørsted opkaldt efter lyststedet Constantia
– Restaurant Constantia. Constantia nævnes første gang i 1753, da grosserer
Niels Aagesen fik overladt en grund ved Gyldenlund, hvor han opfører en gård
han kaldte Constantia. I 1761 fik den næste ejer, Lars Sørensen Suhm,
privilegium på at drive traktørsted, og i de næste 50 år var stedet et yndet
sted for glade rejsende mellem København og Dyrehavsbakken.
Efterfølgende blev Constantia igen et
lyststed, men blev igen et traktørsted efter at kammerråd Wilhelm Wilhelmsen
købte stedet i 1879. Han drev traktørstedet i 37 år og solgte i 1916 stedet til
nedrivning og udparcellering af det 6 tdr. land store område.
Traktørstedet
Constantia som det så ud i ca. 1890.
Traktørstedet Gyldenlund lå længere oppe af
Jægersborg Allé lige før jernbaneoverskæringen på højre side. Bygningen blev
opført midt i 1860’erne som et stråtækt bindingsværkshus med borde, stole og
bænke, så der også kunne være udendørsservering. Stedet blev nedrevet i 1919.
Traktørstedet
Gyldenlund på tiden da Villa Mowgli blev opført.
Restaurant Jernbanepavillonen lå skråt
overfor Gyldenlund på den anden side af banen lige ved stationen. Restauranten
blev opført i slutningen af 1870’erne få år efter at Klampenborgbanen og
Charlottenlund Station blev indviet, og blev hurtigt et yndet udflugtsmål. I
mange år var der restaurant, aftenunderholdning, palmehave, orkester, foredrag
og bal. Da jernbaneoverskæringen i 1923 blev erstattet med den nuværende bro,
måtte bygningen leve mere i det skjulte. Det blev derfor nødvendigt at bygge
til og op, så det blev muligt at komme ind i bygningen fra det løftede gadeplan
på Jægersborg Allé. I starten af 1960’erne ophørte restauranten og der har
sidenhen været bl.a. bodega, biludlejning, møbelforretning, gardingrosist,
fitnesscenter, bank og vinhandel i den stadig eksisterende bygning. I perioden
med Charlottenlund Bodega i 1960-70’erne skulle herrerne være iført slips og
jakke for at få adgang, og de kunne parkere deres store amerikanerbiler og
sportsvogne lige udenfor.
Restaurant
Jernbanepavillonen som den så ud i 1918.
På den anden side af Jægersborg Allé lå fra starten
af 1900-tallet til midten af 1950’erne Charlottenlund Palmehave eller bare
Palmehaven. Bygningen var oprindelig en privat villa tilhørende den velhavende
hofblomsterhandler og lotterikontorejer Georg Wilhelm Knipschildt (9. maj 1830
– 1. marts 1895), men efter hans død blev stedet af tre Charlottenlund borgere
i 1899 omdannet til et førsteklasses etablissement. Senere kom der også hotel
med 12 værelser og en teatersal med plads til 450 gæster, hvilket dengang var
den største teatersal i københavnsområdet. I 1966 blev bygningen revet ned og
der blev opført et supermarked som stadig ligger der.
Charlottenlund
Palmehaven set fra Jægersborg Allé (ca. 1910).
Det har sikkert gået vildt for sig i de gode
gamle dage, og adskillige grundejere nord for Charlottenlund skov har da også
stadig servitutter, der forbyder oprettelse eller drift af utugtshuse.
Servitutterne stammer fra den tid, hvor Villa Mowgli blev bygget, og hvor de
forskellige varietéer havde deres storhed. Syngepigerne, der var tilknyttet
disse steder, øvede en særlig tiltrækning på skovens gæster, og de opførte sig
ikke altid lige dydigt, hvilket det pæne borgerskab øjensynligt har haft i
tankerne, da villaservitutterne blev skrevet.
På samme tid havde Dagmar Hansen stor succes
med viser som "Oh Dagmar" og "Jeg gør det ikke med den nye kjole
på". Hendes charme, skønhed og tiltrækkende former lokkede så mange
tilskuere til området, at det blev nødvendigt for Statsbanerne og Sporvejene at
køre ekstrature flere gange om dagen. Dagmar Hansen optrådte i området i mere
end tyve somre, hvorfor perioden kaldes for Charlottenlunds Dagmarepoke. Det
var også dengang der var noget der hed Charlottenlund-Revyen.
Medens publikum glædede sig over den glade
stemning og de lystige sange, kunne de på Over Stalden nyde en rejemad med
liggende rejer for 25 øre eller for 35 øre flotte sig med en rejemad, hvor
rejerne var placeret stående på brødet. Champagne var dyr og kostede dengang
100 kroner. Ikke noget under, at det var kromændene, der forestod datidens
udlån.
Nedenfor ses Charlottenlund Strand,
Charlottenlunds Trouville eller ”Fluepapiret”, som det i 1898 hed i folkemunde.
Til højre i billedet kan ses de hegnspæle der omkransede det militære område -
Charlottenlund Fort. Strandmarken lige bag fotografen havde i mange år ligget
udyrket hen, men blev i 1887 bortforpagtet til kronprinsesse Louise, der lod
arealet planere og beplante med nytteplanter. Hun kaldte området for
”Dronningens Køkkenhave”. Fra sommeren 1930 blev der igen offentlig adgang, og
man kunne nu leje en liggestol for 25 øre per to timer eller lytte til de
spille- og lirekassemænd, der til irritation for det finere borgerskab begyndte
at indfinde sig.
Strandliv på ”Fluepapiret” med soppende børn og damer
med sommerhatte.
I løbet af 1900-tallet gik det ned ad bakke
for områdets forlystelsesliv. I efteråret 1936 blev Over Stalden som nævnt
nedrevet, og Skovridderkroen, der blev opført samme sted, måtte også lukke til
sidst.
I flere år var Ved Stalden det eneste
tilbageværende forlystelsessted i området som også lukkede, og det må derfor
hilses velkommen, at Skovridderkroen nu er genåbnet.
Badedragter model 1898.
Ordrup og omegn var tidligere ejet i et samlet
stykke, der efterhånden er blevet opdelt og udstykket i en lang række mindre
parceller med forskellige ejere. For at følge ejerne af grunden gennem tiderne
er det derfor nødvendigt at tage udgangspunkt i hele Ordrup.
Ordrup blev tidligt kirkegods, og da byen
første gang nævnes i år 1170 er det i anledning af, at biskop Absalon får
overdraget en tredjedel af byen. Inden da hørte området under Esrum Kloster.
Ved reformationen i 1536 overgår området -
sammen med landets øvrige kirkegods - til kronen. I en mellemperiode begyndende
i 1507 ejer Kong Hans (2. februar 1455 – 20. februar 1513) hele Ordrup by.
I 1681 oprettede Kong Christian V (15. april
1646 – 25. august 1699) en fasangård i Jægersborg, der den 7. november 1752 af
Kong Frederik V (31. marts 1723 – 14. januar 1766) sammen med et jordområde -
og efter at bl.a. Johan Ludvig lensgreve Holstein (7. september 1694 – 29. januar 1763) fra Ledreborg, havde besiddet gården – blev
overdraget til udenrigsminister Johan Hartvig Ernst
Bernstorff (13. maj 1712 – 18. februar 1772).
Johan Hartvig Ernst Bernstorff gav
fasangården navnet Bernstorff og påbegyndte i 1759 byggeriet af det nuværende
Bernstorff Slot.
Den 13. juli 1761 og den 2. juli 1764 får
udenrigsminister Johan Hartvig Ernst Bernstorff ved kongeligt Donations- og
Concessions-Brev som arvefæste overdraget de tilliggende jordarealer med det
dertil hørende hoveri af bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup. Forøgelsen af
jorderne gjorde Bernstorff til et gods og Johan Hartvig Ernst Bernstorff til
greve og ejer af bl.a. det stykke jord, hvorpå Villa Mowgli senere blev opført.
I maj 1765 kunne ægteparret, grevinde
Charitas Emilia (3. marts 1738 – 26. maj 1820) og grev Johan Hartvig Ernst
Bernstorff, flytte ind i det næsten færdigbyggede slot.
Den 1. oktober 1767
modtog Anders Olsen arvefæsteskøde på disse i alt 65½ tdr. land og hans ejendom
kunne nu gå i arv. For betaling af kongelige skatter og afgifter til Bernstorff
blev etableret et første og anden prioritets skadesløs pant i Anders Olsens
nyerhvervede ejendom.
I 1776 forøgedes
Eigaards arealer med kratskoven "Eiet" som Bernstorff ved
lodtrækningen havde forbeholdt sig. Til gengæld måtte Anders Olsen give afkald
på sin i 1765 erhvervede ret til at få gærdsel (brænde)
udvist fra andre skovarealer.
Uddrag af skøde fra 1767, hvor Anders Olsen modtager
gården fra Bernstorff.
Anders Olsen og Ane
Jacobsdatter får tre børn – Birthe Andersdatter i 1763, Johanne Andersdatter i
1766 og Jacob Andersen i 1769. Johanne Andersdatter giftede sig med Lars Jensen
Bruun, der på det tidspunkt ejede Ordrup Kro.
Uddrag af skøde fra 1795, hvor Anders Olsen sælger til
sønnen Jacob Andersen.
Den
13. juli 1795 overtog sønnen, Jacob Andersen (1769–1813), gården efter sin
fader på betingelse af, at han ikke måtte gifte sig uden samtykke fra
forældrene, og på betingelse
af, at forældrene måtte blive boende i et lille hus, der hørte til gården. Han
havde nok ikke lige regnet med at faderen ville blive 81 år gammel og moderen
blive 86 år gammel, så hun dermed overlevede sønnen.
Hartkornsekstrakt fra 1836 med Jacob Andersens enke og
Anders Eigaard
(Eigaardsminde) som ejere og brugere af matrikel nr. 3
Ordrup (til brug
for beregning af hartkornsskatten).
Det lykkedes åbenbart
Jacob Andersen at finde en kone, der opfyldte forældrenes krav, og den 8. juni
1797 giftede Jacob Andersen sig med Ane Sørensdatter (1774-e1850) fra
Teglgaard. Få år efter skiftede Jacob kaldenavn til Jacob "Eigaard"
Andersen. I stedet for kun at kalde sin børn for Jacobsen blev de nu tillige
kaldt "Eigaard" til efternavn.
Som ovenfor beskrevet, brændte Ordrup by i 1798 og det
faldt måske i Jacob ”Eigaard” Andersens lod at genopbygge gården på jorderne
lige syd for Vasehøj. Det vides dog ikke med sikkerhed om den nye Eigaard blev
opført inden branden, men sønnen har formentlig hjulpet med til at opføre den
nye gård.
Ifølge folketællingerne var der i 1801 tre
tjenestekarle og to tjenestepiger på den nyopførte gård. Gården var her
registreret som udflyttet.
Eigaard som den så ud efter udflytningen omkring år 1800.
Ovenfor ses Jens
Juels maleri "Optrækkende uvejr over Eigaard i Ordrup" fra omkring år
1800. Billedet viser den hvidkalkede stråtækte udflyttergård Eigaard, og giver
et ganske godt indtryk af gården på den tid. Billedet hænger i dag på Statens Museum
for Kunst. Jens Juel (12. maj 1745 – 27. december 1802) er måske mest kendt fra
100-kronesedlen fra 1972, men var også professor på Kunstakademiet i København
fra 1784.
Hvis den nye Eigaard
var blevet opført inden branden, er billedet formentlig malet i år 1791-1793,
idet Statens Museum for Kunst mener at billedet allerede i 1794 blev købt af
den kunstinteresserede godsejer Johan von Bülow (29. juli 1751 – 22. januar 1828),
hvilket skulle fremgå af et brev fra den 11. marts samme år. Hvis gården først
blev udflyttet efter branden, må billedet være fra cirka år 1801. Det er dog
nærliggende at tro at den nye gård var opført inden den gamle nedbrændte, og at
nogle af de gamle gårde i Ordrup inden branden blev udlejet til landliggere fra
København. Men det finder vi måske aldrig svar på.
I
1847 overtager datteren, Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard (30. august 1809 -
15. marts 1898), gården. Tinglysningen finder sted den 14. juli 1847. I
forbindelse med overtagelsen må Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard acceptere at
moderen og søsteren Ane Helene Jacobsdatter Eigaard kommer på aftægt, ligesom
hun må betale hende søskende deres del af arven. Betalingen sker ved udstedelse
af en række gældsbreve med pant i gården.
Uddrag af skøde fra 1847, hvor
enken efter Jacob Andersen, Ane
Sørensdatter, sælger til datteren
Birthe Marie Jacobsen Eigaard.
Birthe
Marie blev aldrig gift og fik heller ingen børn, der kunne arve gården. En af
hendes søstre, Karen Johanne Jacobsdatter Eigaard (1807-1870), blev i 1835
giftet til Mosegaard i Vangede, der var ejet af Lars Larsen. En af hendes
brødre hed Lars Jacobsen Eigaard (1803-1867), og han havde i 1832 giftet sig
til Hyldegaard, der var ejet af Ane Kirstine Jacobsdatter (1807-1868). En anden
af hendes brødre hed Anders Jacobsen Eigaard (1798-1867), der først ernærede
sig som brændevinshandler i København og senere som rentier og medlem af
sogneforstanderskabet i Ordrup. Han boede på Eigaardsminde, der omkring 1840 var blevet bygget på en udstykning
fra Eigaard, der hvor Fredensvej i dag ender i Jægersborg Allé.
Anders Jacobsen
Eigaards søn fik navnet Jacob Andersen Eigaard (8. maj 1825 - 15. januar 1915)
og overtog Eigaardsminde. Han var efter sigende meget musikalsk, idet han bl.a.
spillede i kvartet med Niels W. Gade (22. februar 1817 – 21. december 1890).
Den sidste allerede
nævnte søster hed Ane Helene Jacobsdatter Eigaard (1805-1890). Hun blev heller aldrig gift, var hele livet på
forsørgelse rundt omkring hos familiemedlemmer og boede i en lang årrække på
Eigaard sammen med Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard.
Birthe Marie
Jacobsdatter Eigaard.
Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard beskrives,
flere år efter hendes død, i Villabyernes Blad den 8. juli 1926 som en meget intelligent
dame med noble fine karakterer, der efter sin fader styrede den gamle
slægtsgård så godt som en mand. Artiklen og ovennævnte billede blev bragt i
forbindelse med Ordrup Kirkes 50-års jubilæum, hvor Birthe Marie Jacobsdatter
Eigaard ved opførelsen havde skænket uret til kirken. Gården beskrives i
artiklen som fin og sirlig både ude og inde, med en mønsterhave med valnødtræer
og en lænkehund, og marker med gode afgrøder. Ifølge artiklen skulle hun havde
ledet sine folk med ro og beherskelse, og som øverste hjælper i den store
husholdning stod hendes søster Helene, der var overordentlig smuk og god.
Ordrup bys fattige gik ifølge artiklen aldrig forgæves efter hjælp på Eigaard,
og i slagtetiden var mange af omegnens børn og unge beskæftiget med at bringe
pølser, flæsk og andre fødemidler, der hørte sig vinteren til, rundt til
trængende familier og ensomme i Ordrup. På Eigaard gav man med rund hånd, og
de, der bragte gaverne ud, fik stukket et stort pengestykke diskret ned i
hånden af jomfru Helene. Artiklen beskriver endvidere, hvor stor en glæde det
havde været for jomfru Marie at skænke uret til kirken, da man foreslog hende
det. Hendes store smukke hjem med de stilfulde mahognimøbler og kunstsager var
præget af udsøgt smag og hygiejnisk forståelse. ”Sol og ren luft må vi have
gennem vinduer og døre”, sagde jomfru Helene, og de håndfilerede gardiner og
åbne havestuedøre ud mod den grønne have var dejlige at se og ville have frydet
en nutidshygiejniker, fortsatte artiklen. De to jomfruer havde da også et
fortræffeligt helbred og blev henholdsvis 88 og 85 år gamle.
Ved sin død boede Birthe Marie Jacobsdatter
Eigaard på Kirkevej 8, st., der stadig eksisterer.
Kort over området fra 1857.
Den 2. april 1880 sælger Birthe Marie
Eigaard gården til rådmand og byggespekulant Frederik Christoffer Bülow (19.
maj 1811 – 15. december 1890), der tillige bl.a. ejede Nordre Svejgaard i
Hellerup (senere kaldt Helleruplund). Frederik Christoffer Bülow var rådmand i
Københavns Kommune i årene 1858-1869 og inspektør ved Ladegården, der var en
tvangsarbejdsanstalt for fattige, husvilde og personer med kønssygdomme.
Lemmerne, som de blev kaldt, skulle bl.a. renholde Københavns gader. Ladegården
lå på Rosenørns Allé, hvor Radiohuset ligger i dag.
Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard fik ifølge
ovennævnte avisartikel en meget stor sum for den fædrene gård. Af skødet og
avisen Fædrelandet fremgår, at den store sum var DKK 120.000, hvoraf DKK 50.000
skulle betales kontant. Men så var handlen også inkl. besætning, inventar og 60
tdr. Af Forsikringsprotokollen for Sokkelund Herred (forsikring nr. 275)
fremgår at ”stuebygningen” og staldbygningerne var forsikret for i alt DKK
7.300, så det var den tilliggende jord der havde størst værdi for køberen.
Udsnit af tingbogen
fra den 7. april 1880, hvor handlen lyses (Landsarkivet, Kbh.).
Frederik Christoffer Bülow blev boende på
Nordre Svejgaard og lod Eigaard bestyre af en søstersøn til Birthe Marie
Eigaard.
I perioden fra den 11. marts 1885 til den
22. juli 1891 blev området pålagt en række servitutter om kloakering,
vejfærdsel, bebyggelse og benyttelse, hvorefter området fik udlagt arealer til
veje og blev udparcelleret.
Kloakering var ellers et nogenlunde nyt
fænomen. Om sommeren stank den åbne rendesten der løb gennem Ordrups hovedgade,
så de forfinede landliggere fra København, fik hovedpine. Der udviklede sige en
årelang kamp mellem landliggerne og sognerådet, der ikke ville bekoste en
kloak. Så besluttede alle de faste landliggere, efter fælles aftale, at flytte
ind så tidligt på året, at de det pågældende år ikke blev skattepligtige i
Gentofte kommune. Det var det første ”oprør” i Ordrups historie, og det førte
til en glansfuld sejr – kloakken kom året efter.
Tilbage i 1852 havde Frederik Christoffer
Bülow erhvervet sig 35 tdr. land mellem Gammel Kongevej og Ladegårdsåen
(Åboulevard fra 1897), som han lod udstykke. I årene omkring 1850 erhvervede
han sig desuden et stort område omkring Blågård på Nørrebro. Også her lavede
han større udstykninger, men hvor han i store områder af Frederiksberg lavede
en servitut om, at man kun måtte bygge villaer, gav han området ved Blågård en
servitut, der bestemte, at der kun måtte bygges fireetages ejendomme med
minimum tre lejligheder på hver etage. Forskellen på de to områder -
Frederiksberg og Nørrebro - var dermed fastlagt fra begyndelsen. Hvor
Frederiksberg blev et velhaverkvarter, blev området omkring Blågård på Nørrebro
fyldt op med boligkarreer for folk med små indtægter.
I årene mellem hans køb i 1852 og 1857 steg
villagrundene på Frederiksberg med 50-100%, hvilket illustrerer de enorme
fortjenester han opnåede ved sit arbejde. Blågårdsgrundene steg endda i samme
periode med hele 150-250%.
I 1865 var Frederik Christoffer Bülow medstifter
af Arbejdernes Byggeforening, hvis formål det var at skabe gode og sunde
boliger til de dårligst stillede. Foreningens formål var "at opføre små
beboelseshuse, der skulle overgå til selveje, og samtidig virke som
sparekasse". Endelig var Frederik Christoffer Bülow bestyrer af
fattiggården Frelserens Arbejdshus i Sofiegade, der hørte til Vor Frelsers
Sogn.
Så han var en rigtig boligspekulant, der
også tænkte på de fattigste.
Den 4. februar 1880 fik Frederik Christoffer
Bülow naturalisationspatent som adelig, ligesom han blev tildelt
Dannebrogsmændenes hæderstegn.
Frederik Christoffer Bülow har lagt navn til
Bülowsvej på Frederiksberg.
Frederik Christoffer Bülow med sin orden.
Frederik Christoffer Bülows efterlevende
enke, Helene Anna Cathrine Bülow født Schwartz (24. april 1831 - 15. april
1915), solgte ud af ægtemandens grunde og den 11. juli 1891 solgte hun et stort
jordstykke i Ordrup til højesteretssagfører Peter Adler Alberti (10. juni 1851
– 14. juni 1932), der allerede ejede forskellige gårde og jordstykker i området
og som havde hjulpet Frederik Christoffer Bülow med servitutterne.
Frederik Christoffer Bülow var blevet gift
med Helene Anna Cathrine Schwartz i 1854. Han var da 42 år gammel og hun 22 år
gammel. Det var hans tredje ægteskab, idet hans første to ægtefæller allerede
var gået bort som 27- og 30-årige. Han skulle, så vidt jeg kan tælle, havde
fået 10 børn i alt.
Udsnit af tingbogen
fra den 22. juli 1891, hvor handlen lyses (Landsarkivet, Kbh.).
Peter Adler Alberti fortsatte arbejdet med
at udstykke området og Gudrunsvej 22 (eller matr.nr. 3eh af Ordrup by og sogn),
der lå på mark nr. 12, blev udstykket fra Eigaard (eller fra matr.nr. 3a af
Ordrup by og sogn) den 5. december 1894.
Peter Adler Alberti boede selv et par somre
på Eigaard. I den periode var der evig sang og musik på gården til langt ud på
aftenen – dette takke være Peter Adler Albertis unge gennemmusikalske og livs
lystne frue, Caroline Nicoline Marie Soelberg (1835-1878), der senere blev gift
med kammersanger Peter Cornelius (4. januar 1865 – 30. september 1934). Gården
var fuld af kunstnere, hvilket ikke var noget for Peter Adler Alberti, der var
ganske umusikalsk, og som kom træt hjem fra arbejde i København og gik i seng
kl. 21:00. Så det var ikke mærkeligt at ægteskabet ikke holdt og blev opløst i
1898. Medens Peter Adler Alberti boede på Eigaard lærte han den nye sport at
køre på cykel at kende. Det var cykelhandler og den senere reklamepioner Jens
Sylvester Hvid (29. marts 1866 – 5. august 1928), der lærte ham at cykle, og
han skulle have udtalt at det var det værste job han nogensinde havde haft.
Peter Adler Alberti vejede 120 kilo, og Jens Sylvester Hvid måtte løbe og holde
cyklen. Det foregik kl. syv om morgenen da Peter Adler Alberti skulle være på
job i Bondestandens Sparekasse på Ny Vestergade i København før ni.
Den senere justitsminister Peter Adler
Alberti (V) blev nok mest kendt for "Albertis Pryglelov", der i 1905
bestemte, at der kunne anvendes pryglestraf mod mænd mellem 15 og 55 år for
voldtægt, grov legemlig vold og uterlighed over for mindreårige, samt for sit
engagement i Bondestandens Sparekasse, hvor han begik underslæb. Han
foretog desuden en række fejlslagne spekulationer i sydafrikanske
guldmineaktier, ligesom han begik omfattende bedragerier tilbage i 1890'erne. I
alt lavede han underslæb og bedragerier for ca. 15 million kroner, svarende til
ca. 1,5 mia. kroner i dagens penge.
Den 8. september 1908 kl. 11:45 meldte Peter
Adler Alberti sig selv til politidirektøren. Han boede da på ejendommen "
Mineslyst" på Ordrupvej 30, der var bygget på en grund udstykket fra
Holmegaard i starten af 1800-tallet.
Dommen faldt den 17. december 1910 og lød på
den højeste straf, der kunne dømmes for nævnte forseelser, nemlig 8 års
tugthus. På grund af sygdom blev Alberti betinget benådet i 1917 og levede
derefter et stille liv i København indtil han i 1932 omkom ved en
færdselsulykke som 81-årig. Den 11. juni 1932 blev han nemlig kørt ned af Linie
8 på Christianshavns Torv, og døde tre dage efter af sine kvæstelser.
Peter Adler Alberti havde forudset at der
kunne tjenes mange penge på at opkøbe og udparcellere grunde i Ordrup, men det
var ikke nok til at rede ham fra konkurs og tugthus.
Peter Adler Alberti.
Allerede den 4. juli 1896 havde
overretssagfører Carl Theobald Valdemar Friis (27. april 1841 – 31.oktober
1906) af Peter Adler Alberti købt parcellen Gudrunsvej 22, hvor Villa Mowgli
senere blev opført. Af skødet fremgår, at Carl Theobald Valdemar Friis
samtidigt købte en række parceller, nemlig matr.nr. 3eg, 3eh, 3ei,
3ek, 3em, 3ey, 3ez og 3eæ af Ordrup by og
sogn med et samlet areal af 109.787 kvadrat alen. Matriklerne svarer til
Gudrunsvej 22A, 22B, 24, 26 og 28. De sidste 3 matrikler er senere opdelt i
yderligere matrikler. Prisen blev beregnet med 87½ øre pr. kvt. alen, svarende
til i alt 96.063 kroner og 62 øre. 3eh af Ordrup by og sogn havde et
areal på 3.148 kvt. alen svarende til en købesum på 2.754,50 kroner. En alen er
lig med 24 tommer eller 62,8 cm, hvorfor grundstykket var på cirka 1.240 m2.
Det var en betingelse ifølge skødet, at
Peter Adler Alberti skulle bekoste 20 alens bredde veje fra indkørslen på
Eigaard til overkørselsstedet ved jernbanen og fra den daværende parallelvejs
nordre ende mod vest til den vej, der gik mellem Eigaards mose og lund, samt
kloakere disse veje. Vejen gennem gårdspladsen skulle dog først kloakeres når
Peter Adler Alberti var fraflyttet Eigaard. Som modydelse for veje og kloaker
blev fremtidige købere pålagt at betale en årlig afgift til ham som godtgørelse
for investeringen. Det blev i skødet sikret, at ”der ingensinde måtte anlægges
beværtninger eller drives noget som ved larm, lugt eller røg, ubehageligt skue
eller på anden måde kunne forvolde naboerne ulempe”. De fremtidige villaer
måtte også højest bestå af kælder, stue, 1. sal og kvist.
Udsnit af
købekontrakt fra den 4. juli 1896.
Meget
belejligt nedbrændte selve Eigaard som nævnt den 12. november 1896, og der var
dermed fri bane for udstykning og salg af den jord, som lå i umiddelbar nærhed
af brandtomten. Således blev Ejgårdshus bygget på det østlige hjørne af
Ejgårdsvej og Fredensvej i 1902. Det var det første egentlig store byggeri med
lejligheder til udlejning i Ordrup-Charlottenlund, der blev opført. I dag
ligger Ejgårdsvej 15, hvor Eigaard lå.
Udsnit af tingbogen
fra den 15. juli 1896, hvor handlen lyses (Landsarkivet, Kbh.).
Carl Theobald Valdemar Friis var præstesøn
og stammede oprindeligt fra Nyker på Bornholm. I perioden 1868 til 1906 var han
af justitsministeriet autoriseret til at håndtere møder mellem højesteret og de
øvrige retter, og i 1878 blev han overretssagfører. I 1880 boede han på
Vandkunsten 181 i København, så på Krystalgade 32, men flyttede i 1891 fast til
Lindegårdsvej 45, hvor han boede sammen med sin hustru Augusta Elisabeth Marie
Friis født Richter (30. juni 1852 - 1. august 1937) og deres fire børn.
Allerede i 1882 havde han købt grunden i Ordrup, hvor han byggede en villa i
1885.
Carl Theobald Valdemar Friis deltog ”med mod
og udholdenhed” som frivillig i krigen i 1864 i Slesvigs 17. bataljon 8.
kompagni i perioden 23. august 1863 til 8. oktober 1864 - blandt andet i kampen
ved Sankelmark - og avancerede til Løjtnant.
Carl Theobald Valdemar Friis var levende
interesseret i de kommunale anliggender og arbejdede ihærdigt for en hurtig
udvikling af Ordrup til en attråværdig villaby. Men som det fremgår af
nedenstående uddrag af en artikel i venstrebladet Nordre Birks Tidende den 27.
april 1906 i anledning af hans 65-års fødselsdag, var han ikke selv helt
tilfreds med udviklingen:
"Han havde kun boet der en fire års
tid, da byens borgere viste ham den tillid at vælge ham til formand i deres
forening, den såkaldte Kommunalforening for den østlige del af Gjentofte Sogn.
Endnu dengang var der intet mærkeligt i dette navn på en kommunalforening for
Charlottenlund og Ordrup. Nu ville man næppe kalde denne del af kommunen for
den østlige, men dengang var Hellerup endnu for intet at regne; der var ingen
mennesker, ingen kirke, ingenting i Hellerup. Ordrup var alt - set fra et borgerligt
synspunkt. Thi foruden Ordrup fandtes kun det uberørte bondeland med sine
agrariske interesser, som nidkært varetoges af Sognerådets proprietærer.
Mod "bonderegimentet" rejste det
borgerlige Ordrup sig med Kommunal-foreningen i spidsen. Det var uroens og
fremgangens år for Ordrup, år, hvor der var nok at tage vare på for
Kommunalforeningens formand, hvor personligt tilbageholdende og beskeden han
end var. Han skulle synes selvskreven til i hine år at blive løftet ind i
Sognerådet, hvor han utvivlsomt kunne have ryddet mange af de sten bort, som
senere blev lagt Ordrup i vejen. Men han nåede mærkeligt nok aldrig ind i
Sognerådet, og grunden var vel i første linje hans store beskedenhed, hans
villighed til at arbejde for andre hellere end for sig selv. Det var selve
udviklingen, der omkring århundredskiftet lagde de største sten i vejen, den
udvikling, som i løbet af få år har gjort Hellerup fra ingenting til et sogn,
og fra et sogn til en by på 10.000 indbyggere, mens den samtidig lagde
stagnationens trylle ring og Torneroses søvn over Ordrup. Det blev ikke Ordrup,
men Hellerup, der kom til at føre det afgørende slag mod "agrarerne"
og besejre dem. Og dette har sat sit præg på Ordrup den dag i dag.
