Mowgli i 100 år

 

Fra udlejningssommerhus til familievilla

- fra fortid til nutid -

 

 

 

Festskrift i anledning af Mowgli’s 100 års fødselsdag den 19. oktober 1998.

 

Gudrunsvej 22B - 2920  Charlottenlund, Matr.nr. 3eh af Ordrup By og Sogn.

 Sokkelund Herred.

Med tilføjelser og opdateringer for tiden efter 1998 

 

 

Indholdsfortegnelse

(TRYK PÅ KAPITEL FOR AT SPRINGE I TEKSTEN)

Forord  4

I tidernes morgen  6

Det gamle Ordrup  8

Kongehusets tilknytning til området på tiden da Mowgli blev bygget 17

Området på tiden da Mowgli blev bygget 18

Området som udflugtsmål 23

Ejerne af grunden og Mowgli gennem tiderne  25

Husets opførelse og oprindelige indretning  39

Datidens typehus  47

Navnet Villa Mowgli 48

Gudrun - et vejnavn  49

Matrikelnummeret 51

Vejens oprindelige beboere  52

Haven - oprindelig og nu  53

Togbanen  56

De mange om- og tilbygninger 60

Toiletter i 1913, 1975 og 1995. 61

Ombygningen i 1918  62

Ombygningen i 1921  64

Centralvarme i 1923  66

Ombygningen i 1936  67

Garagen i 1941  69

Ombygningen af 2. sal i 1918, 1963, 1991 og 1993  70

Renovering i perioden 1993 -1998  75

Renovering efter 1998  76

Lejere i nyere tid  80

Oversigt over ejerne gennem tiden  85

Udviklingen i ejendommens offentlige vurderinger 86

Avertissementer fra 1898  87

Kilder og referencer 93

 

 

 

 

 

Forord

 

Siden 1600-tallet har bondebyen Ordrup og egnen omkring Gyldenlund (det nuværende Charlottenlund) været et eftertragtet mål for københavnernes udflugter. Længslen efter frisk luft, trangen til at færdes i skoven og ved stranden, samt synet af bølgende kornmarker bevirkede, at området tillige blev meget søgt af landliggere fra hovedstaden. Kongefamiliens tilstedeværelse på skiftevis Charlottenlund Slot og Bernstorff Slot har utvivlsomt også været en medvirkende årsag til områdets popularitet.

 

Hoveriet og stavnsbåndet blev ophævet i 1700-tallet, og selv om det var københavnerne, der om sommeren satte deres præg på egnen, ændrede friheden ikke i første omgang den fastboende bondebefolknings livsførelse og vaner på de veldrevne bøndergårde.

 

Enkelte af gårdene i området blev helt op i dette århundrede drevet som landbrugsejendomme, medens andre allerede i 1800-tallet blev omdannet til lyststeder. I kølvandet på lyststederne opførtes i årenes løb talrige mindre lyst- og landsteder.

 

Ejerne af disse lyst- og landsteder banede vejen for egnens forvandling fra bondeidyl til en københavnsk forstad, og de forbedrede trafikmidler fik flere og flere til at bosætte sig i området i frie og sunde omgivelser.

 

Mowgli var oprindelig et udlejningssommerhus og er som sådan en del af områdets historie. I anledning af 100-året for villaens opførelse har jeg derfor forsøgt at beskrive områdets udvikling med Mowgli - og Eigaarden, hvorfra grunden er udstykket - som centrum.

 

Selv om enkelte huse og steder i området uvilkårligt leder tankerne tilbage til den tid, da det var "in" at ligge på landet i Ordrup, kan det i dag være vanskeligt at genkende fortidens landlige idyl. Med nærværende beretning om Mowgli fra udlejningssommerhus til familievilla er det dog mit håb at bidrage til en vis forståelse for områdets og villaens historie og udvikling.

 

 

God fornøjelse.

 

Jens Kr. Kjær Krogsgaard

15. juni 1998

 

 


I tidernes morgen

 

Ordrup har været beboet siden oldtiden, men allerede i stenalderen (omkring 7500 f. kr.) har der både langs kysten og længere inde i landet færdedes folk. Ved Ordrup Mose, der oprindelig var en havarm til Øresund, er der bl.a. fundet bopladser fra den ældre stenalder. Fundene giver et godt billede af områdets og periodens fauna, idet der er fundet knogler fra bl.a. sumpskildpadder, vildsvin, bævere, urokser, hunde og elsdyr. Sjælland var på dette tidspunkt landfast med Skåne, og Østersøen var en ferskvandssø.

 

I forbindelse med opgravning af nogle smårødder ved stendiget ud mod stien blev der i 2010 fundet et cirka 12 centimeter lang fladehugget segl af flint. Det lå cirka 10 centimeter under jordoverfladen. Seglet stammer fra bondestenalderen og blev brugt til at høste korn. Det sker ikke helt sjældent, at der findes hele funktionsdygtige segl nedlagt i jorden - velsagtens som en art takofre efter en vel overstået høst. Bonde-stenalderen omfatter tiden 3900 – 1700 f.Kr, men seglet er formentlig fra den senneolitisk tid (2400 til 1700 f.Kr.). Jægerfolkene i Danmark havde dengang kontakt med bondesamfund i Mellemeuropa, men først omkring 3900 f.Kr. begyndte jægerne her i landet at dyrke jorden og holde husdyr. Skovområder blev fældet, afbrændt og erstattet af kornmarker. Kvæg, gris og får dukkede op som husdyr. Den største forandring var, at man nu kunne fremstille fødevarer selv. Kystfiskeriet blev stadig brugt og bondebefolkningen jagede og fiskede fra de lokale fangstbopladser.

 

Fladehugget segl af flint fundet i 2010.

 

De mange gravhøje i området stammer fra bronzealderen (ca. 1500 til ca. 400 f. Kr.). Ordrup Kirke, der ligger et par hundrede meter fra Mowgli, er f.eks. opført på den tidligere gravhøj kaldet Vasehøj.

 

Af oldtidens mere eller mindre spredte bebyggelse voksede landsbyerne frem. Om tidspunktet for landsbyernes opståen vides intet med sikkerhed, men i tidsrummet mellem år 1000 og 1300 opstod der i Danmark en række nye landsbyer (torpene). På overdrev og alminding har enkeltmand eller små fællesskaber brudt jorden op til marker og skabt nye bysamfund. I egnen nordnordøst for Gentofte[1] opstod tre torpe, hvoraf Ordrup (torpen på oret) var den ene[2]. Torpen rummede 8 gårde og dens jorder lå rundt om byen.

 

Det gamle Ordrup

 

Indtil midten af 1700-tallet var Ordrup en ren bondeby. Indbyggerne var fattige og forarmede fæstebønder, der udførte hoveri på det lokale herresæde, og bønderne var fra år 1733 til år 1788 endvidere underlagt stavnsbåndet, der påbød dem at forblive på deres fødegods.

 

Udenrigsminister Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-72) var i starten af 1760'erne - ved Donations- og Concessions-Brev fra Kong Christian V - blevet ejer af det, der senere blev kaldt Bernstorff Gods, de tilliggende jordarealer og det dertil hørende hoveri af bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup. Bernstorff var godsejer fra Hannover og skulle senere blive kendt for sit store reformarbejde med at forbedre bøndernes vilkår. Gennem sine interesser for korndyrkningen opdagede han nemlig, at han kunne høste næsten tre gange så meget på sine marker som bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup kunne høste på deres.

 

Bønderne i Ordrup udmærkede sig dog ved at de kunne høste omtrent dobbelt så meget rug som bønderne i Gentofte og Vangede, og det gav ifølge Bernstorffs tiendelister fra år 1758 til 1765 en årligt gevinst på 40 tønder pr. Ordrup-bonde - eller en fortjeneste pr. bonde på 10 rigsdaler og 11 3/4 skilling[3]. Herfra skulle så trækkes tiende og sædekorn, hvorfor den enkelte bonde som udgangspunkt ikke bidrog væsentligt til godsets drift.

 

Den enkelte bondes indtjening var heller ikke noget at råbe hurra for.

 

Den årlige høst af hø på bøndergårdene i Ordrup kunne ikke dække hestenes, køernes, studenes og fårenes forbrug af foder, hvorfor 32 af byens 62 heste i ovennævnte periode er opført som udgangsøg, hvilket vil sige at øgene om vinteren måtte klare sig med det foder, de kunne finde ude på markerne.

 

Ved at have cirka halvdelen af hestene ude hele året kunne der blive mad til de øvrige dyr, samtidig med at den enkelte bonde hvert år kunne sælge hø i København for 8-9 rigsdaler.

 

Desværre var flere bønder allerede om efteråret nødsaget til at sælge så meget hø og halm, at de ikke kunne fodre deres dyr til den efterfølgende påske, og ofte måtte bønderne derfor sætte kvæget på græs så snart sneen var væk, og endnu inden der var meget grønt på markerne.

 

Det var sjældent, at der var mad nok til opdræt og salg af plage og stude, og udbyttet fra får, svin og fjerkræ nåede i bedste fald at dække den daglige husholdnings behov. Dyrkningen af køkkenurter har formentlig indskrænket sig til en række grønkålsstokke ved hver gård.

 

Et kærkomment tillæg til indtjeningen var at skære tørv og køre det til København. Når bonden havde dækket sit eget behov, kunne han hver måned mellem juli og marts bringe fire til fem læs tørv til København, hvilket skulle have indbragt ham ca. en rigsdaler pr. læs.

 

Bønderne udenfor Københavns omegn eller bønderne, der boede meget længere væk end dem i Ordrup, havde ikke mulighed for at køre tørv og afgrøder til København, hvorfor lønninger til dygtige karle og håndværkere i Ordrup på det tidspunkt var cirka dobbelt så høje som f.eks. lønningerne i Vordingborg[4].

 

Ligesom det fortælles i "Jeppe på Bjerget" af Holberg, blev områdets bønder fristet af brændevinen fra de omliggende kroer, hvilket betød, at dagens indtægter fra salget i København desværre ofte blev liggende på kroerne.

 

Bernstorff Gods opgjorde i 1760'erne en Ordrupbondes årsindkomst til ca. 58 rigsdaler[5], hvilket isoleret set var udemærket. Problemet var, at udgifter til afgifter og skatter til det kongelige herskab beløb sig til 34-35 rigsdaler, medens udgifter til en karl, en pige og en dreng var mindst 44 rigsdaler. Hertil kom udgifter til sadel- og hjulmager, tøj, skomager samt smed til vedligeholdelse af de nødvendige dyrkningsredskaber.

 

Bøndernes gældsbyrde voksede derfor år for år, og mange bønder måtte forlade deres gårde, hvorefter godsejeren fik problemer med at finde nye fæster.

 

Det var således ikke noget strålende aktiv Bernstorff overtog da han fik sit nye gods. Bønderne var ludfattige og forarmede, men Bernstorff skulle alligevel svare landgilde og huspenge til den kongelige kasse[6].

 

J.H.E. Bernstorff fandt hurtigt ud af, at en forbedring af bøndernes vilkår var nødvendig for, at både han og bønderne skulle kunne klare sig.

 

Der var allerede i 1760 i hertugdømmerne i Tyskland gjort forsøg med at gennemføre hoverifrihed og afskaffe arvefæste for bønderne. Dette var bl.a. sket på Godset Stedingshof, der var ejet af greve Christian Günther Stolberg med hvis datter J.H.E. Bernstorffs brodersøn, Andreas Peter Bernstorff (1735-97), i 1762 giftede sig. Forsøgene var forløbet godt, men J.H.E. Bernstorff var ikke helt tilfreds med udbyttet.

 

Bernstorff forestillede sig, at bønderne ville kunne yde og tjene mere til både godset og dem selv, hvis de fik friere tøjler og samtidigt blev opmuntret ved at være ejere af deres egne gårde og marker.

 

J.H.E. Bernstorff og hans godsforvalter, Torkel Baden, skal således have sagt "at Fællesskab og Hoveri skulle ophæves og Bonden ved Eiendoms rettighed deels opmuntres, deels sættes fuldkommen i stand til at benytte sig af de frie Hænder, som han herved fik med en i alle måder uindskrænket Industrie".

 

Med bistand fra sin brodersøn, A. P. Bernstorff, og godsforvalteren gennemførte J.H.E. Bernstorff  i 1764-1765 - som den første i Danmark – den trepunktsplan for godset Bernstorffs jorder, der senere skulle vise sig at reformere hele det danske landbrug.

 

Hoveriet skulle afskaffes og afløses af en pengeafgift så bonden kunne anvende sin tid på at dyrke sin egen jord. Livsfæste skulle erstattes med selveje, hvorved bonden ville få større interesse i at forbedre sin gård. Og dyrkningsfællesskabet, hvor al jord på et gods var genstand for fælles arbejde, skulle ophæves og jorden udskiftes ved at gårdene skulle flyttes ud på deres egne marker (Udskiftningen). Stavnsbåndet måtte fortsat bestå, idet dette var en særlig lov, der gjaldt for hele landet.

 

Gårdene i Ordrup lå på dette tidspunkt tæt sammen og byen bestod kun af otte bindingsværksbyggede og stråtækte gårde, en smedje samt et par år senere af en kro. Gårdene, der senere kom til at hedde Lindegaarden, Teglgaarden, Eigaarden, Holmegården, Skjoldgaarden, Hyldegaarden, Damgaarden og Skovgaarden, var alle beliggende ved den nuværende Ordrup Kro omkring krydset mellem Lindegårdsvej og Ordrupvej. Rundt om byen lå områdets marker.

 

 

 

Plan over Ordrup by i 1766.

 

Kroen blev etableret den 2. februar 1768, hvor tømrermester Jens Larsen Bruun fik byens første kgl. bevilling til at holde værtshus på betingelse af "at hand icke ved Strædet maae Brøgge Øll til Kroeholdets fornødenhed" og "at Kroet icke til noget Fylderie og tiidsspilde for Bonden eller andre vorder misbrugt".

 

Før Bernstorffs reformer kunne sættes i værk, blev markerne i Ordrup indtegnet på et ”Special Carte Over Den Under Gaarden Bernstorff Henhørende Bondebyes Ordrups Marker Som Viser Markernes Inddeelning For Fælleds Skabets Ophævelse”. Området blev opmålt og vurderet stykke for stykke efter jordens art[7]. Derefter blev det hele inddelt i stykker som skulle have samme ydeevne. Og til sidst blev der trukket lod mellem fæstebønderne om de forskellige jordstykker.

 

Nedenfor er ét af de i alt tre farvelagte kort fra 1765 over de tre landsbyer gengivet[8]. På kortet vises beliggenheden af Ordrups tre vangeder, byens grænser og inddeling i agre og åse, loddernes plovretning, alle enge og moser, søer og vandløb, oredrev og krat, alle veje og stier, gårdenes og husenes placeringer i landsbyen, samt alle på det tidspunkt eksisterende oldtidshøje.

 

 

 

Special Carte Over Den Under Gaarden Bernstorff

Henhørende Bondebyes Ordrups Marker

 

Lodtrækningen mellem bønderne om Ordrups jorder fandt sted 1. september 1765 ved et højtideligt arrangement ved Bernstorff Slot. Bønderne havde været nervøse for, hvad de store omvæltning skulle bringe dem, men allerede sidst på eftermiddagen, da spændingen var udløst, begav bondefamilierne sig ud i området for at bese deres nye marker.

 

Den senere Eigaard, hvorfra Mowgli blev udstykket, fik ved lodtrækningen en temmelig uregelmæssig form, der bestod af to smalle jordstykker, der dannede en figur som bogstavet "L". Den vestlige firkant strakte sig langs Lindegårdsvejens[9] østside fra Jægersborg Allé til Ordrup by og omfattede foruden et stykke af Korøglerne de østlige dele af Langagre og Tværagre, endvidere Flederne og Trunneagrene og den vestlige del af Ellemosen indtil Skjoldgårdens skel. Den anden firkant lå mellem byen og Ordrup Jagtvej og indeholdt Vaseagrenes sydlige halvdel og det vestlige stykke af Skovagrene. Arealet var på 65½ tdr. land, men forøgedes i 1776 med kratskoven "Eiet", som Bernstorff ved lodtrækningen oprindeligt havde forbeholdt sig selv.

 

 

 

Special Carte Over Den Under Gaarden Bernstorff

Henhørende Bondebyes Ordrups Marker

 

På kortet er med grønt indtegnet Eigaardens tildelte markarealer med Eiet og mosen. Endvidere er markeret det sted, hvor Ordrup by var placeret (gul pil), samt de steder, hvor Lindegårdsvej[10] (violet pil), Eigaarden (grøn pil), Ordrup Kirke / Vasehøj (blå pil) og Mowgli (lyseblå pil) senere blev henholdsvis anlagt og opført. Det kantede areal til venstre på kortet (rødt område) er Charlottenlund Slotspark, hvor Jægersborg Allé går ud fra toppen og hvor Ordrup Jagtvej går ud fra højre mod Christians Holm (stiplede blå streger). Øverst i kortet ses benævnelsen "Hovmarkerne", der vidner om fortidens hoveri, ligesom ”Øster Søen” eller det nuværende Øresund er anført nederst.

 

Eksperimentet med at give fæstebønderne fri viste sig at være en god forretning for J.H.E. Bernstorff. Bønderne betalte en vis procentdel af deres indtægt til Bernstorff Gods, og bøndernes indtægter steg så meget, at de var i stand til at svare store afgifter. Nevøen A.P. Bernstorff kunne i 1768 meddele sin fader, "at det var utroligt i hvilken grad bøndernes arbejde og flid blev forøget siden de blev selvejere og proprietairer på deres godser".

 

Bøndernes fattige kålgårde blev på få år afløst af store smukke haveanlæg, og skiftede således helt karakter. Utilfredshed og fattigdom blev afløst af taknemlighed og velstand.

 

Lykken blev lang for områdets bønder, men J.H.E. Bernstorff kom ved Struenses magtovertagelse i 1770 i unåde og måtte forlade landet for ikke siden at gense hverken sit gods eller resultatet af sit reformarbejde.

 

Udflytningen, hvor bønderne, hvis blot en af deltagerne i fællesskabet ønskede det, kunne flytte deres gårde ud på de tildelte marker, gik i starten langsomt, idet mange frygtede ensomheden. Kun Damgården var i 1770 blevet flyttet ud på dens mark ved den nuværende Emiliekildevej.

 

Den 6. september 1798 nedbrændte størstedelen af de resterende af Ordrups stråtækte huse og gårde. Branden opstod i Teglgårdens snedkerværksted, da en limpotte kogte over og antændte nogle høvlspåner.

 

I stedet for at genopbygge gårdene inde i selve byen, besluttede ejerne sig for - i overensstemmelse med Udflytningen - at flytte gårdene ud på deres marker. Eigaarden blev opbygget på jorderne lige syd for Vasehøjen, og den gamle krat- og egeskov kom derved til at danne en fortsættelse af gårdens store have.

 

Ordrup Kro blev efter branden genopført på dens nuværende placering, og var, da smedjen blev revet ned i 1900, ophøjet til hotel.

 

De tomme grunde i byen blev dels solgt til håndværkere, og dels til københavnere, der opførte sommerboliger på brandtomterne.

 

Det bybillede, der i årene efter  branden i 1798 blev skabt i Ordrup bestod indtil slutningen af 1800-tallet, hvor en skole, en kirke og de første større huse holdt deres indtog.