Det har også sat sit præg på
overretssagfører Friis. Han er med årene blevet skeptiker i sit kommunale syn -
skeptiker i alt fald på sin bys vegne; han spekulerer ikke længere på Ordrups
fremtid, han nøjes med uden blinken at se den sandhed i øjnene, at Ordrups
nutid ikke er bleven den, han i sin tid drømte om. Samvittighedsfuldt og
trofast som altid varetager han endnu med interesse sit hverv som
Kommunalforeningens formand, arbejder lige ihærdigt for at få en ny lokal lygte
som for at bryde brodden af modsætninger mellem den store kommunes forskellige
dele. Men ville man komme og tale til ham om en fyldigere repræsentation i
Sognerådet for Ordrup og Charlottenlund, så ville han bare ryste på hovedet og
smile, og inde i det smil ville man kunne læse den tanke: "Slaget er
tabt".
Men bag den tanke vil den, som lytter
rigtigt til, kunne høre en ny tanke gro, tanken om de tre sognes opgivelse af
gamle særstandpunkter og opgåen i en ny og inderligere enhed. Han har netop i
vinter givet denne nye tanke udtryk på kommunalforeningsmøder både i Ordrup og
Gentofte, hvor han, særlig med det forestående landstingsvalg for øje, manede
til sammenhold og fælles taktik.
Således har den skepticisme, Ordrups
nederlag i gennembrudstiden skabte hos ham, alligevel ført ud i en stærk
kommunal fremtidstro med vidt vingefang. Det er sikkert nok hans almindelige
politiske overbevisning, der har åbnet ham denne nye udsigt fra ruinerne af
hans gamle lokalpolitiske forhåbninger. Han har alle dage været stærkt politisk
interesseret med et afgjort demokratisk grundsyn. Og det er utvivlsomt håbet
om, at det ved sammenhold og enighed mellem de tre sogne skal lykkes Gentofte
Kommune at få den politiske indflydelse, den har krav på, der har fået ham til
at sætte samlingstanken som målet.
Ordrup synes nu igen at gå en opgangstid i
møde. Hvis den går ind i denne nye tid under samlingstankens tegn, så vil det
næppe kunne glæde nogen mere end den gamle fører, der har gennemlevet hele den
splittelsens tid, som fulgte efter den sidste opgangsperiode. Men hvad enten
Ordrup også i det stykke vil følge hans signal, eller det vil foretrække her at
lytte til andre røster, i det vil alle gode Ordrup'ere kunne enes: At sende en
venlig tanke til fødselsdagsbarnet på Lindegårdsvej, og ønske ham mange gode år
endnu at virke i for Ordrup".
Ægteparret Friis fra
1885.
Inden sin død, nåede Carl Theobald Valdemar
Friis at blive en af Ordrups største jordbesidder med en formue på over DKK
600.000 – en pæn formue dengang. Inden jorden blev udstykket, benyttede han den
til sin store passion – dyrkning af frugttræer. Da han døde, var der endnu
bundet kapital i mere end 30 matrikler, men ifølge hans testamente skulle alle
investeringer i form af panteobligationer i grunde og ejendomme afvikles ved
hans død. Ordrup-Charlottenlund Bank købte en del, og det, som salget indbragte,
blev båndlagt i Overformynderiet i rentegivende obligationer. Enken og de fire
børn – Valborg på 19 år, Gudrun på 17 år, Sigrid på 15 år og Valdemar på 13 år
– var herefter økonomisk sikrede.
Da Augusta Elisabeth Marie Friis døde i
1937, blev der, efter hendes ønske, oprettet et legat med det formål at
understøtte gamle og børn i fortrinsvis Ordrup og Charlottenlund. Legatet hed
”Overretssagfører Valdemar Friis og hustru Augusta, f. Richter's Legat”.
Carl Theobald
Valdemar Friis siddende forrest til højre i jernbanekupéens venstre
side med armene
hvilende på sin stok i toget fra Charlottenlund til København.
Den 6. april 1898 køber vennen murermester
Nicolaj William Petersen (28. juli 1856 – 7. januar 1918) grunden, Gudrunsvej
22, hvorefter han ifølge godkendelse af 19. oktober 1898 kunne påbegynde
opførelsen af villaen. Den 19. oktober er siden blevet benyttet som dage for
Villa Mowgli’s fødselsdag, men det er måske mere korrekt at sige at det er
ejendommens undfangelse.
Ansøgning til
Gentofte og Ordrup Sogns Bygnings Kommission om opførelse af grund-
muret villa dateret
29. september 1898 samt godkendelse dateret 19. oktober 1898.
Også dengang blandede omgivelserne sig i
hvorledes områdets hegn skulle se ud og ifølge skødet måtte hegnet mod vej og
sti kun bestå af et oliemalet stakit eller af et levende hegn - og netop på
disse måder har grunden stort set været indhegnet i de seneste cirka 125 år.
Udsnit af tingbogen
fra den 13. april 1898, hvor handlen lyses (Landsarkivet, Kbh.).
Ifølge skødet købte Nicolaj William Petersen
flere parceller samtidigt, nemlig 3eg, 3eh og 3ei af
Ordrup by og sogn. Købesummen var her 2 kroner pr. kvt. alen plus
vejafgiftskapital m.v., svarende til en samlet pris på byggegrunden, Gudrunsvej
22, på DKK 7.262,27.
På under 2 år var grundprisen således steget
med 266%, hvilket må siges at være en særdeles god forrentning i en periode,
hvor landet ikke var plaget af sønderlig inflation.
Murermester Nicolaj William Petersen var søn
af murermester Frederik Carl Petersen og havde selv boet i området i længere
tid og ejede bl.a. fra 1877 til 1878 Nordre Svejgaard, som også Frederik Christoffer Bülow havde ejet. Den 22. november
1879 gifter han sig med Amalie Louise Nielsen.
Nicolaj William Petersen etablerede sig som
murermester i Ordrup i 1883 og opførte en lang række villaer i området, som han
udlejede eller solgte. Ved en gennemgang af områdets tinglyste handler omkring
år 1900, kan man se at han ud over opførelse og salg af villaer, medvirkede ved
en stor mængde grundhandler.
Nicolaj William Petersen fra 1907.
Ud over sin murermesterforretning var
Nicolaj William Petersen også aktiv i det lokale foreningsliv. Efter et
sognerådsvalg i 1897 opstod der utilfredshed med de ringe hensyn, der generelt
blev taget til håndværkerstanden i området. Dette blev baggrunden for, at
Gentofte Kommunes Haandværkerforening blev dannet den 18. november 1897, hvor
Nicolaj William Petersen blev næstformand og senere formand. Ved et
suppleringsvalg nogle måneder senere fik den nye forening lejlighed til at
vise, hvad den duede til og gennem en aktiv valgkamp lykkedes det at skaffe
foreningen et sognerådsmandat til murermester Nicolaj William Petersen. Nicolaj
William Petersen sad således i sognerådet i perioden 1898 til 1903.
Fra Villabyernes
Blad den 23. november 1922.
Torsdag den 16. november 1922 bragte
Villabyernes Blad en fin artikel i anledningen af håndværkerforeningens 25-års
jubilæum, og ugen efter kunne en beskrivelse og billeder fra festmiddagen på
Jernbanepavillonen, med over 100 festklædte deltagere, gengives. Den første
håndværkerforening var blevet dannet i Gentofte i oktober 1875, men var
allerede blevet opløst i 1895.
Gentofte Sogneråd holder i 1903 møde i lokalerne på Jægersborg
Skole. Omkring bordet ses fra venstre: Chr. Larsen, Bauer-Petersen,
C. Ph.Teller,
Fritz Iversen, sognerådssekretær H. Jantzen, Th.
Krüger, Andr.
Albech, Nicolai William Petersen, Frantz
Rasmussen og Juul Steen.
I 1898, hvor opførelsen af villaen blev
påbegyndt, boede Nicolaj William Petersen på Gudrunsvej 10. På det tidspunkt
var kun Gudrunsvej 10, 16, 18 og 20 bebygget. Adressen hed på det tidspunkt
Eriksvej 10 og det var også på denne adresse, at Nicolaj William Petersen døde
den 17. januar 1918.
Den 11. december 1916 – midt under Den Store
Krig - købte fabrikant og ingeniør Christoffer Frode Müller (19. oktober 1871 -
17. januar 1963) ejendommen af Nicolaj William Petersen. Af skødet, der blev
tinglyst onsdag den 10. januar 1917, fremgår at grunden stadig var på 3.148
kvadratalen (1.240 kvadratmeter), og at der skulle betales en årlig vejafgift
på 50 øre pr. løbende alen mod facaden, svarende til 13 kroner og 46 øre. Da
villaen var en udlejningsejendom - og var udlejet til og med sommeren 1917 - var
det endvidere bestemt, at lejeindtægten skulle tilfalde den nye ejer fra og med
overtagelsesdagen. Købesummen var fastsat til DKK 28.000 med en kontant
udbetaling på DKK 7.000. Den 3. almindelige offentlige vurdering til
ejendomsskyld androg dengang DKK 26.000.
Udsnit af tingbogen
fra den 10. januar 1917, hvor handlen lyses
(Tinglysningen,
Gentofte).
Familien Müller stammede oprindelig fra
Asserballe på Als, hvor faderen George Vilhelm Müller (28. november 1816 -
17. august 1898), der var præst, i 1867 besluttede at flytte til Tommerup på
Fyn og året efter til Sundby Præstegård på Lolland-Falster, da han ikke ønskede
at prædike på tysk og derfor den 20. maj 1867 blev afsat af de tyske magthavere
på grund af eds vægring. Han var præst i Nørre Kirkeby fra 1869 til sin død i
1898.
Præstefamilien fik i alt 5 drenge og 3
piger, og Christoffer Frode Müller kom til verden i Stadager på Falster.
En anden søn var Jørgen Peter Müller (7.
oktober 1866 – 17. november 1938), kaldet I.P. Müller. Han var hygiejniker,
idrætspioner, forfatter, cand.phil., ridder af Dannebrog og løjtnant ved
ingeniørkorpset. Han blev en kendt gymnastikpædagog, hvis motto var: ”Vand, sol
og motion” og skrev bl.a. bogen ”Mit System”, der blev oversat til 24
forskellige sprog. En statue, hvor han gør gymnastik kun iført et håndklæde, er
opstillet foran Københavns Roklub og i Nykøbing Falster.
I.P. Müller boede i Villa Mowgli i en
periode i september 1931 til april 1932, efter at han som enkemand var vendt
hjem fra England og inden han flyttede i egen bolig på Fredensvej 32.
En tredje søn var præsten Poul Simon
Valdemar Müller (4. oktober 1873 – 16. december 1950), der efter at have været
lærer i gymnastik på Horsens Statsskole blev forstander på Sankt Lukas
Stiftelsen, der dengang lå i København. Han flyttede stiftelsen til Hellerup,
hvor sønnen Johannes Müller (25. november 1907 – 30. juli 1979) i 1946 tog over
som forstander.
Sønnen Oluf Benjamin Müller (3. juli 1875 –
20. maj 1954) blev adjunkt og lektor i gymnastik og dans på Sorø Akademi,
medens sønnen Georg Vilhelm Johannes Müller (17. november 1868 - 1957) var
byens skatteopkræver, skattekontrollør, distriktschef, snedker, møbelfabrikant
og billedkunstner - og kendt som familiens Georg Gearløs.
I midten Christoffer
Müller i 1898 efter at
Randers Roklub havde
vundet over Kolding.
De fem sønner blev kendt som "De fire
roere fra Falster", idet Poul som kommende præst ofte følte sig for fin
til at være med på holdet – det blev han i det mindste drillet med af brødrene
på trods af at han efter sigende var lige så flot og rank som sine brødre. De
vandt flere mesterskaber - bl.a. Øresunds-pokalen i 4-åres inrigger seks år i
træk og otte danske mesterskaber - og opnåede også at blive skandinaviske og
europamestre. Christoffer Müller var også medstifter af Randers Roklub.
Det i sin tid så berømte Müllerhold. Fra venstre
Georg, Christoffer, Jørgen
Peter og Benjamin Müller med styrmand V. Andersen
siddende i midten.
En datter hed Cecilie Margrethe Müller (23.
juni 1870 – 3. december 1957) og endte som ugift musik- og sproglærerinde i
Roskilde. Under Den Store Krig blev hun uddannet samarit i England og var efter
krigen sygeplejerske, hvor hun genoptrænede krigsinvalider. Hun var endvidere
forfatter til den engelske bog ”Fresh hope and health – for wounded and
disabled soldiers” (1919), hvor hun i pressen ved udgivelsen i England blev
omtalt som den kendte I.P. Müllers søster. Hun opholdt sig otte år i Tyskland,
10 år i England og et år i Frankrig, hvor hun en kort periode bl.a. hjalp I.P.
Müller på hans institut.
Cecilie Margrethe
Müller og hendes bog.
Om døtrene Anne Cecilie Ottonia Müller (1.
august 1864 – 2. marts 1903) og Ellen Nielsine Jacobsen Müller (25. oktober
1877 – 6. april 1944) har jeg ikke kunne finde så meget, men Anne Cecilie
Ottonia Müller var sygeplejerske på Kommunehospitalet i København inden hun
giftede sig med præsten Frederik Ferdinand Eyermann (29. december 1864 – 17
oktober 1909) i 1894, medens Ellen Nielsine Jacobsen Müller blev ugift
musiklærerinde og organist i Haderslev, hvor hun var blevet bortadopteret til
orgelbygger Jakobsens familie da moderen døde.
Anne Cecilie Ottonia
Müller
Moderen til alle børnene hed Eline Nielsine
Müller, født Jacobsen (28. januar 1842 – 4. november 1877), og døde kun ni dage
efter Ellens fødsel.
Christoffer Frode Müller flyttede i 1907 fra
L. I. Brandes Allé 18 på Frederiksberg til Ejgårdsvej 32 (dengang
Eigaardsgade), hvor han som lejer bosatte sig på første sal med sin første
kone, Johanne Marie født Gerhard (11. november 1872 – 6. februar 1915), der var
uddannet sygeplejerske. Allerede den 30. oktober 1897 var de blevet gift i
Stadager sogn på Falster. At boligvalget faldt på Charlottenlund, skyldes
formentlig at broderen I. P. Müller fra 1906 boede på Christiansholms Parkvej
18 (De Engelske Rækkehuse) inden han i en periode flyttede til London.
Georg Müller boede fra 1913 på Jægersborg
Allé 71, fra 1916 på Christiansvej 35 og fra 1918 på Vilvordevej 47 i et nu
nedrevet hus. Paul Müller flyttede ind i Lundegaard på Bernstorffsvej 20 i
1920, hvor Sankt Lukas Stiftelsen blev flyttet til i 1932 og hvor Villabyernes
Blad kunne berette at den første patient blev indlagt den 18. marts.
Både George og I.P. Müller stillede uden
held op til kommunevalget i 1933 for det upolitiske parti Sundhedslisten, hvor
det primære var at få ført kloakrørene længere ud i Øresund, så badelivet ikke
blev ødelagt af kloakvand.
Fra Villabyernes
Blad torsdag den 25. maj 1922.
I stueetagen på Ejgårdsvej 32 boede
Alexander Georg Isak Flittner (23. oktober 1875 – 26. november 1913) med sin
familie. Han var bogholder i børsmæglerfirmaet R. Henriques, men døde allerede
som 38-årig. Udlejer af ejendommen var også her Nicolaj William Petersen.
Johanne Marie
Müller.
Med Johanne fik Christoffer fire børn,
men desværre døde Johanne i barselssengen på Frederiksberg Sygehus i en alder
af 42 år, da nummer fem skulle fødes. De fire børn hed Ellen Bodil - senere
Brems (28. august 1898 – 12. december 1945), Max Poul (5. maj 1902 – 14.
december 1961), Ole (7. april 1906 – 17. januar 1992) og Mogens (8. december
1908 – 4. oktober 1992).
Ellen Bodils bryllup. Over brudeparret ses Ole,
Cathrine og Christoffer. Til
højre står Max og forrest står Mogens og Eva. Resten
er gommens familie.
Af
tingbogen fremgår det, at der - kun fem dage efter at Christoffer Frode Müller
havde erhvervet Villa Mowgli - var en justitsraad Rasmus Müller (17. februar
1854 – 20. februar 1917), der - ligeledes fra Nicolaj William Petersen -
erhvervede Ejgårdsvej 36 lige overfor Villa Mowgli. På trods af navne- og
ejerskiftesammentræffet var denne Müller dog ikke i familie med Christoffer
Frode Müller. Rasmus Müller var justitsråd og fhv. kolonibestyrer på Grønland,
og søn af den færøsk embedsmand og politiker Hans Christopher Müller (2.
september 1818 – 25. december 1897). I 1906 udgav Rasmus Muller med støtte fra
Carlsberg Fonden bogen ”Vildtet og Jagten i Sydgrønland". Bogen rummer et
væld af gode iagttagelser og oplysninger om udbredelsen af og jagten på de
forskellige arter. Rasmus Müller døde umiddelbart efter købet af Ejgårdsvej 36.
I vejviseren fra 1918 var Ejgårdsvej 36 således ejet af hans dødsbo. Det er
ikke umuligt at Christoffer Frode Müller og Rasmus Müller har kendt hinanden
inden købene, idet de begge var kommet på Grønland.
Sofie Cathrine Hall.
Den 7. oktober 1919 - et par år efter at
Christoffer havde købt Gudrunsvej 22 - giftede han sig igen. Denne gang med Sofie Cathrine Hall,
med hvem han fik datteren Eva Marie Müller (3. juli 1920 – 1. april 2015).
Cathrine – som hun blev kaldt – blev født den 27. august 1880 i Vammen Sogn og
døde den 3. december 1958 i en alder af 78 år. Cathrine var gartner og
indehaver af en blomsterbutik på Nygade 3. Da hun altid mødte tidligt på
Grønttorvet, fik hun tilnavnet "Hall-tre". Inden hun blev gift med
Christoffer var hun i 1906 tjenestepige på Vesterbrogade 1 og var en tur i
Amerika, idet hun gik i land på Ellis Island den 18. maj 1910. Det vides ikke
hvor lang tid hun var i Amerika.
Eva Marie Müller giftede sig med ingeniør
Carl Frederik Spangenberg (23. oktober 1917) i Ordrup Kirke den 24. september
1939, og de boede med deres nyfødte søn, Janniche Spangenberg, i Villa Mowgli i
1939-1940. Ægteskabet med Carl blev gennemtrumfet, da han havde gjort Eva Marie
Müller gravid som 19-årig. De havde kendt hinanden fra de var 13 år gamle.
Efterfølgende fik de endnu et barn, Mette Spangenberg (10. maj 1944), som dog
først blev født efter at de var blevet skilt. Eva Marie Müller var noget af en
krudtugle, der helst roede kajak, stod på rulleskøjter og klatrede i træer, så
da Eva Marie Müller med gråd i stemmen måtte meddele hendes forældre at hun var
blevet gravid med vennen Carl udbrød hendes far: ”Næ, jeg troede aldrig at du
ville blive en pige”.
Familien med Mowgli
i baggrunden. Bagerst ses Eva, Cathrine, Inge (kusine),
Christoffer,
Vilhelmine – og forrest Janniche, Mette og Pia som dåbsbarn.
Eva blev 23. december 1947 gift med arkitekt
Preben Bror Birkmand (25. juni 1906 – 13. august 1961) og skilt igen i 1961.
Med ham får hun Pia Birkmand (4. oktober 1949). Pia Birkmand boede i Mowgli
medens hun var 18-20 år gammel. Som det fremgår nedenfor, finder Eva i 1963
sammen med ”Niller” og bosatte sig senere i Tranebjerg på Samsø, hvor hun dør
94 år gammel.
Preben Bror Birkmands far, Laurits Valdemar
Birkmand (17. september 1873 – 25. september 1930) - gift med Vilhelmine, født
Hoff den 31. december 1877 - var også arkitekt og tegnede bl.a. Sankt Lukas
Stiftelsen og dennes kirke lige inden sin død. Byggeriet af Sankt Lukas
Stiftelsen blev færdiggjort af arkitekt Aage Rafn (21. april 1890 – 7. maj
1953), der så også var ham der forestod tilbygningen af Villa Mowgli i 1936.
Verden er lille. Aage Rafn var eksponent for nyklassicismen og var en af
arkitekterne bag Københavns Politigård. Han tegnede også Løvgården på Sønder
Fasanvej samt en række præmierede og fredede villaer i Gentofte kommune – bl.a.
Krathusvej 7, hvor han selv boede til sin død.
Eva Marie Birkmand
(Müller) i 1952.
Eva medvirkede den 22. marts 1998 i en
portrætudsendelse i radioen der hed ”Hjemme Hos”, hvor hun bl.a. fortalte om
sin opvækst i Villa Mowgli, gymnasietiden på Ordrup Gymnasium, hendes læretid
som hattemager, hendes tre ægtefæller, hvordan hun tilskyndet af sin mor åbnede
en af landets først tøjgenbrugsbutikker med udstilling og kommisionssalg af
kunst og varer fra bl.a. Holmegaard Glasværk, hendes gård – Sysselgården - i
Græsted med salg af messing ting fra bl.a. Indien og hendes børn.
Christoffer Frode Müller, der yndede at
kalde sig selv for fabriksejer, var sammen med sin kompagnoner, Kaj Petersen
(20. september 1884 – 6. august 1948) og Jens Simonsen Jensen (17. juli 1879 -
1944), stifter og ejer af Dano Ingeniørforretning og Maskinfabrik Buddinge
Værk, der indtil 1950'erne bl.a. producerede centralkedler til opvarmning.
Selskabet blev stiftet den 2. januar 1912 og erhvervede i 1929 fabrikken i
Buddinge, hvortil de flyttede i 1930. Allerede i 1922 havde Jens Simonsen
Jensen dog forladt selskabet og etableret Simo Maskinfabrik ved J. S. Jensen
& Co.. Efter nogle magre opstarts år i en baggård på Gammel Kongevej 39 i
København tjente de efter sigende rigtig godt, og Christoffer Frode Müller
havde da også et stort pengeskab stående på gangen på 1. sal foran døren ind
til soveværelset. I de gode tider var der over 400 ansatte på fabrikken på
Vadgårdsvej i Søborg, der desværre gik konkurs i 1970 - flere år efter at
Christoffer Frode Müller p.g.a. alder i 1947 havde trukket sig ud af forretningen.
I 1920'erne fandt de to stiftere en spændende niche - økologi og
miljøbevidsthed - før nogen overhovedet brugte de ord. Ideen var anlæg, som
kunne forvandle husholdningsskrald og kloakslam til gødning og frugtbar kompost
til brug i gartnerier og i landbruget.
”Det er samfundsøkonomisk forkert at
tilintetgøre værdier, som lader sig udnytte. Jorden hungrer efter de organiske
affaldsstoffer fra de produkter, der er bragt fra landet ind til byen”, stod
der således i et reklamehæfte fra Dano. I dag ved vi, at det blev
forbrændingsanlæggene, der løb med sejren, men endnu op i 60'erne var der stor
efterspørgsel efter Danos løsninger. Da Brasilien fik en ny hovedstad,
Brasilia, blev der således bygget et stort Dano-anlæg, i Danmark brugte 19
kommuner Dano-anlæg, og der blev eksporteret til blandt andet USA og New
Zealand, samt til en række europæiske lande. Da man begyndte at benytte plastik
og der kom plastik i husholdningsaffaldet, gik det galt. Man var ikke i stand
til at sortere det fra, hvorfor man ikke længere kunne omdanne
husholdningsaffaldet til ren gødning. Men mon ikke langsomt tanken om recycling
vinder indpas igen når man sorterer og bliver i stand til at frasortere
plastikken.
Da Kaj Petersen døde i 1948, blev
virksomheden overdraget til en fond.
Ideen til at omdanne husholdningsaffald til
gødning og kompost kom fra broderen Georg Müller, der hjemme i haven på
Vilvordevej havde slanger og tønder opstillet som forsøgsanlæg.
Dano
Ingeniørforretning og Maskinfabrik Buddinge Værk (ca. 1938).
Den 20. februar 1948 skriver Christoffer
Frode Müller om sig selv i et brev:
Nej, Student er jeg sandelig ikke, det kan
man da vistnok se paa mig. Jeg kom i Stedet i Smede- og Maskinlære paa Fabriken
Guldborg, Nykøbing Falster, straks efter min Konfirmation. Tog senere
Maskinisteksamens 1ste Del og sejlede efter Læretidens Udløb, saavel som
almindelig Fyrbøder og som Maskinassistent med gamle Fox I, der gik paa
Grønland.
Arbejdede derefter som Maskinsvend paa
forskellige store Værksteder i København om Sommeren, og gik om Vinteren paa
Teknikum, hvor jeg fik Afgangseksamen i 1895. Var et Par Aar som Tegner paa
Burmeister & Wains Fabriker og fik derefter i 1897 Plads som
Maskinkonstruktør paa Fabriken Strømmen i Randers, hvor jeg var til Nytaar
1899.
Jeg havde allerede fra min tidligste Ungdom
været meget stærkt interesseret i Sport, navnlig Roning, og vandt til Eks. min
første Kaproning i Nykøbing som 16-aarig Maskinlærling, og senere adskillige
andre Løb for Nykøbing Roklub. Da jeg derefter kom til København meldte jeg mig
ind i Københavns Roklub, for at komme til at ro sammen med mine Brødre, hvor vi
i flere Aar dannede det "berygtede Müllerhold", og vandt vi i de
følgende Aar alle de fine Løb, hvori vi startede; denne Kariere blev altsaa
afbrudt ved min Ansættelse i Randers, men der fik jeg dog Lejlighed til at
blive Drivfjedren ved Starten af Randers Roklub, som i øvrigt havde 50 Aars
Jubilæum nu sidste Sommer, hvor jeg var Deltager i Festlighederne desangaaende.
Fra 1ste Januar 1899 var jeg antaget som
Maskiningeniør hos Smith, Mygind og Hüttemeyer her i København, indtil 1912,
hvor jeg gik i Kompagni med to andre Funktionærer fra S.M. & H. og fik
begyndt vort eget Foretagende, som Ingeniørforretning og Maskinfabriken
"Danø"; til at begynde med virkede vi (som Lejer) paa Statsbanernes
gamle Værksteder ved Gyldenløvsgade, men i 1929 købte vi Buddinge Staalværk i
Buddinge, hvor Virksomheden udfoldede sig
og stadig virker, for Tiden med indtil 200
Arbejdere og Funktionærer.
Med Hilsen Deres hengivne
Chr. Müller."
Familien Müller var socialt engageret og
ydede gerne en hjælpende hånd, hvis der var nogle, der havde behov for husly
eller lignende. Gennem tiderne har der således boet mange forskellige unge
studerende i Villa Mowgli.
Et andet eksempel på familiens sociale
engagement var, da sønnen Ole kom hjem fra et ophold på Hoptrup Højskole i
Sønderjylland, hvor han havde mødt den senere kordegn Hans Christian Kofoed
(17. april 1898 - 22. oktober 1952). Hans Christian ønskede at oprette en
skole, der efter et selvhjælpsprogram skulle bistå og hjælpe mennesker med
sociale problemer. Familien Müller tilbød deres hjælp og hjalp med at arrangere
en basar i Grundtvigs Hus, hvor de forestod en indsamling, og hvor Cathrine
solgte lagkager, der var fyldt med frugter fra Villa Mowgli’s mange frugttræer.
For at tiltrække folk til basaren havde familien engageret den senere
skuespiller Ebbe Rode (10. maj 1910 – 23. maj 1998), der læste op fra H.C.
Andersens eventyr. Det hele resulterede i 1928 i stiftelsen af den selvejende
institution Kofoeds Skole.
Et tredje eksempel på familiens sociale
engagement var da Christoffer Müller og hans kompagnon Kaj Petersen i 1924
investerede i patriciervillaen Ellekilde med tilliggende jorder, og i en lang
årrække stillede dette gratis til rådighed for Folke Jacobsen (15. august 1890
– 17. august 1971), så han kunne udfolde sin progressive pædagogik. Folke
Jacobsen boede selv i villaen og jorden blev benyttet til elevhuse, skolestuer
og undervisningen. Folke Jacobsen var en foregangsmand inden for dansk
ungdomsuddannelse og brugte en stor del af sit liv på at hjælpe unge til bedre
skolefærdigheder i dansk og regning. Folke Jacobsen ville nå de mange, som gik
ud af skolen efter 7. klasse uden eksamen. Det skulle ske gennem undervisning i
det, han døbte ”centralfag”, altså fag, hvor praktiske og boglige færdigheder
gik op i en højere enhed.
Ellekilde blev centrum for ”De unges
Kolonihaver”, hvor der blev undervist i havebrug om sommeren, og sløjd om
vinteren. Havedyrkningen foregik efter Folke Jacobsens nøje anvisninger.
Matematik og Dansk var en integreret del af undervisningen – de unge skulle
udfærdige regnskaber og dyrkningsplaner, og viden om plantesorter og
dyrkningsmetoder blev tilegnet ved diktat. Arbejdet lagde grunden til
fremtidens praktiske ungdomsskoler. I 1927 gik der 150 elever på skolen og i
1932 gik der 280 elever. Mange lærere blev gennem tiden uddannet i
ungdomsarbejdet på stedet. For at bekæmpe arbejdsløsheden, investerede kommunen
senere i anlæggelsen af flere haver, og antallet af elever eksploderede til
omkring 4.000 under 2. Verdenskrig, hvor der i alt var 32 afdelinger fordelt i
Københavnsområdet. F.eks. er Haveforeningen Skovmosen ved Ermelundsstien i
udkanten af Jægersborg Dyrehave en udløber af projektet.
Folke Jacobsen
underviser i havebrug i 1927 på Ellekilde.
Stedet blev senere omdøbt til ”Den praktiske
ungdomsskole Ellekilde”, og blev en statsanerkendt kost- og efterskole. Ved
anlæggelsen af Hørsholmvejen – den nuværende Hørsholmmotorvej – måtte skolen i
1952 flytte til Torslunde ved Taastrup, hvor Folke Jacobsen drev kost- og
efterskole helt frem til 1969. Jordene omkring Ellekilde – der ikke lå langt
fra Christoffer Müllers fabrik i Buddinge - blev udstykket og frasolgt, og de
fleste haver forsvandt - på nær haverne i den nuværende og ovenfor nævnte
haveforening Skovmosen. Selve villaen blev skånet for vejbyggeriet og ligger
stadig på Elledalen 6 i Kongens Lyngby.
Familiens sociale engagement stammede
utvivlsomt fra den kristne ballast som Christoffer Müller havde haft med fra
sit barndomshjem. Gennem tiden blev der således afholdt flere bibelmøder i
Villa Mowgli, hvor præsten, degnen og en række af familiens gode venner deltog. Efter bibelmøderne blev der under krigen syet finneveste
af avispapir med bomuldsstof for at hjælpe de mindrebemidlede.
Familien Müller donerede også mange penge
til velgørenhed. Ud over de årlige donationer til Kofoed Skole og Skt. Lukas
Stiftelsen har familien bl.a. finansieret kirkeklokkerne i Messiaskirken i
Charlottenlund. Den ene klokke blev for nogle år siden udskiftet og udstillet
ved siden af kirken. I 2014 blev den 1.000 kilo tunge kobberklokke desværre
stjålet og formentlig omsmeltet.
Ved menighedsrådsvalget i november 1922,
blev Christoffer Frode Müller indvalgt i Maglegaard sogn, der dækkede
Messiaskirken, der på dette tidspunkt blot var et mindre menighedshus. Han var
opstillet på Menighedssamfundets liste, der fik indvalgt syv medlemmer mod De
Kirkeligt Frisindede Vælgeres liste, der kun fik indvalgt to medlemmer.
Kirken skulle oprindeligt havde heddet
Charlottenlund Kirke eller Gyldenlund Kirke, men det modsatte bl.a. Ordrup
Kirke sig. Allerede i 1917 kunne man i flere aviser læse om navnestriden.
Enkelte mente at Charlottenlund lød for tysk, og Gyldenlund kunne slet ikke
bruges, da en beværtning også bar dette navn. Det skal måske bemærkes, at
kirken først blev indviet i oktober 1926.
Familien var aktiv med hjælpearbejdet i
kirken i mange år, hvor Sofie Cathrine Müller bl.a. stod som indsamlere til
Kirkens Korshærs Børnely 1932, og som i Villabyernes Blad naturligvis blev
omtalt som Fru Chr. Müller.
Annonce fra
Villabyernes Blad torsdag den 27. september 1923.
Det fortælles også, at der ofte blev afholdt
te selskaber i Villa Mowgli, hvor familiens venner gerne deltog. Blandt
deltagerne, der gæstede Villa Mowgli, kan bl.a. nævnes kammersangerinde Tenna
Kraft (16. maj 1885 – 16. marts 1954), der var sopran på Det kgl.
Teater og i mange år var dansk operas førende sangerinde; skuespillerinde
Petrine Sonne (25. november 1870 – 26. maj 1946), der havde
mange karakter- og filmroller, hvor hun udmærkede sig ved sit lune (medvirkede
i 67 stumfilm og 41 tonefilm); forfatterinde Edith Rode
(23. februar 1879 – 3. september 1956), der var gift med digteren Helge Rode
og moder til bl.a. Asta og Ebbe Rode; Holger Louis Nielsen og gymnastikpædagog
Jesper Peter Jespersen (18. juli 1883 – 5. september 1963), der begge var nære venner til I.P. Müller. Holger
Louis Nielsen var som omtalt fægter, skytte, atlet og lærer på bl.a. Ordrup
Latin- og Realskole (Ordrup Gymnasium), og udviklede håndboldspillet og Holger
Nielsen-Metoden til genoplivning af druknede.
Holger Louis Nielsen var desuden dansk deltager i svømning, fægtning,
militær pistol og diskoskast ved de første moderne Olympiske Lege i Athen i
1896 og skabte sammen med I.P. Müller disciplinen kunstsvømning. Jesper Peter
Jespersen er måske bedre kendt som Kaptajn Jespersen. I.P. Müller, Christoffer
Frode Müller og Kaptajn Jespersen morede sig for øvrigt ofte med at spise om
kap i brunkål og gule ærter i Villa Mowgli. Det foregik i
spisestuen, hvor væggene var prydet af træudskæringer af de tolv apostles
sidste nadver.
I.P. Müller og Holger Louis Nielsen.
Den 14. oktober 1936 købte Christoffer Frode
Müller den ubebyggede og unummererede nabogrund, den nuværende Gudrunsvej 22A (matr.nr. 3eg
af Ordrup by og sogn), af naboen Georg Holm, således at haven blev på i alt
2.017m2. Matr. nr. 3eg udgik således og blev inddraget under
matr. nr. 3eh.
Der var - til familien Timmols store moro -
frit udsyn fra Gudrunsvej 20 til Villa Mowgli’s store terrasse, hvor
Christoffer Frode Müller stærkt inspireret af broderen - I.P. Müller - nøgen
gjorde morgengymnastik inden han cyklede til fabrikken i Buddinge. Når han kom
hjem, kunne han sætte sig i den hedengangne stol, hvor armlænene blev afsluttet
med et par store bryster.
I 1920 anskaffer Christoffer Frode Müller
ejendommens første telefon, der fik nummeret OR 326.
Fra Villabyernes
Blad den 18. oktober 1951.
Christoffer Frode Müller var - efter Nicolaj
William Petersen - Mowgli’s største bygherre, idet han i sin ejertid foretog
adskillige om- og tilbygninger. Christoffer Frode Müller har således stået for
udvidelsen af spisestuen og dagligstuen, samt for opførelsen af endeværelset på
1. sal, terrasserne på 1. og på 2. sal og væksthuset/vinterhaven (eller
orangeriet som det hed dengang) bag spisestuen.
Cathrine og
Christoffer Müller i 1943.
Væksthuset blev bygget til Cathrine, der ud
over køkkenhaven stod for indretningen og pasningen af den, efter købet af
nabogrunden i 1936, stort anlagte frugt- og blomsterhave med bede, små stier,
bænke, solur og flagstang. Kaninburene, der var placeret, hvor nr. 22A nu har
opstillet en carport, var børnenes domæne. Ud over kaniner blev der holdt duer,
der måtte lade livet når der kom fine gæster.
Det store hit på tiden da Villa Mowgli fyldte 50 år.
Endeværelset på 1. sal blev indrettet til
værelse for de tre yngste sønner, der fik en 3-mands køjeseng i indhakket,
medens hjørneværelset blev benyttet som værelse for datteren, Ellen Bodil. Det
har formentlig ikke været nemt som ny mor at overtage tre friske drenge og
døren til endeværelset var da også dengang forsynet med lukkekrog på ydersiden.
I midterværelset boede familiens
husbestyrerinde, Christiane Marie Nielsen, der tjente familien i mange år. Hun
var blevet ansat i midten af 1920'erne og rejste først i 1962, efter at
Christoffer Frode Müller var flyttet ned på Skt. Lukas Stiftelsen, og efter at
hun i en kortere periode havde forsøgt at "tjene" for alle de unge
beboere, der flyttede ind i villaen i starten af 1960'erne. Efter at Christine
Marie Nielsen var "rejst fra sin plads", besøgte hun dog dagligt
Christoffer Frode Müller på plejehjemmet. Den meget pligtopfyldende
husbestyrerinde opnåede at få Kong Christian X og dronning Alexandrines
fortjenstmedalje for 35 års tro tjeneste. Christiane Marie Nielsen kom fra
Aarhus, hvor hun blev født 5. februar 1894. Ud over husbestyrerinden var der indtil
1939 yderligere to tjenestefolk i huset, så alt kunne være i sin skønneste
orden. I henholdsvis 1921 og 1930 er således på adressen registreret en
husassistent Kirstine Sørensen og en husassistent Marie Petersen. Derudover
arbejdede der tyende i Villa Mowgli, der ikke boede og overnattede i
ejendommen.
Mowgli i 1956 med stor have, flagstang, solur og hæk
mod vejen.
Christoffer Frode
Müller afgik som nævnt ved døden den 17. januar 1963 på St. Lukas Stiftelsen,
hvor han boede den sidste periode af sit liv. Han blev 91 år gammel og havde
ved sin død været ejer af Villa Mowgli i over 46 år.
Christoffer Frode
Müller den 18. oktober 1956.
dagen før sin 85-års
fødselsdag.
Inden Christoffer Frode Müller kom på St.
Lukas Stiftelsen, blev han passet hjemme i spisestuen af hr. Nielsen – kaldet
Niller. Niller var sygeplejer på Rigshospitalet, hvor Christoffer Frode Müller
var indlagt i en periode. Familien besluttede at ansætte Niller, så han kunne
passe Christoffer Frode Müller hjemme i Villa Mowgli. Da Christoffer Frode
Müller insisterede på at benytte lokummet i gården, var Niller så uheldig at
han i forbindelse med at han bugserede Christoffer Frode Müller ud, fik en diskusprolaps.
Han blev tilbudt at blive rekonvalesceret i familien Müllers sommerhus i
Asserbo/Tisvilde sammen med datteren Eva, der var blevet skilt igen et par år
forinden. Niller og Eva fandt herefter sammen og var gift i 39 år.
Den 7. november 1963 overtog sønnen,
ingeniør Mogens Frode Thorkild Müller (8. december 1908 – 4. oktober 1992),
ejendommen efter faderen via et arveudlægsskøde til en værdi på DKK 195.000.
Christoffer Frode
Müller og Mogens Frode Thorkild
Müller på besøg på
Gudrunsvej 16.
Mogens var i juni 1935 blevet gift med
Agnete Fog (7. juli 1913), der også var vokset op på Gudrunsvej, hvor hendes
far, karetmager Svend Johannes Fog (20. april 1887) og mor, Astrid Louise Agnes
født Klein (8. november 1886), i 1918 havde købt villaen på Gudrunsvej 16.
Mogens og Agnete havde således kendt hinanden fra barnsben, hvor de havde leget
sammen. Mogens Müller flyttede fra Villa Mowgli og lejede sig ind hos fru
Astrid Louise Agnes Fog og Svend Johannes Fog.
Mogens og Agnete
foran Messiaskirken.
Agnete og Mogens Müller boede ikke selv i
Villa Mowgli i den periode, men lejede i ca. ti år villaen ud til unge
studerende, der indrettede villaen efter datidens farverige stil. Gudrunsvej
22A blev frastykket igen og den 30. november 1963 skødet til cand. psyk. Inge
Kjerulf Lecker (15. juli 1926 – 27. juli 1984) og revisor Samuel Lecker (2.
februar 1927 – 18. januar 2017) hver med halvdelen som de pågældendes særeje.
Samtidig blev anden salen i Villa Mowgli istandsat og indrettet til
boligformål.
Allerede en måned efter Christoffer Frode
Müllers død og inden udstykningen af Gudrunsvej 22A havde man forsøgt at opdele
grunden i tre selvstændige matrikler. For at opfylde reglen om en byggeprocent
på 25 var det hensigten at nedrive garagen og udestuen. Dette synes
kommunalbestyrelsen dog var lidt for kreativt og de afslog og tillod kun
udstykning af Gudrunsvej 22A.
Forslag til
udstykning i tre selvstændige matrikler i 1963.
Familien Lecker boede til leje hos Inges mor
på Gudrunsvej 12, men ville gerne have deres eget hus og købte derfor den
oprindelig 908m2 store grund for DKK 117.400. Den 14. december 1965 købte Inge
Kjerulf Lecker og Samuel Lecker yderligere 10m2, men da byggeprocenten på
Gudrunsvej 22B hermed blev for stor, blev der udstykket 82m2 som et nyt
matr.nr. 3oo af Ordrup by og sogn, der blev tillagt grunden Gudrunsvej 22B. I
1966 byggede familien Lecker et Johan Christensen Hus på den nu 836m2 store
grund, der fik matr.nr. 3om af Ordrup by og sogn. Efter Inge Kjerulf Leckers
død købte datteren, Lene Lecker (28. november 1959), i december 1990 halvdelen
af Gudrunsvej 22A som særeje for DKK 500.000, og faderen flyttede til Hellerup.
Efter faderens død i 2017 overtog Lene Lecker den anden halvdel af ejendommen.
Den 4. juli 1973 sælger familien Müller
Villa Mowgli til cand.mag. og adjunkt Susanne Pedersen født Rostrup (1946) og
cand.mag. og adjunkt Frank Gerdner Pedersen (22. december 1943). Handelsprisen
var da DKK 430.000. Susanne Pedersen var lærer på Øregård gymnasium, medens
Frank Gerdner Pedersen i perioden 1972 til 1991 var samfundsfagslærer på
Statsgymnasiet Schneekloths Skole i Brøndby, hvor han i perioder også var
lærerrådsformand. Da skolen skulle lukke i 1992, kom Frank Gerdner Pedersen i
1991 til Gentofte HF-kursus.
Frank Gerdner
Pedersen i samtale med nogle elever.
Frank Gerdner Pedersen var i 1984
medforfatter til bogen EDB i Gymnasiet, hvor der medfulgte en på det tidspunkt
topmoderne diskette med en række fagprogrammer. I 1986 udgav ægteparret sammen
bogen Job som tekniker, der indførte de håbefulde elever i teknikeruddannelserne.
I tidens ånd behandlede bogen også kønsrolleproblematikken og
fremtidsmulighederne indenfor faget. Frank Gerdner Pedersen blev født i Sankt
Markus sogn på Frederiksberg og levede sin første tid på anden sal på Store
Kongensgade 57A. Da han studerede til cand.mag. boede han på Horsensgade i
København, og gik inden da på Ordrup Gymnasium, hvor han blev student i 1963.
Frank Gerdner Pedersen var den første på Ordrup Gymnasium til at søge
Ungdommens Uddannelsesfond – datidens SU. Det passede ikke rektor at elever på
skolen skulle have offentlig forsørgelse, hvorfor hans smed ansøgningen ud og
den håbefulde elev måtte klare sig på andre måder. De to nye ejere af Villa
Mowgli fik aldrig nogle børn.
Susanne Pedersen i
1978 og Frank Gerdner Pedersen i 1979.
Helge Schandorff, der boede til leje, ville
gerne købe villaen, men havde ikke råd. Villaen var efter de mange års
udlejning mærket af de unge studerende, der havde beboet ejendommen i perioden
omkring de glade 60'ere. Ejendommen blev sat i stand igen og haven blev
reetableret.
Den 21. april 1982 overtog ægteparret
sygehjælper Ewa-Dorota Eskelund (15. april 1948) og arkivar Knud Erik Damm
Andersen ejendommen for DKK 830.000. Ewa-Dorota blev født i Sluzewo i Polen,
hvor hendes fødenavn var Ewa-Dorota Osielska. Hun kom til Danmark i 1973 og
giftede sig samme år. Hun blev dansk statsborger den 19. juni 1975, og var på
det tidspunkt bosiddende i Høje-Taastrup.
Den 25. august 1988 sælger Ewa-Dorota
Eskelund, som den juridiske ejer, Villa Mowgli til henholdsvis ApS SPKR 4 nr.
1822 under navneændring til Bellevue Finans ApS og til ApS KUBU 8 nr. 3118
under navneændring til Hovedstadens Boxcenter ApS. Salget sker til i alt DKK
1.845.000 med 50% ejerskab til hvert selskab. Salget sker med henblik på
nedennævnte opdeling af Villa Mowgli i to lejligheder.
Den 26. marts 1991 tilbagekøber Ewa-Dorota
imidlertid Villa Mowgli fra de to selskaber til samme pris som hun solgte til.
Ejerskabet af Villa Mowgli overgår den 28. maj 1991 til Knud Erik Damm Andersen
for den nette sum af DKK 1.500.000. På det tidspunkt er Knud Erik Damm Andersen
flyttet til Skovagervej 6 i Charlottenlund og ejendommen bliver udlejet til
Dansk Flygtningehjælp.
I forbindelse med forsøget på at opdele
Villa Mowgli i to lejligheder, blev 2. sal udbygget med nyt tag og endnu en
karnap. Ifølge planen skulle der være en lejlighed i stueetagen og en på 1. og
2. sal. Opdelingen blev godkendt af kommunen på betingelse af at visse brand- og parkeringsmæssige krav blev opfyldt.
Opdelingen blev imidlertid aldrig til noget, idet ejendommens friværdi var
blevet belånt og provenuet investeret i Hafnia B-aktier, der desværre brat
mistede deres værdi, da Forsikringskoncernen Hafnia kollapsede i august 1992.
Brødrene arkitekt Thomas Hagedorn og snedkermester Svend Åge Hagedorn, der
havde forestået den planlagte opdeling og udbygningen af 2. sal, måtte se langt
efter deres penge. Villa Mowgli blev af UNI BANKIER A/S sat til salg, og ejerne
måtte senere flytte til Barsehøj 9 i Hellerup som Nykredit kort inden have
overtaget fra den forrige ejer på grund af den økonomiske nedtur som følge af
Kartoffelkuren. Krisen kradsede i denne periode. UNI BANKIER A/S var et binavn
til Nordea Bank i perioden 10. oktober 1989 til 1. november 2001.
Gennem ca. to år lå ejendommen til salg og
blev som nævnt udlejet til Dansk Flygtningehjælp, der indlogerede en afghansk
dommer Sultan Mahmood Sahebzadah og hans familie. Sultan Mahmood Sahebzadah
flyttede senere til Brøndby og fik dansk indfødsret den 19. april 2001. Han var
født i 1929.
Salgsannonce fra
Ejendomsmægler Sv. Jacobsen i 1993.
Den 1. juli 1993 overtog Helle Birk Pedersen
og Jens Kristian Kjær Krogsgaard ejendommen for en kontantværdi på DKK
1.311.000. Efter dels at have været ubeboet og dels at have været udlejet til
flygtninge i to år var Villa Mowgli i en forfærdelig stand. Flere ruder var
smadrede og terrassedøren på 1. sal hang og dinglede i ét løst hængsel,
gaskomfuret i køkkenet var forsøgt opvarmet med brænde i ovnen, gulvene var
ødelagte, og der var begyndende fugtskader flere steder. Fundamentalt var huset
dog i en god og solid stand og manglede derfor "kun" en masse kærlige
hænder.
Helle blev født den 3. december 1966 og
kommer oprindeligt fra Næstved, hvor hun efter at have afsluttet sin
studentereksamen på Herlufsholm Kostskole, flyttede til København for at læse
HA og cand.merc. Senere blev Helle erhvervskunderådgiver i Forstædernes Bank
A/S (nu Nykredit), hvor hun sideløbende blev HD i Afsætning. Senere læste Helle
ABD og tog desuden uddannelser på INSEAD i
Fontainebleau.
Helle var i mange år økonomidirektør og CFO
på Statens Serum Institut, samt CEO i SSI Diagnostica A/S.
Jens Kristian blev født i Jægersborg den 15.
juni 1962, voksede op i Virum og Charlottenlund og aftjente, efter
studentereksamen fra Lyngby Statsskole, sin værnepligt ved Den Kongelige
Livgarde. Efterfølgende blev han bankelev i Forstædernes Bank A/S (nu
Nykredit), hvor han gennemførte bankskolerne, samt blev HD i dels Finansiering
og Kreditvæsen og dels i Regnskabsvæsen og Økonomistyring. Senere blev
kundskaberne suppleret med en uddannelse fra IMD i Lausanne. Da han forlod
banken i 1992, havde han været bankelev, bankassistent, fuldmægtig, kontorchef,
souschef, områdesouschef, erhvervskundechef og senest chef for bankens cash
management afdeling, som han opbyggede.
Familiens
våbenskjold.
Jens Kristian var i mange år direktør for
treasury, koncernskat, facility management og Invester Relations i ROCKWOOL
International A/S (hedder i dag ROCKWOOL A/S), og opbyggede koncernens interne
bank, ligesom han var med til at opkøbe mange af koncernens fabrikker i bl.a.
Østeuropa. Jens Kristian har i mere end 25 år været domsmand og nævning i
Gentofte og Lyngby Ret, samt i Østre Landsret, og har endvidere siddet i
bestyrelsen i bl.a. Forenede Gruppeliv og RockDelta A/S.
I dag arbejder Jens Kristian på deltid som
direktør og Family Officer i et familiekontor, medens Helle har nydt livet med
sin Trakehner hest Sirius, der desværre, på grund af en skade i det ene ben,
måtte lade livet her i 2023. Nu ved kun fremtiden hvad Helle i stedet vil kaste
sig over, men arbejde i udvalg og netværk, samt en uddannelse som sommelier
skal der da være tid til.
Familiens våbenskjold bærer teksten Porrige
Manum, der både kan betyde ræk en hånd og ræk hånden frem. To vigtige
egenskaber.
Sirius i 2019.
Helle og Jens Kristian mødte hinanden i
studenterforeningen i København, og efter at have kendt hinanden i godt syv år
giftede de sig den 11. maj 1996 i Herlufsholm Kirke. Den 15. maj 1997 fik de
sønnen, Albert Christian Birk Krogsgaard, og den 12. august 2000 kom datteren,
Leonora Christine Birk Krogsgaard, til verden.
Familien Krogsgaard
fra 2007.
Syngepiger, Tina
Grunwald og Beate Hastrup, fra Bakkens Hvile på
besøg i Villa Mowgli
i anledningen af 100-års fødselsdagen i 1998.
De første villaer i moderne forstand blev i
Danmark bygget på Frederiksberg i 1860’erne. Senere blev der også opført
villaer i bl.a. Ordrup og Charlottenlund. Det var dengang på mode, at villaerne
blev opført i alle mulige stilarter og blandinger heraf. Villaerne blev dog
fortrinsvis opført i italiensk stil, men også i schweizisk, engelsk og gotisk
stil. Perioden var også påvirket af historicismen eller eklekticisme, der var
en fællesbetegnelse for en europæisk arkitekturstrømning, der efterlignede tidligere
stilarter. I Europa blomstrede stilarten i perioden ca. 1820-1900 og i Danmark
især i perioden 1850-1910 og i kirkearkitektur helt frem til omkring 1940.
Samtlige klassiske stilarter blev blandet efter forgodtbefindende, en slags
"katalog-arkitektur". På grund af de nye byggetekniske muligheder med
støbejern og cement kunne stort set alt lade sig gøre.
I slutningen af 1800-tallet, hvor Villa
Mowgli blev bygget, kom der med nationalromantikken en reaktion på denne
stilforvirring, og der kom igen en interesse for traditionel dansk byggeskik.
Villa Mowgli repræsenterer således en blanding af både italiensk, historicisme
og dansk arkitektur, der var særegen for denne overgangsperiode.
Det italienske ses på palæstilen, der var
præget af hvide villaer med tage af sort glaseret tegl og ofte et knækket
mansardtag, der gav mere plads i tagetagen og var opkaldt efter den franske
arkitekt Francois Mansart (23. januar 1598 – 23. september 1666), der var en af
klassicismens hovedskikkelser. Disse villaer blev også kaldt patriciervillaer
og var kendetegnet ved, at der var højt til loftet, ligesom køkkenerne var
forholdsvis store med tilhørende anretterværelser. En patricier var i oldtidens
Rom et medlem af en af de fornemme adelsslægter - modsat plebejer.
Der var også en stor grad af håndværksmæssig
forarbejdning og finish i denne villatype. Panelerne var høje, der var
fyldningsdøre, stuk og brede, profilerede fodlister og gerigter. Udenfor var
pyntet med søjler, skjolde, stukkatur med laurbær eller muslingeskaller, og
vinduerne var ofte romansk rundbuede.
Som det ses af de oprindelige
arkitekt-tegninger nedenfor, blev Villa Mowgli opført i netop denne palæstil.
Villaen fremstod oprindeligt i lysegrå med grå søjler og med hvide buer rundt
om de grågrønne vinduer og døre.
Villa Mowgli blev opført
af murermester Nicolaj William Petersen efter ansøgning til Gentofte og Ordrup
Sogns Bygningskommission af den 29. september 1898 og efter kommunens
approbation af den 19. oktober 1898. Af ansøgning og svar samt af de
oprindelige tegninger fremgår, at det blev pålagt Nicolaj William Petersen, at
de skillerum, der skulle danne underlag for bjælkerne til 2. sal, skulle
opføres af 9" sten. Ellers havde Bygningsinspektoratet, der svarede på
ansøgningen, ingen kommentarer.
Villaen blev herefter opført af mursten med
solide bærende træbjælker mellem kælder, stue, 1. og 2. sal. Taget var af sort
glaseret tegl og skifer og med to skorstene til brug for de mange brændeovne,
der var placeret rundt om i de mange værelser.
På et enkelt område stemmer den
færdigbyggede villa ikke overens med de oprindelige tegninger, idet
verandatrappen ifølge et billede fra 1898-99 vendte ud mod banen. Nedenfor ses
den oprindelige tegning, hvor trappen er vendt ud mod den nordre side. Om hovedtrappen
er fra 1898, eller om den først er vendt senere, vides ikke. Det er dog
sandsynligt at den er ændret i forbindelse med opførelsen af terrassen i 1921,
idet der er benyttet de samme byggematerialer.
Bemærk desuden terrassen på 1. sal med et
gammelt støbejerns stakit, og med udgang fra det nuværende soveværelse.
Da villaen stod færdig, var der hverken
rindende vand eller strøm indlagt i huset. Den eneste ”luksus” var bygassen,
der blev benyttet til oplysning sammen med stearinlys og petroleumslamper. I
gangen i stueetagen sad indtil 2005 en gammel gashane, der forsynede datidens
lamper med gas. Gashanen var funktionsdygtigt indtil 1970’erne, hvor
gastilførslen måtte afbrydes pga. omstillingen fra bygas til naturgas. Dette
skyldes at naturgas i modsætning til bygas er mere tør. Det ville medføre, at
de gamle samlinger i de gamle gasrør, der var lavet af hestehår og bly, ville
blive utætte, hvorfor de gamle gasrør blev udskiftet med tidssvarende
støbejernsrør.
Det
var Strandvej Gasværk der forsynede villaen med gas. Strandvej Gasværk blev
anlagt ved Tuborg Havn af Det Danske Gaskompagni i 1892-93 og sat i drift den
21. juni 1893. Fra 1899 var der gasoplysning på områdets private veje, men kun
indtil midnat.
De første fire til fem år måtte beboerne i
Villa Mowgli hente vand fra brønde. Først i 1902-1903 blev det muligt at få
vand fra det nye vandværk i Gentofte, der var blevet indviet i 1900 (se
endvidere nedenfor).
Som det ses af tegningen nedenfor, var
husets lokum placeret ude i gården til højre, hvortil der - ligesom i dag - var
adgang via en trappe fra gangen i stueetagen. Lokummet, der efter sigende var
et sødt lille rum med et udskåret hjerte i døren, blev først fjernet i midten
af 1960’erne. Da havde det dog ikke været i brug i flere år.
Stueetagen var indrettet med
et herreværelse til venstre for indgangen, en dagligstue for enden ad gangen og
en spisestue med udgang til en veranda.
Mellem gangen og
spisestuen lå køkkenet, der dengang var indrettet med et anretterværelse ind
til spisestuen og et gammeldags komfur ved skorstenen.
Fra gangen var der en trappe, der førte op
til første sal, og en, der førte ned til kælderen. Der var dengang også åbent
ned til kælderen, idet kælderdøren først blev opsat i 1970’erne. Gangen var mod
kældertrappen beklædt med brædder, ligesom der - som i resten af huset - var
bræddegulv. Brædderne på væggene blev i 1993-94 beklædt med gipsplader. I det
nuværende garderobeskab i stueetagen var der oprindeligt indrettet
forrådskammer.
Over alt i villaen var døre og karme
oprindeligt malet mat grønne, medens væggene i stuerne var beklædt med lodrette
lister for cirka hver halve meter og sølvgråt, grønt og rødt tapet med
forskellige mønstre. Lofterne havde naturligvis stuk og var kalket hvide.
Rester af tapetet blev fundet da rummet under den gamle veranda blev udgravet i
1996.
På første sal var værelserne placeret.
Lige for enden af
trappen - i det nuværende badeværelse - lå
pigeværelset. Det største værelse, der havde udgang til den ikke længere
eksisterende altan, var gæsteværelset eller altanstuen, som rummet også blev
kaldt.
På
modsatte side af gangen lå de to soveværelser, der havde en dør imellem sig.
For enden af gangen lå to garderobeværelser, hvortil der var adgang fra
henholdsvis altanstuen og det ene soveværelse. Fra det andet soveværelse var
der adgang til anden sal via et lille garderobeværelse, der lå over
hovedindgangen. Væggen på gangen langs trappen op til anden sal var beklædt med
brædder ligesom på stueetagen.
Alle
værelserne havde brændeovn, hvilket også må havde været nødvendigt, idet alle
vinduerne i huset kun var forsynet med enkeltlags glas. I modsætning til i
stuerne havde værelserne kun kalkede vægge, men havde dog stuk i alle lofterne.
Man
havde som det ses ingen badeværelser dengang, og den daglige vask foregik på
værelserne, hvortil der dagligt blev bragt varmt vand.
Anden
salen blev oprindeligt kun brugt som tørrerum. Det var nemlig dengang nødvendigt med et indvendigt
tørrerum, idet sod- og røgudviklingen fra de gamle damplokomotiver var
ødelæggende for hvidvaskede lagner.
I
kælderen var vaskerummet placeret under køkkenet, og under spisestuen var
rullekælderen beliggende. Fra vaskerummet var der også dengang en trappe op til
gården, og i det modsatte hjørne af rummet stod gruekedlen.
På
den anden side af gangen lå tre rum. Set fra trappen var der et viktualierum,
en vinkælder og et brændselsrum. Til arealet under verandaen var der kun adgang
fra haven, og dette rum, der kun var halvt udgravet, blev brugt til
opmagasinering af haveredskaber og frugter m.v.
Oprindelig lå Villa Mowgli i første række
mod vandet. Øst for huset, på den anden side af banen mod kysten, var der kun
skov og strand, og skråt i retningen mod kysten lå kun Travbanen, der var
blevet bygget i år 1891.
Senere er der i området mod vandet blevet
bygget en række huse - så nu må man nøjes med at høre skibenes tågehorn, når
der er dårligt sigt.
Der er i slutningen af 1800-tallet blevet
bygget mindst to andre villaer, der er stort set magen til ejendommen på
Gudrunsvej 22B. Villaerne er alle tegnet af arkitekt Viggo Woldbye og er
beliggende i Gentofte Kommune.
Viggo Woldbye blev født i Aarhus den 18.
oktober 1868 og har bl.a. opført Sakramentskirken med den tilhørende Sankt
Josephs Skole (nu Sankt Ansgars Skole) på Nørrebrogade 27 i København, ligesom
han sad i en rækker bestyrelser i selskaber indenfor ejendomme og byggeri.
Ud over villaen på Gudrunsvej ligger der en
på Ejgårdsvej 28 (matr.nr. 3ey Ordrup) og en på den nuværende Prinsesse
Alexandrines Allé 9 (matr.nr. 2bu Bernstorff). Villaerne på Ejgårdsvej
og Gudrunsvej er opført af murermester Nicolaj William Petersen, medens villaen
på Prs. Alexandrines Allé er opført af murermester O. Larsen.