 

Den 1. maj 1867 fik Ordrup nemlig sin første skole. Det var Ole Jacobsen der dengang etablerede Ordrup Realskole på Hyldegårdsvej kun 18 år gammel. Det var om ham, at Peter Lemche den 21. december 1873 skrev "Den lille Ole med paraplyen - ham kender alle små folk i byen", fordi Ole Jacobsen året rundt gik rundt med sin paraply[11]. Ole Jacobsen og Peter Lemche var for øvrigt i familie med hinanden, idet Peter Lemches kone, Karen Magdalene Jakobsen fra Teglgårdens farfars søster var farmor til Ole Jacobsen. Farmoderen var gift med Jacob "Eigaard" Andersen og ejede Eigaarden fra 1795 til 1847, hvorefter Ole Jacobsens tante købte den.

 

Som det ses kunne Ordrup ligne én stor familie, og ved et nærmere studie af de forskellige gårdes ejerforhold og beboernes giftermål gennem tiderne, kan man da også konstatere, at alle beboerne på de forskellige bondegårde i Ordrup var i familie med hverandre. Traditionen fra Stavnsbåndet, hvor man måtte finde sin ægtefælle i nabolaget, overlevede således mange år efter dets ophævelse.

 

Den 23. juni 1876 stod Ordrup Kapel (nu kaldet Ordrup Kirke) færdigbygget på den gamle bronzealdergravhøj, Vasehøj, kun omgivet af marker. Opførelsessummen var ca. 90.000 kroner, og hele beløbet var blevet fremskaffet ved frivillige bidrag fra bl.a. kongehuset, der senere kom i kirken hver anden søndag, etatsråd O.B. Suhr på Sølyst, hofchef grev C. Danneskjold-Samsøe og byens øvrige bedsteborger. Grunden til at kirken fik to tårne skal efter sigende være at byens katolske kirke, der stod færdigt i 1873, kun havde ét tårn.

 

Ordrup Kirke blev oprindelig opført som annekskirke til Gentofte Kirke, men Ordrup blev i 1891 udskilt som et særligt sogn sammen med Charlottenlund og Skovshoved. Året inden havde Birthe Marie Eigaard[12] skænket kirken en byggegrund umiddelbart syd for kirken, hvor en præstebolig blev opført.

 

 


Ordrup Kirke og præstebolig som det så ud da Mowgli blev opført.

 

Af de gamle gårde i Ordrup er det i dag kun Lindegården og Damgården, der er bevaret. Hyldegården, som Gentofte Kommune erhvervede fra P.A. Albertis konkursbo, nedbrændte i 1935. På Holmegården ligger nu Ordrup Kirkegård. Teglgaarden er for nylig blevet nedrevet og Skjoldgaarden nedbrændte i 1892 året efter, at Travbanen var blevet anlagt på dens marker.

 

Eigaarden, der var beliggende tæt ved Ordrup Kirke, er også for længst forsvundet.  Det var efter de gamle overleveringer en hyggelig bondegård, der i de sidste mange år om sommeren var udlejet til landliggere. Gården bevarede til det sidste sit idylliske udseende med sin skyggefulde og frodige have midt i dens marker og eng.

 

 


Eigaarden som den så ud ca. 1890 nogle år inden den nedbrændte den 12. november 1896.

 

Kongehusets tilknytning til området på tiden da Mowgli blev bygget

 

Kongehuset har i mange år tilbage i tiden ejet store landarealer og slotte i området, og har således altid haft en nær tilknytning til Jægersborg[13], Ordrup og Charlottenlund. Også på den tid, hvor Mowgli blev bygget, boede og færdedes medlemmerne fra kongehuset meget i området.

 

Den 9. december 1842 overtog Christian VIII Bernstorff Slot, og efter kongens død i 1848 overtog prins Christian af Glücksburg - den senere Christian IX - slottet i 1854. Herefter tjente slottet som sommerbolig for Christian IX og dronning Louise i en årrække.

 

Den 29. september 1898 døde Dronning Louise på Bernstorff Slot. Efter Kong Christian IXs død i 1906 blev Bernstorff Slot efter kongeparrets ønske stillet til rådighed for deres søn prins Valdemar og hans familie[14]. Ved prins Valdemars død i 1939 overgik slottet til forsvaret og blev siden anden verdenskrig brugt af Civilforsvaret, der anvendte slottet indtil udgangen af marts 2008, hvor de flyttet til andre lokaler. Udflytningen skyldes stigende husleje og blev besluttet i forlængelse af et større politisk forlig om redningsberedskabets struktur.

 

Christian IX og dronning Louises ældste søn, den senere Kong Frederik VIII, benyttede i mange år Charlottenlund Slot[15] som sin sommerresidens.

 

Han flyttede dertil allerede som kronprins i 1869 og blev efter sigende hurtigt populær blandt byens borger, hvor han gennem sine daglige spadsereture og sin rundhåndede hjælpsomhed lærte næsten alle byens borgere at kende ved navn.

 

Det fortælles, at kongen under en spadseretur i skoven en mørk efterårsaften blev spurgt om vej af en ældre mand, der ikke genkendte ham. Kongen tilbød at guide manden den rigtige vej ud af skoven, og efterfølgende tilbød manden kongen en fireskilling som tak for hjælpen. Kongen gemte mønten og fortalte ofte byens borgere, at det var de første penge, han nogen sinde selv havde tjent. Kong Frederik VIII døde i 1912, hvorefter dronning Louise og børnene vedblev med at benytte slottet indtil 1926, hvor hun døde. Slottet benyttes nu af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser.

 

Også på Hvidøre residerede den kongelige familie, idet Christian IXs døtre - den engelske dronning og den russiske kejserinde - i 1906 købte stedet som et fælleshjem i deres gamle fædreland. Hvidøre ejes nu af Novo Nordisk A/S.

 

Området på tiden da Mowgli blev bygget

 

Omkring århundredeskiftet var Ordrup og Charlottenlund en god blanding af landsby, forlystelsessted, sommerland og handelsområde. Selv filmproduktion kunne området mønstre[16].

 

Området var under store forandringer og datidens miljøprotester havde allerede lydt, da Charlottenlund Fort i 1886 blev anlagt. Fiskerne påstod i fuld alvor, at kanonerne ville jage fiskene ud af Øresund.

 

Den 29. juli 1888 blev det første løb kørt på Ordrup Cykelbane, der var anlagt som grusbane uden hævede sving[17]. Banen blev anlagt ved Eigaarden af "Foreningen af Bicycleridende Gentlemen" i 1887 og havde et areal på 2½ tdr. land.

 

Den 24. maj 1891 afholdt Det Danske Travselskab sit første løb på Charlottenlund Travbane, der var blevet anlagt på Skjoldgaardens marker.

 

I 1897 begyndte droscherne i området at benytte taxameter, og en drosche blev herefter kaldt en taxa. De var dog først motordrevne fra 1902.

 

I 1898 begyndte gymnastiklærer Holger Nielsen på Ordrup Gymnasium at udforme det spil, der senere blev til håndbold. Han blev dog mere kendt for sit arbejde med genoplivning af druknede[18].

 

I 1902 dannedes A/S Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporveje, der i 1903 satte den første elektriske sporvogn i drift fra København til Charlottenlund og fra 1908 helt til Ordrup. Selskabet var et datterselskab af A/S De Kjøbenhavnske Sporveje, hvis aktiemajoritet var ejet af en tysk sammenslutning[19].

 

I 1903 oprettes en Magasin du Nord på Jægersborg Allé af Vett og Wessel, og i 1906 opretter A.C. Illum en forretning på Strandvej 96.

 

Mange andre forretninger så også dagens lys omkring århundredeskiftet. Blandt flere kan nævnes Ordrup Apotek på Lindegårdsvej fra 1895, Gotfred Strømanns forretning for Centralvarmeanlæg og Sanitære Installationer på Fredensvej i 1899, skomagermester Rasmus Olsen på Ordrupvej 100 i 1900, Jægersborg Allés Mejeri omkring 1900, en isenkræmmer i krydset mellem Lindegårdsvej og Jægersborg Allé i 1902, en sadelmager på Lindegårdsvej 12 i 1905[20], en parfumeforretning på Jægersborg Allé 28 i 1906 og endelig en boghandler på Jægersborg Allé 6 (ved Fredensvej) i 1914.

 

I 1898, da opførelsen af Mowgli blev påbegyndt, var følgende erhverv repræsenteret i byens vejviser: Glarmester, graver, restauratør, murer- og tømrermester, høker, ingeniør, jordemoder, karetmager, købmand, detailhandler, sagfører, skrædder, slagtermester, smedemester, smørhandler, sygeplejer, tandlæge, tandtekniker, træskomager, tøffelmager, tømmerhandler og apoteket.  

 

 

Jægersborg Allé ved jernbaneoverskæringen omkring 1898.

 

Den daglige handel foregik ligesom den gør i syden i dag. De handlende havde nemlig to priser på deres varer - en pris for de lokale beboere og en for sommergæsterne. Vejene var ikke brolagte, og det fortælles, at udstillingsvarerne i butikkerne var belagt med støv, når det blæste udenfor.

 

Forretningerne havde længe åben dengang, og Ordrup Handelsforenings første handling i 1909 var at opfordre medlemmerne til at lukke kl. 22 om lørdagen. En flaske whisky kostede da knap 2 kroner, medens et pund kaffe kostede cirka 1 krone.

 

Også de offentlige institutioner var godt med i 1898. Gentofte-Ordrup kommune have fælles sogneråd, der fra 20. januar 1891 var blevet opdelt i to sogne (Gentofte og Ordrup Sogne) [21]. Ordrup og Charlottenlund havde knap 4.000 indbyggere i 1898.

 

I slutningen af forrige århundrede havde Charlottenlund Postkontor , hvor Mowgli hørte under, tre ”brevbringere”, der både havde tid til at passe arbejdet med at uddele post og tid til at få en sludder med beboerne. Madam Nielsen, der var brevbringer i Ordrup, har sikkert fulgt godt med i livet på Gudrunsvej.

 

Skatteklager over hovedligningen kunne i 1898 indgives inden udgangen af januar måned til sognerådet, og for så vidt man var utilfreds med sognerådets afgørelse, inden udgangen af februar måned til amtsrådet. Skattelisterne for Ordrup kirkesogn blev fremlagt for byens borgere på sognekontoret på Jægersborg, i Hellerup Kommuneskole og hos skatteopkræver C. Nielsen på Kapelvej i Ordrup.

 

Om vinteren blev der gravet og hugget is i Hyldegårdsmosen i stykker á 8" x 3 alen. De blev herefter gravet ned og solgt om sommeren for 25 øre stykket. Renovationen i Ordrup området blev dengang varetaget af gårdejer A.C. Florentzen fra Holmegaarden.

 

I 1904 begyndte A/S Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporveje at levere strøm til Hellerups borgere - først som jævnstrøm og senere som 1.000 volts vekselstrøm - og i de følgende år fik mange ejendomme i Ordrup og Charlottenlund indlagt strøm. Samme år blev byens første vandværk opført på Bregnegårdsvej, medens Strandvejen Gasværk allerede var blevet indviet i 1893.

 

Byens første bank var Ordrup-Charlottenlund Bank, der blev stiftet 12. oktober 1905[22]. Som det kan ses af Avertissementet fra banken nedenfor var det ikke de lange åbningstider, der plagede banken. Kontortid fra 10 til 12 og fra 7 til 8 måtte vel være rigeligt. En indlånsrente på 3,5%, 4,0% og 4,5% var så til gengæld meget bedre end den, man kan opnå i dag.

 

Den 5. juni 1910 blev "Væddeløbsbanen" i Ordrup Mose, den senere Klampenborg Galopbane, indviet. Det var Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme, der allerede i 1903 var startet med at planlægge banen som erstatning for den hidtil benyttede bane ved Eremitagen.

 

Den 1. maj 1913 blev porten mellem Strandvejen og Jægersborg Allé åbnet for almindelig færdsel, og det blev nu muligt at køre ind i området uden at skulle betale[23].

 

Reklame fra A/S Ordrup-Charlottenlund Bank fra 1906

Området som udflugtsmål

 

Som udflugts- og forlystelsessted er Ordrup og Charlottenlund Skov ældre end både Dyrehaven og Dyrehavsbakken, og den nederste del af Jægersborg Allé har fra gammel tid tilhørt restaurationslivet. Allerede i 1663 etablerede Jacob Petersen det første traktørsted i Charlottenlund -  eller i Gyldenlund, som det hed dengang. Senere kom Over Stalden[24], Ved Stalden[25], Jernbanepavillonen, Palmehaven, Gyldenlund og alle de andre traktørsteder, der hvert år sommeren igennem var tilholdssted for mange glade københavnere.

 

At området var populært høres også i Holbergs Maskerade, hvor en af Henriks replikker lyder: "At rejse til Gyldenlund eller Friederichsdal om sommeren er en megen nobel tidsfordriv".

 

Allerede inden Udskiftningen var bønderne i Ordrup begyndt at udleje sommerboliger til københavnerne, og i løbet af 1700-tallet opstod hist og her mindre lyststeder og beskedne borgerhuse, der dog væsentligt adskilte sig fra de fornemme landsteder langs Strandvejen.

 

Det har sikkert gået vildt for sig i de gode gamle dage, og adskillige grundejere nord for Charlottenlund skov har da også stadig servitutter, der forbyder oprettelse eller drift af utugtshuse. Servitutterne stammer fra den tid, hvor Mowgli blev bygget, og hvor de forskellige varietéer havde deres storhed. Syngepigerne, der var tilknyttet disse steder, øvede en særlig tiltrækning på skovens gæster, og de opførte sig ikke altid lige dydigt, hvilket det pæne borgerskab øjensynligt har haft i tankerne, da villaservitutterne blev skrevet. Mowgli har selvfølgelig ikke en sådan servitut.

 

På samme tid havde Dagmar Hansen stor succes med viser som "Oh Dagmar" og "Jeg gør det ikke med den nye kjole på". Hendes charme, skønhed og tiltrækkende former lokkede så mange tilskuere til området, at det blev nødvendigt for Statsbanerne og Sporvejene at køre ekstrature flere gange om dagen. Dagmar Hansen optrådte i området i mere end tyve somre, hvorfor perioden kaldes for Charlottenlunds Dagmarepoke.

 

Medens publikum glædede sig over den glade stemning og de lystige sange, kunne de på Over Stalden nyde en rejemad med liggende rejer for 25 øre eller for 35 øre flotte sig med en rejemad, hvor rejerne var placeret stående på brødet. Champagne var dyr og kostede dengang 100 kroner. Ikke noget under, at det var kromændene, der forestod datidens udlån.

 

Nedenfor ses Charlottenlund Strand eller ”Fluepapiret”, som det hed i folkemunde i 1898.

 

 

 

 

I løbet af 1900-tallet gik det ned ad bakke for områdets forlystelsesliv. I efteråret 1936 blev Over Stalden nedrevet, og Skovridderkroen, der blev opført samme sted, måtte også lukke til sidst.

 

I flere år var Ved Stalden det eneste tilbageværende forlystelsessted i området, og det må derfor hilses velkommen, at Skovridderkroen nu er genåbnet.

 

Ejerne af grunden og Mowgli gennem tiderne

 

Ordrup og omegn var tidligere ejet i et samlet stykke, der efterhånden er blevet opdelt og udstykket i en lang række mindre parceller med forskellige ejere. For at følge ejerne af grunden gennem tiderne er det derfor nødvendigt at tage udgangspunkt i hele Ordrup.

 

Ordrup blev tidligt kirkegods, og da byen første gang nævnes i år 1170 er det i anledning af, at biskop Absalon får overdraget en tredjedel af byen. Inden da hørte området under Esrum Kloster.

 

Ved reformationen i 1536 overgår området - sammen med landets øvrige kirkegods - til kronen. I en mellemperiode begyndende i 1507 ejer Kong Hans hele Ordrup by.

 

I 1681 oprettede Kong Christian V en fasangaard i Jægersborg, der den 7. november 1752 af Kong Frederik V sammen med et jordområde - og efter at bl.a. Johan Ludvig Holstein[26] havde besiddet gården – blev overdraget til udenrigsminister Johan Hartvig Ernst Bernstorff.

 

Johan Hartvig Ernst Bernstorff gav fasangården navnet Bernstorff og påbegyndte i 1759 byggeriet af det nuværende Bernstorff Slot.

 

Den 13. juli 1761 og den 2. juli 1764 får udenrigsminister Johan Hartvig Ernst Bernstorff ved kongeligt Donations- og Concessions-Brev som arvefæste overdraget de tilliggende jordarealer med det dertil hørende hoveri af bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup. Forøgelsen af jorderne gjorde Bernstorff til et gods og Johan Hartvig Ernst Bernstorff til greve og ejer af bl.a. det stykke jord, hvorpå Mowgli senere blev opført.

 

I maj 1765 kunne ægteparret, grevinde Charitas Emilia og grev J.H.E. Bernstorff, flytte ind i det næsten færdigbyggede slot.

 

Den 1. september 1765 fik Anders Olsen[27] fra den senere Eigaard ved lodtrækningen på Bernstorff Slot overdraget retten til de marker, der ligger i området omkring Mowgli.

 

Den 1. oktober 1767 modtog Anders Olsen endvidere arvefæsteskøde på disse i alt 65½ tdr. land og hans ejendom kunne nu gå i arv. For betaling af kongelige skatter og afgifter til Bernstorff blev etableret et første og anden prioritets skadesløspant i Anders Olsens nyerhvervede ejendom.

 

I 1776 forøgedes Eigaardens arealer med kratskoven "Eiet" som Bernstorff ved lodtrækningen havde forbeholdt sig. Til gengæld måtte Anders Olsen give afkald på sin i 1765 erhvervede ret til at få gærdsel[28] udvist fra andre skovarealer. Grunden, hvorpå Mowgli er bygget, er udstykket fra denne krat- og bøgeskov.

 

I 1795 overtog sønnen Jacob Andersen gården efter sin fader på betingelse af, at han ikke måtte gifte sig uden samtykke fra forældrene, og på betingelse af, at forældrene måtte blive boende i et lille hus, der hørte til gården.

 

I 1796 giftede Jacob Andersen sig med Anne Sørensdatter (1749-1839) fra Teglgaarden og kort efter skiftede Jacob kaldenavn til Jacob "Eigaard" Andersen. I stedet for kun at kalde sin børn for Jacobsen blev de nu tillige kaldt "Eigaard" til efternavn.

  

 


Eigaarden som den så ud i starten af 1800-tallet.

 

Ovenfor ses Jens Juels[29] maleri "Optrækkende uvejr over Eigaard i Ordrup" fra ca. 1801. Billedet viser den stråtækte Eigaard, og giver et ganske godt indtryk af gården på den tid. Billedet hænger i dag på Statens Museum for Kunst.

 

I 1847 overtager den ældste datter, Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard (1809-1898), gården. Birthe Marie blev aldrig gift og fik heller ingen børn, der kunne arve gården[30].

 

I 1880 sælger Birthe Marie Eigaard derfor gården til rådmand Fr. Christopher Bülow, der tillige ejede Nordre Svejgård i Hellerup. Fr. Christopher Bülow blev boende på Nordre Svejgård og lod Eigården bestyre af en søstersøn til Birthe Marie Eigaard.

 

I perioden fra den 11. marts 1885 til den 22. juli 1891 blev området pålagt en række servitutter om kloakering, vejfærdsel, bebyggelse og benyttelse, hvorefter området fik udlagt arealer til veje og blev udparcelleret. Gudrunsvej 22 (eller matr. nr. 3eh af Ordrup by og sogn) blev udstykket fra Eigaarden (eller fra matr. nr. 3a af Ordrup by og sogn) den 5. december 1894, hvorefter Fr. Christopher Bülow den 4. marts 1896 solgte grunden til højesteretssagfører Peter Adler Alberti, der allerede ejede forskellige gårde og jordstykker i området.

 

Den senere justitsminister P.A. Alberti (V) blev nok mest kendt for "Albertis Pryglelov", der i 1905 bestemte, at der kunne anvendes pryglestraf mod mænd mellem 15 og 55 år for voldtægt, grov legemlig vold og uterlighed over for mindreårige, samt for sit engagement i Bondestandens Sparekasse, hvor han begik underslæb[31]

 

Den 8. september 1908 meldte P.A. Alberti sig selv til politidirektøren. Han boede da på ejendommen "Mindelyst", der var bygget på en grund udstykket fra Holmegaarden i starten af 1800-tallet.

 

Dommen faldt den 17. december 1910 og lød på den højeste straf, der kunne dømmes for nævnte forseelser, nemlig 8 års tugthus. På grund af sygdom blev Alberti benådet i 1917 og levede derefter et stille liv i København indtil han i 1932 omkom ved en færdselsulykke.

 

Allerede den 4. juli 1896 havde overretssagfører Valdemar Friss af P.A. Alberti købt parcellen Gudrunsvej 22, hvor Mowgli senere blev opført. Af skødet fremgår, at Valdemar Friss samtidigt købte en række parceller, nemlig matr. nr. 3eg, 3eh, 3ei, 3ek, 3em, 3ey, 3ez og 3 af Ordrup by og sogn[32] med et samlet areal af 109.787 kvadrat alen. Prisen blev beregnet med 87½ øre pr. kvt. alen, svarende til i alt 96.063 kroner og 62 øre. 3eh af Ordrup by og sogn havde et areal på 3148 kvt. alen[33] svarende til en købesum på 2.754,50 kroner.

 

 

 

Udsnit af tingbogen fra den 15. juli 1896, hvor handlen lyses (Landsarkivet, København).

 

Den 6. april 1898 køber murermester Nicolaj Petersen grunden, Gudrunsvej 22, hvorefter han ifølge godkendelse af 19. oktober 1898 kunne påbegyndte opførelsen af villaen. Den 19. oktober er siden blevet benyttet som dage for Mowgli’s fødselsdag, men det er måske mere korrekt at sige at det var ejendommens undfangelse.

 

 

 

Ansøgning til Gentofte og Ordrup Sogns Bygnings Kommission om opførelse af grundmuret villa

dateret 29. september 1898 samt godkendelse dateret 19. oktober 1898.

 

Også dengang blandede omgivelserne sig i hvorledes områdets hegn skulle se ud og ifølge skødet måtte hegnet mod vej og sti kun bestå af et oliemalet stakit eller af et levende hegn - og netop på disse måder har grunden været indhegnet i de seneste 100 år.

 

 

 

Udsnit af tingbogen fra den 13. april 1898, hvor handlen lyses (Landsarkivet, København).

 

 

Ifølge skødet købte Nicolaj Petersen flere parceller samtidigt, nemlig 3eg, 3eh og 3ei af Ordrup by og sogn. Købesummen var her 2 kroner pr. kvt. alen plus vejafgiftskapital m.v., svarende til en samlet pris på byggegrunden, Gudrunsvej 22, på 7.262,27 kroner.

 

På under 2 år var grundprisen således steget med 266%, hvilket må siges at være en særdeles god forrentning i en periode, hvor landet ikke var plaget af inflation.

 

Murermester Nicolaj Petersen havde selv boet i området i længere tid og ejede bl.a. fra 1877 til 1878 Nordre Svejgård - det senere Helleruplund[34].

 

Nicolaj Petersen opførte en række villaer i området, som han udlejede eller solgte.

 

Ud over sin murermesterforretning var Nicolaj Petersen også aktiv i det lokale foreningsliv. Efter et sognerådsvalg i 1897 opstod der utilfredshed med de ringe hensyn, der generelt blev taget til håndværkerstanden i området. Dette blev baggrunden for, at der blev dannet en ny håndværkerforening[35], hvor Nicolaj Petersen blev næstformand. Ved et suppleringsvalg nogle måneder senere fik den nye forening lejlighed til at vise, hvad den duede til og gennem en aktiv valgkamp lykkedes det at skaffe foreningen et sognerådsmandat til murermester Nicolaj Petersen.

 

I 1898, hvor opførelsen af villaen blev påbegyndt, boede Nicolaj Petersen på Gudrunsvej 10[36].

 

Den 11. december 1916 købte fabrikant og ingeniør Christoffer Frode Müller ejendommen af Nicolaj Petersen. Af skødet, der blev tinglyst onsdag den 10. januar 1917, fremgår at grunden stadig var på 3.148 kvadratalen, og at der skulle betales en årlig vejafgift på 50 øre pr. løbende alen mod facaden, svarende til 13 kroner og 46 øre. Da villaen var en udlejningsejendom - og var udlejet til og med sommeren 1917 - var det endvidere bestemt, at lejeindtægten skulle tilfalde den nye ejer fra og med overtagelsesdagen. Købesummen var fastsat til 28.000 kroner med en kontant udbetaling på 7.000 kroner. Den offentlige vurdering til ejendomsskyld androg dengang 26.000 kroner[37].

 

 

 

Udsnit af tingbogen fra den 10. januar 1917, hvor handlen lyses

(Tinglysningen, Gentofte).

 

 

Familien Müller stammede oprindelig fra Asserballe[38] på Als, hvor faderen, der var præst, besluttede at flytte til Sundby Præstegård på Lolland- Falster, da han ikke ønskede at prædike på tysk.

 

Præstefamilien fik i alt 5 drenge[39] og 3 piger, hvoraf Christoffer Frode Müller kom til verden den 19. oktober 1871 i Stadsager på Falster.

 

Christoffer Müller flyttede til Ejgårdsvej 32, hvor han bosatte sig med sin første kone, Johanne Marie født Gerhard, der var født den 11. november 1872 i København og uddannet sygeplejerske. At valget faldt på Charlottenlund skyldes formentlig at broderen, Georg Müller, boede på Vilvordevej[40].

 

Med Johanne fik Christoffer fire børn[41], men desværre døde Johanne i barselssengen på Frederiksberg Sygehus den 6. februar 1915 i en alder af 42 år, da nummer fem skulle fødes.

 

I 1919 - et par år efter at Christoffer havde købt Gudrunsvej 22 - giftede han sig igen. Denne gang med Sofie Cathrine Hall [42], med hvem han i 1920 fik datteren Eva[43]. Cathrine – som hun blev kaldt – blev født den 27. august 1880 i Vammen Sogn og døde den 3. december 1958 i en alder af 78 år.

 

Christoffer Müller, der yndede at kalde sig selv for fabriksejer, var sammen med sin kompagnon, Kaj Petersen, stifter og ejer af Dano (Ingeniørforretning og Maskinfabrik Buddinge Værk), der indtil 1950'erne bl.a. producerede centralkedler til opvarmning. Efter nogle magre opstarts år tjente de efter sigende rigtig godt[44], og Christoffer Müller havde da også et stort pengeskab stående på gangen på 1. sal foran døren ind til soveværelset.

 

Familien Müller var socialt engageret og ydede gerne en hjælpende hånd, hvis der var nogle, der havde behov for husly eller lignende. Gennem tiderne har der således boet mange forskellige unge studerende i Mowgli.

 

Et andet eksempel på familiens sociale engagement var, da sønnen Ole kom hjem fra et ophold på Hoptrup Højskole i Sønderjylland, hvor han havde mødt den unge kordegn Hans Christian Kofoed. Hans Christian ønskede at oprette en skole, der efter et selvhjælpsprogram skulle bistå og hjælpe mennesker med sociale problemer. Familien Müller tilbød deres hjælp og hjalp med at arrangere en basar i Grundtvigs Hus, hvor de forestod en indsamling, og hvor Katrine solgte lagkager, der var fyldt med frugter fra Mowgli’s mange frugttræer. For at tiltrække folk til basaren havde familien engageret skuespiller Ebbe Rode, der læste op fra H.C. Andersens eventyr. Det hele resulterede i stiftelsen af den selvejende institution Kofoeds Skole.

 

Familiens sociale engagement stammede utvivlsomt fra den kristne ballast som Chr. Müller havde haft med fra sit barndomshjem. Gennem tiden blev der således afholdt flere bibelmøder i Mowgli, hvor præsten, degnen og en række af familiens gode venner deltog[45].

 

Familien Müller donerede også mange penge til velgørenhed. Ud over de årlige donationer til Kofoed Skole og Skt. Lukas Stiftelsen har familien bl.a. finansieret kirkeklokkerne i Messiaskirken i Hellerup.

 

Det fortælles også, at der ofte blev afholdt teselskaber i Mowgli, hvor familiens venner gerne deltog. Blandt deltagerne, der gæstede Mowgli, kan bl.a. nævnes kammersangerinde Tenna Kraft[46], skuespillerinde Petrine Sonne[47], forfatterinde Edith Rode[48] og gymnastikpædagog Jesper Peter Jespersen[49].

 

Den 14. oktober 1936 købte Christoffer Müller nabogrunden, den nuværende Gudrunsvej 22A[50], af Georg Holm, således at haven blev på i alt 2.017m2.

 

I 1947 anskaffer Christoffer Müller ejendommens første telefon, der fik nummeret  OR 326.

 

Christoffer Müller var - efter Nicolaj Petersen - Mowgli’s største bygherre, idet han i sin ejertid foretog adskillige om- og tilbygninger. Christoffer Müller har således stået for udvidelsen af spisestuen og dagligstuen, samt for opførelsen af endeværelset på 1. sal, terrasserne på 1. og på 2. sal og væksthuset (eller orangeriet) bag spisestuen.

 

Væksthuset blev bygget til Cathrine, der ud over køkkenhaven stod for indretningen og pasningen af den, efter købet af nabogrunden i 1936, stort anlagte frugt- og blomsterhave med bede, små stier, bænke, solur og flagstang. Kaninburene, der var placeret, hvor nr. 22A nu har opstillet en carport, var børnenes domæne.

 

Endeværelset på 1. sal blev indrettet til værelse for de tre yngste sønner, der fik en 3-mands køjeseng i indhakket, medens hjørneværelset blev benyttet som værelse for datteren, Ellen Bodil.

 

I midterværelset boede familiens husbestyrerinde, Christiane Nielsen, der tjente familien i mange år. Hun var blevet ansat i midten af 1920'erne og rejste først i 1962, efter at Christoffer Müller var flyttet ned på Skt. Lukas Stiftelsen, og efter at hun i en kortere periode havde forsøgt at "tjene" for alle de unge beboere, der flyttede ind i villaen i starten af 1960'erne. Efter at Christina Nielsen var "rejst fra sin plads", besøgte hun dog dagligt Christoffer Müller på plejehjemmet. Den meget pligtopfyldende husbestyrerinde opnåede at få Dronning Alexandrines[51] fortjenstmedalje for 35 års tro tjeneste. Ud over husbestyrerinden var der indtil 1939 yderligere to tjenestefolk i huset, således at alt kunne være i sin skønneste orden.

 

Christoffer Frode Müller afgik ved døden den 17. januar 1963 på St. Lukas Stiftelsen, hvor han boede den sidste periode af sit liv. Han blev 91 år gammel og havde ved sin død været ejer af Mowgli i over 46 år.

 

Christoffer Müller den 18. oktober 1956

dagen før sin 85-års fødselsdag.

 

Den 7. november 1963 overtog sønnen, ingeniør Mogens Rode Thorkild Müller, ejendommen efter faderen via et arveudlægsskøde.

 

Mogens var i 1935 blevet gift med Agnete, der også var vokset op på Gudrunsvej, hvor hendes fader, Svend Fog, i 1918 havde købt villaen på Gudrunsvej 16. Mogens og Agnete havde således kendt hinanden fra barnsben, hvor de havde leget sammen. Mogens Müller lejede sig i 1940 ind i nr. 16 hos fru Astrid og Svend Fog.

 

Agnete og Mogens Müller boede ikke selv i Mowgli, men lejede i ca. ti år villaen ud til unge studerende, der indrettede villaen efter datidens farverige stil. Gudrunsvej 22A blev frastykket igen og den 30. november 1963 skødet til cand. psyk. Inger Lecker og revisor Sam Lecker hver med halvdelen som de pågældendes særeje[52]. Samtidig blev anden salen i Mowgli istandsat og indrettet til boligformål.

 

Den 4. juli 1973 sælger familien Müller Mowgli til cand. mag. Susanne Pedersen og cand.mag. Frank Gerdner Pedersen, der var lærer på Gentofte HF. Villaen var efter de mange års udlejning mærket af de unge studerende, der havde beboet ejendommen i perioden omkring de glade 60'ere. Ejendommen blev sat i stand igen og haven blev reetableret.

 

Den 21. april 1982 overtog sygehjælper Ewa-Dorota Eskelund og arkivar Knud Erik Andersen ejendommen. I de næste ca. 10 år blev villaen handlet frem og tilbage mellem forskellige juridiske enheder[53], men det var hele tiden Ewa Eskelund eller Knud E. Andersen, der var de reelle ejere.

 

Anden sal blev udbygget med nyt tag og karnap, og ejendommen blev forsøgt opdelt i to matrikler, hvilket blev godkendt af kommunen på visse betingelser[54]. Opdelingen blev imidlertid aldrig til noget, idet ejendommens friværdi var blevet belånt og provenuet investeret i Hafnia B-aktier, der desværre brat mistede deres værdi, da Hafnia kollapsede i 1992. Mowgli blev af Uni-bankier sat til salg, og ejerne måtte flytte til en anden ejendom i kommunen.

 

Gennem ca. to år lå ejendommen til salg og blev i mellemtiden udlejet til Dansk Røde Kors, der indlogerede en dommerfamilie fra Pakistan (familien Sahebzadah).

 

Den 1. juli 1993 overtog Helle Birk Pedersen og Jens Kristian Kjær Krogsgaard ejendommen for en kontantværdi på ca. 1,3 millioner kroner. Efter dels at have været ubeboet og dels at have været udlejet til flygtninge i to år var Mowgli i en forfærdelig stand. Flere ruder var smadrede og terrassedøren på 1. sal hang og dinglede i ét løst hængsel, komfuret i køkkenet var forsøgt opvarmet med brænde i ovnen, gulvene var ødelagte, og der var begyndende fugtskader flere steder. Fundamentalt var huset dog i en god og solid stand og manglede derfor "kun" en masse kærlige hænder.

 

Helle blev født i 1966 og kom oprindeligt fra Næstved, hvor hun efter at have afsluttet sin studentereksamen på Herlufsholm Kostskole, flyttede til København for at læse HA og cand.merc. Senere blev Helle erhvervskunderådgiver i Forstædernes Bank A/S (nu Nykredit), hvor hun sideløbende blev HD i Afsætning. Senere læste Helle en ABD.

 

Jens Kristian blev født i Jægersborg i 1962, voksede op i Virum og aftjente, efter studentereksamen fra Kgs. Lyngby Statsskole, sin værnepligt ved Den Kongelige Livgarde. Efterfølgende blev han bankelev i Forstædernes Bank A/S (nu Nykredit), hvor han gennemførte bankskolerne, samt blev HD i dels Finansiering og Kreditvæsen og dels i Regnskabsvæsen og Økonomistyring. Da han forlod banken i 1992 havde han været bankassistent, souschef, områdesouschef, erhvervskundechef og senest chef for bankens cash management afdeling.

 

Helle og Jens Kristian mødte hinanden i banken, og efter at have kendt hinanden i godt syv år giftede de sig den 11. maj 1996. Den 15. maj 1997 fik de sønnen, Albert Christian Birk Krogsgaard, og den 12. august 2000 kom datteren, Leonora Christine Birk Krogsgaard, til verden.

 

 

 

Billede af familien Krogsgaard fra 2007

 

 

I dag er Helle økonomidirektør og CFO på Statens Serum Institut, medens Jens Kristian er direktør for finansafdelingen i ROCKWOOL International A/S.

 

Husets opførelse og oprindelige indretning

 

De første villaer i moderne forstand blev i Danmark bygget på Frederiksberg i 1860’erne. Senere blev der også opført villaer i bl.a. Ordrup og Charlottenlund. Det var dengang på mode, at villaerne blev opført i alle mulige stilarter og blandinger heraf. Villaerne blev dog fortrinsvis opført i italiensk stil, men også i schweizisk, engelsk og gotisk stil. Perioden var også påvirket af historicismen eller eklekticisme, der var en fællesbetegnelse for en europæisk arkitekturstrømning, der efterlignede tidligere stilarter. I Europa blomstrede stilarten i perioden ca. 1820-1900 og i Danmark især i perioden 1850-1910 og i kirkearkitektur helt frem til omkring 1940. Samtlige klassiske stilarter blev blandet efter forgodtbefindende, en slags "katalog-arkitektur". På grund af de nye byggetekniske muligheder med støbejern og cement kunne stort set alt lade sig gøre.

 

I slutningen af århundredet, hvor Mowgli blev bygget, kom der med nationalromantikken en reaktion på denne stilforvirring, og der kom igen en interesse for traditionel dansk byggeskik. Mowgli repræsenterer således en blanding af både italiensk, historicisme og dansk arkitektur, der var særegen for denne overgangsperiode. 

 

Det italienske ses på palæstilen, der var præget af hvide villaer med tage af sort glaseret tegl og ofte et knækket mansardtag[55], der gav mere plads i tagetagen. Disse villaer blev også kaldt patriciervillaer[56] og var kendetegnet ved, at der var højt til loftet, ligesom køkkenerne var forholdsvis store med tilhørende anretterværelser.

 

Der var også en stor grad af håndværksmæssig forarbejdning og finish i denne villatype. Panelerne var høje, der var fyldningsdøre, stuk og brede, profilerede fodlister og gerigter. Udenfor var pyntet med søjler, skjolde, stukkatur med laurbær eller muslingeskaller, og vinduerne var ofte romansk rundbuede.

 

Som det ses af de oprindelige arkitekt-tegninger nedenfor, blev Mowgli opført i netop denne palæstil. Villaen fremstod oprindeligt i lysegrå med grå søjler og med hvide buer rundt om de grå-grønne vinduer og døre.

 

Mowgli blev opført af murermester Nicolaj Petersen efter ansøgning til Gentofte og Ordrup Sogns Bygningskommission af den 29. september 1898 og efter kommunens approbation af den 19. oktober 1898. Af ansøgning og svar samt af de oprindelige tegninger fremgår, at det blev pålagt Nicolaj Petersen, at de skillerum, der skulle danne underlag for bjælkerne til 2. sal, skulle opføres af 9" sten. Ellers havde Bygningsinspektoratet, der svarede på ansøgningen, ingen kommentarer.

Villaen blev herefter opført af mursten med solide bærende træbjælker mellem kælder, stue, 1. og 2. sal. Taget var af sort glaseret tegl og skiffer og med to skorstene til brug for de mange brændeovne, der var placeret rundt om i de mange værelser.