Villaerne adskiller sig fra hverandre ved
forskellige trappeopgange, vinduesplaceringer, udsmykning og rumopdelinger, men
det er tydeligt, at det er samme arkitekt, der har stået bag.
Søndag den 14. august 2005 kl. 02:30 om
morgenen brændte tvillingehuset på Ejgårdsvej 28. Første og anden sal udbrændte
totalt og resten fik alvorlige vandskader. Murene stod dog intakte.
Indehaveren, Hans Jørgen Voigt (9. juli 1916 - 14. august 2005), døde af
røgforgiftning. Hans Jørgen Voigt, der oprindeligt kom fra Skovshoved, havde
været musikanmelder ved Berlingske Tidende, lærer i retorik og havde ejet
ejendommen siden den 7. juni 1941.
Det var et trist syn at se den smukke gamle
villa indhyllet i høje flammer, medens røgdykkere forgæves forsøgte at redde
beboeren. Villaen blev senere overtaget fra dødsboet af Stig Rosenkranz
Pedersen og genopført i den nuværende gennemrenoverede version.
Midlerne fra boet efter Hans Jørgen Voigt
overgik i 2007 til ”Fonden Redaktør Hans Voigts mindelegat”, der støtter
mandlige sangere i begyndelsen af deres karriere.
Ansøgning om opførelse af villaen på
Gudrunsvej 22 er som tidligere anført dateret den 29. september 1898 og er
formentlig således den senest opførte villa, idet ansøgning om opførelse af de
to andre villaer daterer sig til henholdsvis den 28. marts 1897 og den 12.
august 1898. Det vil derfor være nærliggende at tro, at de to første villaer
blot var forstudier til villaen på Gudrunsvej - alle gode gange tre !
Det menes, at der i Helsingør også skulle
have ligget en villa magen til de tre villaer i Gentofte Kommune. Det fortælles
imidlertid, at denne villa er nedrevet igen.
I
2006 blev Villa Mowgli erklæret bevaringsværdigt, hvilket medførte at huset
ikke fremover må ændre udvendig karakter uden kommunens godkendelse. Dette
gælder specielt farver, døre og vinduer. Der medfulgte desværre ingen
skattelettelser eller lignende. Endvidere ændrede kommunen ved samme lejlighed
lokalplanen så kun ejendomme med grunde på over 1.200 kvadratmeter må opdeles i
to boliger. Så nu mangler der 19 kvadratmeter, hvis der ikke kan opnås
dispensation ved en eventuel senere opdeling.
Navnet Mowgli stammer fra den indisk fødte
engelske forfatter Rudyard Kiplings fortællinger om de forskellige dyr i
junglen. I Den ny Junglebog blev historierne om drengen Mowgli, der levede
blandt ulve, særligt yndet. Den ny Junglebog udkom på engelsk i 1895 og på
dansk i 1898.
Navnet Villa Mowgli optræder første gang i
Ordrup Sogns Hus-Register i 1918 - året efter at Christoffer Frode Müller havde
erhvervet ejendommen.
Det var Christoffer Frode Müllers ældste
datter, Ellen Bodil Müller, der - medens hun studerede medicin - fandt på at
opkalde villaen efter drengen Mowgli. Hun var meget betaget af historierne i
Junglebogen og kom selv - ligesom villaen og den danske udgave af Junglebogen -
til verden i 1898.
Navneskiltet på villaens sydside er lavet på
Christoffer Frode Müllers fabrik.
I perioden 1963-66 boede der en ung
musikstuderende, Klara Helene Friis, i Villa Mowgli. Hun blev i 1966 gift med
den 30 år ældre Poul Johan Preben-Hansen, og de købte sammen en villa på
Enighedsvej 23B i Charlottenlund. Denne villa blev senere opkaldt efter Villa
Mowgli og hedder i dag "Lille Mowgli".
Familien Müller havde også et sommerhus i
Asserbo/Tisvilde. Dette hus hed Mowgli II, og blev nedrevet i det år
Christoffer Frode Müller døde.
Oprindelig er området - som tidligere
beskrevet - udstykket fra Eigaard, der ved Udskiftningen havde et areal på 65½
tdr. land. I 1888 kaldtes vejen til gården for Eigaardsgade, men ændrede i 1915
navn til Ejgårdsvej, der nu ender ud for Villa Mowgli. Eigaard har sit navn
efter "Eiet", der var den kratskov, der af Bernstorff i 1776 blev
tillagt Eigaards jorder. Ordet "Eiet" betyder "indelukket".
En anekdote fortæller, at
Højesteretssagfører Peter Adler Alberti, der på dette tidspunkt ejede Eigaards
jorder, en dag mødte sin kollega, overretssagfører Carl Theobald Valdemar
Friis, der deltog i udstykningen af arealerne mellem Lindegårdsvej og den senere
Fredensvej. Alberti skulle da have sagt: "Nu har De jo anlagt Valdemarsvej
og givet den navn efter Dem selv. Jeg kunne tænke mig at opkalde tre af vejene
på Eigaard efter deres døtre". Idéen blev virkeliggjort, og Carl Theobald
Valdemar Friis, der i 1896 købte dele af området, gav tre af vejene navnene
Sigridsvej, Valdborgsvej og Gudrunsvej efter sine tre døtre.
Billede fra 1919 af
Gudrunsvej med Villa Mowgli i baggrunden. Børnene er
Agnete Fog og hendes
fætter Henrik. Agnete Fog boede Gudrunsvej 16.
Gudrun Elisabeth Julie Friis (18. oktober 1889 - 1937) – senere
gift Hjortsø - lagde således i 1898 navn til Gudrunsvej, der oprindelig kun gik
mellem den nuværende Engmosevej og den nuværende Henrik Hertz Vej. Engmosevej
hed fra 1896 til 1928 Knudsvej og Henrik Hertz Vej hed fra 1900 til 1921
Sigridsvej opkaldt efter datteren Sigrid Antonie Friis (19. juli 1891-1965) –
senere gift Ullstad.
Fra 1921 blev navnet Gudrunsvej benyttet helt til Fredensvej, der
fra 1900 til 1902 mellem Ejgårdsvej og den daværende Knudsvej hed Valdborgsvej
efter datteren Valborg Vilhelmine Kirstine Friis (8. maj 1887) – senere gift
Schierbech.
Hvilken Knud, der lagde navn til Knudsvej vides ikke, og ingen i
hverken familien Alberti eller familien Friis bærer dette navn.
Skellene mellem
Eigaards, Skjoldgaards og Lindegaards jorde.
Vejstykket mellem den oprindelige Gudrunsvej
(fra Engmosevej) og Fredensvej (hvor Norasvej på det tidspunkt gik til) var
allerede blevet anlagt i 1900 og hed indtil navneændringen i 1921, Eriksvej.
Eriksvej var oprindeligt blevet udstykket fra Skjoldgaards jorder og havde
derfor ikke fået navn efter Gudrun. Af ovenstående billede ses skellinjen midt
på den nuværende Gudrunsvej, samt placeringen af Eigaard og Lindgaard.
Skellinjen forklarer hvorfor Gudrunsvej 10 og Gudrunsvej 12 har næsten
trekantede grundstykker.
Kort fra Københavns
Vejviser 1912.
I forbindelse med navneændringen i 1921 blev
der lukket af for kørende trafik mellem Fredensvej og Gyldenlundsvej, og
viadukten under togsporene blev etableret. Ved samme lejlighed fik
samlingspunktet mellem Fredensvej og den nye del af Gudrunsvej navnet Fredens
Plads, hvilket blev annonceret i Kjøbenhavns Amts Avis den 13. januar 1920.
Sporovergangen ved Villa Mowgli ”skulle holdes åben under viaduktanlæggets
udførelse for at skabe en passende adgangsvej”.
Valdemarsvej, der i 1888 var blevet opkaldt
efter faderen, overretssagfører Carl Theobald Valdemar Friis, skiftede i 1928
navn til den nuværende Friservej efter H.C. Frederiksen, der grundlagde Ordrup
Gymnasium og blev kaldt Friser. Carl Theobald Valdemar Friis fik en søn i 1893
som han så meget belejligt navngav Valdemar.
Navneændringerne gav naturligvis anledning
til megen diskussion, og blev ivrigt debatteret i Villabyernes Blad, hvor mange
spændende forslag blev frembragt.
Gudrunsvej er, som det ses, den eneste vej,
der har overlevet de oprindelige vejnavne.
Kraks kort anno 2016 – cykelbanen er nu væk og Ordrup
Bibliotek er kommet til.
Langt op i 1900-tallet var Gudrunsvej en
privat grusvej med grøfter uden asfaltering og fortov.
Referat af møde i
Gentofte Sogneraad den 26. januar 1915
fra Distriktsbladet
den 28. januar 1915.
I 1915 overgik strækningen fra Henrik Hertz
Vej, til skellet mellem Ejgaard/Skjoldgaard, til offentlig vej, og i 1919
overgik den resterende del af vejen til offentlig vej. I 1974-75 blev den
asfalterede kørebane udvidet fra 5,7 meter til 8,5 meter.
Vejskiltet overfor Villa Mowgli.
Områdets nuværende vejskilte er designet af
arkitekt, designer og bogtrykker Knud V. Engelhardt (1882-1931) i 1920'erne.
Noget særligt ved skiltene er at alle prikkerne over j'erne i ”vej” er små røde
hjerter. Knud V. Engelhardt har haft stor betydning for dansk industrialiseret
design og hans livsværk er optaget i Kulturkanonen. Før man overgik til Knud V.
Engelhardts skilte, var kommunens vejskilte blot lavet af træ uden en ensrettet
designpolitik. Den 24. maj 1922 modtog Knud V. Engelhardt Kunstakademiets
Rejsestipendium på to gange DKK 2.000 sammen med Aage Rafn, der som nævnt
tegnede tilbygningen af Villa Mowgli i 1936. Igen er verden lille.
I 1923 udformede Knud V. Engelhardt også den
meget karakteristiske plakatsøjle med det store hætteagtige cirkulære tag og en
runding forneden. De skulle stadig være opstillet 27 forskellige steder i
kommunen. Søjlerne er lavet i jernbeton og rundingerne forneden udformet for at
forhindre ”skidtsamlehjørner” og for at undgå at hunde letter ben op af
søjlerne. En af plakatsøjlerne er opstillet ved Fredens Plads. I 1923 blev
søjlerne omtalt som ”kineserhatte” i Villabyernes Blad, der fortalte at der i
kommunen skulle opstilles i alt 30 styk.
Plakatsøjlen ved
Fredens Plads.
Ejendommens primære matr.nr., litranr.,
ejerlav, sogn og herred er 3eh af Ordrup by og sogn, Sokkelund Herred.
Grunden, Gudrunsvej 22, er som tidligere beskrevet oprindeligt udstykket fra
Eigaard (hovedejendommen), der havde matr.nr. 3a af Ordrup by og sogn.
De øvrige gårde der deltog i lodtrækningen, fik henholdsvis matr.nr. 1a,
2a osv. Efterhånden som Eigaards marker er blevet udstykket i mindre og
mindre parceller er der blevet benyttet flere og flere bogstaver i forskellige
kombinationer.
Opdelingen af fast ejendom i matrikler blev
påbegyndt i Danmark i 1844.
Benævnelsen "herred" er Danmarks
ældste landskabsenhed og var formentlig indtil vikingetiden landets opdeling i
militærdistrikter. Opdelingen benyttes stadig og danner således endnu
grundlaget for de nuværende underretskredse.
Matrikelkort fra
1894 udarbejdet i forbindelse med udstykningen af Eigaard (matr.nr. 3a).
Bemærk Eigaards
placering, vejen over togsporet og kirkepladsen.
Fra ældgammel tid har området hørt til
halvherredet Sokkelund, medens de landsbyer, der lå i den snævre ring om
"Havn" – det senere København - dannede
Støvnæs halvherred. Tidligt i Valdemars-tiden er disse to halvherreder lagt
sammen til det, som Saxo kaldte for Støvnæs herred. Senere blev navnet på det
nordlige halvherred imidlertid benævnelsen for hele herredet under navnet
Sokkelund Herred.
Først den 20. september 1967 indførte man
postnumre i Danmark.
Omkring århundredeskiftet blev Gudrunsvej
(og Eriksvej) beboet af mange fine godtfolk. Oprindelig var det kun højre
vejside (mod banen) der var delvis bebygget og dermed nummereret. De ubebyggede
grunde og den ubebyggede venstreside var i mange år kun benævnt med
matrikelnumre. Selv flere år efter at der var blevet opført ejendomme optrådte
flere af villaerne unummereret. Dette selvom nummerering af ejendomme var
blevet indført ved lov i 1859. Den 23. maj 1922 påbød Gentofte
kommunalbestyrelse at alle ejendomme i kommunen skulle forsynes med et
husnummer. Argumentet var at det var uheldigt, at man ikke kunne oplyse en
præcis adresse i tilfælde af ”ildebrandstilfælde”.
Af godtfolk, der i starten beboede den
dengang private vej, kan med fødselsår og i spredt orden nævnes murermester
Nicolaj William Petersen (28. juli 1856) og husmoder Amalie Louise Petersen
(30. juni 1856) i nr. 10, papirhandler Julius Otto Hannibal Müller (8. juni
1853) og husmoder Georgia Rothine Müller (11. november 1856) i nr. 16,
justitsråd og sekretær ved Kong Frederik den 7. Stiftelse for Pigebørn Lauritz
Hans Diderik Lange (21. august 1842) og husmoder Fanny Eugine Lange (26.
oktober 1841) i nr. 14, kontorist og senere manufakturgrossist Henry Marcus
Frederik Tim Olsen (6. maj 1866) og husmoder Ebba Oluffa Olsen (8 juli 1873) –
begge tog senere navneforandring til Timmol - i nr. 20, ingeniør Georg Carl
Jochumsen (16. juli 1871) og husmoder Emily Jochumsen (10. april 1872) i nr.
26, enkemand, pædagog, forfatter, grosserer, justitsråd og tidligere bestyrer
af Grüners Handelsakademi Albert Kaarup (27. november 1826) i nr. 13, tandlæge
Adolph Frederik Frithioff Fleischer (1. august 1858) og husmoder Johanne
Mariane Fleischer (27. juli 1855) i nr. 18, fabrikant, cand. pharm. forfatter
til bl.a. operetten Molboerne, forlagsleder, udgiver af Illustreret Tidende og
bl.a. direktør for teatrene Panoptikon og Casino Hermann Petersen – tog i 1898
navneforandring til Hermann-Petersen - (12. februar 1862) og husmoder Karen
Marie Petersen (2. maj 1862) i nr. 1, arkitekt og tømmermester Severin Andreas
Jensen (12. september 1845) og husmoder Thalia Wilhelmine Florentine Jensen
(26. august 1851) ligeledes i nr. 1, handelsfuldmægtig Hans Ludvig Emil
Steffensen (5. november 1841) og husmoder Andrea Sophie Christine Steffensen
(2. oktober 1842) i nr. 18, grosserer og broderihandler Julius Adolph Levy (11.
marts 1842) og husmoder Henriette Emilie Levy (28. september 1844) i nr. 12,
fuldmægtig i finansministeriet, cand. jur. Vilhelm Marcel Benzon Bang (1.
september 1846) og husmoder Louise Vieth Bang (8. november 1861) i nr. 30, dr.
phil., bestyrer af De Brockske Handelsskoler (nu Niels Brock) og senere ridder
og folketingsmand for højre Hans Larsen Møller (8. april 1861) og husmoder
Mariane Louise Elisabeth Nieuwenhuis Møller (13. august 1867) i nr. 13, og
particulier og tidligere restauratør og værtshusholder Haagen Thulin (27. april
1828) og husmoder Anna Benthine Margrethe Thulin (13. juli 1858) i nr. 8.
Udsnit af Hus-Register – Ordrup sogn fra 1898.
Udsnit af Kraks
Vejviser – Ordrup sogn fra 1906.
Oprindelig lejede mange folk sig ind i
villaerne, medens det var de murer- og tømrermestre, der havde opført
ejendommene, der var de juridiske ejere. De velbeslåede københavnere kunne
således - sammen med tyendet og hele deres familie - flytte ud på landet i
primært sommerhalvåret. I folketællingerne er således til tider anført at
adressen er ”ubeboet for vinteren”.
Kravene til plads var mindre end i dag, og
en villa på vejen kunne enkelte gange bebos af 10-11 personer inkl. tyende. På
Gudrunsvej 18 boede for eksempel to forældre, syv børn og to tyende, ligesom
der i nr. 10 boede to forældre, seks børn og to tyende.
Også Gudrunsvej 22 blev i de første år lejet
ud af murermester Nicolaj William Petersen. De første kendte lejere af
sommervillaen – som opført i byens vejvisere eller i folketællingerne - var
følgende personer:
Pensioneret kaptajn og botaniker, baron
Heinrich Franz Alexander von Eggers og sønnen exam. pharm., baron Frederik
Christian von Eggers i og omkring 1901. Viktualiehandler Gotfred Bertil Conrad
Jacobsen i 1902-1903, pensioneret kommandør og kontreadmiral Carl Adolph Garde
i 1905-11. Admiralinde Agnes Marie Garde i 1912. Direktør Olaf Lassen i
1914-1915. Vexelmægler Carl Frederik Vilhelm Johansen og forhenværende
direktrice Julie Marie Elisabeth Thomsen i 1915-1916. Og godsejer C. Nørgaard i
1916-1917.
Berlingske Politiske
og Avertissementstidende fra 19. maj 1900, hvor Villa Mowgli
og andre af
murermester Nicolaj William Petersens ejendomme udlejes.
Det er ikke muligt at sige præcist hvornår
den ene familie flyttede ind og den næste ud, men nedenfor er en kort
beskrivelse af de forskellige lejere, der boede i Villa Mowgli i perioden, hvor
ejendommen virkede som udlejningsbolig.
Familien Eggers (i
og omkring 1901)
Baron H.F.A. von Eggers.
Baron Heinrich Franz Alexander von Eggers
kom til verden i Slesvig den 4. december 1844 som søn af politimester,
rigsfriherre Oluf Friedrich Fritz von Eggers og Anna Magdalene Evers. Heinrich
Franz Alexander von Eggers var rigsfriherre, officer og botaniker. Heinrich
Franz Alexander von Eggers gik på Odense latinskole i perioden 1858-62 og
deltog som officersaspirant i felttoget i 1864. Efter krigens slutning
indtrådte han i et østrigsk korps af frivillige der i 1865 ankom til Mexico for
at støtte kejser Maximilian. Han blev fanget ved Oajaca i oktober 1866 og
løsladt igen i april 1867, hvorefter han berejste det sydlige Mexico. Sine
oplevelser har han skildret i Erindringer fra Mexico, der udkom i 1869. I 1868
indtrådte han i den danske hær som sekondløjtnant og fortsatte i 1869 i den
dansk-vestindiske hærstyrke med garnison på St. Croix og St. Thomas. I 1870
blev han premierløjtnant og i 1878 blev han kaptajn. I 1885 stoppede han i
militæret, men på St. Croix havde han fået interesse for øens rige planteverden.
Han udgav en flora for øen og havde en
mangeårig korrespondance med den kendte danske botaniker og professor ved
Københavns Universitet, Johannes Eugenius Bülow Warming. Warming stimulerede
ham til at udvide det botaniske arbejde og hjalp ham med udgivelsen af hans St.
Croix's Flora, der i 1879 også blev udgivet på engelsk i Washington. Heinrich
Franz Alexander von Eggers var efter sigende en fremragende plantesamler, og
fra 1880 solgte han herbarieplanter til de fleste større botaniske museer – her
i blandt også til Botanisk Have i København. Sit materiale indsamlede han under
talrige ekskursioner til omtrent alle de vestindiske øer i årene 1880-90, hvor
bl.a. Carlsberg Fonden i 1888 støttede hans rejse til St. Domingo, Cuba og
Bahamasøerne. Han var en fremragende kender af Vestindiens planteverden og har
i forskellige tidsskrifter skildret flere af øernes vegetation, ligesom han
publicerede nogle biologiske og systematiske afhandlinger. Fra 1887 bosatte han
sig i Danmark, men i 1891 rejste han igen til Vestindien og Venezuela. I 1893
slog han sig ned i Ecuador, hvor han købte en hacienda, El Recreo, som han drev
til 1897, hvor han flyttede til Gentofte kommune. Heinrich Franz Alexander von
Eggers var en af de internationalt bedst kendte plantesamlere fra hvem også
vores eget botaniske museum har modtaget store samlinger. En planteslægt
opkaldt af den engelske botaniker I.D. Hooker kaldes Eggersia efter Heinrich
Franz Alexander von Eggers.
Heinrich Franz Alexander von Eggers døde den
14. maj 1903 i Leipzig, men nåede i 1901-02 at bo i Villa Mowgli sammen med sin
hustru, Mathilde Camilla, født Stakemann, med hvem han var blevet gift på St.
Croix den 7. juni 1873. Parret fik syv børn, hvoraf tre døde i en tidlig alder.
I Villa Mowgli boede kun børnene Frederik Christian (1877), Magda (1881) og
Antoinette Marie Mathilde (1884).
Som en lille bonusoplysning kan det nævnes,
at det sidste barn, Olga Antoinette (1875), var en kendt dansk forfatter,
journalist, socialdemokrat og kvindesagsforkæmper. Hun blev i løbet af
1930'erne nazist og overbevist antisemit. Hun døde i Vestre Fængsel den 17. maj
1945, og var blandt de første, der blev interneret af modstandsbevægelsen efter
befrielsen i 1945. Kun fem år gammel var Olga blevet sent hjem fra St. Thomas
på grund af et brækket ben og var kommet i pleje hos slægtninge på Falster.
Resten af livet havde hun kun perifer kontakt til sine biologiske forældre og
søskende. Der er skrevet afhandlinger og bøger om Olga Eggers, men kort fortalt
kan man nok konstatere, at hendes noget forkvaklede liv skyldes en meget streng
far og tante.
Mathilde Camilla Eggers var datter af
viceguvernør, etatsråd Johan August Stakemann (1805-1891) og Mary Jane
Aarestrup (1819-1874), og blev født på St. Croix den 22. februar 1848. Hun døde
i Viborg den 7. januar 1928.
Som det ses ovenfor, var den ældste søn,
Frederik Christian von Eggers, og ikke moderen, nævnt som lejer, hvilket vel
var helt naturligt på den tid.
Frederik Christian von Eggers giftede sig
den 27. april 1907 med Rigmor Schrøder og flyttede senere ind hos svigermoderen
på Lindegårdsvej 44 i Ordrup. Senere flyttede ægteparret til Viborg, hvor han
blev apoteker. Han dør den 28. december 1943 af nyrebækkenbetændelse.
Familien Jacobsen (i
perioden 1902-1903)
Annonce i Vejviser
for Gjentofte-Ordrup, Lyngby og Søllerød Kommuner 1898
Gotfred Bertil Conrad Jacobsen, der boede i
Villa Mowgli i 1902-1903, blev født den 29. maj 1857 i København og var
afdelingsviktualiehandler på bl.a Jægersborg Alle 26. Butikken var en
filialforretning af faderens butik på Gothersgade 48 i København og hed i
starten S. Jacobsens Sønners Viktualier og Delikatesser. Der lå også en
filialforretning i Hellerup. I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter
privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende den 23. august 1902
kunne man læse at familien i butikken på Jægersborg Alle solgte levende ænder,
høns, kyllinger og duer, der kom fra Gudrunsvej 22. Prisen var henholdsvis 150,
125, 60 og 50 øre per styk.
Gotfred var gift med Elise Christine
Adolphine Jacobsen, født Jørgensen den 10. september 1859 i Næsby ved Præstø.
Sammen havde de børnene Jakobine Jacobsen (født 12. oktober 1882), Andreas
Jacobsen (født 28. juni 1885), Christian Jacobsen (født 1. juni 1887) og Inger
Marie Jacobsen (født 26. september 1900).
Gotfred Jacobsens
viktualieforretning set indefra omkring 1905.
Sønnen, Christian Jacobsen, overtog butikken
efter faderens død i starten af 1920’erne.
Billede af Gotfred
Jacobsens viktualiehandel fra cirka 1920 (postkort).
Ovenfor ses det nu nedrevne hus på hjørnet af
Jægersborg Alle og Lindegårdsvej med Gotfred Jacobsens viktualiehandel, som
familien ejede fra 1851 til 1970.
Familien Garde (i
perioden 1905-1912)
Carl Adolph Garde.
Carl
Adolph Garde blev født den 5. august 1834 i København, og var søn af Hans Georg
Garde, kaptajn i Søe Etaten, og Dorothea Garde, født Mecklenborg. Carl Adolph
Garde giftede sig først med Anna Kirstine Simony med hvem han fik fire børn. Da
Anna Kirstine dør den 7. juni 1883, gifter han sig den 6. maj 1885 med Agnes
Marie Bech, der den 8. december 1851 var blevet født på Frederiksberg. Hun var
datter af tømmerhandler og kaptajn i Livjægerkorpset Jørgen Bech og hustru
Frederikke Nicoline Mathiesen.
Familien
Garde boede på Østerbrogade 5, 1. i
København, men flytter i 1902 til en halv villa på Prinsesse Alexandrines Allé
10. Da forholdende blev for små i 1905 flyttede de videre til Villa Mowgli med
børnene Elisabeth Gertrud (født 17. december 1871 og af første ægteskab), Otto
Valdemar (født 23. februar 1886), Agnes Henriette (født 13. februar 1888),
Rigmor Frederikke (født 23. marts 1889) og Paula Irine (født 6. juni 1890). I
1906 var frk. Knudine Agnethe Nielsen tjenestetyende. Hun var født i Herlev den
5. februar 1885. I 1908 flyttede desuden tjenestetyende frk. Karen Marie
Jensine Malling ind for at hjælpe. Hun var født i Skanderup ved Skanderborg den
19. december 1890, bliver gift med Anders Marius Pedersen og flytter senere til
Næstved, hvor hun dør den 4. august 1974.
Agnes Marie Garde.
Carl
Adolph Garde afgår ved døden i Villa Mowgli den 8. juli 1911 og begraves den
12. juli 1911 på Holmens Kirkegård, hvorefter enken overtager lejemålet af
Villa Mowgli. Enkefru Agnes Marie Garde flytter derefter til en lejlighed på
Allégade 23 på Frederiksberg.
Carl
Adolph Garde nåede inden sit otium i Villa Mowgli at have en række forskellige
poster indenfor søværnet.
Han
blev således kadet i 1848, og blev i 1849 på sin tur med fregatten Gefion taget
til fange i slaget ved Ekemførde, hvor han blev ført til Rendsburg. På grund af
sin unge alder blev han frigivet og samme år udkommanderet med linjeskibet
Skjold. Han var i 1850 ude at sejle med fregatten Thetis, og blev
sekondløjtnant i 1854. I krigen i 1864 var han næstkommanderende på krydseren
Fylla, der forestod blokaden af Swinemunde og Danzig. Efter krigen var han i en
periode ansat på et postdampskib, og i 1869 blev han næstkommanderende på
Korvetten Thor, der sejlede til Amerika og Vestindien. På turen døde chefen,
hvorfor han overtog chefposten. Han sad i bestyrelsen for Det Forenede
Dampskibsselskab og blev stået til ridder i 1870. Et par år efter blev han
næstkommanderende ved krydstoldvæsenet og i 1873 udnævnt til kaptajn. I 1874
var han adjudant hos marineministeren, og i 1876 næstkommanderende på Fregatten
Jylland, der førte den danske og græske kongefamilie til Rusland. I 1881-1882
var han chef for briggen Ørnen. Endelig blev han i 1884 chef for Kongeskibet
Dannebrog, hvor han lærte kongen og kronprinsen at kende, og i 1885 udnævnt til
kommandør. Han sluttede sin karriere af med at være stabschef hos viceadmiralen
i 1886-89, flagkaptajn i Eskadren i 1886-89 og chef for Krydserkorvetten
Valkyrien i 1888-1890. Medens han boede i Ordrup, sad han i det lokale
menighedsråd. En lang og fin karriere.
Familien Lassen (i
perioden 1914-1915)
Emaljeskiltsreklame for Olaf Lassen.
Direktør
Olaf Lohrens Lassen boede i Villa Mowgli i 1914-15 sammen med sin hustru
Johanne Magdalene Lassen født Møgelgaard, og deres datter, Lilli Irmelin
Lassen, der var født den 21. marts 1911 i København. Den 19. april 1919 kom
sønnen Poul Olaf Lassen også til. Olaf Lohrens Lassen blev selv født den 4.
august 1879 i St. Magleby, og var den 1. juni 1910 blevet gift med Johanne i
Vor Frue Kirke. Johanne blev født den 25. november 1878 i Vor Frelser sogn. Hun
boede som ung i Ovengaden Neden Vandet 27, og var søster til Peter Ludvig
Møgelgaard, der var en kendt dansk postkortkunstner, der til tider benyttede
pseudonymerne W. Krogh og Hans Hollberg.
Olaf
Lohrens Lassen, der var lægesøn og oprindeligt blev døbt Lohrens-Lassen, var
uddannet kontorist og dampskibsekspeditør fra Prahl Dampskibs-Expeditionen.
Senere blev han uddannet i Amerika og England. Han var en særdeles aktiv herre
og ejede en række selskaber og agenturer, der alle beskæftigede sig med
udvandring, spedition, toldklarering og pakkeforsendelser til hele verden. Han
var valgt som udvandringsagent for en række lande – bl.a. generalagent for
Canadian l’acifie. Som eksempel på nogle af hans mange selskaber og agenturer
kan nævnes Australian Victoria Government Agency, America-Canada-Expedition,
Dominion Express Company, Royal Mail S.P. Co., Nelson Line, Dominion Express
Co., Great Eastern Railway, Dampskibsekspedition og Dansk Rejsebureau, Canadian
Pacific, Aktieselskabet Danske Rejsebureau, Engelsk Importhus, Aktieselskabet
Nordisk Rejsebureau og ikke mindst hans hovedselskab Olaf Lassen & Co, hvor
hans bil var registreret (reg.nr. K7058). De fleste selskaber og agenturer
havde til huse i Nyhavn 19, men han havde også afdelinger på Amagertorv 24, i
Esbjerg og i Centralbanegaardens Ankomsthal (i den nuværende Hovedbanegård i
København).