 

På et enkelt område stemmer den færdigbyggede villa ikke overens med de oprindelige tegninger, idet verandatrappen ifølge et billede fra 1898-99 vendte ud mod banen. Nedenfor ses den oprindelige tegning, hvor trappen er vendt ud mod den nordre side. Om hovedtrappen er fra 1898, eller om den først er vendt senere vides ikke. Det er dog sandsynligt at den er ændret i forbindelse med opførelsen af terrassen i 1921, idet der er benyttet de samme byggematerialer.

 

Bemærk endvidere terrassen på 1. sal med et gammelt støbejerns stakit, og med udgang fra det nuværende soveværelse.

 

Da villaen stod færdig var der hverken rindende vand eller strøm indlagt i huset. Den eneste ”luksus” var bygassen[57], der blev benyttet til oplysning sammen med stearinlys og petroleumslamper. I gangen i stueetagen sad indtil 2005 en gammel gashane[58], der forsynede datidens lamper med gas.

 

De første fire til fem år måtte beboerne i området hente vand fra brønde. Først i 1902-1903 blev det muligt at få vand fra det nye vandværk i Gentofte, der var blevet indviet den 8. maj 1900.

 

Som det ses af tegningen nedenfor var husets lokum placeret ude i gården til højre, hvortil der - ligesom i dag - var adgang via en trappe fra gangen i stueetagen. Lokummet, der efter sigende var et sødt lille rum med et udskåret hjerte i døren, blev først fjernet i midten af 1960’erne. Da havde det dog ikke været i brug i flere år.

Stueetagen var indrettet med et herreværelse til venstre for indgangen, en dagligstue for enden af gangen og en spisestue med udgang til en veranda.

 

Mellem gangen og spisestuen lå køkkenet, der dengang var indrettet med et anretterværelse ind til spisestuen og et gammeldags komfur ved skorstenen.

 

Fra gangen var der en trappe, der førte op til første sal, og en, der førte ned til kælderen. Der var dengang også åbent ned til kælderen, idet kælderdøren først blev opsat i 1970’erne. Gangen var mod kældertrappen beklædt med brædder[59], ligesom der - som i resten af huset - var bræddegulv. I det nuværende garderobeskab i stueetagen var der dengang indrettet forrådskammer.

 

Over alt i villaen var døre og karme oprindeligt malet mat grønne, medens væggene i stuerne var beklædt med lodrette lister for hver cirka halve meter og sølvgråt, grønt og rødt tapet med forskellige mønstre[60]. Lofterne havde naturligvis stuk og var kalket hvide.

 

På første sal var værelserne placeret.

 

 

Lige for enden af trappen - i det nuværende badeværelse - lå pigeværelset. Det største værelse, der havde udgang til den ikke længere eksisterende altan, var gæsteværelset eller altanstuen, som rummet også blev kaldt.

 

På modsatte side af gangen lå de to soveværelser, der havde en dør imellem sig. For enden af gangen lå to garderobeværelser, hvortil der var adgang fra henholdsvis altanstuen og det ene soveværelse. Fra det andet soveværelse var der adgang til anden sal via et lille garderobeværelse, der lå over hovedindgangen. Væggen på gangen langs trappen op til anden sal var beklædt med brædder ligesom på stueetagen.

 

Alle værelserne havde brændeovn, hvilket også må havde været nødvendigt, idet alle vinduerne i huset kun var forsynet med enkeltlags glas. I modsætning til i stuerne havde værelserne kun kalkede vægge, men havde dog stuk i alle lofterne.

 

Man havde som det ses ingen badeværelser dengang, og den daglige vask foregik på værelserne, hvortil der dagligt blev bragt varmt vand.

 

Andensalen blev oprindeligt kun brugt som tørrerum. Det var nemlig dengang nødvendigt med et indvendigt tørrerum, idet sod- og røgudviklingen fra de gamle damplokomotiver var ødelæggende for hvidvaskede lagner.

 

I kælderen var vaskerummet placeret under køkkenet, og under spisestuen var rullekælderen beliggende. Fra vaskerummet var der også dengang en trappe op til gården, og i det modsatte hjørne af rummet stod gruekedlen.

 

På den anden side af gangen lå tre rum. Set fra trappen var der et viktualierum, en vinkælder og et brændselsrum. Til arealet under verandaen var der kun adgang fra haven, og dette rum, der kun var halvt udgravet, blev brugt til opmagasinering af haveredskaber og frugter m.v..

 

Oprindelig lå Mowgli i første række mod vandet. Øst for huset, på den anden side af banen mod kysten, var der kun skov og strand, og skråt i retningen mod kysten lå kun Travbanen, der var blevet bygget i år 1891.

 

Senere er der i området mod vandet blevet bygget en række huse - så nu må man nøjes med at høre skibenes tågehorn, når der er dårligt sigt.

 

Datidens typehus

 

Der er i slutningen af 1800-tallet blevet bygget mindst to andre villaer, der er stort set magen til ejendommen på Gudrunsvej 22. Villaerne er alle tegnet af arkitekt Viggo Woldbye og er beliggende i Gentofte Kommune. Ud over villaen på Gudrunsvej ligger der en på Ejgårdsvej nr. 28[61] (matr.nr. 3ey Ordrup) og en på Prinsesse Alexandrines Allé nr. 9 (matr.nr. 2bu Bernstorff). Villaerne på Ejgårdsvej og Gudrunsvej er opført af murermester Nicolaj Petersen, medens villaen på Prs. Alexandrines Allé er opført af murermester O. Larsen.

 

Villaerne adskiller sig fra hverandre ved forskellige trappeopgange, vinduesplaceringer, udsmykning og rumopdelinger, men det er tydeligt, at det er samme arkitekt, der har stået bag.

 

Ansøgning om opførelse af villaen på Gudrunsvej er som tidligere anført dateret den 29. september 1898 og er formentlig således den senest opførte, idet ansøgning om opførelse af de to andre villaer daterer sig til henholdsvis den 28. marts 1897 og den 12. august 1898. Det vil derfor være nærliggende at tro, at de to første villaer blot var forstudier til villaen på Gudrunsvej - alle gode gange tre!

 

Det menes, at der i Helsingør også skulle have ligget en villa magen til de tre i Gentofte Kommune. Det fortælles imidlertid, at denne villa er nedrevet igen.

 

I 2006 blev Villa Mowgli erklæret bevaringsværdigt, hvilket medførte at huset ikke fremover må ændre udvendig karakter uden kommunens godkendelse. Dette gælder specielt farver, døre og vinduer. Der medfulgte desværre ingen skattelettelser eller lignende. Endvidere ændrede kommunen ved samme lejlighed lokalplanen så kun ejendomme med grunde på over 1.200 kvadratmeter må opdeles i to boliger. Så nu mangler der 19 kvadratmeter, hvis der ikke kan opnås dispensation ved en eventuel senere opdeling.

 

Navnet Villa Mowgli

 

Navnet Mowgli stammer fra den indisk fødte engelske forfatter Rudyard Kiplings fortællinger om de forskellige dyr i junglen. I Den ny Junglebog blev historierne om drengen Mowgli, der levede blandt ulve, særligt yndet. Den ny Junglebog udkom på engelsk i 1895 og på dansk i 1898.

 

Navnet Villa Mowgli optræder første gang i Ordrup Sogns Hus-Register i 1918 - året efter at Chr. Müller havde erhvervet ejendommen.

 

Det var Christoffer Müllers ældste datter, Bodil Müller, der - medens hun studerede medicin - fandt på at opkalde villaen efter drengen Mowgli. Hun var meget betaget af historierne i Junglebogen og kom selv - ligesom villaen og den danske udgave af Junglebogen - til verden i 1898.

 

Navneskiltet på villaens østside er lavet på Christoffer Müllers fabrik i Buddinge.

 

I starten af 1960'erne boede der en ung musikstuderende, Clara Helene, i Mowgli. Hun blev senere gift med en Preben Hansen, og de købte sammen en villa på Enighedsvej 23B i Charlottenlund. Denne villa blev senere opkaldt efter Mowgli og hedder i dag "Lille Mowgli".

 

Gudrun - et vejnavn

 

Oprindelig er området - som tidligere beskrevet - udstykket fra Eigaarden, der ved Udskiftningen havde et areal på 65½ tdr. land. I 1888 kaldtes vejen til gården for Eigaardsgade, men ændrede i 1915 navn til Ejgårdsvej, der nu ender ud for Mowgli. Eigaarden har sit navn efter "Eiet"[62], der var den kratskov, der af Bernstorff i 1776 blev tillagt Eigaardens jorder.

 

En anekdote fortæller, at Højesteretssagfører P.A. Alberti, der på dette tidspunkt ejede Eigaardens jorder, en dag mødte sin kollega, overretssagfører Valdemar Friss, der deltog i udstykningen af arealerne mellem Lindegårdsvej og den senere Fredensvej. Alberti skulle da have sagt: "Nu har De jo anlagt Valdemarsvej og givet den navn efter Dem selv. Jeg kunne tænke mig at opkalde tre af vejene på Eigaarden efter deres døtre". Idéen blev virkeliggjort, og Valdemar Friss, der i 1896 købte dele af området, gav tre af vejene navnene Sigridsvej, Valdborgsvej og Gudrunsvej efter sine tre døtre.

 

 

 

Kort over området anno 1998 (Kraks Vejviser).

 

 

Gudrun Hjortsø lagde således i 1898 navn til Gudrunsvej, der oprindelig kun gik mellem den nuværende Engmosevej og den nuværende Henrik Hertz Vej. Engmosevej hed fra 1896 til 1928 Knudsvej og Henrik Hertz Vej hed fra 1900 til 1921 Sigridsvej opkaldt efter datteren Sigrid Ullstad.

 

Fra 1921 blev Gudrunsvej forlænget helt til Fredensvej, der fra 1900 til 1902 mellem Ejgårdsvej og den daværende Knudsvej hed Valdborgsvej efter datteren Valborg Schierbech.

 

Vejstykket mellem den oprindelige Gudrunsvej og Fredensvej var allerede blevet anlagt i år 1900 og hed indtil navneændringen i 1921 Eriksvej. Eriksvej var oprindeligt blevet udstykket fra Skjoldgårdens jorder og havde derfor ikke fået navn efter Gudrun.

 

I forbindelse med navneændringen i 1921 blev der lukket af for kørende trafik mellem Fredensvej og Gyldenlundsvej, og gangtunnelen under togsporene blev etableret. Ved samme lejlighed fik samlingspunktet mellem Fredensvej og den nye del af Gudrunsvej navnet Fredens Plads.

 

Valdemarsvej, der i 1888 var blevet opkaldt efter faderen, overretssagfører Valdemar Friss, skiftede i 1928 navn til den nuværende Friservej.

 

Navnet Gudrunsvej er således det eneste, der har overlevet de oprindelige vejnavne.

 

 

Kraks kort anno 2016 – cykelbanen er nu væk og Ordrup Bibliotek er kommet til.

 

Langt op i 1900-tallet var Gudrunsvej en grusvej med grøfter uden asfaltering og fortov.

 

Områdets vejskilte er designet af arkitekt og bogtrykker Knud V. Engelhardt i 1920'erne. Noget særligt ved skiltene er at alle prikkerne over j'erne er små røde hjerter.

 

Matrikelnummeret

 

Ejendommens primære matr. nr., litranr., ejerlav, sogn og herred er 3eh af Ordrup by og sogn, Sokkelund Herred. Grunden, Gudrunsvej 22, er som tidligere beskrevet oprindeligt udstykket fra Eigaarden (hovedejendommen), der havde matr. nr. 3a af Ordrup by og sogn. De øvrige gårde der deltog i lodtrækningen fik henholdsvis matr. nr. 1a, 2a o.s.v.. Efterhånden som Eigaardens marker er blevet udstykket i mindre og mindre parceller er der blevet benyttet flere og flere bogstaver i forskellige kombinationer.

 

Opdelingen af fast ejendom i matrikler blev påbegyndt i Danmark i 1844.

 

Benævnelsen "herred" er Danmarks ældste landskabsenhed og var formentlig indtil vikingetiden landets opdeling i militærdistrikter. Opdelingen benyttes stadig og danner således endnu grundlaget for de nuværende underretskredse.

 

Fra ældgammel tid har området hørt til halvherredet Sokkelund, medens de landsbyer, der lå i den snævre ring om "Havn"[63], dannede Støvnæs halvherred. Tidligt i valdemarstiden er disse to halvherreder lagt sammen til det, som Saxo kaldte for Støvnæs herred. Senere blev navnet på det nordlige halvherred imidlertid benævnelsen for hele herredet under navnet Sokkelund Herred.

 

Vejens oprindelige beboere

 

Omkring århundredeskiftet blev Gudrunsvej (og Eriksvej) beboet af mange fine godtfolk. Oprindelig var det kun højre vejside (mod banen) der var delvis bebygget og dermed nummereret. De ubebyggede grunde og den ubebyggede venstreside var i mange år kun benævnt med matrikelnumre. Selv flere år efter at der var blevet opført ejendomme optrådte flere af villaerne unummereret.

 

Af godtfolk, der i starten beboede den dengang private vej, kan nævnes murermester Nicolaj Petersen i nr. 10, papirhandler Otto Müller i nr. 16, justitsråd H.D.L. Langer i nr. 14, ingeniør Georg C. Jochumsen i nr. 26, justitsråd A. Kaarup i nr. 13, tandlæge A. Fleischer i nr. 18, fabrikant og cand. pharm. Herman Petersen i nr. 1, grosserer Jul. A. Levy i nr. 12, fuldmægtig i finansministeriet V.M. Benzon Bang i nr. 30, dr. phil. H.L. Møller i nr. 13 og partikulier Haagen Thulin i nr. 8.

 

Oprindelig lejede mange folk sig ind i villaerne, medens det var de murer- og tømrermestre, der havde opført ejendommene, der var de juridiske ejere. De velbeslåede københavnere kunne således - sammen med tyendet og hele deres familie - flytte ud på landet i sommerhalvåret.

 

Også Gudrunsvej 22 blev i de første år lejet ud af murermester Nicolaj Petersen. De første lejere af sommervillaen var følgende personer:

 

Pensioneret kaptajn, baron H.F.A. Eggers og exam. pharm. F.C. Eggers i 1901. Viktualiehandler Gotfred Jacobsen i 1903[64]. Kontraadmiral C.A. Garde i 1906-11. Admiralinde A.M. Garde i 1912. Direktør Olaf Larsen i 1914. Vexelmægler C.F.V. Johansen i 1916. Og Godsejer C. Nørgaard i 1917.

 

Villaen har formentlig også været udlejet i de mellemliggende år indtil efteråret 1917, hvor Christoffer Müller, der havde købt ejendommen 11. december 1916, selv flyttede ind, men lejernes identitet er desværre ikke bevaret for eftertiden.

 

Det fortælles dog, at Kong Frederik VIII ’s elskerinde – eller dame til venstre hånd – var indlogeret i villaen i perioden inden kongens død i 1912. Om hun boede der i de år, hvor der ikke er nogle lejere registreret, eller om kontraadmiral  C.A. Garde i årene 1906 - 1911 blot lagde navn til lejemålet vides ikke.

 

Haven - oprindelig og nu

 

Området har altid været kendt for sine smukke haver, og Gudrunsvej 22 stod ikke tilbage for andre haver. Efter at Mowgli var blevet bygget i 1898/99 blev den omkringliggende have - af Danmarks første kvindelige havearkitekt[65] - smukt anlagt med plæne, stier og blomsterbede.

 

Over alt i haven findes stadig rester af de oprindelige små gangstier og bænke, der kunne benyttes når man skulle nyde den smukke og frodige have. Helt op til 1960'erne var et fuglebad, en flagstang og et solur bibeholdt i baghaven[66].

 

Der har gennem tiderne været flere terrasser i haven. Den stadig eksisterende terrasse med bord og bænke af sten er den ældste, men blev og rykket længere tilbage i haven i 2006. Der har også ligget en terrasse på plænen udfor væksthuset mod banen, men gennem tiderne er den vokset til med græs to gange inden den i 1995 blev fjernet, og fliserne brugt som gulv i ”Det hemmelige rum" i kælderen.

 

Der var oprindelig perlegrus på indgangsstien i forhaven[67] og rundt om grunden var et flot 60 centimeter højt grå-grønt træstakit med en lille låge i det sydlige hjørne ud mod stien langs banen. Stakittet langs de to offentlige stier holdt i næsten 100 år og blev først i 1997 erstattet af et trådhegn og en hæk af Laurbærkirsebær.

 

Brænderskuret blev bygget sommeren 2001.

 

Maj 2006 blev et stort lærketræ, der stod i hjørnet af grunden ud mod stierne, fældet. Ligeledes blev fældet seks Ahorn og birketræer ud mod banen. Af årringene kunne man se at de på det tidspunkt var godt 85 år gamle. Der var brænde til og med 2009.

 

I Juni-august 2006 blev der rejst 50 meter langt støjhegn mod bane. Da det skulle være 2,7 meter højt blev det p.g.a. hegnsloven opsat 90 cm fra skellet. Der blev benyttet 50 + 75 mm Rockwool terræn batt Industri. Der medgik knap 3 tons stål (H-jern, U-jern og armeringsnet), samt 17 kubikmeter Rockwool og 3 kubikmeter beton. En overlægger vejer 86 kg og det hele er svejset sammen med mulighed for at giv sig ved kulde og varmepåvirkning. Da hegnet blev opsat indenfor skovbyggelinien blev der givet dispensation til rejsningen fra Skov- og Naturstyrelsens regler af kommunalbestyrelsen i Gentofte.

 

”Albertslund”, der var et lille skovområde opkaldt efter husets søn, blev sløjfet, jorden renset og planeret, Ølandsfliser og møllehjulet flyttet ned i hjørnet, et stenbed anrettet og to bænke lavet af et af de fældede træer. I forhaven blev en tres år gamle buske fjernet for at give mere luft.

 

Det var en kæmpe anlægsopgave og vi var så heldige at vor au pair piges forældre kom fra Rumænien og hjalp. Der blev opgravet en kubikmeter gamle fliser og sten. Flere af fliserne lå 15 cm under jordoverfladen og havde udgjort et smukt stisystem for godt 100 år siden – inden løv år efter år havde dækket dem.

 

 

 

Baghaven efter at ”Albertslund” blev nedlagt og et støjhegn rejst i 2006.

Hegnet er nu dækket af Efeu.

 

Det nuværende stakit mod Gudrunsvej blev rejst i 1970'erne, medens raftehegnet mellem Gudrunsvej 22A og 22B først blev rejst i sommeren 1995, efter at de to haver, siden opdelingen i 1963, nærmest havde fungeret som ét fællesareal. I april 1968 blev det oprindelige hegn rundt om gårdhaven udskiftet med et nyt bræddehegn, der igen blev erstattet med et raftehegn i sommeren 1995.

 

Skellet mod de offentlige stier blev allerede fra starten beplantet med træer[68]. Thuja-busken i forhaven og enebærtræet i baghaven hører også til den oprindelige beplantning. Ud over det eksisterende enebærtræ stod der oprindelig også et enebærtræ midt på græsplænen mellem dagligstuen og banen.

 

Omkring 1913 blev der plantet et fyrre- og et birketræ i forhaven syd for indgangstien og i 1921 et japansk ahorntræ ved terrassens trappe. Da træerne blev fældet i 1993 var de alle vokset et betydeligt stykket over huset. På den nordlige side af gangstien - under kastanietræet - blev i 1970'erne etableret et højbed, der blev ryddet igen i 1996.

 

Der har altid været mange frugttræer i haven, og efter at nabogrunden var blevet købt i 1936, blev der plantet yderligere blomme-, kirsebær- og andre frugttræer der. På grund af rustangreb måtte et pæretræ fældes i 1994 og et blommetræ i 1995. Træerne var på det tidspunkt begge ca. 60 år gamle[69]. Mange andre træer måtte lade livet allerede da nabohuset skulle opføres. Senest blev et gammelt æbletræ sygt. Det blev gravet op i 2014 og var da cirka 100 år gammelt. En tvilling til træet giver stadig gode æbler, men har nok ikke så mange år tilbage.

 

I det sydvestlige hjørne af gårdhaven var fra starten – som tidligere beskrevet - placeret et gammeldags rødt lokumsskur med et pænt udskåret hjerte i døren. Lokummet tjente som ejendommens eneste toilet helt op til 1913, men blev først fjernet i 1960'erne.

 

Christoffer Müllers anden kone, Cathrine Hall, var selv gartner og havde en stor del af æren for havens udseende. Cathrine Hall anlagde, der hvor nabohuset nu ligger, en stor køkkenhave med mange forskellige grønsager, og det fortælles, at Cathrine Halls tre steddrenge skulle benytte lokummet i gårdhaven for at skaffe gødning til køkkenhaven.

 

Fra omkring 1918 lå der et hønsehus og et kaninbur, der hvor naboen nu har sin carport, og ud mod vejen opsatte Christoffer Müller en stor støbejernslåge fra Dano. På lågen stod "Hunden bider", men da lågen blev fjernet i 1970'erne, var der ingen hund, der bed længere.

 

Togbanen

 

Togbanen er - og har altid været - Villa Mowgli’s nabo.

 

Det Sjællandske Jernbaneselskab anlagde som koncessionshaver togbanen mellem Klampenborg og København over Hellerup og Charlottenlund, længe før Mowgli blev bygget. Arbejdet blev påbegyndt allerede i maj 1862, og den 21. juli 1863 kørtes indvielsesturen, hvorefter Klampenborgbanen endeligt blev åbnet dagen efter, den 22. juli 1863.

 

Den 26. juli 1863 var den første søndag i Klampenborgbanens historie. Allerede fra morgenstunden blev togene bestormet af københavnere, der ville benytte den nye bane til en sommerudflugt på landet. Der blev denne første søndag afsendt i alt 34 tog fra København med mere end 16.000 passagerer. Turene fra København forløb uden problemer.

 

Da passagererne skulle hjem igen, opstod der imidlertid store problemer, idet ikke blot de passagerer, der havde taget toget ud om morgenen og om formiddagen ville hjem, men også de københavnere, der med dampskib[70], hestesporvogn[71] eller hyrevogn var taget fra København til Klampenborg eller Charlottenlund.

 

Der opstod en voldsom trængsel på de to stationer, der igen medførte, at der opstod slagsmål mellem flere af mændene. Samtidig hylede kvinder og børn i vilden sky.

 

Stationens personale sled hårdt i det, men på trods af at der fra kl. 20:00 hver halve time blev afsendt overfyldte tog mod København, kom de sidste skovgæster først hjem ved firetiden næste morgen. Stort set alle ruderne i de to nye stationer i Charlottenlund og Klampenborg var da blevet smadret.

 

 

 

Damplokomotivet Odin på Klampenborg Station i 1866

 

I sommerhalvåret var der i starten seks daglige damptog i hver retning, medens der i vinterhalvåret kun var tre ture. For at kompensere for dette afsendtes hver vintermorgen en hestetrukket personvogn fra Klampenborg til Hellerup, hvor vognen blev tilkoblet et damptog fra Lyngbybanen, der var blevet åbnet 1. oktober 1863 under mere stilfærdige forhold. Når personvognen vendte tilbage fra København om aftenen, red stationskarlen i Klampenborg til Hellerup og hentede den.

 

Stationsforvalteren på Charlottenlund Station hed Grosche, og han var tillige både postmester og telegrafbestyrer i byen. Han styrede stationen, og det var ham, der fra perronen personligt gav alle togene afgangstilladelse, når han var sikker på, at alle togets stampassagere[72] havde indtaget deres pladser. Hvis nogen kom lidt for sent holdt han toget tilbage.

 

Efter at Klampenborgbanen var blevet taget i brug, begyndte villaer at skyde op omkring og langs togbanen. Banen forvandlede Charlottenlund, Ordrup og Klampenborg fra landliggeridyl til populære udflugtsmål for københavnerne.

 

 

Jernbaneoverskæringen i forlængelsen af Ejgårdsvej ud for Mowgli i 1900

 

Af nedenstående togplan fra 1898 ses, hvorledes togene kørte i året, da Mowgli blev bygget. Toghyppigheden var nu kommet op på 11 ture i hver retning på vinterhalvårets hverdage og ca. det dobbelte på sommerhalvårets søn- og helligdage.

 

Togstrækningen var endvidere blevet forlænget helt til Rungsted, med holdt i Springforbi, Skodsborg og Vedbæk. Ved Springforbi skete der dog kun togstandsninger i sommerhalvåret, og kun hvis der var rejsende at optage eller afsætte.

 

 

 

Det tredje og fjerde togspor forbi Mowgli blev anlagt af Statsbanerne i 1929, og den 3. april 1934 åbnedes strækningen for Danmarks første elektrificerede tog[73]. I forbindelse med udvidelsen fik nogle husejere beskåret deres grunde ligesom ejendommen ovenfor ved jernbaneoverskæringen i forlængelse af Ejgårdsvej måtte lade livet.

 

I forhold til omkring 1898 er der i dag flest togafgange på hverdagene, medens togdriften omvendt i dag er nedsat på søn- og helligdage.

 

I modsætning til på indvielsesdagen giver banen ingen større problemer i dag. Kun én gang inden for de seneste mange år har banen givet anledning til ballade på Gudrunsvej.

 

En sommermorgen i 1965 blev der ved stien ned til banen langs Mowgli’s grund opstillet et stort S-togskilt. Vejens beboere undrede sig og mente, at én station i henholdsvis Charlottenlund og Ordrup måtte være rigeligt.

 

Gemytterne faldt dog til ro igen, da de konstaterede, at S-togskiltet blot skulle fungere som baggrundskulisse i Saga Studios nye film "En ven i bolignøden"[74], hvor en gruppe beboere samledes til kamp, idet deres hus skulle nedrives til fordel for en P-plads. Huset, der i filmen skulle rives ned, er ejendommen Ejgårdsvej 36 lige overfor Mowgli. Med lidt god vilje kan Mowgli ses som baggrundskulisse.

 

Det var omkring 1898 fint at eje en villa tæt ved jernbanen. I dag må man nøjes med at glæde sig, når der bevilges offentlige tilskud til støjisolering, eller nøjes med at nyde synet af de gamle veterantog med de lange røgfaner, der med jævne mellemrum bruser forbi med forskellige damptogsentusiaster.

 

De mange om- og tilbygninger

 

Gennem tiderne har ejendommen gennemgået flere ændringer og udvidelser. Udvidelserne blev til sidst så omfangsrige, at der måtte søges om tilladelse til at overskride byggeprocenten. Nedenfor er de væsentligste ændringer og udvidelser gennemgået.

 

Toiletter i 1913, 1975 og 1995.

 

Oprindeligt var der ikke vand, toilet og bad i huset. Lokummet var som tidligere beskrevet placeret udenfor i hjørnet af gårdhaven. De første toiletter med træk og slip blev etableret i marts 1913, i henholdsvis pigeværelset på 1. sal og bag trappen i kælderen. Toiletterne er stadig beliggende samme steder, men der er dog sket flere ændringer gennem tiderne.

 

Det oprindelige toilet i kælderen var ifølge overleveringerne både blåt og ulækkert. Når man var på besøg, ville man ville helst benytte det ”fine” toilet på 1. sal.

 

I midten af 1970’erne blev toilettet i kælderen imidlertid istandsat og fik hvid kumme og håndvask, med hvidt og blåt mosaik kakkelgulv.

 

På 1. sal var toilettet indrettet med en flot dobbelt porcelænshåndvask[75] med messingvandhaner, træk og slip og med et stort badekar på løvefødder. Det varme vand til badekaret kom fra en stor kobberovn med en vandkedel, der var stor nok til at levere vand til flere bade. På væggene var der hvide Villeroy & Boch fliser til skulderhøjde og i loftet stuk. Gulvet var støbt i gammeldags terrazzo med hvide, sorte og brune sten.

 

Afløbet fra håndvasken skete gennem et rør i ydervæggen, der førte vandet ud til afløbet i gårdhaven.

 

Også toilettet på 1. sal blev ændret i midten af 1970’erne. Badekaret blev udskiftet med et miljørigtigt brusebad på halvanden kvadratmeter, og der blev opmuret vægge omkring toiletkummen, således at man kunne sidde ugeneret for andre i rummet. Omkring toiletkummen og i bruserummet, der lå i hjørnet op mod den ene væg til toiletkummen, blev lagt hvid/brune mosaik kakler.

 

Endelig blev en stor støbejernsradiator, der var blevet installeret, efter at kobberkedlen var revet ned, udskiftet med en mindre og nyere model, ligesom afløbet gennem ydervæggen blev ændret til et almindeligt afløb gennem en faldstamme.

 

I april 1995 blev toilettet på 1. sal totalrenoveret, hvor den gamle dobbelte porcelænshåndvask som det eneste blev bibeholdt. Toilettet blev indrettet med et indbygget hjørnebadekar omgivet af et trappetrin og piller med italienske søjler af marmorbeton.

 

Terrazzogulvet, der efterhånden var påvirket af tidens tand, blev belagt med rustikke grålige klinker, medens de gamle hvide fliser blev dækket med nye.

 

Som der oprindelig havde været på toilettet fra 1913 blev der igen installeret messinghaner i badekaret og i håndvasken, ligesom stukken blev renset, repareret og bibeholdt.

 

Først i 2008 blev den nuværende messing håndklædetørre opsat, idet rørføring i forbindelse med det nye køkken blev muligt gennem en nedlagt skorsten.

 

Ombygningen i 1918

 

I 1918 blev der etableret en veranda i forbindelse med spisestuen, og ovenpå blev bygget en terrasse. Endvidere blev de to indbyggede garderobeværelser på 1. sal sløjfet og arealet benyttet som gang ud til den allerede eksisterende altan, idet den gamle dør fra altanstuen blev sløjfet[76]. På gangen, hvor mærker efter de oprindelige garderobeværelser stadig ses i loftet, blev opført det skab, der nu delvis står i hjørneværelset for at skjule døren indtil midterværelset.

 

Det ene vindue i altanstuen blev blændet og døren til den nye terrasse blev etableret, ligesom der blev indsat et vindue i det ene værelse ud til den gamle altan.

 

 

 

Stueetage                                    og 1. sal  

 

Tilbygningen bestod oprindeligt kun af en mindre grundmuret veranda med en dør ind til spisestuen og med fire vinduer ud mod haven. Ejeren af Gudrunsvej 20, Georg Holm, måtte alligevel skriftligt godkende opførelsen af verandaen og terrassen, idet byggeriet kun skete 1,8 meter fra skellet[77].

 

Under tilbygningen blev etableret en krybekælder med adgang fra haven gennem to låger, og således at udsigten fra rullerummet i kælderen blev blændet.

 

Efter ombygningen blev altanstuen benyttet som soveværelse for Katrine og Christoffer Müller. Chr. Müller gjorde herefter dagligt morgengymnastik på altanen efter broderens anvisninger til stor moro for områdets beboere.

 

Ombygningen i 1921

 

Allerede i 1921 skete den næste ombygning, idet verandaen blev nedlagt til fordel for en udvidelse af dagligstuen. Endvidere blev den gamle altan på 1. sal ombygget til et nyt værelse, således at altanen blev løftet til 2. sal. Udfor to store nye stuedøre blev opmuret den nuværende terrasse med nedgang til haven, og endelig blev hovedtrappen formentlig ændret til den nuværende.

 

 

Før                                                  og efter

 

På terrassen var oprindeligt lagt fliser i rød/hvide tern, men disse blev i midten af 1990’erne udskiftet med de nuværende klinker.

 

På 1. sal blev væggen mellem midterværelset og det nye endeværelse flyttet ca. 0,5 meter ind i midterværelset, således at det nye værelse fik en rimelig størrelse. Konsekvensen blev, at midterværelset nu ikke er helt symmetrisk, medens endeværelset har et lille indhak.

 

 

         Før                                                og efter

 

Det nye værelse fik to vinduer, hvor man mange år efter i karmen kunne finde gamle aviser fra 1. verdenskrig. Aviserne var blevet benyttet som isoleringsmateriale.

 

Først i 2006 blev muslingeskaller og skjolde opsat over terrassedørene og vinduerne i lighed med over husets øvrige vinduer. Forme blev lavet af en stukkatør ud fra skaller og skjolde fra tvillingehuset på Ejgårdsvej, hvor de var nedtaget p.g.a. renovering.

 

Byggeaffald fra ombygningen og nedrivningen af verandaen blev smidt i den oprindelige udekælder, hvor affaldet blev indmuret og således lå urørt indtil 1996. I 1996 blev der – drevet af nysgerrighed – brudt et hul i væggen indtil rummet. Til ejernes store fortrydelse indeholdt rummet ingen hemmelige skatte, men kun - udover mursten og mørtel - gammelt stuk, en ølprop, en gammel sikring, en tom parfumeflaske fra Roger & Galle i Paris, fire lag gammelt tapet, samt to tændstikæsker og en tom æske Fin Kentucky skraatobak efterladt af håndværkerne. Rummet blev tømt for mellem 8 og 11 tons byggeaffald og fungerer nu som krybekælder til lager. Efter tømningen blev murerne pudset og malet, og gulvet blev belagt med havefliser[78]. Indgangen blev opmuret som en buet adgangslem med en trælåge.

 

Før ombygningen i 1921 var der adgang til ”Det hemmelige rum” fra haven.

Under ombygningen blev rummet fyldt helt op med byggeaffald og muret til.

 

Centralvarme i 1923

 

I januar 1923 blev der indlagt centralvarme i hele huset, og alle brændeovnene blev fjernet. Varmekilden var en original Strebelkedel, der oprindelig blev fyret med koks, men som senere blev ombygget med oliebrænder. Den gamle Strebelkedel blev benyttet i ejendommen indtil 2012.

 

Ifølge de oprindelige fyringsanvisninger var kedlen ”Bedst til gode Gaskoks i Stykker af en Størrelse fra 50 til 80 mm. Asken skulle ifølge anvisningen ”sigtes gennem et Staaltraadssold med ca. 15 mm Maskevidde, hvorved det blive muligt let af de tilbageblevne større Stykker at udskille det ikke udbrændte”. Anvisningen huskede ejeren på ”at henlede tjenestefolkenes opmærksomhed på dette”, da det ville være i hans interesse”.

 

I nødstilfælde kunne kedlen også benyttes med brunkulsbriketter, tørv eller træaffald.

 

For at undgå kalk i systemet blev det tilrådet, at der kun blev fyldt regnvand på kedlen. I nødstilfælde kunne man blot koge vandet inden på- eller efterfyldning. For at der ikke skulle ske skader på anlægget måtte der ”aldrig tappes Vand af Kedlen til rengøring eller andet Brug”.

 

Sikkerhedskravene var mere lemfældige i 1923, idet utætheder – ifølge anvisningen - blot kunne tættes med asbest.

 

At fyre med koks krævede meget rengøring og rensning, og der var meget arbejde med at vedligeholde brændslet. Men alligevel har det formentlig været en lettelse i forhold til at passe husets tidligere ni brændeovne.

 

 

Det gamle oliefyr fra 1950’erne.

 

Senere blev det endnu lettere, idet der blot blev fyret med olie. Den gamle oliemåler, der hang i kælderen indtil 2012, blev dog afbrudt, da den gamle olietank blev udskiftet med en ståltank med glasfiberarmeret polyester i september 1977, hvorfor man indtil 2012 måtte ulejlige sig ud i haven med en målepind for at måle oliestanden.

 

Brændeovnen i stuen blev retableret i september 1979, medens ovnen på 2. sal blev retableret i 1963 og igen i november 1995.

 

Ombygningen i 1936

 

I juni 1936 blev den veranda og terrasse, der var blevet opført i 1918 udvidet, og der blev opført et væksthus, hvor Katrine Hald[79] kunne fornøje sig med sine blomster.

 

De fire vinduer i verandaen blev sløjfet og i stedet blev disse erstattet af ét stort 15-delt vindue ud mod haven. Døren ud til verandaen blev fjernet, idet hele væggen mellem verandaen og spisestuen blev nedrevet, samtidig med at den gamle tilbygning blev udvidet i begge sider. Efter ombygningen fremstod den gamle spisestue, verandaen og den nye tilbygning som en stor ny spisestue. Under den nye tilbygning blev lavet endnu en udekælder, og en trappe blev bygget, således at man kunne komme fra den nye spisestue direkte ned til det nyopførte væksthus. I den nyeste udekælder kan kanten af den første tilbygning stadig ses.

 

I spisestuen blev indrettet et vitrineskab, og væggene i tilbygningen blev beklædt med brunt cigarkassetræ.

 

Selve væksthuset blev på godt 15 m2 med 2,70 meter til loftet. Rundt i kanten blev opsat eternitplader som borde og på gulvet blev lagt perlegrus. For at der ikke skulle komme vinterfrost i væksthuset blev der installeret et ca. 10 cm rundt varmeapparat hele vejen langs vinduerne[80].

 

Mellem væksthuset og den gamle terrasse fra 1921 blev støbt et plateau med en lille trappe ud til haven.

 

 

 

Den gamle tilbygning…                                             og den nye.

 

 

Siden 1936 har tilbygningen stort set kun fungeret som væksthus. En undtagelse er dog i perioden fra sidst i 1960’erne til starten af 1970’erne, hvor væksthuset var indrettet og fungerede som ”udekøkken” for kollektivet.

 

Garagen i 1941

 

Der var allerede efter ansøgning af Nicolaj Petersen den 11. februar 1914 blevet anlagt et "Automobilskur", men i 1941 ansøgte Chr. Müller om at opføre en garage. For at måtte opføre garagen skulle Chr. Müller den 22. september 1941 tiltræde en deklaration om, at kommunen altid måtte kræve, at den blev nedrevet igen, uden at kommunen i den anledning kunne afkræves erstatning. Deklarationen blev tinglyst og er stadig lyst som servitut på ejendommen.

 

 

 

Garagen blev opført i mursten med pudsede facader, søjler og sort glaseret tegl ligesom hovedejendommen.

 

 

 

 

 


 

Selv om det under krigen i 1941 må have været særdeles dyrt at købe brændsel til opvarmning af ejendommen, blev garagen alligevel bygget med indlagt centralvarme.

 

Centralvarmen er nu fjernet, men ellers står garagen, som da den blev opført, dog med den eneste ændring at den i 2012 fik nye spær og tegl, samt en elektrisk port med fjernbetjening.

 

Ombygningen af 2. sal i 1918, 1963, 1991 og 1993

 

Den første arkitekt-tegning[81] af ændringen af 2. sal blev allerede udarbejdet til Chr. Müller knap et år efter, at han havde erhvervet ejendommen. Tegningerne førte året efter – i 1918 - til, at der blev bygget en zinkbeklædt kvist mod vejen, og der blev etableret et pigeværelse på ca. 10 kvadratmeter mellem det nye vindue i kvisten og de eksisterende skorstene. Barnepigen kunne således gå direkte gennem tørrerummet på loftet og ned ad trappen, der gennem et skab endte i børneværelset på 1. sal.