Privat
boede familien i en årrække i Bredgade 68, 2. sal (efter 1932 er husnummeret
ændret til 76), hvor de sikkert mange gange har spist på Cafe Petersborg, der
siden 1700-tallet har ligget i ejendommen.
På
trappestenen til Nyhavn 19 ses stadig hans indridsede reklame.
Trappesten til Nyhavn 19 – C P
R (Canadian Pacific Railway) / Canada-Amerika.
Den
danske udvandring til bl.a. Amerika, Canada og Australien i årtierne omkring
1900 afspejles også i tidens reklamer. Ovenfor ses et af hans emaljeskilte, der
reklamerer for billige billetter til Australien. Udover billetter til Amerika,
Canada og Australien, reklamerede Olaf Lassen med billige billetter til Afrika,
Brasilien, Argentina, Mexico, Kina og Japan. I avisreklamer i den svenske avis
Kalmar ses at han i 1913 også solgte billetter til vort kære broderfolk,
ligesom det i en australsk avis fra Melbourne den 15. maj 1911 er nævnt, at han
er udnævnt til agent i forbindelse med at få danske landmænd til Australien. I
Polen havde han kontor på Stadtgraben 8 i Danzig (Gdansk) og i Stettin på
Splittstrasse 2, og i Tyskland havde han kontor på Alsterdamm 10 i Hamburg og
på Fredrichstrasse 86 i Berlin under navnet Olaf Lassen & Company og
Reiselassen. London kontoret lå på Camomile Street nr. 10.
Vejledning for Rejsende til Canada og Amerika.
Ifølge
bogen ”Vejledning for Rejsende til Canada og Amerika” som Olaf Lassen udgav i
1915, kunne de dobbeltskruede dampere ”Atlanterhavets Dronninger” fra Canadian
Pacific gøre turen over selve Atlanten på 3 dage, 18 timer og 45 minutter. Og
det var da forholdsvist hurtigt for en fattig dansker at komme til Canada eller
USA og få noget gratis land. Et eksemplar af ”Vejledning for Rejsende til
Canada og Amerika” findes på Det Kongelige Bibliotek.
Når
det krævede nogle gode reklamer, skal det måske lige nævnes at dampskibet The
Empress of Ireland fra Canadian Pacific den 29. maj 1914 sejlede ind i et norsk
skib tæt på Quebec og sank på sølle 14 minutter. 1.012 mennesker omkommer ved
den lejlighed. Og alle husker nok også Titanic fra rederiet White Star Lines,
der sank natten mellem den 14. og 15. april 1912, og hvor mere end 1.500
mennesker mistede livet. Men i perioden fra midten af 1800-tallet op til ca.
1915 udvandrede godt 300.000 danskere, svarende til ca. 10% af befolkningen –
så der var nok potentielle kunder at tage af.
Oluf Lassens kontor i Nyhavn 19.
Den
28. juni 1922 afgik Olaf Lohrens Lassen ved døden på Sankt Josephs Hospital
efter en hjerneblødning - kun 42 år gammel. Han blev allerede begravet på
Garnisons Kirkegård den 1. juli 1922, og efterlod sig en enke og to børn på
henholdsvis 3 og 11 år.
Ifølge
Handelsregisteret fra januar 1923 trådte firmaet Olaf Lassen & Co. herefter
i likvidation og overretssagførerne Peter Valdemar Sandholt (bestyrelsesmedlem)
og Frederik Wolff blev indsat som likvidatorer. En række af de øvrige selskaber
blev videreført og udviklede sig positivt. Bl.a. blev Aktieselskabet Danske Rejsebureau, der var blevet
stiftet i 1918, senere til Samson Transport, der i 1997 blev overtaget af DSV.
Da udvandringen til USA, Canada og Latinamerika ebbede ud efter 1. verdenskrig,
blev der ledig kapacitet på passagerskibene, der i stedet skabte grobund for
vækst i turist- og selskabsrejserne.
Familien
Johansen og Thomsen (i perioden 1915-1916)
Carl Frederik Vilhelm Johansen, der var registreret beboer i Villa Mowgli i
1915-1916, var vekselmægler og drev i en årrække firmaet Vekselmægler C.
Johansen beliggende Ved Stranden 6 i København. Han blev født i Helligånd sogn
i København den 20. juli 1860 som søn af urtekræmmer Carl Julius Ferdinand
Johansen (1816-1861) og klasselotterikollektrice Emma Louise født Damm (født 1.
februar 1829).
Det
er i folketællingen fra februar 1916 oplyst, at han var gigtsyg og vekselmægler
uden forretning. Det fortælles endvidere, at ”de afdrag og renter han skulle
modtage af overdragede driftsmidler trods løfte ikke blev udbetalt, hvorved
meget var tabt”. Fra 1914 kaldte han sig forhenværende vekselmægler, hvorfor
han formentlig har solgt sin forretning på dette tidspunkt.
Allerede
i 1897 havde Carl Frederik Vilhelm Johansen økonomiske problemer, og blev
indstævnede for pengeafpresning. Han blev dog frikendt selv om retten fandt
hans forklaring meget lidt troværdig. I
1901 blev han i Højesteret dømt til at betale DKK 4.655,56 til Frk. Sophie
Langeland. Han var allerede den 19. februar 1900 blevet dømt til at betale
beløbet af Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Sagen udsprang af at han i 1885
havde udstedt et gældsbrev som han ikke længere synes at han skulle afdrage på.
Datidens
aviser beskrev ”Vexelmægler Johansen” som en særdeles veltalende mand med
ualmindelige flydende talegaver. Således kunne Folketidende den 6. november
1896 beskrive hvordan ”han i Højesteret havde holdt et foredrag som varede det
meste af formiddagen, og som var ved at gøre de høje dommere fortvivlede p.g.a.
hans skybrud af talstørrelser, obligationspålydender, rentesummer, gebyrer,
udgifter, lån, forskud og så fremdeles”. Sagen drejede sig om en enkefru
Harboes millionbo, hvor han på sin afdøde brors vegne ønskede et forskud til
moderen og sig selv. Endvidere mente han at kuratorerne i boet havde handlet
svigagtigt. Sagen faldt dog ikke ud til hans fordel og han og moderen måtte
betale sagens omkostninger på DKK 300, hvoraf DKK 80 var til retten for unødigt
at trætte dem.
Han
førte altid sine sager selv og i datidens aviser blev han omtalt som ”en kendt
københavnsk forretningsmand som i adskillige år havde haft sin gang i snart
Hof- og Stadsretten og snart i Højesteret”. Ifølge avisen lå han nemlig altid i
proces med nogen, tabte altid sine sager ved Hof- og Stadsretten, appellerer
altid til Højesteret, hvor han altid havde samme skæbne”. I Jyllands-Posten den
7. november 1900 omtales en af hans mange sager som endnu en ”selvmordssag”,
hvor den eneste spænding i sagen ville blive hvor høje bøden ville blive denne
gang. Han nægtede ofte at betale bøderne og i 1900 må Kongens Foged løse
problemet.
Moderen,
enkefru Emma Johansen, måtte som 73-årig også en tur i Højesteret i 1902, da
hun havde svært ved at betale de sidste DKK 1.920,36 ud af i alt DKK 14.000 som
hun skyldte. Kongens Foged havde fået inddrevet differencen fra sønnen
bankassistent i Privatbanken Albert Henrik Pohlmann Johansens dødsbo (20.
oktober 1858 - 20. juli 1896), hvor hun var enearving. I denne sag måtte Carl
Frederik Vilhelm Johansen, der virkede efter fuldmagt fra moderen, betale en
bøde på DKK 200 for unødigt at trætte højesteret. Hertil kom en betaling på DKK
50 til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse for usømmelig skrivemåde.
På
trods af økonomiske problemer og et skrantende helbred køber Carl Frederik
Vilhelm Johansen i foråret 1916 en villa på Gersonsvej 3 i Hellerup for den
nette sum af DKK 22.000. Desværre afgår Carl Frederik Vilhelm Johansen ved
døden allerede den 18. maj 1916 kun 55 år gammel – og endnu inden skødet var
blevet lyst. Han dør af nyrebækkenbetændelse og koldbrand på Gersonsvej, men
når at blive kremeret inden handlen bliver endelig gennemført og ejendommen
ender derfor i hans dødsbo.
Også
efter hans død opstår der juridiske tvister, idet han knap en måned inden sin
død når at oprette en kodicil til sit testamente fra den 15. august 1903, hvor
arven efter ham - i stedet for til en række velgørende foreninger – nu skal gå
til ”Klasselotterikollektrice Emma Johansen, født Dam, og Sønners Legat”. Ni
velgørende foreninger følte sig snydt og stævnede uden held boet.
Carl
Frederik Vilhelm Johansen boede op til sin død til leje i Villa Mowgli sammen
med forhenværende direktrice Julie Marie Elisabeth Thomsen, der ejede Parisiana
og den 18. november 1898 havde etableret aktieselskabet Parisiana. Han var
ugift og hun var fraskilt.
Parisiana på verdensudstillingen i Paris i 1900.
Parisiana
var en butik på Tordenskjoldsgade 14, 3. sal i København, der bl.a. handlede
med dame konfektionsartikler, kniplinger, kjoler, kostumer og lingeri.
Forretningen var med på verdensudstillingen i Paris i 1900, hvor den modtog en
sølvmedalje i kategorien ” Industries de
la confection et de la couture pour hommes, femmes et enfants” for deres
”Beklædningsgjenstande samt vævede og syede Arbeider, og Udvalg af Rober og
Kostumer”. Inden omdannelsen til et aktieselskab lån forretningen på Niels
Juelsgade 4, 1.
Aktiekapitalen
i selskabet var fuld indbetalt og på hele DKK 100.000, hvilket har været en
anselig sum i 1898. Aktierne lød på DKK 1.000 pr. styk og kunne noteres på navn
hvis det blev ønsket. I selskabets
bestyrelse sad Johan Christian Georg Howitz, Carl Frederik Vilhelm Johansen og
Julie Marie Elisabeth Thomsen selv. Johan Christian Georg Howitz var
cand.polyt. og kendt for sin viden indenfor gas. Han anlagde således Københavns
Kommune første gasværk - Vestre Gasværk - og blev i 1857 dets første bestyrer.
Julie Marie Elisabeth Thomsen var født Buchardt den 26. juni 1863 på Frederiksberg, hvor faderen, Ferdinand Julius Buchardt, var kreaturkommissær og
indehaver af Julius Buchardt & Søn. De boede med moderen, Thora Emilie, på
Bredgade 8 og flyttede senere til Villa Ypernhus på Jensløvs Tværvej 7 i
Charlottenlund. Julie Marie Elisabeth Thomsen var i 1916 registreret som
nyresyg, så det har i 1915 og foråret 1916 været to sygdomsramte lejere i
50’erne, der havde ophold i Villa Mowgli. De var således begge registreret som
ude i stand til at arbejde på grund af kroniske sygdomme.
Allerede
den 20. august 1886 var Julie Marie Elisabeth Thomsen blevet gift med Frederik
Ove Thomsen. Frederik Ove Thomsen var født den 31. maj 1858 og var en af
Københavns førende modeskabere, manufakturhandler, kongelig hofleverandør og
ejer af modehuset Maison Ove Thomsen A/S i København.
Ebba Ove Thomsen i en af fars rober.
Sammen
fik de to børn. Ebba Ove Thomsen blev født den 3. maj 1887 og Henrik Raabye Ove
Thomsen blev født den 8. marts 1890. Ebba var skuespillerinde under stumfilmens
storhedstid, indspillede over 75 film, opnåede stjernestatus og er nok bedst
kendt for sine roller som den elegante dame, der spillede overfor den - på det
tidspunkt - højst betalte danske stumfilmsstjerne Valdemar Psilander (9. maj
1884 – 6. marts 1917). Som eksempel kan nævnes stumfilmen ”Det stjålne ansigt”,
der blev optaget medens moderen boede i Villa Mowgli. Her spiller Valdemar
Psilander skibsrederens søn George, medens Ebba Ove Thomsen spiller Georges
hustru Mary.
Henrik,
dør allerede den 11. august 1917 af skarlagensfeber, men var inden blevet læge
og den 11. november 1915 blevet gift med sangerinden Sylvia Frances Carl (7.
maj 1893 – 13. april 1979), der nedkom med deres datter, Jandje Carrie Thomsen
(4. august 1917 – 1. september 2002), kun syv dagen inden ægtefællens død. I
1919 gifter enken sig igen med Antonio de Coninck Smith (3. september 1884 –
26. august 1961), der adopterer datteren.
Så
det var også fine folk der kom på visit i Villa Mowgli i 1915-1916.
Julie
Marie Elisabeth Thomsen og Frederik Ove Thomsen var blevet skilt og den 29.
oktober 1910 afgår Frank Ove Thomsen ved døden på Skodsborg Badesanatorium kun
52 år gammel. Nyheden om modeskaberens død bringes både i danske og udenlandske
aviser. En selskabskjole i silke fra Maison Ove Thomsen A/S er udstillet på
Norsk Folkemuseum.
I
1909 og 1910 holdt firmaerne Vekselmægler C. Johansen og Parisiana begge til på
Holbergsgade 17, 4., i 1911 delte de erhvervslejemål på Howitzvej 52, 1. på
Frederiksberg og i 1912-1915 på Mariendalsvej 80 også på Frederiksberg. Privat
boede de i 1913-1915 på Georgesvej 1 i Charlottenlund. Georgesvej findes ikke
mere og er nu en del af Gyldenlundsvej. Ejendommen ligger overfor Villa Mowgli
på den anden side af banen ved den nu nedlagte jernbaneovergang. Så de har
kunne sidde og kigge over på Villa Mowgli inden de underskrev lejeaftalen.
Senere flyttede Julie Marie Elisabeth Thomsen til Vigerslev Allé 32 i Valby,
hvor hun boede til sin død.
På
trods af sygdom levede Julie Marie Elisabeth Thomsen til hun blev 83 år og døde
først den 12. oktober 1946 på Bispebjerg Hospital.
Familien Nørgaard (i perioden 1916-1917)
P. C. Nørgaard som departementschef.
Godsejer
C. Nørgaard – eller retter - Peter Christopher Nørgaard, der lejede Villa
Mowgli i 1916-1917, blev født den 3. november 1835 i Osted som søn af
sognepræst Poul Moth Thestrup Nørgaard (1802-1889) og Margrethe Johanne Sødring
(1808-1885).
Peter
Christopher Nørgaard var også en særdeles aktiv herre og blev bl.a.
gehejmeetatsråd i 1901 og fik tildelt storkorset af Dannebrogordenen i 1913.
Han var bl.a. generaldirektør for De Danske Statsbaner og for Telegrafvæsenet,
departementschef i Ministeriet for Offentlige Arbejder (Trafikministeriet) og
kvæstor for Carlsbergfondets kvæstur, der var blevet oprettet i 1888. Han blev
oprindelig student fra Sorø Akademi i 1855 og blev juridisk kandidat i 1861.
Charlotte Cecilie Nørgaard.
I
1865 giftede Peter Christopher Nørgaard sig med Charlotte Cecilie Marcher, der
var blevet født på Trudeholm den 9. maj 1838. Hun var datter af forpagter Eiler
Christian Marcher (1794-1871) og Mette Kirstine Petersen (1810-1894).
Medens
han havde stor succes i erhvervslivet, var han mere uheldig da han opholdt sig
i Ordrup og omegn. I 1906 blev Peter Christopher Nørgaard således udsat for et
røveriforsøg i Klampenborgtoget, hvor han fik et lettere skudsår i skulderen.
En vistnok sindssyg tysker gav sig til at skyde på ham og et par andre
passagerer i en kupe i toget, ”hvorved en revolverkugle borede sig ind i hans
overarm, hvad der forvoldte en pinefuld operation”. I 1912 var han udsat for
”et alvorligt ulykkestilfælde, da han ved færdsel på banelinjen i
Charlottenlund blev ramt af et lokomotiv, så hans ene fod måtte sættes af”.
Ifølge Berlingske Tidende gennemgik ”den gamle mand de hårde lidelser og det
lange sygeleje med en sjælden tålmodighed og standhaftighed”. Ifølge Nationaltidende
”ventede ingen at den gamle herre skulle stå det igennem, men ikke alene kom
han sig, men drev det til i flere år at gå spadsereture på indtil en mil med
sit kunstige ben”.
Han
sad sammen med sin kone i bestyrelsen for Skovshoved Asyl, der skulle sikre at
”Børn fra to til syv Aar tidlig vænnes til Flid og Orden i Stedet for at drive
om paa Gaden eller ligge ørkesløse Hjemme i Forældrenes Huse, overladt til dem
selv, medens disse er paa Arbejde”. Der var cirka en asylmoder per 50 børn. Fra
omkring år 1900 blev asylerne i kommunen ændret til børnehaver med et mere
pædagogisk indhold, og fra 1920’erne var børnehaverne ikke længere forbeholdt
ubemidlede.
At
Peter Christopher Nørgaard kaldte sig godsejer da han lejede Villa Mowgli i
1916-1917, er nok lidt af en tilsnigelse, idet det var sønnen, Henrik Valdemar
Nørgaard, hvis hustru Anna Dorthea Suhr, der bragte en større formue med ind i
deres ægteskab, der blev godsejer, da han i 1902 købte Rye Nørskov Gods i
Jylland. Henrik Valdemar Nørgaard ejede også flere ejendomme på Ordrupvej og
Strandvejen.
Peter
Christopher Nørgaard døde den 20. februar 1917, hvorfor det må være begrænset
hvad han fik ud af sit lejemål i 1917. Charlotte Cecilie Nørgaard døde et par
år senere den 11. marts 1919 på Frederiksberg. De er begge begravet på Vestre
Kirkegård i København.
Villa Mowgli har måske også været udlejet i
de perioder, hvor det ikke har været muligt at finde nogle registrerede lejere,
men disse eventuelt manglende lejeres identitet er desværre ikke bevaret for
eftertiden. Udlejningsepoken slutter i efteråret 1917, hvor Christoffer Frode
Müller, der havde købt ejendommen 11. december 1916, selv flyttede ind.
Det fortælles dog, at Kong Frederik VIII’s
elskerinde – eller dame til venstre hånd – var indlogeret i villaen i perioden
inden kongens død i 1912. Om hun boede der i de år, hvor der ikke er nogle
lejere registreret, eller om kontreadmiral C.A. Garde og frue i årene 1906
- 1912 var de hjælpsomme sjæle, der lagde hus og tyende til, vides ikke. Men
kongen og C.A. Garde kendte i hvert tilfælde hinanden rigtig godt fra
kongeskibet Dannebrog. Historien om kongens elskerinde stammer helt tilbage fra
Christoffer Frode Müller.
Området har altid været kendt for sine
smukke haver, og Gudrunsvej 22 stod ikke tilbage for andre haver. Efter at
Villa Mowgli var blevet bygget i 1898/99 blev den omkringliggende have smukt
anlagt med plæne, stier og blomsterbede. Havearkitekten var uddannet på
Danmarks første havebrugsskole, Vilvorde Havebrugshøjskole i Charlottenlund,
der var blevet oprettet i 1875. Vilvorde var oprindelig et lille stråtækt
traktørsted der hed Skovlyst, men i 1873 blev hovedbygningen og ca. 20 td. land
erhvervet af gartner Stephan Peter Nyeland (12. september 1845 – 11. december
1922), der omdannede det lille traktørsted til en havebrugsskole. I 1875 blev
navnet ændret til Vilvorde efter en belgisk by, hvis havebrugsskole Stephan
Peter Nyeland besøgte flere gange.
Stephan Peter
Nyeland.
Senere udviklede og passede Danmarks første
kvindelige havearkitekt, Anka Helene Elisabeth Rasmussen (født 13. januar 1893)
haven.
Over alt i haven findes stadig rester af de
oprindelige små gangstier og bænke, der kunne benyttes når man skulle nyde den
smukke og frodige have. Som det kan ses på et gammelt billede fra april 1964,
var der helt op i 1960'erne et fuglebad, en flagstang og et solur i baghaven.
Der har gennem tiderne været flere terrasser
i haven. Den stadig eksisterende terrasse med bord og bænke af sten er den
ældste, men blev dog rykket længere tilbage i haven i 2006. Der har også ligget
en terrasse på plænen udfor væksthuset mod banen, men gennem tiderne var den
vokset til med græs to gange inden den i 1995 blev fjernet, og fliserne brugt
som gulv i ”Det hemmelige rum" i kælderen.
Der var oprindelig perlegrus på
indgangsstien i forhaven og rundt om grunden var et flot 60 centimeter højt
grå-grønt træstakit med en lille låge i det sydlige hjørne ud mod stien langs
banen. Stakittet langs de to offentlige stier holdt i næsten 100 år og blev
først i 1997 erstattet af et trådhegn og en hæk af Laurbærkirsebær. Rester af
perlegruset blev fundet, da fliserne i forhaven blev udskiftet med brosten i
1996. I bunden af fliserne var der aftryk af Politiken og Villabyerne fra 1938,
hvorfor perlegruset formentlig er blevet overdækket omkring dette tidspunkt.
Brændeskuret
blev bygget sommeren 2001.
I maj 2006 blev et stort lærketræ, der stod
i hjørnet af grunden ud mod stierne, fældet. Ligeledes blev fældet seks Ahorn
og birketræer ud mod banen. Af årringene kunne man se at de på det tidspunkt
var godt 85 år gamle, og derfor plantet i Christoffer Frode Müllers tid. Der
var brænde til og med 2009.
I juni-august 2006 blev der rejst et 50
meter langt støjhegn mod bane. Da det skulle være 2,7 meter højt, blev det
p.g.a. hegnsloven opsat 90 cm fra skellet. Der blev benyttet 50 + 75 mm
Rockwool terræn batt Industri. Der medgik knap 3 tons stål (H-jern, U-jern og
armeringsnet), samt 17 kubikmeter Rockwool og 3 kubikmeter beton. En overlægger
vejer 86 kg og det hele er svejset sammen med mulighed for at give sig ved
kulde og varmepåvirkning. Da hegnet blev opsat indenfor skovbyggelinien blev
der givet dispensation til rejsningen fra Skov- og Naturstyrelsens regler af
kommunalbestyrelsen i Gentofte.
”Albertslund”, der var et lille skovområde
opkaldt efter husets søn, blev sløjfet, jorden renset og planeret, Ølandsfliser
og møllehjulet flyttet ned i hjørnet, et stenbed anrettet og to bænke lavet af
et af de fældede træer. I forhaven blev en tres år gamle buske fjernet for at
give mere luft.
Det var en kæmpe anlægsopgave og vi var så
heldige at vor au pair piges forældre kom fra Rumænien og hjalp. Der blev
opgravet en kubikmeter gamle fliser og sten. Flere af fliserne lå 15 cm under
jordoverfladen og havde udgjort et smukt stisystem etableret godt 100 år før –
inden løv år efter år havde dækket dem.
Baghaven efter at
”Albertslund” blev nedlagt og et støjhegn rejst i 2006.
Det nuværende stakit mod Gudrunsvej blev
rejst i 1970'erne og erstattede et højt metalhegn, medens raftehegnet mellem
Gudrunsvej 22A og 22B først blev rejst i sommeren 1995, efter at de to haver,
siden opdelingen i 1963, nærmest havde fungeret som ét fællesareal. Dette på
trods af at de var en betingelse i skødet i 1963, at der skulle rejses et hegn.
I april 1968 blev det oprindelige hegn rundt om gårdhaven udskiftet med et nyt
bræddehegn, der igen blev erstattet med et raftehegn i sommeren 1995.
Skellet mod de offentlige stier blev
allerede fra starten beplantet med træer - bl.a. en række elmetræer, der alle fik elmesyge og måtte
fældes i 1994/95. En Thuja-busk i forhaven, der stod mellem garagen og
selve villaen var i vores ejertid blevet dobbelt så høj og var vokset over
tagrenden. Den blev fældet i 2023, og var da godt 50 år gammel. Et enebærtræ i
baghaven hører til den oprindelige beplantning. Ud over det eksisterende
enebærtræ stod der oprindelig også et enebærtræ midt på græsplænen mellem dagligstuen
og banen. Et skud fra et elmetræ blev reddet og fik lov til at leve en
beskyttet tilværelse i en urtepotte i fem år og blev derefter genplantet ved
stien mod Gudrunsvej 24, da villaens datter blev født i år 2000. Træet blev dog
ramt af elmesyge igen i 2024. Egetræet blev plantet da villaens søn blev født i
1997, og hængebirken blev plantet da Villa Mowgli blev købt i 1993.
Omkring 1913 blev der plantet et fyrre- og
et birketræ i forhaven syd for indgangsstien og i 1921 et japansk ahorntræ ved terrassens
trappe. Da træerne blev fældet i 1993, var de alle vokset et betydeligt stykke
over huset. På den nordlige side af gangstien - under kastanjetræet - blev i
1970'erne etableret et højbed, der blev delvist ryddet igen i 1996.
Der har altid været mange frugttræer i
haven, og efter at nabogrunden var blevet købt i 1936, blev der plantet
yderligere blomme-, kirsebær- og andre frugttræer der. På grund af rustangreb
måtte et pæretræ fældes i 1994 og et blommetræ i 1995. Træerne var på det
tidspunkt begge ca. 60 år gamle og efter at de havde prydet haven i mange år blev de ophugget, kløvet og brugt
til brænde. Mange andre træer måtte lade livet allerede da nabohuset
skulle opføres. Senest blev et gammelt æbletræ sygt. Det blev gravet op i 2014
og var da knap 100 år gammelt. En tvilling til træet blev fældet i 2020 og
havde da rundet 100 år.
I det sydvestlige hjørne af gårdhaven var
fra starten – som tidligere beskrevet - placeret et gammeldags rødt lokumsskur
med et pænt udskåret hjerte i døren. Lokummet tjente som ejendommens eneste
toilet helt op til 1913, men blev først fjernet i 1960'erne.
Glaseret klinke af ukendt oprindelse indmuret i Villa
Mowgli. Forestiller Jomfru
Maria og Jesusbarnet (Madonna med Barn). Kronerne
skulle fremhæve
deres hellige status, medens teksten skulle betyder
”Guds Moder”.
Christoffer Frode Müllers anden kone, Sofie
Cathrine Hall, var selv gartner og havde en stor del af æren for havens
udseende. Sofie Cathrine Hall anlagde, der hvor nabohuset nu ligger, en stor
køkkenhave med mange forskellige grønsager, og det fortælles, at Sofie Cathrine
Halls tre steddrenge skulle benytte lokummet i gårdhaven for at skaffe gødning
til køkkenhaven.
Fra omkring 1918 lå der et hønsehus og et
kaninbur, der hvor naboen nu har sin carport, og ud mod vejen opsatte
Christoffer Frode Müller en stor støbejernslåge fra Dano. På lågen stod
"Hunden bider", men da lågen blev fjernet i 1970'erne, var der ingen
hund, der bed længere.
Billede af baghaven
fra 2021.
Togbanen er - og har altid været - Villa
Mowgli’s nabo.
Det Sjællandske Jernbaneselskab anlagde som
koncessionshaver, togbanen mellem Klampenborg og København over Hellerup og
Charlottenlund, længe før Villa Mowgli blev bygget. Arbejdet blev påbegyndt
allerede i maj 1862, og den 21. juli 1863 kørtes indvielsesturen, hvorefter
Klampenborgbanen endeligt blev åbnet dagen efter, den 22. juli 1863.
Den 26. juli 1863 var den første søndag i
Klampenborgbanens historie. Allerede fra morgenstunden blev togene bestormet af
københavnere, der ville benytte den nye bane til en sommerudflugt på landet.
Der blev denne første søndag afsendt i alt 34 tog fra København med mere end
16.000 passagerer. Turene fra København forløb uden problemer.
Da passagererne skulle hjem igen, opstod der
imidlertid store problemer, idet ikke blot de passagerer, der havde taget toget
ud om morgenen og om formiddagen ville hjem, men også de københavnere, der med
dampskib, hestesporvogn eller hyrevogn var taget fra København til Klampenborg
eller Charlottenlund. Allerede i 1862 havde løjtnant C.F. Garde fået koncession
på en hestesporvogn fra Skt. Annæ Plads til Tårbæk, men den gennemførtes aldrig
længere end til Slukefter i Hellerup. Dampskibet havde dengang en anløbsbro ved
Charlottenlund i det område der dengang blev kaldt Ny Ordrup lige syd for
Skovshoved Hotel. Dampskibet sejlede i kystfart mellem København,
Charlottenlund, Taarbæk og Bellevue.
Kongefamilien på anløbsbroen ved Bellevue.
Der opstod en voldsom trængsel på de to
stationer, der igen medførte, at der opstod slagsmål mellem flere af mændene.
Samtidig hylede kvinder og børn i vilden sky.
Stationens personale sled hårdt i det, men
på trods af at der fra kl. 20:00 hver halve time blev afsendt overfyldte tog
mod København, kom de sidste skovgæster først hjem ved firetiden næste morgen.
Stort set alle ruderne i de to nye stationer i Charlottenlund og Klampenborg
var da blevet smadret.
Prisen for en billet fra Nordbanegaarden i
København til Charlottenlund eller Klampenborg var dengang 12 skilling. Til
sammenligning tog en kaperkusk 24 skilling og dampbådene 18 skilling for
befordringen til Bellevue.
Damplokomotivet Odin
på Klampenborg Station i 1866.
I sommerhalvåret var der i starten seks
daglige damptog i hver retning, medens der i vinterhalvåret kun var tre ture.
For at kompensere for dette afsendtes hver vintermorgen en hestetrukket
personvogn fra Klampenborg til Hellerup, hvor vognen blev tilkoblet et damptog
fra Lyngbybanen, der var blevet åbnet den 1. oktober 1863 under mere
stilfærdige forhold. Når personvognen vendte tilbage fra København om aftenen,
red stationskarlen i Klampenborg til Hellerup og hentede den.
Da
man var usikker på interessen for den nye togbane, havde man forsigtigt kun
anlagt et enkeltspor mellem Hellerup og Klampenborg. Passagertallet steg dog stødt,
og i 1870'erne havde man nået grænsen for den enkeltsporede banes kapacitet
trods indsættelsen af to-etagersvogne. Man anlagde derfor det andet hovedspor
mellem Hellerup og Klampenborg, der blev taget i brug den 1. april 1877. Det
nye spor blev anlagt på østsiden af det eksisterende spor, og igen måtte
grundejerne holde for og afgive jord. I 1897 indviedes Kystbanen, der mellem
Hellerup og Klampenborg delte spor med Klampenborgbanen.