 

Næste store ombygning af loftsetagen skete først 44 år senere i 1962/63.

 

I bladet Bo Bedre var der i februar 1964 en større artikel – med flotte billeder - om Mowgli. Artiklen, der incl. forsiden var fordelt på 19 sider, hed “Der er masser af plads oppe på loftet”. Artiklen beskrev hvorledes et ungt ægtepar – i bolignødens tid – havde fået lov til at indrette bolig på 2. salen i 1962/63.

 

I artiklen kunne bl.a. læses om, hvordan de to unge mennesker havde cyklet rundt i kvarteret for at finde et sted at bo, og om hvordan de var faldet i snak med Chr. Müller, der gik og ordnede haven. Snakken endte med, at de to unge mennesker fik lov til at indrette bolig på 2. salen, hvor der på det tidspunkt kun var indrettet pulterrum samt et beskedent pigeværelse i forbindelse med kvisten.

 

Omdannelsen fra pulterrum til 80m2 husrum kostede ifølge artiklen 15.000 kroner plus de unge menneskers egen arbejdskraft. De unge mennesker skulle selv betale for ombygningen, mod at de til gengæld kunne bo gratis i de tre første år.

 

Inden ombygningen kunne begynde skulle 2. salen ryddes for de gamle kister, lamper, brændeovne m.v., der var opmagasineret i rummet. Under dette arbejde blev hovedtrappen lettere beskadiget, og et trin knækkede, idet en stor dragkiste styrtede ned midt under nedhejsningen fra kvistvinduet.

 

Ved ombygningen blev 2. salen stort set indrettet, som den fremstår i dag. Trappen fik det nuværende knæk ved at dreje de øverste 6 trin, hvilket var nødvendigt, for at man kunne gå oprejst hele vejen op. Alkoven blev indrettet med underliggende skuffer[82], pejsen, der var en ombygget kakkelovn, der blev fundet i pulterrummet, blev tilsluttet, og tekøkkenet med køleskab, rindende vand og afløb blev bygget. I bunden af trappen blev det gamle skab opdelt i to, og der blev opsat en dør, således at der var en rimelig opdeling mellem 2. salen og den øvrige ejendom.

 

For at komme ud på terrassen, der dengang skulle fungere som brandudgang og derfor kun havde en 15 centimeter kant, skulle man fire trin op og tre trin ned gennem et lille vindue. Da loftet var indrettet, opsatte man dog et rækværk af træ rundt om terrassen[83].

 

Pigeværelset ved kvisten blev revet ned, og det storblomstrede tapet, der hang på væggen, blev i kvisten erstattet af rockwool og beklædt med profilbrædder. Det øvrige loftsrum blev ligeledes isoleret med 5 cm rockwool og derefter beklædt med hvidtede træbetonplader.

 

Før ombygningen var der kun ét varmeapparat på 2. sal, men for at sikre varme nok til det store rum blev varmeapparatet i kvisten suppleret med et på den sydlige væg.

 

Huset var oprindelig forsynet med to skorstene, men under ombygningen blev den del af den ene skorsten, der gik igennem loftsrummet, fjernet. Nedrivningen foregik ved, at man fra oven af smed de løsnede mursten ned i skorsten - og de fjernede mursten skulle efter sigende alle kunne have været i det resterende stykke skorsten.

 

Nedenfor er gengivet en skitse over indretningen som den så ud i 1964. Som det ses var der taget hensyn til, at man ikke kunne færdes oprejst på det yderste stykke gulv, hvorfor ganglinierne var lagt inde midt på loftet, medens møbler og reoler var placeret langs væggene, hvor siddehøjden lige passede.

 

 

Skitse over 2. sal, der viser indretningen i 1964[84].

 

 

I forbindelse med indretningen af 2. salen til boligformål havde man ansøgt kommunen om tilladelse til at lave en tegnestue, hvilken da også blev givet den 31. august 1962. At det ikke lige var en tegnestue, man indrettede, tog man ikke så tungt. Problemet opstod først senere, da kommunen i bladet Bo Bedre læste om den nye indretning. Dette bevirkede, at kommunen den 27. august 1964 fremsendte et brev til beboerne, hvori der blev gjort opmærksom på, at der i artiklen var fundet en række bygge- og indretningsforhold, der ikke var godkendt.

 

Efter byggetilladelse af 12. juni 1991 blev den lille trappe, der førte gennem vinduet ud på tagterrassen på 2. salen, nedtaget og erstattet med en ny karnap med en dør direkte ud. I forbindelse med opførelsen af den nye karnap ville byggeprocenten overskrides, hvorfor der, ligeledes den 12. juni 1991, blev givet tilladelse til at overskride byggeprocenten fra 25,8 til 25,99.

 

Endelig blev rækværket og bræddegulvet udskiftet på tagterrassen, ligesom der blev lagt et nyt bølgeeternittag over det gamle skiffertag .

 

Nedenfor ses en tegning af den nye karnap.

 

 

Tegninger fra ombygningen i 1991, svarende til Mowgli’s udseende i dag.

 

 

I 1993 blev 2. salen igen ombygget og istandsat. De skrå lofter, der var beklædt med træbeton, blev for at give en bedre varme- og lydisolering, beklædt med rockwool og to lag gipsplader. Hvor eksisterende bjælker blev dækket med gipspladerne, blev der opsat pyntebjælker. Gulvet blev afhøvlet, ligesom der blev installeret lydtermoruder i alle vinduerne. I hjørnet blev bygget et lille rum, hvori der blev monteret et toilet på den eksisterende faldstamme. For at komme ind i rummet må man benytte de sidste fire trin af den trappe, der i gamle dage førte op til 2. salen, og som i 1963 var blevet drejet på det sidste stykke.

 

Brændeovnen var blevet nedtaget, hvorfor en anden brændeovn blev installeret i november 1995.

 

Endelig blev rækværket af træ på tagterrassen taget ned og i 1996 ombyttet med en grundmuret balustrade i marmorbeton, der blev erstattet med den nuværende i 2004.

 

Som beskrevet senere blev karnappen mod vejen i 2012 udvidet, ligesom antallet af ovenlysvinduer blev forøget fra tre til seks.

 

Renovering i perioden 1993 -1998

 

Som tidligere beskrevet var huset i en forfærdelig stand ved overtagelsen i 1993. Dels havde Mowgli lidt under, at det havde stået tomt i et par år, dels havde huset i en periode – gennem Dansk Røde Kors - været udlejet til en pakistansk dommerfamilie, der havde måtte flygte fra deres hjemland. Vaner og traditioner havde sat sit præg, og som eksempel kan nævnes, at gaskomfuret var forsøgt fyret op ved at tænde bål i ovnen, ligesom de pakistanske kvinder, for at undgå at forlade huset, havde måtte benytte gårdhaven som skraldespand ved at kaste affald ud af køkkenvinduet.

 

Det første, der blev sat i stand, var 2. salen, hvilket er beskrevet i foranstående afsnit.

 

Det næste, der blev sat i stand, var de tre stuer. Her bestod arbejdet primært i at male lofter og vægge. I spisestuen blev det gamle cigarkassetræ fra ombygningen i 1918 fuldspartlet og malet, medens der blev opsat gipsplader over brune træfinerplader i tilbygningens loft. Parketgulvene blev afhøvlet og lakeret.

 

Ud over termoruderne på 2. sal var alle vinduer i huset stort set af enkeltlags glas, hvorfor disse alle løbende blev udskiftet til lydtermoruder. En undtagelse var dog i nogle af stuevinduerne, hvor der var opsat forsatsvinduer. I de oprindelige vinduer i stuen ses stadig de luftbobler og ujævnheder i glasset, der stammer fra den gamle produktionsteknik.

 

Udskiftningen bestod dels af totaludskiftning af karme og rammer, dels af udskiftninger udelukkende af rammer. Nutidens træ er af en dårligere kvalitet end det oprindelige træ – så mon ikke de oprindelige karme overlever de nye rammer. Under udskiftningerne af karmene blev der fundet talrige gamle aviser trykt i de år, da vinduerne var blevet isat.

 

Efter at ejendommen i næsten 100 år havde haft enkeltglas i vinduerne, er det nu blevet muligt at spare lidt på varmeregningen.

 

Efter stuerne blev værelserne på 1. sal samt gangene istandsat. Gulve blev afhøvlet, stuk renset, tapet afrevet og opsat, paneler retableret, mure pudset, huller spartlet, vægge, lofter og træværk malet, bræddevægge gipsplade-dækket, tæpper lagt, telefonboksen retableret og så videre og så videre…

 

Udenfor blev der opsat raftehegn ind mod Gudrunsvej 22A i 1995 og trådhegn med buske af Laurbærkirsebær i 1997. Balustraden på 2. sal blev opsat i 1996. Udvendigt blev huset i 1994 renset, pudset og malet, ligesom vinduer og træværk blev det. Terrassen blev klinkebelagt, væksthuset malet, kælderdøren, der var af brædder, udskiftet og så videre og så videre…

 

Toilettet på 1. sal blev – som beskrevet tidligere i afsnittet - totalt istandsat med nye klinker og fliser og med et nyt hjørnebadekar, medens vaskekælderen fik klinkegulv, afløb og pudsede vægge.

 

I slutningen af 1996 påbegyndtes første renovering af fyrkælder og kældergang. Området var aldrig blevet istandsat, hvorfor det så meget forfaldent ud. Der var en jernplade over fyret, der var fyldt med en centimeter gammelt støv. I støvet lå en æske tændstikker samt et stykke af Berlingske Tidende med husannoncer fra 3. februar 1944. Træbjælkerne i loftet blev renset for puds og siv, og vægge, lofter og gulve blev pudset og malet. ”Det hemmelige rum” blev som tidligere beskrevet udgravet i 1996.

 

Efterfølgende, i 1997, blev den gamle vin- og viktualiekælder, der allerede var blevet ombygget i 1962/63, sat i stand så den igen kunne benyttes som opholdsrum.

 

Hoveddørslampen over hoveddøren stammer fra ejendommen Ejgårdsvej 36, hvor ejeren i 1995 ville smide den ud. Efter at den er blevet malet og har fået nye glas, fremstår den næsten som ny.

 

Renovering efter 1998

 

Meget er sket og blevet renoveret og istandsat de seneste år – så hvorfor ikke blot remse op i flæng:

 

I vinteren 1998 blev kældervinduer udskiftet, i foråret 1999 blev toilet i kælder sat i stand, ny havelåge i sommeren 1999, i vinteren 1999 blev jerndrager over vindue i spisestue behandlet og ydervæggen pudset op. Ligeledes blev tredje trin på hovedtrappen repareret. Nyt stort vindue i spisestue i marts 2000. I sommer/efterår 2000 blev loft i ende-værelset udskiftet på grund af råd og svamp og værelset blev sat i stand. Ny zink tagrende på garage i januar 2001 samt inddækning på terrasse på 2. sal (midlertidigt). Garagetag blev understrøget maj 2001. Klinker i vaskekælder ved bruser i efteråret 2001. I forår 2002 blev opsat klinker under og ved kældertrappen. I foråret 2003 blev der isoleret under spisestuen ved udekælderen. I sommeren 2003 kom der nyt gulv på terrasse på 1. sal og i foråret 2004 blev el fræset ind i væggene i dagligstuen og stuen blev sat i stand. Ny inddækning, balustrade og stål på terrassen på 2. sal i sommeren 2004. I maj 2005 blev ekspansionsbeholder på 2. sal nedlagt og ny opsat i kælder sammen med en ny varmvandsbeholder og nye rør. Den gamle vandbeholder vejede 441 kg og der måtte hjælp til fra de lokale smede til for at den kunne blive båret ud. Vandrør blev skiftet og klinker repareret på toilettet i kælderen i juni 2005. I sommeren 2005 blev opsat klinker på ydervæg i fyrrum og facaden mod 22A blev malet igen. I foråret/sommeren/efteråret 2005 blev gangen på 1. sal og i stuen samt trappen sat i stand. Vandrør og el blev fræset ind i væggene, der blev opsat nyt stuk på gangen på 1. sal, resterende stuk blev renset og vægge blev pudset m.v.. På grund af mangel på håndværkere tog processen fra før påske til den 19. oktober – dagen hvor Villa Mowgli fyldte 107 år – eller mere end 7 måneder. Linoleum i gangen var lagt sommeren 1951, idet der under var en avis dateret torsdag den 9. august 1951. Nyt parketgulv blev lagt sommeren 2005 (Hørning Parket) og lakeret med oliebaseret lak.

 

Søndag den 14. august 2005 kl. 02:30 om morgenen brændte tvillingehuset på Ejgårdsvej. 1. og 2. sal udbrændte og resten fik alvorlige vandskader. Murene stod intakte. Indehaveren – en gammel mand midt i 80’erne - døde af røgforgiftning. Stig Rosenkranz Pedersen og frue overtog huset og totalrenoverer det.

 

I juli 2006 blev muslingeskaller opsat over terrassedørene, og skjolde over vinduerne i endeværelset blev opsat i august 2006 (så havde de også manglet siden tilbygningen blev opført i 1921). Forme blev lavet af en stukkatør ud fra skaller og skjolde fra tvillingehuset på Ejgårdsvej, hvor de var nedtaget for renovering. Terrassen blev renoveret, fritlagt for beplantning, pudset op og malet. Endelig blev hovedtrappen nødtørftigt opmuret på den ene side og facaden mod vejen malet i juli 2006.

 

I september 2006 blev opsat glasfilt i spisestuen og den blev malet på ny, ligesom gulve i spisestue og dagligstue blev slebet og lakeret med vandbaseret lak. I december 2006 fik vi nyt vindue på toilet på 1. sal samt ny hoveddør. Døren skulle laves af en snedker fordi ingen almindelige dørfabrikker ville producere så høje døre på grund af deres garantiforpligtelser. Træ er ikke hvad det har været. I marts 2007 fik vi lavet en radiatorskjuler i spisestuen under vinduet mod 22A.

 

I April 2007 måtte vi fælde vores store bambus nordøst for terrassen. Den tilhørte den sorte sort og går i blomst cirka hvert hundrede år. Den blomstrede og efterlod en masse frø inden den døde.

 

Villa Mowgli i 2006 – lige før bambussen blomstrede og gik ud.

Efter at ejendommens børn havde delt midterværelset i hele deres liv fik de i april 2007 deres eget værelse. Albert fik hjørneværelset og Leonora endeværelset. Midterværelset blev til gæste-, stryge- og påklædningsværelse. Det kan blive knapt for en hver. Senere flyttede Albert op på 2. sal, så Leonora kunne få to værelser.

I april 2008 blev huset malet på nordsiden mod stigen. Det tog kun to dage med en mand, stige og pensel. I maj blev siden mod banen malet – fuld fart, så det tog kun en mand en dag. Så var hele huset blevet malet på fire år (2005, 2006 og 2008).

I maj 2008 påbegyndes nedrivning og opførsel af nyt køkken. På gulvet under en af soklerne stod skrevet initialerne ”EJ 11/11 1964”, hvilket kunne tyde på at det er opførelsesdatoen på det gamle køkken. Skorstenen blev fjernet så der ikke længere var et hak i hjørnet. Skorstenen var fyldt med murbrokker fra nedrivningen af skorstenen på 2. sal. Den del at skorstenen der ikke skulle udgøre hjørnet i køkkenet benyttes til at trække centralvarmerør til soveværelse, toilet på 2. sal og den ene radiator på 2. sal. Øvrige rør blev fjernet og nye rør gemt langs faldstamme, i gulvet og over det forsænkede loft. Det ene varmtvandsrør til bruseren på 2. sal gik hele vejen rundt i køkkenloftet uden ophæng. Efter udskiftningen blev vandet hurtigere varmt og en mærkelig brummet når man åbner for vandet forsvandt næsten. Faldstamme fra håndvask på 2. sal blev skiftet. Der lå en fin lille pakke med snøre under gulvbrædderne og spændingen var stor, men det var ”kun” en halv side fra en udateret Berlingske Tidende, hvor der bland andet var en artikel fra et motorcykelløb på Ordrupbanen, hvor en motorcykel var brændt. Avissiden var fra efter 1913, idet Svømmebadeanstaltet Helgoland var beskrevet. Avissiden var måske fra 1923-26 da der stod at man planlagde at bygge George Washington Broen. Vi fandt endvidere en stump avis fra 22. januar 1932.

Ildsted i køkkenet var fjernet i november 1962, hvilket fremgik af en avis der var brugt som udfyldning til et gammelt skorstensrør. Under gulvbrædderne lå et ton ler der blev udskiftet med Rockwool inden der blev støbt nyt gulv med gulvvarme. Heldigvis var kommunen og Dong ved at nedlægge luftledningerne i jorden, hvorfor de meget belejligt havde stillet en container til jord lige udenfor huset. Radiator på toilettet på 2. sal blev fjernet og erstattet med en håndklædetørre, hjørnet blev muret pænt op og der blev påsat termostater i soveværelset og på 2. sal. Gasmåleren blev fjernet, gastilførslen plomberet og el blev indlagt i vægge.

Hele udskiftningen af køkkenet tog 7 måneder. Leverandøren af det nye køkken var Multiform, der evnede at lave alle de fejl man har fantasi til at forestille sig. Tegningerne var forkerte så to låger ikke kunne åbnes, skuffen under vasken var så stor at der ikke var plads til afløb og hængsler måtte skiftes to gange før de kunne bære, skabene var skæve og skulle skiftes, og soklerne kunne ikke tåle vand, låger beskadiget, halvdelen af leverancerne var forsinkede og nye leverancer fejlbehæftede. Bordpladerne kom fra Spekva, der måtte omlevere to af pladerne fordi de ikke havde lavet dem i de rigtige mål og de to andre plader måtte de komme og slibe til. Handel på Internettet viste sin styrke og alle hårde hvidevarer og bordpladerne kunne i forhold til Multiform Designcenter i København købes med en gennemsnitlig rabat på 35% gennem Lavpriskøkken.dk.

Den 7. november 2008 kom Multiforms egen mand for at udbedre de sidste ting og kl. 11:20 var vort køkken endelig færdigt. Totalpris DKK 346.000 plus en masse egne timer og besvær.

Vor lejer på 2. sal, Rikke Svendsen, var efter knap fire år flyttet tilbage til Jylland efter endt uddannelse på Politiskolen og vi kunne heldigvis benytte køkkenet på 2. sal i hele perioden.

Primo april 2009 var det soveværelsets tur til at blive sat i stand. Vi snød og undlod at rense stuk, opsætte glasvæv og fræse ledninger ind i væggene. Til gengæld kunne vi klare det på tre dage. De sidste træstammer mod banen blev også fældet og der blev plantet fem nye Laurbær-kirsebær buske i hullerne.

På grund af stigende arbejdsløshed kunne man i maj 2009 igen søge om offentlige tilskud til renoveringsopgaver. Vi fik tilbudt DKK 12.985,00 i tilskud til udskiftning af de to ydre terrassedøre i stuen samt vinduet mod haven i spisestuen. Disse blev udskiftet i oktober 2009. Totalprisen blev DKK 53.513. Endvidere satte vi en ny dør i garagen – pris DKK 17.458 inkl. messing greb og fugning af de nye døre og vindue. Termoruden i spisestuen var fra 1976 og var endnu ikke punkteret – dengang kunne man lave termoruder der holdt.