Stationsforstanderen på Charlottenlund
Jernbanestation hed fra 1866 Niels Høvring Grosche (20. december 1827 – 22.
august 1909), og han virkede fra 1877 tillige både som postekspeditør (fra 1902
udnævnt til postmester) og telegrafbestyrer i byen. Han styrede stationen, og
det var ham, der fra perronen personligt gav alle togene afgangstilladelse, når
han var sikker på, at alle togets stampassagerer havde
indtaget deres pladser. Etatsraard og fabrikant Jacob Heinrich Moresco fra
landstedet Adelaide, Puggaard fra Krathuset og Skovserkonerne, der skulle til
København med fisk, var faste passagerer med morgentoget. Hvis nogen kom lidt
for sent, holdt han toget tilbage, hvilket ofte kunne give forsinkelser. Ikke
noget under at han blev både Ridder og udnævnt til Dannebrogsmand. Han var også
kaptajn og fratrådte som stationsforstander i 1896 og som postmester i 1906.
Fra 1909 hed postmesteren Einar Holbøll (1865-1927). Det var ham der opfandt
julemærket, der finansierede rekonvalescenthjem for børn (julemærkehjemmene).
Der står et monument af ham på stationspladsen.
Frimærker med Villa
Mowgli som motiv.
Villa Mowgli skulle naturligvis ikke stå
tilbage for Einar Holbølls julemærker, hvorfor der i midten 1990’erne blev
lavet frimærker med et motiv af villaen. Frimærkerne havde ingen portoværdi,
men blev lavet som en joke i forbindelse med at Ordrup ville have 2925 som sit
eget postnummer. Der blev opsat et banner tværs over Ordrupvej, hvor man
opfordrede til at skifte postnummeret. Postvæsnet kunne ikke se det sjove i
joken, hvorfor Ordrup stadig hører under Charlottenlund-postnummeret.
Charlottenlund Jernbanestation havde i de
gode gamle dage ventesale til både de kongelige, til 1. klasse og til
almindelige rejsende. Fra 1937 var der kun et fælles venteværelse, og i dag må
man nøjes med et lille afluk, hvis døren da ikke er låst.
I 1898 bestod stationens personale - ud over
stationsforstanderen - af to assistenter, en elev og fire portører. I dag er
der vist ingen ansatte til stede.
Niels Høvring
Grosche i 1906.
Ud for Villa Mowgli lå Banevogterhus nr. 30
(eller ledvogterhytte). Det var beboet af baneformand Rasmus Olsen, hans kone
og tre børn. Rasmus Olsen sikrede fra 1876 at bommene gik op og ned når et tog
passerede. Banevogterhuset, der var ejet af Statsbanerne, havde adresse på det
der dengang hed Eigaardsgade (nu Ejgårdsvej), men var dog ikke nummereret.
Banevogterhus nr. 30
ved jernbaneoverskæringen i forlængelsen af Ejgårdsvej/stien
set fra Villa Mowgli i 1900. I baggrunden ses
ledvogterhuset.
På det tidspunkt gik Eigaardsgade helt ned
til Ordrup Jagtvej. Senere blev vejen forbi Villa Mowgli mellem Gudrunsvej 22B
og 24 omdannet til en sti og Gudrunsvej 24 fik tillagt 487 kvm grund til haven.
Gangstien/gaden var allerede blevet tinglyst på stykket via matr.nr. 3a
Ordrup den 14. november 1855.
Matr.nr. 3iz
af Ordrup der blev tillagt Gudrunsvej 24.
Efter at Klampenborgbanen var blevet taget i
brug, begyndte villaer at skyde op omkring og langs togbanen. Banen forvandlede
Charlottenlund, Ordrup og Klampenborg fra landliggeridyl til populære
udflugtsmål for københavnerne.
På kort fra 1899 ses
banevogterhuset, de ubebyggede områder øst
for banen og vejen
fra Villa Mowgli til Ordrup Jagtvej.
Af nedenstående togplan fra 1898 ses,
hvorledes togene kørte i året, da Villa Mowgli blev bygget. Toghyppigheden var
nu kommet op på 11 ture i hver retning på vinterhalvårets hverdage og ca. det
dobbelte på sommerhalvårets søn- og helligdage.
Togstrækningen var desuden blevet forlænget
helt til Rungsted, med holdt i Springforbi, Skodsborg og Vedbæk. Ved
Springforbi skete der dog kun togstandsninger i sommerhalvåret, og kun hvis der
var rejsende at optage eller afsætte.
Ordrup Station blev indviet i 1924, det
tredje og fjerde togspor forbi Villa Mowgli blev anlagt af Statsbanerne op til
1928, og indviet den 15. maj 1928. Det blev Danmarks første 4-sporet
banestrækning. I forbindelse med udvidelsen fik nogle husejere på østsiden af
de to eksisterende spor beskåret deres grunde ligesom banevogterhuset på
billedet ovenfor beliggende ved jernbaneoverskæringen i forlængelsen af
Ejgårdsvej/stien måtte lade livet. Herefter var det slut med at krydse banen
for at komme til Gyldenlundsvej, og man måtte i stedet benytte det nye viaduktanlæg
ved Fredens Plads.
Berlingske Politiske
og Avertissementstidende fra den 11. august 1921.
Allerede i 1923 var en viadukt over banen
blevet etableret ved Jægersborg Allé. Ifølge Dansk Jernbaneblad var de nye
viadukter et stort sikkerhedsmæssigt fremskridt, idet overkørslen året inden
viadukten var blevet taget i brug, blev benyttet af 375.000 køretøjer, 730.000
cykler og 2.060.000 fodgængere. Endvidere nævnes i bladet at 200 daglige
klokkeringninger for togene kunne spares med den nye viadukt. At det kunne være
farligt at krydse en togoverkørsel, understreges også af, at en skoledreng et
par år inden var blevet påkørt af et tog ved overgangen ved Bregnegårdsvej og
var afgået ved døden.
I forhold til omkring 1898 er der i dag
flest togafgange på hverdagene, medens togdriften omvendt i dag er nedsat på
søn- og helligdage.
Den
3. april 1934 åbnedes strækningen Frederiksberg - Hellerup - Klampenborg for
Danmarks første elektrificerede tog.
I modsætning til på indvielsesdagen giver
banen ingen større problemer i dag. Kun én gang inden for de seneste mange år
har banen givet anledning til ballade på Gudrunsvej. En sommermorgen i 1965
blev der ved stien ned til banen langs Villa Mowgli’s grund opstillet et stort
S-togskilt. Vejens beboere undrede sig og mente, at én station i henholdsvis
Charlottenlund og Ordrup måtte være rigeligt.
Gemytterne faldt dog til ro igen, da de
konstaterede, at S-togskiltet blot skulle fungere som baggrundskulisse i Saga
Studios nye film "En ven i bolignøden", hvor en gruppe beboere
samledes til kamp, idet deres hus skulle nedrives til fordel for en P-plads.
Huset, der i filmen skulle rives ned, er ejendommen Ejgårdsvej 36 lige overfor
Villa Mowgli. Med lidt god vilje kan Villa Mowgli ses som baggrundskulisse. I
filmen medvirker bl.a. Birgit Sadolin, Morten Grunwald, Sigrid Horne-Rasmussen,
Ove Sprogøe og Karl Stegger. Saga Studio lå dengang på Annettevej, der hvor
Sagaparken ligger i dag, og hvor Familien Lars Emil Bruun tidligere havde deres
landsted og park.
Billede fra ”En ven
i bolignøden” med S-togskiltet og stien fra 1965.
Det var omkring 1898 fint at eje en villa
tæt ved jernbanen. I dag må man nøjes med at nyde synet af de gamle veterantog
med de lange røgfaner, der med jævne mellemrum bruser forbi med forskellige
damptogsentusiaster.
Charlottenlund
Jernbanestation i starten af 1900-tallet efter
udvidelsen af den
gamle station i 1898 (postkort).
Gennem tiderne har Villa Mowgli gennemgået
flere ændringer og udvidelser. Udvidelserne blev til sidst så omfangsrige, at
der måtte søges om tilladelse til at overskride byggeprocenten. Nedenfor er de
væsentligste ændringer og udvidelser gennemgået.
Oprindeligt var der ikke
vand, toilet og bad i huset.
Frem til 1900 bestod
vandforsyningen i Ordrup og Charlottenlund af gadebrønde eller brønde på gårdspladserne,
hvorfor der af gode grunde ikke var indlagt vand i Villa Mowgli, da villaen
blev opført. Den nærmest vandpost var formentlig den der stod ud for den gamle
politistation i Ordrup på hjørnet af Ordrupvej og Morescosvej. På grund af
nedsivning fra latriner og møddinger, blev vandkvaliteten efterhånden dårligere
og dårligere og det blev nødvendigt med en anden løsning. Man indviede derfor
Gentofte Kommunes første vandværk - Bregnegårdsværket på Mantziusvej - den 1.
juli 1900. Vandet kom fra seks boringer nær vandværket samt fra Kildeskoven,
blev ledt til en samlebrønd, herfra videre til et stort sandfilter og herfra
igen videre til det nye vandtårn på H. A. Clausensvej på det høje terræn nær
Gentofte Kirke. Det var herefter muligt at forsyne bl.a. Ordrups
beboelsesejendommene med rent vand med et passende vandtryk. Senere fik
kommunen flere vandværker og vandtårne, der kunne honorere den voksende
befolknings vandforbrug. Det er nærliggende at tro at der blev indlagt vand i
Villa Mowgli i årene umiddelbart efter 1900.
Brønden på hjørnet af
Ordrupvej og Morescosvej lå der hvor byens gadekær oprindelig lå. Gadekæret
tjente som byens branddam. Gadekæret fik til sidst tilnavnet ”Bropølen” fordi
gadekærets renlighedstilstand ikke var den bedst tænkelige. Efter en del debat
blev det besluttet at den borger der fyldte gadekæret op og erstattede kæret
med en brønd, ville få skøde på det opfyldte areal. Det blev forpagteren på
Ordrup Kro, der i 1853 fik skøde på arealet. Desværre var vandstanden i den nye
brønd meget ringe, og i tilfælde af en brand ville brønden være komplet
værdiløs. Forskellige brøndgravere blev uden held og ved politimesterens
mellemkomst sat til at forbedre kapaciteten. Det viste sig imidlertid umuligt
at komme ned i den ønskede dybde fordi der under hele Ordrup ligger et par
meter tykt flyvesand, som det dengang var umuligt at grave sig igennem uden at
der konstant kom nyt sand til. Brønden med den ønskede kapacitet blev derfor
aldrig til noget, og i stedet blev rejst en træpumpe samme sted, der fungerede
indtil starten af 1900-tallet, hvor ovennævnte vandforsyning tog over.
Lokummet var som tidligere
beskrevet oprindelig placeret udenfor i hjørnet af gårdhaven. De første
toiletter med træk og slip blev etableret i marts 1913, i henholdsvis det der
indtil da var pigeværelset på 1. sal og bag trappen i kælderen. Toiletterne er
stadig beliggende samme steder, men der er dog sket flere ændringer gennem
tiderne.
Fra ansøgningen fra 1913 om
tilladelse til installation af toiletter.
Det oprindelige toilet i kælderen var ifølge
overleveringerne både blåt og ulækkert. Når man var på besøg, ville man helst
benytte det ”fine” toilet på 1. sal.
I midten af 1970’erne blev toilettet i
kælderen imidlertid istandsat og fik hvid kumme og håndvask, med hvidt og blåt
mosaik kakkel gulv.
Efter ansøgning fra byens blikkenslager, G.
Strømann, gav kommunen i 1921 tilladelse til at etablere et afløb via
faldstammen til en håndvask på 1. sal. Toilettet blev indrettet med en flot
dobbelt porcelænshåndvask fra Johnson Fireclay
Co. Ltd fra byen Stoke-on-Trent i England, og med messingvandhaner,
træk og slip og med et stort badekar på løvefødder. Det varme vand til
badekarret kom fra en stor kobberbrændeovn med en vandkedel, der var stor nok
til at levere vand til flere bade. På væggene var der hvide Villeroy & Boch
fliser til skulderhøjde og i loftet stuk. Gulvet var støbt i gammeldags
terrazzo med hvide, sorte og brune sten.
Afløbet fra en gammel håndvask var indtil da
sket gennem et rør i ydervæggen, der førte vandet ud til afløbet i gårdhaven.
Også toilettet på 1. sal blev ændret i
midten af 1970’erne. Badekarret blev udskiftet med et miljørigtigt brusebad på
halvanden kvadratmeter, og der blev opmuret vægge omkring toiletkummen, så man
kunne sidde ugeneret for andre i rummet. Omkring toiletkummen og i bruserummet,
der lå i hjørnet op mod den ene væg til toiletkummen, blev lagt hvid/brune
mosaik kakler.
Endelig blev en stor støbejernsradiator, der
var blevet installeret, efter at kobberkedlen var revet ned, udskiftet med en
mindre og nyere model, ligesom afløbet gennem ydervæggen blev ændret til et
almindeligt afløb gennem en faldstamme.
I april 1995 blev toilettet på 1. sal
totalrenoveret, hvor den gamle dobbelte porcelænshåndvask som det eneste blev
bibeholdt. Toilettet blev indrettet med et indbygget hjørnebadekar omgivet af
et trappetrin og piller med italienske søjler af marmorbeton.
Terrazzogulvet, der efterhånden var påvirket
af tidens tand, blev belagt med rustikke grålige klinker, medens de gamle hvide
fliser blev dækket med nye.
Som der oprindelig havde været på toilettet
fra 1913, blev der igen installeret messinghaner i badekarret og i håndvasken,
ligesom stukken blev renset, repareret og bibeholdt.
Først i 2008 blev den nuværende messing
håndklædetørre opsat, idet rørføring i forbindelse med det nye køkken blev
muligt gennem den nedlagte skorsten.
I 1918 blev der etableret en veranda i
forbindelse med spisestuen, og ovenpå blev bygget en terrasse. Endvidere blev
de to indbyggede garderobeværelser på 1. sal sløjfet og arealet benyttet som
gang ud til den allerede eksisterende altan, idet den gamle dør fra altanstuen
blev sløjfet. På gangen, hvor mærker efter de oprindelige garderobeværelser
stadig ses i loftet, blev opført det skab, der nu står i hjørneværelset.
Det ene vindue i altanstuen blev blændet og
døren til den nye terrasse blev etableret, ligesom der blev indsat et vindue i
det ene værelse ud til den gamle altan.
Stueetagen og 1.
sal
Tilbygningen bestod oprindeligt kun af en
mindre grundmuret veranda med en dør ind til spisestuen og med fire vinduer ud
mod haven. Ejeren af Gudrunsvej 20, Georg Holm, måtte alligevel skriftligt
godkende opførelsen af verandaen og terrassen, idet byggeriet kun skete 1,8
meter fra skellet. Kommunen godkendte
projektet, idet afstanden til nærmeste bebyggelse var 30 meter. Den ubebyggede nabogrund blev senere
erhvervet af Christoffer Frode Müller.
Under tilbygningen blev etableret en
krybekælder med adgang fra haven gennem to låger, og således at udsigten fra
rullerummet i kælderen blev blændet.
Arkitekt W. Olsens
tegning af tilbygningen set fra øst og syd.
Efter ombygningen blev altanstuen benyttet
som soveværelse for Cathrine og Christoffer Frode Müller. Christoffer Müller gjorde
herefter dagligt morgengymnastik på altanen efter broderens anvisninger til
stor moro for områdets beboere.
Allerede i 1921 skete den næste ombygning,
idet den oprindelige veranda blev nedlagt til fordel for en udvidelse af
dagligstuen. Desuden blev den gamle altan på 1. sal ombygget til et nyt
værelse, således at altanen blev løftet til 2. sal. Udfor to store nye stuedøre
blev opmuret den nuværende terrasse med nedgang til haven, og endelig blev
hovedtrappen formentlig ændret til den nuværende.
Før
og efter.
På terrassen var oprindeligt lagt fliser i
rød/hvide tern, men disse blev i midten af 1990’erne udskiftet med klinker, der
igen i 2021 blev udskiftet med de nuværende fliser, der var til overs fra
etableringen af poolen.
På 1. sal blev væggen mellem midterværelset
og det nye endeværelse flyttet ca. 0,5 meter ind i midterværelset, således at
det nye værelse fik en rimelig størrelse. Konsekvensen blev, at midterværelset
nu ikke er helt symmetrisk, medens endeværelset har et lille indhak. I
indhakket blev bygget en treetages køjeseng til ejendommens tre drenge.
Før
og efter.
Det nye værelse fik to vinduer, hvor man
mange år efter i karmen kunne finde gamle aviser fra 1. verdenskrig. Aviserne
var blevet benyttet som isoleringsmateriale.
Først i 2006 blev muslingeskaller og skjolde
opsat over terrassedørene og vinduerne i lighed med over husets øvrige vinduer.
Forme blev lavet af en stukkatør ud fra skaller og skjolde fra tvillingehuset
på Ejgårdsvej, hvor de var nedtaget pga. renovering.
Byggeaffald fra ombygningen og nedrivningen
af verandaen blev smidt i den oprindelige udekælder, hvor affaldet blev
indmuret og således lå urørt indtil 1996. I 1996 blev der – drevet af
nysgerrighed – brudt et hul i væggen indtil rummet. Til ejernes store
fortrydelse indeholdt rummet ingen hemmelige skatte, men kun - udover mursten
og mørtel - gammelt stuk, en ølprop, en gammel sikring, en tom parfumeflaske
fra Roger & Gallet i Paris, fire lag gammelt tapet, samt to tændstikæsker
og en tom æske Fin Kentucky skraatobak efterladt af håndværkerne. Rummet blev
med håndkraft tømt for cirka 10 tons byggeaffald og fungerer nu som krybekælder
til lager. Efter tømningen blev murene pudset og malet, og gulvet blev belagt
med havefliser, der var blev fundet under græsset mellem
væksthuset og banen i 1995, hvor fliserne tidligere havde fungeret som terrasse.
Indgangen blev muret op som en buet adgangslem med en trælåge.
Før ombygningen i
1921 var der adgang til ”Det hemmelige rum” fra haven. Under
ombygningen blev
rummet fyldt helt op med byggeaffald og muret til.
Det
var arkitekt Peter Henrik Ludvig Jensen (født 7. februar 1883), der forestod
udformningen af tilbygningen. Ludvig Jensen, som han kaldte sig, voksede op i
en villa på Tagensvej 39, hvor faderen var handelsgartner, men drev i 1921 sin
arkitektforretning fra Tagensvej 44 i København.
I januar 1923 blev der af G. Strømann
indlagt centralvarme i hele huset, og alle brændeovnene blev fjernet.
Varmekilden var en original Strebelkedel, der oprindelig blev fyret med koks,
men som senere blev ombygget med en oliebrænder. Den gamle Strebelkedel blev
benyttet i ejendommen indtil 2012.
Ifølge de oprindelige fyringsanvisninger var
kedlen ”Bedst til gode Gaskoks i Stykker af en Størrelse fra 50 til 80 mm.
Asken skulle ifølge anvisningen ”sigtes gennem et Staaltraadssold med ca. 15 mm
Maskevidde, hvorved det blive muligt let af de tilbageblevne større Stykker at
udskille det ikke udbrændte”. Anvisningen huskede ejeren på ”at henlede
tjenestefolkenes opmærksomhed på dette”, da det ville være i hans interesse”.
I nødstilfælde kunne kedlen også benyttes
med brunkulsbriketter, tørv eller træaffald.
For at undgå kalk i systemet blev det
tilrådet, at der kun blev fyldt regnvand på kedlen. I nødstilfælde kunne man
blot koge vandet inden på- eller efterfyldning. For at der ikke skulle ske
skader på anlægget måtte der ”aldrig tappes Vand af Kedlen til rengøring eller
andet Brug”.
Sikkerhedskravene var mere lemfældige i
1923, idet utætheder – ifølge anvisningen - blot kunne tætnes med asbest.
Brugsanvisningen til den oprindelige kokskedel.
At fyre med koks krævede meget rengøring og
rensning, og der var meget arbejde med at vedligeholde brændslet. Men alligevel
har det formentlig været en lettelse i forhold til at passe husets tidligere ni
brændeovne.
Den gamle kedel med en oliebrænder fra 1950’erne.
Senere blev det endnu lettere, idet der fra
1957 blot blev fyret med olie. En gammel oliemåler, der hang i kælderen indtil
2012, blev dog afbrudt, da den gamle olietank på 4.000 liter fra september 1957
- efter de lovpligtige 20 år - blev udskiftet med en ståltank med
glasfiberarmeret polyester i september 1977, hvorfor man indtil 2012 måtte
ulejlige sig ud i haven med en målepind for at måle oliestanden.
Den gamle olietank
blev opgravet i 2012.
Brændeovnen i stuen blev retableret i
september 1979, medens ovnen på 2. sal blev retableret i 1963 og igen i
november 1995.
I juni 1936 blev den veranda og terrasse,
der var blevet opført i 1918 udvidet, og der blev opført et væksthus, hvor
Cathrine Hald kunne fornøje sig med sine blomster og kaktus.
De fire vinduer i verandaen blev sløjfet og
i stedet blev disse erstattet af ét stort 15-delt vindue ud mod haven. Døren ud
til verandaen blev fjernet, idet hele væggen mellem verandaen og spisestuen
blev nedrevet, samtidig med at den gamle tilbygning blev udvidet i begge sider.
Efter ombygningen fremstod den gamle spisestue, verandaen og den nye tilbygning
som en stor ny spisestue med et nylagt egetræs parketgulv. Under den nye
tilbygning blev lavet endnu en udekælder, og en trappe blev bygget, så man kunne
komme fra den nye spisestue direkte ned til det nyopførte væksthus. Oprindeligt
var det planen at isætte nye kældervinduer under det nye spisestuevindue, men
det blev i stedet besluttet at isætte tre låger og etablere en udekælder.
Vinduerne i kælderrummet under spisestuen vender således ud mod udekælderen,
hvorfor kælderrummet kaldes Det Mørke Rum. I den nye udekælder kan kanten af
den første tilbygning stadig ses.
Villa Mowgli i 1938 med det nye væksthus og den nye
terrasse.
I spisestuen blev indrettet et vitrineskab
med hylder, og væggene i tilbygningen blev beklædt med ”brunt cigarkassetræ”,
der var lavet af krydsfiner med finer af eg. Under det store nye vindue blev
ophængt blomsterkasser af kobber, der senere blev udskiftet med en stor
støbejernsradiator.
Selve væksthuset blev på godt 15 m2
med 2,70 meter til loftet. Rundt i kanten blev opsat 8 mm eternitplader som
borde og på gulvet blev lagt 3 cm perlegrus. For at der ikke skulle komme
vinterfrost i væksthuset blev der installeret et ca. 10 cm rundt varmeapparat
hele vejen langs vinduerne. Varmeapparatet blev afbrudt i 1980’erne og fjernet
helt i 1993.
Mellem væksthuset og den gamle terrasse fra
1921 blev støbt et plateau med en lille trappe ud til haven.
Det var arkitekt Aage Rafn, der forestod arbejdet,
og det samlede tilbud på tilbygningen og væksthuset blev på i alt DKK 8.538,00.
Men så skulle eksisterende jerndragere også genbruges og fabrikant Müller måtte
selv levere de øvrige jerndragere til projektet.
Som beskrevet ovenfor var Aage Rafn
eksponent for nyklassicismen, og som det kan se var tilbygningen også præget af
enkelthed, rene former, lige linjer og en harmonisk opbygning, som var
kendetegnende for denne stil.
Den gamle
tilbygning…
og den nye.
Siden 1936 har tilbygningen stort set kun
fungeret som væksthus. En undtagelse er dog i perioden fra sidst i 1960’erne
til starten af 1968, hvor væksthuset var indrettet og fungerede som ”udekøkken”
for kollektivet. Det ”ulovligt installerede køkken i verandaen” kunne kommunen
dog ikke acceptere, hvorfor det blev fjernet.
Der var allerede efter ansøgning af Nicolaj
William Petersen den 22. december 1913 og den 11. februar 1914 blevet anlagt et
"Automobilskur", men i 1941 ansøgte Christoffer Müller om at opføre
en garage. For at måtte opføre garagen skulle Christoffer Müller den 22.
september 1941 tiltræde en deklaration om, at kommunen altid måtte kræve, at
den blev nedrevet igen, uden at kommunen i den anledning kunne afkræves
erstatning. Deklarationen blev tinglyst og er stadig lyst som servitut på
ejendommen.
Garagen blev opført af 30 cm hulmur i mursten med ståltrådsbindere med
pudsede facader, søjler med 4 cm fremspring og sort glaseret tegl ligesom
hovedejendommen.
Facade mod nord og syd.
Selv om det under krigen i 1941 må have
været særdeles dyrt at købe brændsel til opvarmning af ejendommen, blev garagen
alligevel bygget med indlagt centralvarme.
Centralvarmen er nu fjernet, men ellers står
garagen, som da den blev opført, dog med den eneste ændring at den har fået
indlagt el og i 2012 fik nye spær og tegl, samt en elektrisk port med
fjernbetjening. Kanalen til centralvarmerørene ses stadig som et hul i gulvet.
Garagen er tegnet af arkitekt Helmer Peter
Remark født Jensen (15. maj 1913 – 26. november 1994), og holder sig meget til
stilen for Villa Mowgli. Helmer Peter Remark blev senere en meget anset
arkitekt og mest kendt for at tegne børnehaver og ungdomsinstitutioner, der
blev opført adskillige af landet over. Helmer Peter Remark var gift med Laura
Benedicte Wulff Møller (4. oktober 1919 - 2004), hvis mor, Laura Petra Ellen
Marie Jacobsen (11. april 1875 – 7. april 1948) havde en søster, der hed
Cecilie Julie Adeline Jacobsen (14. november 1873 – 17. juni 1946), der var
gift med ovennævnte Poul Simon Valdemar Müller, der igen var bror til
Christoffer Frode Müller. Verden er lille og Helmer Peter Remark skulle være
blevet valgt til opgaven på grund af denne relation. Igen viste Christoffer
Frode Müller at han gerne ville hjælpe unge mennesker i gang.
Uddrag fra
Villabyernes Blad den 27. maj 1920.
Allerede i 1920 var automobiler begyndt at
blive et problem på Gudrunsvej - som ovenstående læserbrev fra Villabyernes
Blad viser, hvor der klages over en automobilcentral og dens automobilskur på
Gudrunsvej 10. Desværre fik læserbrevsskribenten ret, og der opstod senere en
brand i carporten. Den 7. oktober 1920 forsvarer kommunens bygningsinspektør
samme sted, at ”Det aabne Halvtagsskur, hvorom sagen drejer sig, og som
benyttes til Reparationsværksted, er opført i Overensstemmelse med
Bygningsreglementet og Brandvæsnets fastsatte Bestemmelser”. Ejeren af
Gudrunsvej 8, svarer at det er en skandale, at kommunen tillader noget så
brandfarligt i et villakvarter, og ejeren af Gudrunsvej 10 får et påbud om at
bygge en brandsikker mur ind mod naboen.
Familien Timmols bil ud for Gudrunsvej 20 med Villa
Mowgli i baggrunden fra den 28. august 1932.
Den første arkitekttegning af ændringen af 2.
sal blev af arkitekt Martin Svendsen fra Ordrup allerede udarbejdet den 18.
november 1917 eller knap et år efter at Chr. Frode Müller havde erhvervet
ejendommen. Ansøgningen til kommunen er dateret 30. marts 1918. Tegningerne
førte i 1918 til, at der blev bygget en zinkbeklædt kvist mod vejen, og der
blev etableret et pigeværelse på ca. 10 kvadratmeter mellem det nye vindue i
kvisten og de eksisterende skorstene. Barnepigen kunne således gå direkte
gennem tørrerummet på loftet og ned ad trappen, der gennem et skab endte i
børneværelset på 1. sal.
Tegning fra 1917 af ombygningen.
Næste
store ombygning af loftsetagen skete først 44 år senere i 1962/63.
I
bladet Bo Bedre var der i februar 1964 en større artikel – med flotte billeder
- om Villa Mowgli. Artiklen, der inkl. forsiden var fordelt på 19 sider, hed
“Der er masser af plads oppe på loftet”. Artiklen beskrev hvorledes et ungt
ægtepar – i bolignødens tid – havde fået lov til at indrette bolig på 2. salen
i 1962/63.
Forsiden af Bo Bedre fra februar 1964.
I artiklen kunne bl.a. læses om, hvordan de
to unge mennesker havde cyklet rundt i kvarteret for at finde et sted at bo, og
om hvordan de var faldet i snak med Christoffer Frode Müller, der gik og
ordnede haven. Snakken endte med, at de to unge mennesker fik lov til at
indrette bolig på 2. salen, hvor der på det tidspunkt kun var indrettet
pulterrum samt det beskedne pigeværelse i forbindelse med kvisten.
At den ene af de unge mennesker var
Christoffer Frode Müllers barnebarn, meldte historien ikke noget om.
Omdannelsen fra pulterrum til 80m2
husrum kostede ifølge artiklen knap DKK 16.000 plus de unge menneskers egen
arbejdskraft. De unge mennesker skulle selv betale for ombygningen, mod at de
til gengæld kunne bo gratis i de tre første år.
Inden ombygningen kunne begynde, skulle 2.
salen ryddes for de gamle kister, lamper, smukke gamle kakkelovne m.v., der var
opmagasineret i rummet. Under dette arbejde blev hovedtrappen lettere
beskadiget, og et trin knækkede, idet en stor dragkiste styrtede ned midt under
nedhejsningen fra kvistvinduet.
Allerede i Bo Bedre fra november 1963 var
der en tre-siders illustreret artikel omhandlende hvordan en af disse
kakkelovne fra loftet blev ombygget til en åben pejs, hvor den midterste del af
pejsen kunne drejes, så den kunne vendes mod den møbelgruppe man ønskede.
Skitse fra Bo Bedre
1963, der viser forvandlingen.
Ombygningen fra gammel kakkelovn til vendbar
pejs kostede DKK 150,00. Den ombyggede kakkelovn kan ses i bladet og på
forsiden af Bo Bedre fra februar 1964 ovenfor. Pejsen blev senere fjernet og en
ny mere tidssvarende brændeovn blev installeret i 1995.
Billede fra Bo Bedre
af trappen op til 2. sal.