Den 25. juli 2009 kl. 04:20 var der et indbrudsforsøg i Villa Mowgli. Døren til udestuen blev brækket op. Døren var lukket med en sikkerhedshaspe, men døren blev vredet så meget at toppen af dør blev revet af og to ruder gik itu. Næste dør videre ind til spisestuen var heldigvis låst og støjen fra de to ruder der smadrede gjorde at politiet hurtigt kunne alarmeres. Politiet kom med tre patruljevogne i løbet af et par minutter. Tyvene nåede ikke at stjæle noget og der skete kun skade på døren. Det var dejligt at opleve politiets hurtighed og professionalisme. Indtil den første patruljevogn ankom blev vi i telefonen løbende orienteret om patruljevognenes position samt orienteret om hvordan vi skulle reagere hvis vi kom i nærkontakt med tyvene. Indbrudstyve er tilsyneladende ligeglade med om der er nogen hjemme nu om dage, men vi slap med skrækken. Et stykke tid efter fik vi at vide at politiet havde fanget en rumænsk bande der havde specialiseret sig i at lave røverier medens folk lå og sover. Banden tog altid det første morgentog ”hjem”, hvilket videoovervågningen fangede. De blev overvåget og skygget til deres opholdslejlighed i København, hvor alle tyvekoster blev fundet.

Den iturevne dør til vinterhaven efter indbruddet i 2009.

I juli 2009 blev hjørnebedet fjernet i vinterhaven og den grå kant blev malet og i juli 2010 fik vi gennemrenoveret hovedtrappen med opmuring af sidder og nyt trin øverst og nyt plato. Herefter blev trappen malet og terrassen i haven fik også en ”overhaling”.

I oktober 2011 blev der installeret kabel TV og kabel blev skudt fra vej indtil en ny stikdåse med plads til otte tv.

Året 2011 blev også året hvor det blev besluttet at udskifte taget på huset og på garagen til sortglaseret mat tegl samt at blive ”miljørigtige”. I 1993 kostede en liter olie DKK 4,13 pr. liter, el kostede 97,08 øre pr. KWh og vand kostede DKK 14,39 pr. m3. I 2012 kostede olien DKK 12,00 pr. liter (en stigning på 190%), el kostede 209 øre pr. KWh (en stigning på 115%) og vand kostede DKK 46,70 pr. m3 (en stigning på 225%) efter at det var sat ned i pris igen efter en periode med en endnu højere pris. Ejendommen var – ud over ejendomsskatterne - blevet rigtig dyr i drift.

Taget på huset var lagt i starten af 1990’erne, men var allerede i en meget dårlig stand, idet den lagte bølgeeternit var fra perioden lige efter at asbesten var blevet forbudt og man endnu ikke havde udviklet en ordentlig erstatning. I tre omgange var dele at taget blæst af under storme og det der ikke var udskiftet var ved at smuldre væk - og så passede bølgeeternit måske ikke lige til et gammelt hus med mansard tag. Pierre Duus blev kontaktet for at installere jord- og solvarme, og tømremester Martin Hastedt skulle renovere, isolere og udskifte tagene. På det tidspunkt var der siden 1993 købt olie for DKK 983.000 beregnet på baggrund af nutidens pris og ved næste tankning ville købet runde en million kroner. Der var brugt knap 94.000 liter olie og priserne bare steg og steg.

Efter at kommunens godkendelser til udskiftning af tag og etablering af jordvarme og solpaneler var på plads kunne arbejdet påbegyndes ved årsskiftet 2011/2012. Da ejendommen var blevet erklæret bevaringsværdig skulle de nye tegl og solpanelerne passe sammen og godkendes af kommunen. Valget faldt på tegltagsten Linea, hvor Komproment havde fremstillet en solfangerløsning der passede til. Projektet var berammet til 10 uger, men tog ”naturligvis” meget længere tid. Efter 22 uger var arbejdet næsten færdigt.

I forbindelse med udskiftning af taget blev karnappen mod vejen isoleret og gjort dobbelt så bred så den nu sidder symmetrisk på huset, der blev installeret yderligere tre Velux vinduer og skorstenen blev udskiftet. Da det gamle tag blev fjernet kunne man konstatere at isoleringstykkelsen ikke helt levede op til det der stod i BBR registeret. Der lå kun 40 mm Rockwool plus 20 mm Rockwool, der lå løst mellem de indvendige gipsplader og noget træbeton. Alt blev fjernet så kun gipspladerne var tilbage, spærene forhøjet og godt 300 mm nyt Super FlexiBatt Rockwool, svarende til 324 mm almindelige Flexibatt Rockwool blev indlagt.

På grund af den mere energirigtige isolering og forhøjelsen af spærene blev terrassen på 2. sal lidt mindre, hvorfor en baluster i hver ende af balustraden måtte fjernes. Det miljørigtige havde sin pris.

Da det eksisterende garagetag skulle udskiftes blev det konstateret at alle spærene var rådne nede i murværket. Hvis ikke det var blevet opdaget var hele taget faldet sammen nogle år efter. Tryk Forsikring måtte finansiere nogle nye spær, men slap så formentlig for at erstatte en bil nogle år efter. Der blev indrettet et fint lagerrum under taget.

Jordvarmeboringerne skete efter et forholdsvist nyt princip, hvor man gravede en brønd på ca. en m3, hvorfra man borede huller skråt ned til alle sidder. På den måde undgår man at få gravet hele haven op eller at få en kæmpe entreprenørmaskine ind i haven for at lave lodrette boringer. Det nye jordvarmeanlæg skulle bestå af 12 huller af 40 meter plus slanger til og fra huset, men det endt med 13 huller af ca. 38 meter da der ligger et meget hårdt kalklag på 38 meters dybte. Brinevæsken løber frem og tilbage i indvendige og udvendige slanger i hullerne, således at den samlede slangelængde udgør knap en kilometer. Der blev opboret og opgravet 4 m3 jord, så hullet efter den 4 m3 gamle olietank fra 1977, der også blev gravet op, netop kunne fyldes med overskudsjord.

På taget blev placeret seks solpanler og det hele blev i kælderen forbundet til en stor ny varmvandsbeholder og en Viessmann Vitocal 350 varmepumpe.

I kælderen blev den gamle oliekedel fra 1950’erne, grisen, varmvandsbeholderen og en masse gamle rørføringer fjernet, og fyrkælderen pænt istandsat, ligesom der blev installeret fire nye radiatorer i kælderen og sat termostater på de sidste radiatorer.

 

Det nye anlæg med varmvandsbeholder, varmepumpe og teknikken der styrer det hele.

 

Det blev en samlet investering på knap DKK 1,4 million fordelt med ca. halvdelen på nye tage og ca. halvdelen på energiforbedringer. Ved en uændret oliepris skulle besparelsen udgøre netto DKK 43.000 pr. år som følge af at den sparede olie koster mere end elforbrug til jordvarmepumpen. Tilbagebetalingstiden blev beregnet til 10,4 år - hvis man holder olieprisen konstant, medregne at det gamle oliefyr og olietanken alligevel skulle udskiftes og at man fik få DKK 63.000 i offentlige tilskud. Og så er der jo rabat på el når ens hus nu i princippet er el-opvarmet.

I 2016 og 2017 var det igen muligt at får offentlige tilskud til forbedringer, hvorfor terrassedøren på 1. sal og døren ud til gårdhaven blev udskiftet.

Knap 25 års hårdt arbejde fylder her et nogle få sider, men for at give indtryk af arbejdets omfang kan nævnes, at der er medgået over 800 liter maling til renoveringen. Mere end DKK 2,6 million er huset nu blevet renoveret for siden 1993 – plus en rigtig masse egne timer.

 

Villa Mowgli med nyt tag og boremaskiner i haven i 2012.

 

Lejere i nyere tid

 

Den gamle Müller havde i den sidste periode af sit liv flere studerende boende med gratis logi. Sønnen, Mogens Müller, fortsatte disse sociale bestræbelser, da han overtog ejendommen i 1963, men da han ikke selv boede i ejendommen[85], og da den leje, han kunne opkræve, ikke stod mål med de omkostninger der var forbundet med at eje og passe en ejendom, ønskede han til sidst at afhænde villaen, hvilket også skete cirka 10 år senere.

 

Allerede i efteråret 1959 flyttede Torben Runo Johansen ind og boede i starten i herreværelset i stueetagen. Torben Johansen var på det tidspunkt 17 år og kendte dels familien gennem faderen, der arbejdede på Chr. Müllers fabrik, Dano, dels gennem sit forhold til Chr. Müllers barnebarn, Mette Spangenberg[86].

 

Chr. Müller, der var blevet syg på sine gamle dage, lå i en hospitalsseng i spisestuen, hvor han kunne ligge og kigge ud på sin have, og blev samtidig - meget belejligt - tilset af Torben Johansen.

 

Fra 1961/62 boede Helge Schandorff i kælderen. Han havde forinden omdannet viktualierummet og vinkælderen til et fint beboelsesrum med rockwool og træbeklædning på ydervæggene, hessian på indervæggene og laminat på gulvet. Som betaling for istandsættelsen fik Helge Schandorff lov til at bo gratis.

 

Helge Schandorff etablerede fremkalderrum i vaskekælderen, men var nok mest kendt for, at han ofte reparerede biler ude på vejen[87].

 

Arkitekt Ove Steen Andersen og Marianne Steen Andersen, der havde ombygget 2. salen til en lejlighed, boede i denne, fra den var færdig i 1962/63 indtil august 1964, hvor Torben Johansen flyttede ind sammen med Mette Spangenberg. Huslejen løb på dette tidspunkt op i den fyrstelige sum af 300 kroner pr. måned.

 

Allerede inden Torben Johansen og Mette Spangenberg var flyttet op på 2. sal, var der begyndt at flytte flere unge mennesker ind i huset. Specielt musikstuderende var der flere af, og om sommeren spillede de unge mennesker ude i haven til glæde for områdets beboere.

 

I perioden 1963-66 boede Chr. Müllers barnebarn, Kirsten Steen Andersen[88], til leje i henholdsvis midterværelset og herreværelset, medens stud.med. Ester Lunddahl boede i endeværelset på 1. sal. I hjørneværelset over herreværelset boede Clara Helene, der spillede på cello.

 

I 1966 fraflyttede Torben Johansen og Mette Spangenberg lejligheden på 2. sal, idet der i mellemtiden var blevet indført et sæt husregler, der bl.a. sagde, at der af hensyn til de unge musikstuderende ikke måtte bo småbørn i ejendommen. Året efter nedkom Mette Spangenberg med en datter.

 

Efter Chr. Müllers død udviklede Mowgli sig til at være et egentligt studenterkollegium med mange lejere, og med fælles badeværelse, toilet, vaskerum og køkken. Desværre for husets beboere kunne Gentofte Kommune ikke acceptere, at ejendommen skiftede status fra familievilla til kollegium, hvorfor der i en årrække var en del brevvekslinger om lovliggørelse af beboelsen mellem kommunen og borgmester Børge Sieverts på den ene side og beboerne på den anden side. Til sidst slap kommunens tålmodighed med de unge mennesker op, og den 28. april 1967 førte de unges ”ulydighed” til, at kommunen meldte dem allesammen til politiet i Gentofte. Som julegave gav kommunen den 21. december 1967 beboerne det endelige afslag på at omdanne ejendommen til et lovligt kollegium.

 

Ejendommen bestod på dette tidspunkt af 7 lejemål med i alt 8 kollegianere (stud.mag. Lars Runo Johansen[89], Gurli Lefevre Andersen, der spillede klaver, Jan Andersen, Birthe Andersen, lærerstuderende Helge Schandorff, Hanne Bjerg Larsen, stud.mag. Ebbe Pramming samt arkitektstuderende Nanna Friis Løvendahl).

 

Sagen fortsatte det næste godt et år, og den 20. juli 1969 skrev de nærmeste naboer[90] under på, at de unge mennesker hverken støjede eller generede omgivelserne. Bl.a. denne skrivelse overbeviste til sidst kommunen om, at det nok ikke stod så slemt til, og den 3. september 1969 blev Mowgli alligevel godkendt[91] til at være et selvejende kollegium med syv lejemål. Der måtte dog kun bo maksimalt ni kollegianer ad gangen i huset.

 

Huslejen lå på dette tidspunkt på mellem 130 og 400 kroner pr. måned pr. lejemål - alt afhængigt af lejemålets størrelse og placering. I alt var den samlede lejeindtægt, som Mogens Müller modtog, kun på 1.655,00 kroner pr. måned, hvilket ikke var nok til at passe og vedligeholde en ejendom som Mowgli.

 

På trods af de mange års kamp mod kommunen, og på trods af sejren, lykkedes det aldrig beboerne at skaffe kapital nok til selv at kunne overtage Mowgli, hvorfor Mogens Müller i 1973 solgte ejendommen til Susanne og Frank Pedersen.

 

De cirka ti år som studenterkollegium havde sat sit præg på ejendommen.

 

Der var i perioden altid liv i Mowgli, og hoveddøren stod altid ulåst, så fremmede kunne komme og gå som det passede dem. For at få en passende opdeling af lejemålene var dørene mellem stuerne enten blevet fjernet eller blevet lukket med masonitplader, ligesom der i soveværelset var opført en væg, så alle havde ugenert adgang til altanen.

 

Det meste træværk i huset var blevet dekoreret i datidens festlige farver[92], og loftet i midterværelset var malet kulsort. For at kunne kommunikere med omverdenen blev den telefonboks, som også i dag stadig eksisterer på 1. sal, etableret. Dengang var telefonen forsynet med et rigtigt møntindkast fra KTAS. Inden telefonboksen kom, benyttede beboerne en fælles telefon, som var opsat på en brunmalet hylde udenfor Helge Schandorffs værelse i kælderen.

 

De efterfølgende ejere af Mowgli har alle fremlejet værelser i deres ejertid. Således lejede Susanne og Frank Pedersen 2. sal og halvdelen af 1. sal ud til bl.a. cand.mag. Ebbe Rostorp i 1979-82, medens Ewa Eskelund og Knud Erik Andersen – ud over udlejningen til Dansk Røde Kors – havde L. Sørensen boende i kælderen i 1982-84, Martin R. Tefler i 1984 og Mikael Sterup-Hansen i 1985. Den månedlige husleje var nu steget til 1.200 kroner pr. måned.

 

Også efter 1993 har der boet lejere i Mowgli. I 1993 var det miljøsekretær i SF Per Henriksen, i 1994 til 1996 var det fysioterapeut Bodil Jensen og fra 1996 cand.jur. og fuldmægtig Marie Leer Jørgensen. Fra 1999 til 2003 boede Line Heilberg til leje efterfulgt af Marie Bornhøft Kirkegaard i 2003, fysioterapeut Tina Jensen i 2003 til 2004, politielev Rikke Jensen fra 2004 til 2008, farmaceut Ieva Imbrasaite fra Litauen fra 2008 til ultimo 2010, Heidi Elisabeth Rasmussen i 2011 og Maria Mänty fra Finland fra september 2011 til oktober 2014.

 

Udsnit fra værelset på 2. sal fra 1995.

 

Da Chr. Müllers ejede Mowgli var der i en lang periode tre tjenestefolk i huset. I dag må ejerne nøjes med én au-pair pige af gangen. Fra oktober 1997 til juli 1998 tjente Sanita Gutmane fra Letland således i huset, medens Yevgenia Zherebyatyeva fra Estland tjente i huset fra august 1998. Efterfølgende fulgte Nanna fra Varde, Natasha fra Rusland, Miroslava fra Bulgarien, Clara fra Rumænien, Sofie fra Samsø og Charlote, Diane, Keyneth, Kristylee og Facie alle fra Filippinerne.


Oversigt over ejerne gennem tiden

 

 1681

 

Kong Christian V (opretter en fasangård).

 

 13. juli 1761

   2. juli 1764

 

Udenrigsminister Johan Hartvig Ernst, Greve af Bernstorff (ved Donations- og Concessions-Brev)

 

1. september 1765

 

Anders Olsen og Anne Jacobsdatter (søster til Ole Jacobsen fra Skjoldgaarden) erhverver brugsretten til den senere ”Eigaarden” ved lodtrækningen.

 

 1. oktober 1767

 

Arvefæstebrev på 65½ tdr. land til Anders Olsen.

 

 1795

 

Jacob "Eigaard" Andersen (søn af Anders Olsen). Fra 1796 gift med Anne Sørensdatter fra Teglgaarden.

 

 1847

 

Birthe Marie Eigaard (ældste datter af Jacob Eigaard Andersen, ugift).

 

 1880

 

Rådmand Fr. Christopher Bülow. Udparcellerede grunden (matr. nr. 3eh af Ordrup by og sogn) fra Eigaarden (matr. nr. 3a Ordrup by og sogn) den 5. December 1894.

 

 4. marts 1896

 

Højesteretssagfører Peter Adler Alberti.

 

 4. juli 1896

 

Overretssagfører Valdemar Friss.

 

 6. april 1898

 

Murermester Nicolaj Petersen (køber grunden og opfører Villa Mowgli efter ansøgning af 29. september 1898 og godkendelse af 19. oktober 1898).

 

11. december 1916

 

Fabrikant, ingeniør Christoffer Müller.

 

 7. november 1963

 

Ingeniør Mogens Rode Thorkild Müller (arveudlægsskøde).

 

 4. juli 1973

 

Cand. mag. Susanne Pedersen og cand.mag. Frank Gerdner Pedersen.

 

 21. april 1982

 

Sygehjælper Ewa Dorota Eskelund og arkivar Knud Erik Andersen.

 

 1. juli 1993

 

Cand.merc. Helle Birk Krogsgaard, HD og finanschef Jens Kristian Kjær Krogsgaard, HD.

 

Udviklingen i ejendommens offentlige vurderinger

 

Nedenfor er gengivet en graf, der viser udviklingen i Mowgli’s offentlige vurderinger (venstre akse). Som bekendt har den offentlige vurdering aldrig været et præcist mål for en ejendoms reelle handelspris, og gennem tiderne er Mowgli da også handlet til priser der afveg væsentligt fra den offentlige vurdering, der var gældende på handelstidspunktet. Grafen giver dog alligevel et ganske godt billede af udviklingen i de forløbne godt 100 år.

 

 

Når der som her er tale om et aktiv, der løbende bliver mere og mere værd, vil en graf, der viser den samlede værdi, altid blive ekspotentiel. For derfor at korrigere for dette ”synsbedrag” er på højre akse gengivet den procentvise ændring af vurderingerne per år. Som det ses har disse svinget mellem minus 28,8% og plus 100% i perioden. De største udsving skete i 1980’erne, hvor ejendommen blev vurderet til kr. 750.000 som laveste værdi og til kr. 2.050.000 som højeste værdi.

 

Ejendomsvurderingerne fortsatte med at stige efter 1998. I perioder tjene folk mere på værdistigninger på deres huse end hvad de kunne tjene ved at arbejde. Dette var naturligvis ikke holdbart og boligboblen sprang da også i 2007-2008. Inden da havde den offentlige vurdering - efter alle de nedslag som fantasien kunne overbevise skattevæsnet om var rigtige – smagt på knap DKK 10 million. Da boblen sprang, faldt vurderingen med knap DKK 3 million.