Ved ombygningen blev 2. salen stort set
indrettet, som den fremstår i dag. Trappen fik det nuværende knæk ved at dreje
de øverste 6 trin, hvilket var nødvendigt, for at man kunne gå oprejst hele
vejen op. Alkoven blev indrettet med underliggende skuffer, pejsen, der som
nævnt var en ombygget kakkelovn, der blev fundet i pulterrummet, blev
tilsluttet, og tekøkkenet med køleskab, rindende vand og afløb blev bygget. I
bunden af trappen blev det gamle skab opdelt i to, og der blev opsat en dør, så
der var en rimelig opdeling mellem 2. salen og den øvrige ejendom. Gulvet i
alkoven blev efter japansk skik – og i overensstemmelse med datidens mode –
beklædt med Tat ami-måtter af vævet strå. Måtterne eksisterer endnu.
Billede fra Bo Bedre af trappen ud til terrassen.
For at komme ud på terrassen, der dengang
skulle fungere som brandudgang og derfor kun havde en 15 centimeter kant,
skulle man fire trin op og tre trin ned gennem et lille vindue. Da loftet var
indrettet, opsatte man dog et rækværk af træ rundt om terrassen. Pga. den megen
hamren om aftenen med at bygge rækværket og et gulv af træ, fik huset – i al
godmodighed – øgenavnet “Hammershus” i kvarteret.
Pigeværelset ved kvisten blev revet ned, og
det storblomstrede tapet, der hang på væggen, blev i kvisten erstattet af
rockwool og beklædt med profilbrædder. Det øvrige loftsrum blev ligeledes
isoleret med 5 cm rockwool og derefter beklædt med hvidtede
træbetonplader.
Før ombygningen var der kun én radiator på
2. sal, men for at sikre varme nok til det store rum blev radiatoren i det
tidligere pigeværelse ved kvisten suppleret med en radiator på den sydlige væg.
Huset var oprindelig forsynet med to
skorstene, men under ombygningen blev den del af den ene skorsten, der gik
igennem loftsrummet, fjernet. Nedrivningen foregik ved, at man fra oven af smed
de løsnede mursten ned i skorsten - og de fjernede mursten skulle efter sigende
alle kunne have været i det resterende stykke skorsten.
Nedenfor er gengivet en skitse over
indretningen som den så ud i 1964. Som det ses, var der taget hensyn til, at
man ikke kunne færdes oprejst på det yderste stykke gulv, hvorfor ganglinjerne
var lagt inde midt på loftet, medens møbler og reoler var placeret langs
væggene, hvor siddehøjden lige passede.
Skitse over 2. sal, der
viser indretningen i 1964.
Bemærk flyglet på skitsen ovenfor. Først
nummer to flyttefirma indvilgede i at flytte flyglet op ad den snoede trappe.
Der måtte fire flyttemænd til, men alligevel kostede flytningen kun DKK 75 plus
8 pilsnere
.
Billede fra Bo Bedre
af flygel og kvist.
I forbindelse med indretningen af 2. salen
til boligformål havde man ansøgt kommunen om tilladelse til at lave en
tegnestue, hvilken da også blev givet den 31. august 1962. At det ikke lige var
en tegnestue men en lejlighed, man indrettede, tog man ikke så tungt. Problemet
opstod først senere, da kommunen i Bo Bedre læste om den nye indretning. Dette bevirkede, at
kommunen den 27. august 1964 fremsendte et brev til beboerne, hvori der blev
gjort opmærksom på, at der i artiklen var fundet en række bygge- og indretningsforhold,
der ikke var godkendt.
Efter byggetilladelse af 12. juni 1991 blev
den lille trappe, der førte gennem vinduet ud på tagterrassen på 2. salen,
nedtaget og erstattet med en ny karnap med en dør direkte ud. I forbindelse med
opførelsen af den nye karnap ville byggeprocenten overskrides, hvorfor der,
ligeledes den 12. juni 1991, blev givet tilladelse til at overskride
byggeprocenten fra 25,8 til 25,99.
Endelig blev rækværket og bræddegulvet
udskiftet på tagterrassen, ligesom der blev lagt et nyt bølgeeternittag over
det gamle skiffertag.
Nedenfor ses en tegning af den nye karnap.
Tegninger fra ombygningen i 1991, svarende
til Villa Mowgli’s udseende i dag.
I 1993 blev 2. salen igen ombygget og
istandsat. De skrå lofter, der var beklædt med træbeton, blev for at give en
bedre varme- og lydisolering, beklædt med rockwool og to lag gipsplader. Hvor
eksisterende bjælker blev dækket med gipspladerne, blev der opsat pyntebjælker.
Gulvet blev afhøvlet, ligesom der blev installeret lydtermoruder i alle
vinduerne. I hjørnet blev bygget et lille rum, hvori der blev monteret et
toilet på den eksisterende faldstamme. For at komme ind i rummet må man benytte
de sidste fire trin af den trappe, der i gamle dage førte op til 2. salen, og
som i 1963 var blevet drejet på det sidste stykke.
Brændeovnen var blevet nedtaget, hvorfor en
anden brændeovn blev installeret i november 1995.
Endelig blev rækværket af træ på
tagterrassen taget ned og i 1996 ombyttet med en grundmuret balustrade i
marmorbeton, der blev erstattet med den nuværende i 2004.
Som beskrevet senere blev karnappen mod
vejen i 2012 udvidet, ligesom antallet af ovenlysvinduer blev forøget fra tre
til seks.
Som tidligere beskrevet var huset i en
forfærdelig stand ved overtagelsen i 1993. Dels havde Villa Mowgli lidt under,
at det havde stået tomt i et par år, dels havde huset i en periode – gennem
Dansk Flygtningehjælp - været udlejet til en afghansk dommerfamilie, der havde
måtte flygte fra deres hjemland. Vaner og traditioner havde sat sit præg, og
som eksempel kan nævnes, at gaskomfuret var forsøgt fyret op ved at tænde bål i
ovnen, ligesom ejendommens kvinder, for at undgå at forlade huset, havde måtte
benytte gårdhaven som skraldespand ved at kaste affald ud af køkkenvinduet.
Det første, der blev sat i stand, var 2.
salen, hvilket er beskrevet i foranstående afsnit.
Det næste, der blev sat i stand, var de tre
stuer. Her bestod arbejdet primært i at male lofter og vægge. I spisestuen blev
det gamle cigarkassetræ fra ombygningen i 1918 fuldspartlet og malet, medens
der blev opsat gipsplader over brune træfinerplader i tilbygningens loft.
Parketgulvene blev afhøvlet og lakeret.
Ud over termoruderne på 2. sal var alle
vinduer i huset stort set af enkeltlags glas, hvorfor disse alle løbende blev
udskiftet til lydtermoruder. En undtagelse var dog i nogle af stuevinduerne,
hvor der var opsat forsatsvinduer. I de oprindelige vinduer i stuen ses stadig
de luftbobler og ujævnheder i glasset, der stammer fra den gamle
produktionsteknik.
Udskiftningen bestod dels af
totaludskiftning af karme og rammer, dels af udskiftninger udelukkende af
rammer. Nutidens træ er af en dårligere kvalitet end det oprindelige træ – så
mon ikke de oprindelige karme overlever de nye rammer. Under udskiftningerne af
karmene blev der fundet talrige gamle aviser trykt i de år, da vinduerne var
blevet isat.
Efter at ejendommen i næsten 100 år havde
haft enkeltglas i vinduerne, er det nu blevet muligt at spare lidt på
varmeregningen.
Efter stuerne blev værelserne på 1. sal samt
gangene istandsat. Gulve blev afhøvlet, stuk renset, tapet afrevet og opsat,
paneler retableret, mure pudset, huller spartlet, vægge, lofter og træværk
malet, bræddevægge gipsplade-dækket, tæpper lagt, telefonboksen retableret og
så videre og så videre…
Udenfor blev der opsat raftehegn ind mod
Gudrunsvej 22A i 1995 og trådhegn med buske af Laurbærkirsebær i 1997.
Balustraden på 2. sal blev opsat i 1996. Udvendigt blev huset i 1994 renset,
pudset og malet, ligesom vinduer og træværk blev det. Terrassen blev
klinkebelagt, væksthuset malet, kælderdøren, der var af brædder, udskiftet og
så videre og så videre…
Toilettet på 1. sal blev – som beskrevet
tidligere i afsnittet - totalt istandsat med nye klinker og fliser og med et
nyt hjørnebadekar, medens vaskekælderen fik klinkegulv, afløb og pudsede vægge.
I slutningen af 1996 påbegyndtes første
renovering af fyrkælder og kældergang. Området var aldrig blevet istandsat,
hvorfor det så meget forfaldent ud. Der var en jernplade over fyret, der var
fyldt med en centimeter gammelt støv. I støvet lå en æske tændstikker samt et
stykke af Berlingske Tidende med husannoncer fra 3. februar 1944. Træbjælkerne
i loftet blev renset for puds og siv, og vægge, lofter og gulve blev pudset og
malet. ”Det hemmelige rum” blev som tidligere beskrevet udgravet i 1996.
Efterfølgende, i 1997, blev den gamle
vin- og viktualiekælder, der allerede var blevet ombygget i 1962/63, sat i
stand så den igen kunne benyttes som opholdsrum.
Hoveddørslampen over hoveddøren stammer fra
ejendommen Ejgårdsvej 36, hvor ejeren i 1995 ville smide den ud. Efter at den
er blevet malet og har fået nye glas, fremstår den næsten som ny.
Meget er sket og blevet renoveret og
istandsat efter de første 100 år af villaens levetid – så hvorfor ikke blot
remse op i flæng:
I vinteren 1998 blev kældervinduer udskiftet,
i foråret 1999 blev toilet i kælder sat i stand, ny havelåge i sommeren 1999, i
vinteren 1999 blev jerndrager over vindue i spisestue behandlet og ydervæggen
pudset op. Ligeledes blev tredje trin på hovedtrappen repareret efter at
dragkisten var faldet ned i 1963. Nyt stort vindue i spisestue i marts 2000. I
sommer/efterår 2000 blev loft i ende-værelset udskiftet på grund af råd og
svamp og værelset blev sat i stand. Ny zink tagrende på garage i januar 2001
samt inddækning på terrasse på 2. sal (midlertidigt). Garagetag blev
understrøget maj 2001. Klinker i vaskekælder ved bruser i efteråret 2001. I
forår 2002 blev opsat klinker under og ved kældertrappen. I foråret 2003 blev
der isoleret under spisestuen ved udekælderen. I sommeren 2003 kom der nyt gulv
på terrasse på 1. sal og i foråret 2004 blev el fræset ind i væggene i
dagligstuen og stuen blev sat i stand. Ny inddækning, balustrade og stål på
terrassen på 2. sal i sommeren 2004. I maj 2005 blev ekspansionsbeholder på 2.
sal nedlagt og ny opsat i kælder sammen med en ny varmtvandsbeholder og nye
rør. Den gamle vandbeholder vejede 441 kg og der måtte hjælp til fra de stærke
lokale smede for at den kunne blive båret ud. Vandrør blev skiftet og klinker
repareret på toilettet i kælderen i juni 2005. I sommeren 2005 blev opsat
klinker på ydervæg i fyrrum og facaden mod 22A blev malet igen. I
foråret/sommeren/efteråret 2005 blev gangen på 1. sal og i stuen samt trappen
sat i stand. Vandrør og el blev fræset ind i væggene, der blev opsat nyt stuk på
gangen på 1. sal, resterende stuk blev renset og vægge blev pudset m.v.. På
grund af mangel på håndværkere tog processen fra før påske til den 19. oktober
– dagen hvor Villa Mowgli fyldte 107 år – eller mere end 7 måneder. Linoleum i
gangen var lagt sommeren 1951, idet der nedenunder var en avis dateret torsdag
den 9. august 1951. Nyt parketgulv blev lagt sommeren 2005 (Hørning Parket) og
lakeret med oliebaseret lak.
I
juli 2006 blev muslingeskaller opsat over terrassedørene, og skjolde over
vinduerne i endeværelset blev opsat i august 2006 (så havde de også manglet
siden tilbygningen blev opført i 1921). Forme blev lavet af en stukkatør ud fra
skaller og skjolde fra tvillingehuset på Ejgårdsvej, hvor de var nedtaget for
renovering efter branden. Terrassen blev renoveret, fritlagt for beplantning,
pudset op og malet. Endelig blev hovedtrappen nødtørftigt opmuret på den ene
side og facaden mod vejen malet i juli 2006.
I
september 2006 blev opsat glasfilt i spisestuen og den blev malet på ny,
ligesom gulve i spisestue og dagligstue blev slebet og lakeret med vandbaseret
lak. I december 2006 fik vi nyt vindue på toilet på 1. sal samt ny hoveddør.
Døren skulle laves af en snedker fordi ingen almindelige dørfabrikker ville
producere så høje døre på grund af deres garantiforpligtelser. Træ er ikke hvad
det har været. I marts 2007 fik vi lavet en radiatorskjuler i spisestuen under
vinduet mod 22A.
I
april 2007 måtte vi fælde vores store bambus nordøst for terrassen. Den
tilhørte den sorte sort og går i blomst cirka hvert hundrede år. Den blomstrede
og efterlod en masse frø inden den døde.
Villa Mowgli i 2006 –
lige før bambussen blomstrede og gik ud – og med antenne.
Efter at
ejendommens børn havde delt midterværelset i hele deres liv fik de i april 2007
deres eget værelse. Albert fik hjørneværelset og Leonora endeværelset.
Midterværelset blev til gæste-, stryge- og påklædningsværelse. Det kan blive
knapt for enhver. Senere flyttede Albert op på 2. sal, så Leonora kunne få to
værelser, og da Albert flyttede i 2019, var det Leonoras tur til at bo på 2.
sal.
I april 2008 blev
huset malet på nordsiden mod stigen. Det tog kun to dage med en mand, stige og
pensel. I maj blev siden mod banen malet – fuld fart, så det tog kun en mand en
dag. Så var hele huset blevet malet på fire år (2005, 2006 og 2008).
I maj 2008
påbegyndes nedrivning og opførsel af nyt køkken. På gulvet under en af soklerne
stod skrevet initialerne ”EJ 11/11 1964”, hvilket kunne tyde på at det er
opførelsesdatoen på det gamle køkken. Skorstenen blev fjernet så der ikke
længere var et hak i hjørnet. Skorstenen var fyldt med murbrokker fra
nedrivningen af skorstenen på 2. sal. Den del at skorstenen der ikke skulle
udgøre hjørnet i køkkenet benyttes til at trække centralvarmerør til
soveværelse, toilet på 2. sal og den ene radiator på 2. sal. Øvrige rør blev
fjernet og nye rør gemt langs faldstamme, i gulvet og over det forsænkede loft.
Det ene varmtvandsrør til bruseren på 2. sal gik hele vejen rundt i
køkkenloftet uden ophæng. Efter udskiftningen blev vandet hurtigere varmt og en
mærkelig brummet når man åbner for vandet forsvandt næsten. Faldstamme fra
håndvask på 2. sal blev skiftet. Der lå en fin lille pakke med snøre under
gulvbrædderne og spændingen var stor, men det var ”kun” en halv side fra en
udateret Berlingske Tidende, hvor der bland andet var en artikel fra et
motorcykelløb på Ordrupbanen, hvor en motorcykel var brændt. Avissiden var fra
efter 1913, idet Svømmebadeanstalten Helgoland var beskrevet. Avissiden var
måske fra 1923-26 da der stod at man planlagde at bygge George Washington
Broen. Vi fandt endvidere en stump avis fra 22. januar 1932.
Ildsted i køkkenet
var fjernet i november 1962, hvilket fremgik af en avis der var brugt som
udfyldning til et gammelt skorstensrør. Under gulvbrædderne lå et ton ler der
blev udskiftet med rockwool inden der blev støbt nyt gulv med gulvvarme.
Heldigvis var kommunen og Dong ved at nedlægge luftledningerne i jorden,
hvorfor de meget belejligt havde stillet en container til jord lige udenfor
huset. Radiator på toilettet på 1. sal blev fjernet og erstattet med en
håndklædetørre, hjørnet blev muret pænt op og der blev påsat termostater i
soveværelset og på 2. sal. Gasmåleren blev fjernet, gastilførslen plomberet og
el blev indlagt i vægge.
Hele udskiftningen
af køkkenet tog 7 måneder. Leverandøren af det nye køkken var Multiform, der
evnede at lave alle de fejl man har fantasi til at forestille sig. Tegningerne
var forkerte så to låger ikke kunne åbnes, skuffen under vasken var så stor at der
ikke var plads til afløb og hængsler måtte skiftes to gange før de kunne bære,
skabene var skæve og skulle skiftes, og soklerne kunne ikke tåle vand, låger
beskadiget, halvdelen af leverancerne var forsinkede og nye leverancer
fejlbehæftede. Bordpladerne kom fra Spekva, der måtte omlevere to af pladerne
fordi de ikke havde lavet dem i de rigtige mål og de to andre plader måtte de
komme og slibe til. Handel på Internettet viste sin styrke og alle hårde
hvidevarer og bordpladerne kunne i forhold til Multiform Designcenter i
København købes med en gennemsnitlig rabat på 35% gennem en internetbutik.
Den 7. november
2008 kom Multiforms egen mand for at udbedre de sidste ting og kl. 11:20 var
vort køkken endelig færdigt. Totalpris DKK 346.000 plus en masse egne timer og
besvær.
Vor lejer på 2.
sal, Rikke Svendsen, var efter knap fire år flyttet tilbage til Jylland efter
endt uddannelse på Politiskolen og vi kunne heldigvis benytte køkkenet på 2.
sal i hele perioden.
Primo april 2009
var det soveværelsets tur til at blive sat i stand. Vi snød og undlod at rense
stuk, opsætte glasvæv og fræse ledninger ind i væggene. Til gengæld kunne vi
klare det på tre dage. De sidste træstammer mod banen blev også fældet og der
blev plantet fem nye Laurbær-kirsebær buske i hullerne.
På grund af
stigende arbejdsløshed kunne man i maj 2009 igen søge om offentlige tilskud til
renoveringsopgaver. Vi fik tilbudt DKK 12.985,00 i tilskud til udskiftning af
de to ydre terrassedøre i stuen samt vinduet mod haven i spisestuen. Disse blev
udskiftet i oktober 2009. Totalprisen blev DKK 53.513. Endvidere satte vi en ny
dør i garagen – pris DKK 17.458 inkl. messing greb og fugning af de nye døre og
vindue. Termoruden i spisestuen var fra 1976 og var endnu ikke punkteret –
dengang kunne man lave termoruder der holdt.
Den 25. juli 2009
kl. 04:20 var der et indbrudsforsøg i Villa Mowgli. Døren til udestuen blev
brækket op. Døren var lukket med en sikkerhedshaspe, men døren blev vredet så
meget at toppen af dør blev revet af og to ruder gik itu. Næste dør videre ind
til spisestuen var heldigvis låst og støjen fra de to ruder der smadrede,
gjorde at politiet hurtigt kunne alarmeres. Politiet kom med tre patruljevogne
i løbet af et par minutter. Tyvene nåede ikke at stjæle noget og der skete kun
skade på døren. Det var dejligt at opleve politiets hurtighed og
professionalisme. Indtil den første patruljevogn ankom blev vi i telefonen
løbende orienteret om patruljevognenes position samt orienteret om hvordan vi
skulle reagere hvis vi kom i nærkontakt med tyvene. Indbrudstyve er
tilsyneladende ligeglade med om der er nogen hjemme nu om dage, men vi slap med
skrækken. Et stykke tid efter fik vi at vide at politiet havde fanget en
rumænsk bande der havde specialiseret sig i at lave røverier medens folk lå og
sov. Banden tog altid det første morgentog ”hjem”, hvilket videoovervågningen
fangede. De blev overvåget og skygget til deres opholdslejlighed i København,
hvor alle tyvekoster blev fundet.
Den iturevne dør til vinterhaven
efter indbruddet i 2009.
I juli 2009 blev
hjørnebedet fjernet i vinterhaven og den grå kant blev malet og i juli 2010 fik
vi gennemrenoveret hovedtrappen med opmuring af sider og nyt trin øverst og nyt
plateau. Herefter blev trappen malet og terrassen i haven fik også en
”overhaling”.
I oktober 2011
blev der installeret kabel-tv og kabel blev skudt fra vej indtil en ny stikdåse
med plads til otte fjernsyn.
Året 2011 blev
også året hvor det blev besluttet at udskifte taget på huset og på garagen til
sortglaseret mat tegl samt at blive ”miljørigtige”. I 1993 kostede en liter
olie DKK 4,13 pr. liter, el kostede 97,08 øre pr. KWh og vand kostede DKK 14,39
pr. m3. I 2012 kostede olien DKK 12,00 pr. liter (en stigning på 190%), el
kostede 209 øre pr. KWh (en stigning på 115%) og vand kostede DKK 46,70 pr. m3
(en stigning på 225%) efter at det var sat ned i pris igen efter en periode med
en endnu højere pris. Ejendommen var – ud over ejendomsskatterne - blevet
rigtig dyr i drift.
Taget på huset var
lagt i starten af 1990’erne, men var allerede i en meget dårlig stand, idet den
lagte bølgeeternit var fra perioden lige efter at asbesten var blevet forbudt
og man endnu ikke havde udviklet en ordentlig erstatning. I tre omgange var dele
at taget blæst af under storme og det der ikke var udskiftet var ved at smuldre
væk - og så passede bølgeeternit måske ikke lige til et gammelt hus med
mansardtag. Pierre Duus blev kontaktet for at installere jord- og solvarme, og
tømrermester Martin Hastedt skulle renovere, isolere og udskifte tagene. På det
tidspunkt var der siden 1993 købt olie for DKK 983.000 beregnet på baggrund af
nutidens pris og ved næste tankning ville købet runde en million kroner. Der
var brugt knap 94.000 liter olie og priserne bare steg og steg.
Efter at kommunens
godkendelser til udskiftning af tag og etablering af jordvarme og solpaneler
var på plads kunne arbejdet påbegyndes ved årsskiftet 2011/2012. Da ejendommen
var blevet erklæret bevaringsværdig, skulle de nye tegl og solpanelerne passe sammen
og godkendes af kommunen. Valget faldt på tegltagsten Linea, hvor Komproment
havde fremstillet en solfangerløsning der passede til. Projektet var berammet
til 10 uger, men tog ”naturligvis” meget længere tid. Efter 22 uger var
arbejdet næsten færdigt.
I forbindelse med
udskiftning af taget blev karnappen mod vejen isoleret og gjort dobbelt så bred
så den nu sidder symmetrisk på huset, der blev installeret yderligere tre Velux
vinduer og skorstenen blev udskiftet. Da det gamle tag blev fjernet, kunne man
konstatere at isoleringstykkelsen ikke helt levede op til det der stod i BBR
registeret. Der lå kun 40 mm Rockwool plus 20 mm Rockwool, der lå løst mellem
de indvendige gipsplader og noget træbeton. Alt blev fjernet så kun
gipspladerne var tilbage, spærene forhøjet og godt 300 mm nyt Super FlexiBatt
Rockwool, svarende til 324 mm almindelige Flexibatt Rockwool blev indlagt.
På grund af den
mere energirigtige isolering og forhøjelsen af spærene blev terrassen på 2. sal
lidt mindre, hvorfor en baluster i hver ende af balustraden måtte fjernes. Det
miljørigtige havde sin pris.
Da det
eksisterende garagetag skulle udskiftes, blev det konstateret at alle spærene
var rådne nede i murværket. Hvis ikke det var blevet opdaget var hele taget
faldet sammen nogle år efter. Tryg Forsikring måtte finansiere nogle nye spær,
men slap så formentlig for at erstatte en bil nogle år efter. Der blev
indrettet et fint lagerrum under taget.
Jordvarmeboringerne
skete efter et forholdsvist nyt princip, hvor man gravede en brønd på ca. en
m3, hvorfra man borede huller skråt ned til alle sidder. På den måde undgår man
at få gravet hele haven op eller at få en kæmpe entreprenørmaskine ind i haven
for at lave lodrette boringer. Det nye jordvarmeanlæg skulle bestå af 12 huller
af 40 meter plus slanger til og fra huset, men det endt med 13 huller af ca. 38
meter da der ligger et meget hårdt kalklag på 38 meters dybte. Brinevæsken
løber frem og tilbage i indvendige og udvendige slanger i hullerne, så den
samlede slangelængde udgør knap en kilometer. Der blev opboret og opgravet 4m3
jord, så hullet efter den 4m3 gamle olietank fra 1977, der også blev
gravet op, netop kunne fyldes med overskudsjord.
På taget blev
placeret seks sol paneler og det hele blev i kælderen forbundet til en stor ny
varmtvandsbeholder og en Viessmann Vitocal 350 varmepumpe.
I kælderen blev
den gamle oliekedel fra 1950’erne, grisen, varmtvandsbeholderen og en masse
gamle rørføringer fjernet, og fyrkælderen pænt istandsat, ligesom der blev
installeret fire nye radiatorer i kælderen og sat termostater på de sidste
radiatorer.
Det nye anlæg med varmtvandsbeholder, varmepumpe og teknikken der styrer det hele.
Det blev en samlet
investering på knap DKK 1,4 million fordelt med ca. halvdelen på nye tage og
ca. halvdelen på energiforbedringer. Ved en uændret oliepris skulle besparelsen
udgøre netto DKK 43.000 pr. år som følge af at den sparede olie koster mere end
elforbrug til jordvarmepumpen. Tilbagebetalingstiden blev beregnet til 10,4 år
- hvis man holdt olieprisen konstant, medregner at det gamle oliefyr og
olietanken alligevel skulle udskiftes og at man fik DKK 63.000 i offentlige
tilskud. Og så er der jo rabat på el når ens hus nu i princippet er
el-opvarmet. Den rigtige tilbagebetalingstid ender dog på 13,5 år.
Villa Mowgli med nyt tag og
jordboremaskinen i haven i 2012.
I forbindelse med
boringerne kunne man få et indblik jordlagenes beskaffenhed under Villa Mowgli
og i området. Den første cirka halve meter er muld, hvorefter der kommer 11
meter fint smeltevandssand, 1,5 meter stenet smeltevandsler, 11 meter fint
smeltevandssand, 4,5 meter kalkholdigt og stenet smeltevandsler, 8 meter kalk
og kridt og endelig - 40 meter nede - hård Danienkalk. Danienkalk er en
samlebetegnelse for de kalklag, der blev aflejret i Danmark for cirka 60-65
millioner år siden. Kalken er dannet ved ophobning af skaller af dyr og planter
på datidens havbund.
I 2016 og 2017 var
det igen muligt at får offentlige tilskud til forbedringer, hvorfor
terrassedøren på 1. sal og døren ud til gårdhaven blev udskiftet. Jubilæet for
tilbygningen af spisestuen blev i 2018 fejret med udskiftning af de et-hundrede
år gamle låger til udekælderen. De nye låger vil næppe holde 100 år.
Havebruser med tøndesaunaen placeret diskret i baggrunden i 2021.
I perioden
juli-oktober 2020 blev igen gennemført et større projekt. I en årrække havde
der stået et 22m3 blå-gult plastik svømmebassin i haven. Nu skulle
haven have et løft igen. Der blev bygget en 6-personers tøndesauna i hjørnet
mod stien og Gudrunsvej 22A og nedgravet en 48m3 svømmepool. En
kæmpe anlægsopgave, hvor der blev flyttet rigtig mange tons jord, sand, fliser,
stål og beton.
Så er der gjort klar til at støbe
bunden inden siderne kunne bygges.
Rør- og kabler
blev gravet ned og poolen blev tilsluttet pumpe, filter og solvarmen via
kælderen. Under gravearbejdet blev der opgravet flere gamle drænrør af brændt
tegl fra tiden da området var en mark.
Til sidst blev
græsplænen hævet og planeret, og der blev omkring den nye pool anlagt en 100m2
stor terrasse af sorte sandstensfliser fra Indien. Den nye terrasse blev
tilpasset så den gamle terrasse af bornholmsk granit og ølandsfliser kunne
bibeholdes - og overskudsfliser kunne meget belejligt lægges på den
eksisterende terrasse ud for dagligstuen.
Den færdige pool i 2021.
I 2023 skulle
Villa Mowgli selvfølgelig have et særligt løft, hvorfor alle fire ydersider
blev malet.
Cirka 30 års hårdt
arbejde fylder her et nogle få sider, men for at give indtryk af arbejdets
omfang kan nævnes, at der med årene er medgået over 1.000 liter maling og mere
end DKK 3,2 million er huset nu blevet renoveret for siden 1993 – plus en
rigtig masse egne timer.
Den gamle Müller havde i den sidste periode
af sit liv flere studerende boende med gratis logi. Sønnen, Mogens Müller,
fortsatte disse sociale bestræbelser, da han overtog ejendommen i 1963, men da
han ikke selv boede i ejendommen, og da den leje, han kunne opkræve, ikke stod
mål med de omkostninger der var forbundet med at eje og passe en ejendom,
ønskede han til sidst at afhænde villaen, hvilket også skete cirka 10 år
senere. På det tidspunkt boede han og konen i Tågerup ved Roskilde.
Allerede i efteråret 1959 flyttede Torben Runo Johansen
ind og boede i starten i herreværelset i stueetagen. Torben Johansen var på det
tidspunkt 17 år og kendte dels familien gennem faderen, der arbejdede på
Christoffer Müllers fabrik, Dano, dels gennem sit forhold til Christoffer
Müllers barnebarn, Mette Spangenberg (datter af Eva
Birkman, tidligere Spangenberg).
Christoffer Müller, der var blevet syg på sine gamle
dage, lå i en hospitalsseng i spisestuen, hvor han kunne ligge og kigge ud på
sin have, og blev samtidig - meget belejligt - tilset af Torben Runo Johansen.
I starten af 1960’erne boede arkitektstuderende Aksel
Emil Kaalund Olsen til leje i Villa Mowgli
Fra 1961/62 boede Helge
Schandorff i kælderen. Han havde forinden omdannet viktualierummet og
vinkælderen til ét stort beboelsesrum med Rockwool og træbeklædning på
ydervæggene, hessian på indervæggene og laminat på gulvet. Døren ind til
vinkælderen blev fjernet og væggen opmuret. Den gamle dør blev omdannet til et
bord i det mørke rum. Bordet bliver stadig benyttet som et arbejdsbord, hvor
den oprindelige grønne maling stadig kan anes. Som betaling for istandsættelsen
fik Helge Schandorff lov til at bo gratis.
Helge Schandorff etablerede fremkalderrum i
vaskekælderen, men han var nok mest kendt for, at han ofte reparerede biler ude
på vejen. Så sent som i 1993 blev resterne af en af hans gamle
røde Messerschmidt biler fundet under terrassen. Til at hjælpe med
bilerne havde han mekaniker Torben Daniels Hansen, der boede i Villa Mowgli i
perioden 1964-68 og som var lærerstuderende.
Arkitekt Ove Steen-Andersen og Marianne Steen-Andersen
(datter af Agnete og Mogens Müller, og i 1962 gift med Ove), der havde ombygget
2. salen til en lejlighed, boede i denne, fra den var færdig i 1962/63 indtil
august 1964, hvor Torben Runo Johansen flyttede ind sammen med Mette
Spangenberg. Huslejen løb på dette tidspunkt op i den fyrstelige sum af DKK 300
pr. måned.
Ove Steen-Andersen og Marianne
Steen-Andersen
på trappen på Gudrunsvej 16 i år
1959.
Allerede inden Torben Johansen og Mette Spangenberg var
flyttet op på 2. sal, var der begyndt at flytte flere unge mennesker ind i
huset. Specielt musikstuderende var der flere af, og om sommeren spillede de
unge mennesker ude i haven til glæde for områdets beboere.
I perioden 1963-66 boede Christoffer
Müllers barnebarn, Kirsten Steen-Andersen (datter af Agnete
og Mogens Müller og i 1966 gift med Jørgen Steen-Andersen, der var lillebror
til Ove Steen-Andersen) til leje i henholdsvis midterværelset og
herreværelset, medens stud.med. Ester Lunddahl boede i endeværelset på 1. sal.
En dag kom Ester Lunddahl til at smække sig ude af hendes værelse inden hun
havde fået tøj på. Døren kunne kun lukkes indefra med en krog, hvilket gjorde
det hele meget mystisk. Hun måtte have hjælp til at få åbnet døren ved at Helge
Schandorff kravlede ind gennem hendes vindue, og episoden var baggrund for en
historie om at det var den onde stedmor (Christoffer Frode Müllers anden
ægtefælle), der gik igen og havde smækket døren i. Hun har dog ikke vist sig
siden, men måske passer hun på os alle i det smug.
Episoden er også gengivet i novellesamlingen
”Natten er før og efter dagen” fra 2020, der i novellen ”Det mærkelige, gamle,
store hus” beskriver livet i Villa Mowgli på den tid. Forfatteren – der i
virkeligheden er Marianne Müller (barnebarn af Christoffer Frode Müller)
skriver under pseudonymet Mai Germelin, men det kan vel godt røbes at
forfatteren og de personer der indgår i novellen med andre navne, har boet i
huset. En anden novelle i samlingen hedder ”Nattens dronning”. Her er vi
tilbage til Christoffer Frode Müllers sidste tid, og historien om et
nyforelsket par. Villa Mowgli kaldes Villa Marius og det forelskede par – der
igen har fået andre navne - har også boet i huset.
Et lille uddrag af novellen ”Natten er før
og efter dagen” lyder: ”Han gyser stadig ved tanken om dengang og
konstaterer samtidig, at vinduerne er lukkede og hængslede! Som sædvanlig. På
sin vej før trappen og ned til køkkenet (der er foran hans lejede stue) hører
Martin lyden af svag klage og undertrykt gråd. Mon så det var hjørnestuen på
hjørnet af Vinkel Mørke Gangen? Han banker på. Dér sidder Hellen Sofie halvt
bøjet over sin cello. Buen holder hun sammen med et lommetørklæde i højre hånd”.
I hjørneværelset over herreværelset boede
Klara Helene Friis, der spillede på cello og var datter af kunstmaler Grethe
Friis Bache. Klara Helene Friis var glad for fugle og en sommer lykkes det
hende at tæmme en vild Allike som sad på hendes skulder når hun gik rundt i
byen. Fuglen blev døbt Dodo inden den om efteråret tog på træk. Klara Helene
Friis spillede blandt andet cello med Henrik Böcher, der siden spillede mange
år i Radiounderholdningsorkestret.
Klara Helene Friis, ukendt og Henrik Böcher i Budapest
hvor de som studerende gav koncert i 1963.
I 1966 fraflyttede Torben Johansen og Mette Spangenberg
lejligheden på 2. sal, idet der i mellemtiden var blevet indført et sæt
husregler, der bl.a. sagde, at der af hensyn til de unge musikstuderende ikke
måtte bo småbørn i ejendommen. Året efter nedkom Mette Spangenberg med en
datter.
Efter Christoffer Müllers død udviklede Villa Mowgli sig
til at være et egentligt studenterkollegium med mange lejere, og med fælles
badeværelse, toilet, vaskerum og køkken. Der var liv og glade dage,
hjemmebrænderi og store fester. Desværre for husets beboere kom kommunen i
april 1967 på besigtigelse og konstaterede at Villa Mowgli ikke var godkendt
til ”udlejningsvirksomhed”, og Gentofte Kommune kunne derfor ikke acceptere, at
ejendommen skiftede status fra familievilla til kollegium. I en lang periode var
der en del brevvekslinger og møder om lovliggørelse af beboelsen mellem
kommunen og borgmester Børge Sieverts på den ene side og beboerne på den anden
side. Til sidst slap kommunens tålmodighed med de unge mennesker op, og den 28.
april 1967 førte de unges ”ulydighed” til, at kommunen meldte dem allesammen
til politiet i Gentofte, og Mogens Rode Thorkild Müller blev af politimesteren
sigtet for overtrædelse af lejeloven. Som julegave gav kommunen den 21. december 1967 beboerne det endelige afslag på at omdanne
ejendommen til et lovligt studenterkollegium.
Ejendommen bestod på dette tidspunkt af 7
lejemål med i alt 8 kollegianere. Det var stud.mag. Lars Runo Johansen (født 1946 og bror til Torben Runo Johansen), Gurli
Lefevre Andersen (1945-2015), der spillede klaver, Jan Andersen, Birthe
Andersen, lærerstuderende Helge Schandorff (født 1939), Hanne Bjerg Larsen
(født 1953), stud.mag. Ebbe Pramming (1938-2016) samt arkitektstuderende Nanna
Friis Løvendahl (født 1948), der i perioden 1966-69 boede i midterværelset,
hvor Clara Helene så flyttede videre til et andet værelse. I 1969 var desuden
en stud.mag T. Helleskov registreret på ejendommen.
Sagen fortsatte det næste godt et år, og den
20. juli 1969 skrev de nærmeste naboer under på, at de unge mennesker hverken støjede
eller generede omgivelserne. Underskriverne var Grosserer H. Timmol fra nr. 20,
buntmager Aage Leidersdorff fra nr. 24, studerende Samuel Lecker fra 22A og
endelig sekretær Frederik Raben-Levetzau fra Ejgårdsvej 36. Bl.a. denne
skrivelse overbeviste til sidst kommunen om, at det nok ikke stod så slemt til,
og den 3. september 1969 blev Villa Mowgli alligevel godkendt til at være et
selvejende kollegium med syv lejemål. Der måtte dog kun bo maksimalt ni
kollegianer ad gangen i huset og godkendelsen forudsatte, at
justitsministeriets hotelbekendtgørelse og kommunalbestyrelsens bestemmelser
vedrørende indretning af udlejningsvirksomhed blev overholdt.
Mogens Müller på besøg i 1967.
Huslejen lå på dette tidspunkt på mellem DKK
130 og 400 pr. måned pr. lejemål - alt afhængigt af lejemålets størrelse og
placering. I alt var den samlede lejeindtægt, som Mogens Müller modtog, kun på
DKK 1.655,00 pr. måned, hvilket ikke var nok til at passe og vedligeholde en
ejendom som Villa Mowgli. Huslejerne var naturligvis godkendt af Huslejenævnet
ifølge brev til politimesteren i Gentofte af den 22. marts 1967. En gang om
ugen kom Mogens Müller forbi og inspicerede og kontrollerede om toilettet var
rengjort. Hvis ikke, vankede der bøder og Mogens Müller måtte så selv foretage
rengøringen.
Nytårsfest 1968 i
det nuværende soveværelse. Nanna og Bo (gæst).
På trods af de mange års kamp mod kommunen,
og på trods af sejren, lykkedes det aldrig beboerne at skaffe kapital nok til
selv at kunne overtage Villa Mowgli, hvorfor Mogens Müller i 1973 solgte
ejendommen til Susanne og Frank Pedersen.
De cirka ti år som studenterkollegium havde
sat sit præg på ejendommen.
Der var i perioden altid liv i Villa Mowgli,
og hoveddøren stod altid ulåst, så fremmede kunne komme og gå som det passede
dem. For at få en passende opdeling af lejemålene var dørene mellem stuerne
enten blevet fjernet eller blevet lukket med masonitplader, ligesom der i
soveværelset var opført en væg, så alle havde ugenert adgang til altanen,
hvilket var en brandkrav fra kommunen.
Det meste træværk i huset var blevet dekoreret
i datidens festlige farver, og loftet i midterværelset var malet kulsort. Da
vinduer og karme blev malet i 1994, blev der fundet flere lag maling i bl.a.
"kommune grøn", orange og lilla. Den ”kommune grønne” farve stammede
fra gamle fabrikant Müller, der malede alt træværk grønt med maling, han havde
købt billigt af kommunen.
For at kunne kommunikere med omverdenen blev
den telefonboks, som i dag stadig eksisterer på 1. sal, etableret. Dengang var
telefonen forsynet med et rigtigt møntindkast fra KTAS. Inden telefonboksen
kom, benyttede beboerne en fælles telefon, som var opsat på en brunmalet hylde
udenfor Helge Schandorffs værelse i kælderen.
Ebbe Bramming og
siddende hans ægtefælle Birgit, Torben Runo Johansen
og han ægtefælle
Mette, Helge Schandorff, Torben Daniels Hansen,
Gurli Lefevre
Andersen samt en gæst (1967).
Lars
Runo Johansen boede i Villa Mowgli i perioden 1962 til 1968 og berettede i 2020
følgende om sit ophold:
”Jeg
flyttede ind i Villa Mowgli da jeg gik i 1. G på Virum Statsskole efter at have
boet på værelser i Virum og Lyngby. Min bror, Torben Runo Johansen, havde boet
i Villa Mowgli siden begyndelsen af 1960’erne og var flyttet sammen med sin
kæreste Mette Spangenberg Birkmand i den næsten nybyggede 2. sals
loftslejlighed. Jeg fik et fint værelse på 1. sal, lige ved siden af
“telefonboksen”. Sengen var bygget på ølkasser, en spånplade og en madras af
skumgummi. Skrivebordet var en gammel dør og bogreoler opbygget af mursten og
brædder. Og så havde jeg Mette og Torben tæt på til at hjælpe mig. Mette læste
til ergoterapeut og var god udi kunsthåndværk og dejlig mad. Torben var under
uddannelse inden for handel, læste på Niels Brock og blev ansat i Dansk Almennyttigt
Boligselskab. Jeg stod i kø for ham, når der var udsalg i de bedre
herreforretninger i København, for han skulle være iført habit, skjorte og
slips på arbejde.
På
1. sal boede Nanna ved siden af mig. Hun læste på Handelshøjskolen og var en
livlig mørkhåret pige i begyndelsen af 20’erne. Overfor hende boede Gurli
Lefevre, der studerede harpe og klaverspil på Det Kgl. Danske
Musikkonservatorium. Det kunne høres. Hun var også i begyndelsen af 20’erne med
langt rødt hår. Gurli boede senere med sin mand i Flensborg, og underviste
bl.a. på Musikskolen i Tønder.
Jeg
var husets Benjamin, 16 år da jeg flyttede ind, og Nanna og Gurli var som et
par gode storesøstre for mig. Nede ad gangen boede Torben Daniels, uddannet
bilmekaniker og lærerstuderende. Han spillede også guitar og var god til at
hjælpe, da jeg som 18-årig anskaffede først en scooter, senere ligesom Gurli
gjorde, en rigtig Messerschmidt kabinescooter. Da Torben Daniels blev færdig
som lærer fra Jonstrup Statsseminarium fik han lærerbolig ved sin
ansættelsesskole og flyttede. Da jeg flyttede i 1968, flyttede Klara Helene
Friis ind. Hun spillede cello. Min kæreste Janne og jeg fik lejlighed på Søborg
Torv efter at vi - noget uden for reglementet - stort set havde boet sammen på
mit værelse siden vi mødte hinanden i sommeren 1965. I stueetagen boede Helge i
det gamle herreværelse lige inden for hoveddøren. Helge var husets altmuligmand
og praktiker. Udover at være kørelærer, var han også lærerstuderende. Ved siden
af Helge i den store lejlighed med udgang til haven og vinterudestue boede Ebbe
Pramming, der var historiestuderende og hans kone Birgit, der var
tandlægestuderende. Et hyggeligt og meget forskelligt par. Senere boede der en
Jon, der læste teologi og hans kone. Det var menageriet i mine år i Villa
Mowgli.
Villa
Mowgli var dengang ejet af Mogens Muller, der ønskede at hjælpe studerende
særlig inden for musik. Huslejen var lav og friheden stor og huslejen kunne
næppe dække udgifterne til skatter, afgifter og vedligehold. Gentofte Kommune
var efter ham for de mente vist, at det var et skråplan at få sådanne
ungdomsboliger, der lignede et kollektiv, til den pæne kommune. Jeg skrev en
række indlæg i Villabyerne om manglen på boliger for unge og sagen døde hen.
Min
kæreste Janne begyndte i 1966 som møbelsnedkerlærling, gik på Københavns
Tekniske skole og kom i lære på et snedkerværksted i Pilestræde i København. I
Villa Mowgli’s kælder snedkererede hun 14 sektioner bogkasser fra de rå
brædder, som vi bragte hjem i Helges bil, til fint sammenlimede, høvlede og
pudsede og samlede efter alle kunstens snedkerregler. De har fulgt os i vores
forskellige hjem i Søborg, Helsingør og nu i Esbjerg. Janne arbejdede i
weekender og ferier som vikar på plejehjem og senere i ungdomsklubber som
pædagogmedhjælper for at tjene penge. Senere fulgte Kunsthåndværkerskolen og
hun blev arkitekt.
Helge
var jo kørelærer og han sørgede for, at jeg fik bilkørekort billigt. Når vi
skulle i biografen i Vangede eller Holte eller ud at handle satte han
køreskoleskiltet på bilen, en Morris Marina, og så kørte jeg og han sad ved
siden af. Indimellem var bilen fyldt op og så skulle dem på bagsædet dukke sig,
hvis vi så en politibil. Helt lovligt var det vist ikke. Så fik jeg et par
timer hos en anden kørelærer, som Helge kendte, og bestod køreprøven i hvad jeg
husker som de værste ikke lysregulerede gadekryds på Vesterbro.
Jeg
læste på Københavns Universitet. Først sammenlignende litteratur og efter et år
dermed statskundskab og historie. Jeg tjente selv til studierne ved at arbejde.
Som morgenavisuddeler i Hellerup, som postbud og i en par år som kontrollør på
Bakkens Hvile og opvasker på Pølsekroen på Dyrehavsbakken, hvilket nogle gange
gav problemer med at møde til tiden og få tid til eksamensforberedelser, da jeg
gik gymnasiet. For arbejdet på Dyrehavsbakken, som jeg jo kunne cykle til -
ligesom jeg også cyklede til gymnasiet i Virum - varede fra åbningen sidst i
april til bakken vinterlukkede sidst i september. Senere fik jeg arbejde i Rødovre som
pædagogmedhjælper og i Værebro Park i Bagsværd, da jeg begyndte på
Universitetet. I de sidste år på Institut for Statskundskab arbejdede jeg først
som lærer inden for Forsvarets Civilundervisning og senere som
undervisningsassistent på Instituttet. Jeg blev cand.mag. i
statskundskab/samfundsfag og historie i 1972 og straks ansat på Københavns Dag-
og Aften Seminarium i Skovlunde, senere som studielektor i
Undervisningsministeriet og i 1986 flyttede familien til Esbjerg fra vores
gamle hus i Helsingør, da jeg var blevet udpeget som rektor for Esbjerg
Lærerseminarium.
Pengene
i de år var få og selvom det ikke var et rigtigt kollektiv, hjalp vi hinanden
ganske godt. Helge havde nogle gode forbindelser til nogle slagtere nede i
Charlottenlund og her fik han rester i form af pålæg, kød og salater. Så blev
der spist rester og lavet store portioner spaghetti med kødsovs og rigeligt med
tomatketchup. Og lige i nærheden havde vi et ismejeri, hvor man gav kredit på
havregryn, ost og mælk. Det levede jeg højt på og det er stadig mine
yndlingsspiser. Der blev brygget og drukket the i store mængder og jeg husker
ikke, at vi nogensinde drak øl eller vin undtagen til fester, og dem var der
ikke mange af. Dog prøvede vi selv at fremstille både vin i store boblende
glasballoner – mindre vellykket – og at fremstille spiritus ved at rense
almindelig kogesprit ved hjælp af aktivt kul for derefter at tilsætte essenser.
Det smagte ikke særlig godt og det gav nogle alvorlige tømmermænd. Tiden var
for os ikke til euforiserende stoffer.
Årene
i Villa Mowgli var gode år. Der var ikke tid eller plads til de store
udskejelser og jeg oplevede også de andre beboere som meget arbejdsomme. Der
skulle tjenes penge for SU eksisterede ikke dengang, hverken i gymnasietiden
eller i studietiden på Universitetet. Og så skulle der laves lektier, skrives
opgaver og gås til skriftlige og mundtlige eksaminer og alt det andet gymnasie-
og universitetsarbejde. Under universitetsstudierne var jeg samtidig ret aktiv
i studienævn og i Studentersamfundet. De musikstuderende øvede fra morgen til
sen aften, når de ikke var på Konservatoriet. Samtidig var Virum Statsskole
ikke just vant til elever af min type, så de var ret opmærksomme på, om jeg
mødte til tiden, afleverede stile til tiden, var lektieforberedt m.v. Men der
var mange gode lærere, der var til stor hjælp bl.a. når jeg søgte private
legater.
Så
alt i alt blev Villa Mowgli min trygge base fra 1962 til 1968. Det er år jeg
mindes med taknemmelighed, år jeg aldrig vil glemme ligesom de mennesker jeg
boede sammen med for altid, står præget i mit sind”.
Den unge Lars Runo Johansen
på sit værelse.
De efterfølgende ejere af Villa Mowgli har
alle fremlejet værelser i deres ejertid. Således lejede Susanne og Frank
Pedersen 2. sal og halvdelen af 1. sal ud til bl.a. cand.mag. og salgskonsulent
Ebbe Rostorp i 1977-82, børnehavepædagog Elisabeth Keil i 1982, Bente Haarbo i
1983 og lærer Jette Bachhausen i 1977-1979, medens Ewa-Dorota Eskelund og Knud
Erik Andersen – ud over udlejningen til Dansk Flygtningehjælp – havde L.
Sørensen boende i kælderen i 1982-84, Martin R. Tefler i 1984 og Mikael
Sterup-Hansen i 1985. Den månedlige husleje var nu steget til DKK 1.200 pr.
måned.
Også efter 1993 har der boet lejere i Villa
Mowgli. I 1993 var det miljøsekretær i SF Per Henriksen, i 1994 til 1996 var
det fysioterapeut Bodil Jensen og fra 1996 cand.jur. og fuldmægtig Marie Leer
Jørgensen. Fra 1999 til 2003 boede Line Heilberg til leje efterfulgt af Marie
Bornhøft Kirkegaard i 2003, fysioterapeut Tina Jensen i 2003 til 2004,
politielev Rikke Jensen fra 2004 til 2008, farmaceut Ieva Imbrasaite fra
Litauen fra 2008 til ultimo 2010, Heidi Elisabeth Rasmussen i 2011 og Maria
Mänty fra Finland fra september 2011 til oktober 2014.
Udsnit fra værelset på 2. sal fra 1995.
Da Christoffer Müllers ejede Villa Mowgli
var der i en lang periode tre tjenestefolk i huset, hvor der til sidst kun var
husassistent Christiane Marie Nielsen tilbage. Før denne periode var der også
kun et tjenestetyende registreret ad gangen. Maria Anna Jensen var registreret
i 1901, Christiane Agnes Nielsen i 1906 og Karen Marie Malling i 1911. Som det
ses nedenfor, var det ikke ualmindeligt at de unge piger ikke havde bopæl hvor
de tjente.
Fra Villabyernes
Blad den 13. maj 1926.
Også nu om dage må ejerne nøjes med én au
pair-pige ad gangen. Fra oktober 1997 til juli 1998 ”tjente” Sanita Gutmane fra
Letland således i huset, medens Yevgenia Zherebyatyeva fra Estland ”tjente” i
huset fra august 1998. Efterfølgende fulgte Nanna fra Varde, Natasha fra
Rusland, Miroslava fra Bulgarien, Clara fra Rumænien, Sofie fra Samsø og
Charlote, Diane, Keyneth, Kristylee, Facie og Cristine alle fra Filippinerne. I
2018 satte lovgivningen en stopper for au pair-piger i Villa Mowgli, idet
familiens yngste barn fyldte 18 år.
Tidligere beboere på besøg i 2020. Yevgenia
Zherebyatyeva
(Genia Jensen),
Aksel Emil Kaalund Olsen, Kirsten Steen-
Andersen og Klara Helene Preben-Hansen.
Villa Mowgli i jubilæumsåret 2023
1681 |
|
Kong Christian V (opretter en fasangård). |
13. juli 1761 2. juli 1764 |
|
Udenrigsminister Johan Hartvig Ernst, Greve af
Bernstorff (ved Donations- og Concessions-Brev) |
1. september 1765 |
|
Anders Olsen og Anne Jacobsdatter (søster til Ole
Jacobsen fra Skjoldgaard) erhverver brugsretten til den senere ”Eigaard” ved
lodtrækningen. |
1. oktober 1767 |
|
Arvefæsteskøde på 65½ tdr. land til Anders Olsen. |
13. juli 1795 |
|
Jacob "Eigaard" Andersen (søn af Anders Olsen). Fra 1797 gift med Ane Sørensdatter fra Teglgaard, der er ejer fra ægtefællens død i 1813. |
14. juli 1847 |
|
Birthe Marie Eigaard
(datter af Jacob Eigaard Andersen), ugift. |
2. april 1880 |
|
Fhv. rådmand Frederik Christoffer Bülow. Og efter
dennes død i 1890, boet og efterlevende Helene Anna Cathrine Bülow. |
11 juli 1891 |
|
Højesteretssagfører Peter Adler Alberti. Udparcellerede grunden (matr.nr. 3eh
af Ordrup by og sogn) fra Eigaard (matr.nr. 3a Ordrup by og sogn) den
5. december 1894. |
4. juli 1896 |
|
Overretssagfører Carl Theobald Valdemar Friis. |
6. april 1898 |
|
Murermester Nicolaj William Petersen (køber grunden og
opfører Villa Mowgli efter ansøgning af 29. september 1898 og godkendelse af
19. oktober 1898). |
11. december 1916 |
|
Fabrikant, ingeniør Christoffer Frode Müller. |
7. november 1963 |
|
Ingeniør Mogens Frode Thorkild Müller (arveudlægsskøde). |
4. juli 1973 |
|
Cand.mag. Susanne Pedersen og cand.mag. Frank Gerdner
Pedersen. |
21. april 1982 |
|
Sygehjælper Ewa Dorota-Eskelund og arkivar Knud Erik
Andersen. |
1. juli 1993 |
|
Cand.merc. Helle Birk Krogsgaard, HD og finanschef
Jens Kristian Kjær Krogsgaard, HD. |
Nedenfor er gengivet en graf, der viser
udviklingen i Villa Mowgli’s offentlige vurderinger (venstre akse) gennem cirka
125 år. Som bekendt har den offentlige vurdering aldrig været et præcist mål
for en ejendoms reelle handelspris, og gennem tiderne er Villa Mowgli da også
handlet til priser der afveg væsentligt fra den offentlige vurdering, der var
gældende på handelstidspunktet. Grafen giver dog alligevel et ganske godt
billede af udviklingen i de forløbne cirka 125 år. Det skal bemærkes, at i
perioden 2014-2021 og i 2022 er benyttet henholdsvis Bolighedens og
DingEstimats computerskabte ejendomsvurderinger, idet SKAT i perioden har
suspenderet de offentlige vurderinger.
Ejendommen
er på i alt godt 427 etagekvadratmeter, men heldigvis omregner skattevæsnet det
til 282 vægtede boligkvadratmeter.
Når der som her er tale om et aktiv, der løbende bliver
mere og mere værd, vil en graf, der viser den samlede værdi, altid blive
ekspotentiel. For derfor at korrigere for dette ”synsbedrag” er på højre akse
gengivet den procentvise ændring af vurderingerne per år. Som det ses, har
disse svinget mellem minus 28,8% (2009) og plus 100% (1920) i perioden. De
største procentvise udsving skete i 1980’erne, hvor ejendommen blev vurderet
til DKK 750.000 som laveste værdi og til DKK 2.050.000 som højeste værdi.
Ejendomsvurderingerne fortsatte med at stige i det nye
årtusinde. I perioder tjente boligejere i nogle dele af landet mere på
værdistigninger på deres huse end hvad de kunne tjene ved at arbejde. Dette var
naturligvis ikke holdbart og boligboblen sprang da også i 2007-2008. Inden da
havde den offentlige vurdering - efter alle de nedslag som fantasien kunne
overbevise skattevæsnet om, var rigtige – smagt på knap DKK 10 million. Da
boblen sprang, faldt vurderingen med knap DKK 3 million eller knap 30%. Efterfølgende
er vurderingerne igen kun steget og steget på grund af de forholdsvis lave
renter og nye låneformer.
Set over husets levetid svarer stigningerne i
vurderinger til godt 6,5% per år - sammenlignet med en gennemsnitlig årlig
stigning i forbrugerprisindekset på 3,8% i samme periode. Det bliver til en
stor forskel på 125 år.
Ovenikøbet
har de offentlige vurderinger i en årrække haltet efter de reelle
handelspriser, hvorfor der ikke er tvivl om at det over tid er en bedre
forretning at være boligejer end lejer – hvis der for et kort øjeblik ses bort
fra ejendomsskatterne.
Da
priserne toppede i 2021, kom en venlig ejendomsmægler forbi og mente at Villa
Mowgli kunne sælges for ca. DKK 22,8 million, hvis villaen blev udbudt til DKK
26 million, men som bekendt kendes prisen på et aktiv ikke før der er en der
vil købe og betale prisen. Og mon ikke priserne i en periode er lidt på vej ned
igen.
I
september 2023 offentliggjorde SKAT de foreløbige ejendomsvurderinger for 2022.
Det var ikke muligt at se beregningerne bag resultatet, men dommen lød på DKK
18,2 million, hvoraf DKK 8,4 var grundværdien.
Når
man sidder med spejlet og ser tilbage i tiden, virker en købspris på cirka DKK
1,3 million som den rene foræring. Men sådan er inflationens matematik. Den
gang mente vores familier at en så høj pris var galimatias. De havde glemt at
de selv havde givet en tiendedel for deres egne ejendomme, og at deres forældre
havde givet en hundrededel. Men sådan er det. Vi sidder nu og kigger på nye
boligkøbere, og forstår ikke at man i Charlottenlund betaler så meget for en
ejendom i dag. Men vi er bare ikke klogere end vores forfædre.
Nedenfor
er gengivet udvalgte “Avertissementer” eller annoncer fra den lokale vejviser
fra 1898.
Prøv
selv at studere Avertissementerne. Her er alt fra reparation af kunstige tænder
på 2-3 timer, til Karen Wulffs bekendte Kiks, Bisquits og Konfiturer.
Endvidere
kunne der lejes bøger i Caroline Rønnows Bog- Papir- og Musikhandel på hjørnet
af Lindegårdsvej og Jægersborg Allé, ligesom der kunne lejes elegante Landauere
og drosker i Hellerup eller møbler til landstedet i Kjøbenhavn.
Endelig
var én krone vel ikke for meget at betale for en flaske Courenne Cognac.
Tak til:
Agnete Müller, Jyllinge
Eva og Pia Birkman, Samsø
Kirsten Steen Andersen, Ordrup
Susanne og Frank Pedersen, Ordrup
Torben Runo Johansen, Toelt
Lars
Runo Johansen, Esbjerg
Clara
Helene Preben-Hansen, Charlottenlund
Nanna
Friis Løvendahl, Søborg
Helge
Richter-Friis
Mogens
Müller (yngste søn af Johannes Müller)
der blandt flere alle velvilligt har givet oplysninger om livet i
Villa Mowgli gennem tiderne.
Berlingske Politiske og
Avertissementstidende fra den 23. maj 1906.
Desuden tak til:
Lokalhistorisk Samling, Gentofte
Gentofte Lokalhistoriske Forening
Gentofte Ret
Nationalmuseet
Gentofte Kommune, Teknisk Forvaltning
Landsarkivet, København,
der velvilligt har hjulpet med research.
Som øvrige kilder er bl.a. benyttet:
Forsidebillede fra ca. 1900 taget af Alfred Theodor Collin, Collin
Foto, Lyngby.
Fra istid til nutid I, L. Gotfredsen.
Gentofte fra Tuborg til Bellevue II, L. Gotfredsen.
Fra Søholm til Ermelunden III, L. Gotfredsen.
Veje i Gentofte, L. Gotfredsen.
Fra de gode gamle dage i Gentofte Kommune, diverse.
Der var engang et sommerland, Halvor Pedersen.
Gentofte-bogen 1976-1978 og 1982-1983, diverse.
Fra Sommerland til villaby, Steffen Linvald.
Danmarks Historie, Vagn Dybdahl.
Fra det nu forsvundne Charlottenlund, Edouard Ree
Fra det nu forsvundne Gentofte Kommune, Susanne Krogh Bender.
Omkring Jægersborg Allé – dengang og nu, Hans Jørgen Poulsen.
Ordrup – et bysamfund i fortid og nutid, Hans Jørgen Poulsen.
Lademanns Leksikon, diverse.
Vejviseren for Gentofte Kommune (1896-1998), Familien Jantzen.
Månedsmagasinet Bo Bedre november 1963, Ove Steen- Andersen.
Månedsmagasinet Bo Bedre februar 1964, Ove Steen-Andersen.
Danske énfamiliehuse gennem 100 år, Erik Nygaard.
Vejviseren for Gentofte gennem 100 år, Mostrup.
Villabyernes Blad, diverse årgange.
Margrethe Timmol Larsen
Diverse korrespondance, foto, postkort og tegninger.
Kirkebøger og folketællinger.
Wikipidia.
Og mange flere ….
Skitse af Villa Mowgli fra Bo Bedre februar 1964.