 

Set over husets levetid svarer stigningerne i de offentlige vurderinger til cirka 6% per år - sammenlignet med en gennemsnitlig årlig stigning i forbrugerprisindekset på knap 4% i samme periode. Det bliver til en stor forskel på mere end 100 år.

 

 

Oven i købet har de offentlige vurderinger i de seneste år haltet efter de reelle handelspriser, hvorfor der ikke er tvivl om at det over tid er en bedre forretning at være boligejer end lejer – hvis der for et kort øjemed ses bort fra ejendomsskatter.

 

Avertissementer fra 1898

 

Nedenfor er gengivet udvalgte “Avertissementer” eller annoncer fra den lokale vejviser fra 1898.

 

Prøv selv at studere Avertissementerne. Her er alt fra reparation af kunstige tænder på 2-3 timer, til Karen Wulffs bekendte Kiks, Bisquits og Konfiturer.

 

Endvidere kunne der lejes bøger i Caroline Rønnows Bog- Papir- og Musikhandel på hjørnet af Lindegårdsvej og Jægersborg Allé, ligesom der kunne lejes elegante Landauere og drosker i Hellerup eller møbler til landstedet i Kjøbenhavn.

 

Endelig var én krone vel ikke for meget at betale for en Courenne Cognac.




 


Kilder og referencer

 

Tak til:

 

Agnete Müller, Jyllinge

Eva Birkman, Samsø

Kirsten Steen Andersen, Ordrup

Susanne og Frank Pedersen, Ordrup

Torben Runo Johansen, Toelt

 

der alle velvilligt har givet oplysninger om livet i Mowgli gennem tiderne.

 

Desuden tak til:

 

Lokalhistorisk Samling, Gentofte

Gentofte Ret

Nationalmuseet

Gentofte Kommune, Teknisk Forvaltning

Landsarkivet, København

Gentofte Kommunebibliotek,

 

der velvilligt har hjulpet med research.

 

Som øvrige kilder er bl.a. benyttet:

 

Fra istid til nutid I, L. Gotfredsen.

Gentofte fra Tuborg til Bellevue II, L. Gotfredsen.

Fra Søholm til Ermelunden III, L. Gotfredsen.

Veje i Gentofte, L. Gotfredsen.

Fra de gode gamle dage i Gentofte Kommune, diverse.

Der var engang et sommerland, Halvor Pedersen.

Gentofte-bogen 1976-1978 og 1982-1983, diverse.

Fra Sommerland til villaby, Steffen Linvald.

Danmarks Historie, Vagn Dybdahl.

Fra det nu forsvundne Charlottenlund, Edouard Ree

Fra det nu forsvundne Gentofte Kommune, Susanne Krogh Bender.

Omkring Jægersborg Allé – dengang og nu, Hans Jørgen Poulsen.

Ordrup – et bysamfund i fortid og nutid, Hans Jørgen Poulsen.

Lademanns Leksikon, diverse.

Vejviseren for Gentofte Kommune (1896-1998), Familien Jantzen.

Månedsmagasinet Bo Bedre februar 1964, Ove Steen Andersen.

Danske énfamiliehuse gennem 100 år, Erik Nygaard

Vejviseren for Gentofte gennem 100 år, Mostrup

Diverse korrespondance, foto og tegninger.

 

 

 

 



[1] Gentofte er den ældste by i området, og nævnes første gang i historien i 1186 i et pavebrev, hvor Urban III stadfæster gaven, "Gefnetofte" med alt dens tilliggende, som ærkebiskop Absalon har meddelt Roskilde bispestol. Navneendelsen "-toft" kan henføres til tiden mellem år 700 og 900. Fra arilds tid er ordet "toft" betegnelsen for jord i særeje, og byen Gentofte har formentlig oprindelig været en enkeltgård ejet af en storbonde, der boede her med sin husstand og sine trælle.

[2] De to andre torpe var Jestorp (senere Ibstrup) og Mellerup (senere nedbrudt og underlagt Ibstrup).

[3] Før 1625 gik der 4 mark på en sletdaler. I 1700-tallet blev sletdaler stadig benyttet, men fra 1625 kom rigsdaleren (eller speciedaler) der var opdelt i 6 mark, der igen var opdelt i 16 skilling.  Fra 1813 indførtes rigsbankdaler (fra 1854 igen kaldet rigsdaler) med værdien en halv specie.  I 1875 indførtes kronen med værdien en halv rigsdaler (herfra stammer udtrykket "en daler" om en gammel tokrone).

[4] Til en dygtig karl måtte der i 1765 betales 50-60 sletdaler om året, medens man længere ude på landet kun skulle betale 18-24 sletdaler. En pige fik 12-15 daler mod 6-7 daler andre steder.

[5] Mod 46 i Gentofte og 44 i Vangede.

[6] Kun indfæstningen (hoveri) og sagefald (pengebøder) tilfaldt Bernstorff Gods.

[7] Landmåler Peter Jacob v. Wilster påbegyndte opmålingen den 7. september 1764.

[8] Originalkortene ligger i Matrikelskontorets arkiv.

[9] Den oprindelige vej mellem Ordrupvej og Jægersborg Allé blev flyttet så den kom til at ligge langs skellet mellem Eigaarden og Lindegaarden. Vejen på kortet langs den nuværende Lindegårdsvej findes således ikke mere.

[10] Indtil 1811 blev vejen kaldt Langelinie.

[11] Sangen blev første gang offentligt fremført ved Ordrup Sangforenings koncert på Ordrup Kro den 14. marts 1875.

[12] Birthe Marie Eigaard er nærmere beskrevet i afsnittet "Ejerne gennem tiden".

[13] I perioden 1620 til 1761 lå Jægersborg Slot (eller Ibstrup Slot som det hed i starten) mellem Hundesø og Søndersø (der hvor Jægersborg Kasserne ligger nu). Slottet, der var omgivet af en voldgrav, lignede Rosenborg Slot, og blev i mange år brugt som bl.a. kongeligt jagtslot.

[14] Kongefamiliens tilknytning til Bernstorff Slot er på Femvejen markeret med mindesmærket, der blev afsløret den 7. september 1913.

[15] Charlottenlund Slot blev opført til og opkaldt efter prinsesse Charlotte Amalie i 1731-33.

[16] Området var Danmarks svar på Hollywood i starten af 1900-tallet, og området har bl.a. huset Saga Studio, Palladiums atelier, Dania Biofilms atelier og Kinografens atelier. Mange kendte film er produceret i området og i en årrække boede bl.a. Morten Korch i området – bl.a. på Ejgårdsvej 13A fra 1936 til 1954

[17] Dengang kaldt Velodromen.

[18] Holger Nielsen-metoden.

[19] I 1915 ønskede Københavns Kommune at erhverve tyskernes aktier, men en halv time inden de københavnske repræsentanter mødte op på Paladshotellet, hvor den tyske repræsentant befandt sig, havde Gentofte Kommune købt aktierne af ham. Navnet blev ved handlen ændret til Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs-Aktieselskab - NESA.

[20] Lå oprindeligt (fra 1865) på Ordrupvej 84.

[21] Først ved kommunevalget fredag den 12. marts 1909 havde kvinder for første gang valret i Danmark.

[22] A/S Ordrup-Charlottenlund Bank blev stiftet den 12. oktober 1905 med en grundlæggende kapital på 50.000 kroner. Senere Den Danske Bank via Handelsbanken.

[23] Der blev dog opkrævet bompenge indtil 31. marts 1915 ved bommen på Strandvejen i Hellerup. Omkring år 1900 kostede det 32 øre for en tur/retur for en almindelig hestevogn at passere en af bommene i området. Der var også tre bomme på Kongevejen mellem Hillerød og København, og det kostede således knap en krone for en landmand i Hillerød at få kørt sine varer til byen. Ligesom vi i dag har skattesnydere forsøgte man også dengang at snyde sig forbi bommene. Det fortælles, at selv direktør Vett fra Wessel & Vett (Magasin du Nord) blev taget i at snyde.

[24] I 1823 blev opført en stald til opstaldning af skovgæsternes heste. Fra 1828 var der servering fra stalden, og i 1832 blev bygget en bygning med stald i nederste etage og restaurant i tagetagen med tilhørende altan - heraf navnet. Over Stalden er nedbrændt og genopført flere gange. Senest nedbrændte stedet midt under en teaterforestilling den 15. juni 1898.

[25] Efter krigen i 1864 blev der opført et etablissement, der skulle virke som konkurrent til Over Stalden. Da restaurationen her lå ved siden af stalden fik stedet navnet Ved Stalden.

[26] Havde i 1740 købt Ledreborg.

[27] Var gift med Anne Jacobsdatter, der var søster til Ole Jacobsen fra Skjoldgaarden.

[28] Brænde.

[29] Jens Juel er nok mest kendt fra 100-kronesedlen, men var også professor på Kunstakademiet i København fra 1784.

[30] En af hendes brødre var Anders Jacobsen Eigaard, der først ernærede sig som brændevinshandler i København og senere som rentier og medlem af sogneforstanderskabet i Ordrup. Han boede på Eigaardsminde, der var bygget på en udstykning fra Eigaarden. Anders Eigaards søn fik navnet Jacob Eigaard og var efter sigende meget musikalsk, idet han bl.a. spillede i kvartet med Niels W. Gade.

[31] Han foretog endvidere en række fejlslagne spekulationer i sydafrikanske guldmineaktier, ligesom han begik omfattende bedragerier tilbage i 1890'erne. I alt lavede han underslæb og bedragerier for ca. 15 millioner kroner, svarende til ca. 1,5 mia. kroner i dagens penge.

[32] Matriklerne svarer til Gudrunsvej 22A, 22B, 24, 26 og 28. De sidste 3 matrikler er senere opdelt i yderligere matrikler.

[33] En alen er lig med 24 tommer eller 62,8 cm, hvorfor grundstykket var 1.241,5 kvt. meter.

[34] Samme gård som Fr. Christopher Bülow havde ejet.

[35] Den første håndværkerforening var blevet dannet i Gentofte i oktober 1875, men den blev allerede i 1895 opløst.

[36] Kun Gudrunsvej 10, 16, 18 og 20 var bebygget på dette tidspunkt.

[37] Dette var ifølge den 3. almindelige vurdering.

[38] Samme præstegård som Herman Bang (1857-1912) stammer fra.

[39] En søn var I.P. Müller, der blev en kendt gymnastik pædagog, hvis motto var: Vand, sol og motion. En statue, hvor han gør gymnastik kun iført et håndklæde, er opstillet på Falster. En anden søn var præsten Poul Müller, der blev forstander på Skt. Lukas Stiftelsen der dengang lå i København - han flyttede den til Hellerup, hvor sønnen tog over som forstander. De fire sønner - ud over Christoffer - blev kendt som "De fire roere fra Falster".

[40] Der var også en justitsraad R. Müller på Eigårdsvej 28 (dengang Eigaardsgade), der dog ikke umiddelbart var en del af familien. Men Villa Mowgli er, som beskrevet i afsnittet “Datidens typehus”,  en næsten tro kopi af denne ejendom, og R. Müller erhvervede den også fra Nicolaj Petersen kun 5 dage efter Chr. Müller købte Villa Mowgli.

[41] Ellen Bodil - senere Brems (født 28. august 1898), Max Poul (født 5. maj 1902), Ole (født 7. april 1906) og Mogens (født 8. december 1908).

[42] Katrine Hall var gartner og indehaver af en blomsterbutik på Nygade 3. Da hun altid mødte tidligt på grøntorvet, fik hun tilnavnet "Hall-tre".

[43] Gift Birkman og nu bosat på Samsø. Medvirkede den 22. marts 1998 i en portrætudsendelse i radioen, hvor hun bl.a. fortalte om sin opvækst i Mowgli.

[44] I de gode tider var der over 400 ansatte på fabrikken.

[45] Efter bibelmøderne blev der under krigen syet finneveste af avispapir med bomuldsstof for at hjælpe de mindrebemidlede.

[46] Sopran på Det kgl. Teater. Var i mange år dansk operas førende sangerinde (1885-1954).

[47] Havde mange karakter- og filmroller, hvor hun udmærkede sig ved sit lune (1870-1946).

[48] Gift med digteren Helge Rode og moder til Ebbe Rode. Skrev mange romaner, noveller, skuespil og digte (1879-1956).

[49] Nær ven til I.P. Müller og måske bedre kendt som kaptajn Jespersen (1883-1963).

[50] Dengang matr. nr. 3eg af Ordrup by og sogn.

[51] Gift med Kong Christian X.

[52] Familien Lecker boede til leje på Gudrunsvej 12, men ville gerne have deres eget hus og købte derfor den oprindelig 908m2 store grund for 117.400 kroner. I 1965 købte de yderligere 10m2, men da byggeprocenten på Gudrunsvej 22B hermed blev for stor, blev der udstykket 82m2 som et nyt matr. nr. 3oo af Ordrup by og sogn, der blev tillagt grunden Gudrunsvej 22B. I 1966 byggede familien Lecker et Johan Christensen Hus på den nu 836m2 store grund, der nu havde fået matr. nr. 3om af Ordrup by og sogn. Efter Inger Leckers død købte datteren, Lene Lecker, i december 1990 halvdelen af Gudrunsvej 22A som særeje for 500.000 kroner.

[53] Mowgli var i perioden bl.a. ejet af “ApS Kbus 8 nr. 3118” og “ Hovedstadens Boxcenter ApS”.

[54] Det blev godkendt at opdele huset i to separate lejligheder, henholdsvis med en i stueetagen og en på 1. og 2. sal., hvis visse brand- og parkeringsmæssige betingelser blev opfyldt.

[55] Opkaldt efter den franske arkitekt Francois Mansart (1598-1666), der var en af klassicismens hovedskikkelser.

[56] En patricier var i oldtidens Rom et medlem af en af de fornemme adelsslægter (modsat plebejer).

[57] Strandvej Gasværk, der forsynede villaen med gas, blev anlagt ved Tuborg Havn af Det Danske Gaskompagni i 1892-93 og sat i drift den 21. juni 1893. Fra 1899 var der gasoplysning på områdets private veje, men kun til kl. 24:00.

[58] Denne gashane var funktionsdygtigt indtil 1970’erne, hvor gastilførslen måtte afbrydes p.g.a. omstillingen fra bygas til naturgas. Dette skyldes at naturgas i modsætning til bygas er mere tør. Det ville medføre, at de gamle samlinger i de gamle gasrør, der var lavet af  hestehår og bly, ville blive utætte, hvorfor de gamle gasrør blev udskiftet med tidssvarende støbejernsrør.

[59] Blev beklædt med gipsvægge i 1993-94.

[60] Rester af tapetet blev fundet da rummet under den gamle veranda blev udgravet i 1996.

[61] Søndag den 14. august 2005 kl. 02:30 om morgenen brændte tvillingehuset på Ejgårdsvej. 1. og 2. sal udbrændte og resten fik alvorlige vandskader. Murene stod intakte. Indehaveren – en gammel mand midt i 80’erne - døde af røgforgiftning. Stig Rosenkranz Pedersen og frue overtog huset og totalrenoverer det.

[62] "Eiet" eller "Eget" betyder "indelukket".

[63] Senere København.

[64] Fik senere forretning på Jægersborg Allé.

[65] Uddannet på Danmarks første havebrugsskole, Vilvorde Havebrugshøjskole i Charlottenlund, der blev oprettet i 1875 (oprindelig var Vilvorde et lille stråtækt traktørsted der hed Skovlyst. Hovedbygningen blev i 1873 erhvervet af gartner Stephan Nyeland, der omdannede det lille traktørsted til en havebrugsskole. I 1875 blev navnet ændret til Vilvorde efter en belgisk by, hvis havebrugsskole Stephan Nyeland besøgte flere gange).

[66] Gengivet på et billede fra april 1964.

[67] Perlegruset blev fundet, da fliserne i forhaven blev udskiftet med brosten i 1996. I bunden af fliserne var der aftryk af Politiken og Villabyerne fra 1938, hvorfor perlegruset formentlig er blevet overdækket omkring dette tidspunkt.

[68] Bl.a. en række elmetræer, der fik elmesyge og måtte fældes i 1994/95.

[69] Efter at de fældede træer havde prydet haven i mange år blev de ophugget, kløvet og brugt til brænde.

[70] Der var dengang ved Charlottenlund en anløbsbro, der blev besejlet af dampskibe i kystfart mellem København og Bellevue.

[71] I 1862 havde løjtnant C.F. Garde fået koncession på en hestesporvogn fra Skt. Annæ Plads til Tårbæk, men den gennemførtes aldrig længere end til Slukefter i Hellerup.

[72] Morescos fra landstedet Adelaide, Puggaard fra Krathuset og Skovserkonerne, der skulle til København med fisk, var faste passagerer med morgentoget.

[73] Strækningen Frederiksberg - Hellerup - Klampenborg.

[74] I filmen medvirker bl.a. Birgit Sadolin, Morten Grundwald, Sigrid Horne-Rasmussen, Ove Sprogøe og Karl Stegger. Saga Studio lå dengang på Annettevej, der hvor Sagaparken ligger i dag.

[75] Johnson Fireclay C9 LtP, Stoke on Trent.

[76] Ansøgning til Gentofte Kommune er dateret 28. februar 1918.

[77] Udfærdiget i april 1918. Den ubebyggede nabogrunden blev senere erhvervet af Christoffer Müller.

[78] Fliserne blev fundet under græsset mellem væksthuset og banen i 1995, hvor fliserne tidligere havde fungeret som terrasse.

[79] Nævnt i afsnittet: “Ejere af grunden og Mowgli gennem tiderne”.

[80] Varmeapparatet blev afbrudt i 1980’erne og fjernet helt i 1993.

[81] Af arkitekt Martin Svendsen, Ordrup, fra 18. november 1917. Ansøgningen til kommunen er dateret 30. marts 1918.

[82] Gulvet i alkoven blev efter japansk skik – og i overensstemmelse med datidens mode – beklædt med tatami-måtter af vævet strå. Måtterne eksisterer endnu.

[83] P.g.a. den megen hamren om aftenen med at bygge rækværket og et gulv af træ, fik huset – i al godmodighed – øgenavnet “Hammershus” i kvarteret.

[84] Bemærk flyglet. Først nummer to flyttefirma indvilgede i at flytte flyglet op af den snoede trappe. Der måtte fire flyttemænd til, men alligevel kostede flytningen kun 75 kroner plus 8 pilsnere!

[85] Han og konen havde bosat sig i Tågerup pr. Roskilde.

[86] Datter af Eva Birkman, tidligere Spangenberg.

[87] Så sent som i 1993 blev resterne af en af hans gamle Messerschmidt biler fundet under terrassen.

[88] Datter af Agnete og Mogens Müller.

[89] Bror til Torben Runo Johansen.

[90] Grosserer H. Timmol fra nr. 20, bundtmager Aage Leidersdorff fra nr. 24, studerende S. Lecker fra 22A og endelig sekretær Frederik Raben-Levetzau fra Ejgaardsvej 36.

[91] Under forudsætning af, at justitsministeriets hotelbekendtgørelse og kommunalbestyrelsens bestemmelser vedrørende indretning af udlejningsvirksomhed blev overholdt.

[92] Da vinduer og karme blev malet i 1994 blev der fundet flere lag maling i bl.a. "kommune grøn", orange og lilla. Den ”kommune grønne” farve stammer fra gamle fabrikant Müller, der malede alt træværk grønt med maling, han havde købt billigt af kommunen.